mandag den 19. december 2011

Common - The Dreamer/The Believer



Som det fremgår af mine tidligere Common-anmeldelser, så er Chicago MC’en blandt mine absolutte favoritter. Jeg tror endda at jeg – mere eller mindre ”officielt” - udnævnte ham til min nummer ét favorit rapper. Jeg har taget mig selv i at revidere rigtigheden i dette statement fra tid til anden, da der er så mange fantastiske rappere ”derude”, der lige så vel kunne gøre sig som ”den bedste”. Men et-eller-andet ved Common gør, at jeg som regel plejer at komme til enighed med mig selv om, at det nok alligevel var det rigtige valg. Efter at have hørt hans nye, niende album The Dreamer/The Believer, er min sporadiske tvivl endegyldigt blevet gjort til skamme, og alle de andre rappere derude skal virkelig oppe sig, hvis jeg nogensinde skal ændre min påstand.
     Som det ligeledes fremgår af mine mange anmeldelser af Commons plader, så har han efter min mening aldrig begået noget, der ligger under det ’rigtig gode’ i kvalitet (muligvis med debuten som undtagelse). Dermed ikke sagt, at jeg ikke har været uenig i nogle af hans karriere-valg. Be er og bliver hans stærkeste projekt til dato (simpelthen et hovedværk i moderne hiphop-kultur), men nogle af de efterfølgende, Hollywood-påvirkede træk, klædte ikke tilsyneladende rapperen efter min smag. En masse små filmroller i store Hollywood-produktioner gjorde, at hans begyndende smag for det celebre liv som red carpet –betrædende ”stjerne”, afspejlede sig i hans Universal Mind Control album, der bød på de mest poppede og mindst substantielle musikalske bidrag i hans karriere (dog stadig et fantastisk album, men nok ikke hvad man havde håbet eller forventet af Common).

En god rum tid er gået med musikalsk stilhed omkring Common, der i stedet har begået sig som førsteelsker i ondt-i-tanden-sukkersøde kærlighedsfilm som fx Just Wright, der unægtelig har gjort, at man har været nødsaget til tage sig en smule mere sammen for at vedligeholde sin respekt for manden som troværdig hiphopper. Med The Dreamer/The Believer gør Common det dog endnu engang ufatteligt nemt at se ham som værende den gudsbenådede rap-maestro han er, og altid vil være.

Når selv en hardcore undergrundsrapper som Apathy beder sine facebook-fans om at huske på, hvor vigtig Common er for hiphop-kulturen, og samtidig udtrykker sin totale begejstring for den ”tilbagevendte” Common, så ved man der er noget om snakken!

”If you desire a bright tomorrow, you must build a brighter dream. Dare to let your dreams reach above you… Know that history hold more than it seems. We are here, alive today, because our ancestors dared to dream”

Commons niende album handler om drømme. Om at drømme. Om at sætte sig nogle mål med livet – gerne ambitiøse – og så arbejde røven ud af bukserne for at nå dem. Og ikke mindst om, uanset hvad, at tro på, at det kan lade sig gøre. Allerede her lyder det hele som én stor kliché, men der er ikke mange bedre fortalere for drømme-opnåelse end Common.

”It all started with a dream, I wanted to be Run D.M.C. /
The Lord put the blessing upon the MC /
O the the M, dreams were spoken to him /
That’s when I knew my flows would overflow to the rim /
Open my eyes, yes sir this is what I’m made for”

The Dreamer/The Believer tager udgangspunkt i Commons egen kamp for at nå fra bunden til toppen. Fra at være en ung lømmel i Chicago’s slum med ”ghetto niggas’ dreams from the hood” (”Ghetto Dreams”) til at hæve glasset og skåle for livets triumf (”Celebrate”). I løbet af denne herlige coming-of-age fortælling, får Common flettet en række fantastiske sange sammen, hvori han demonstreret og beviser, at han mestrer alt fra poesien malende sprog til battle-rappens gade-kodeks bedre end de fleste andre rappere i dag.

Med sig har han vidunder-produceren No I.D, der har sammensat hele lydbilledet til nærværende skive, og lad mig bare sige det som det er: dette er No I.D’s kronværk som producer. No I.D. producerede stort set alt på Commons tre første udgivelser, så det er bestemt ikke første gang de herrer slår hovederne sammen, men No I.D. har ganske simpelt bare aldrig lydt bedre end her. Musikken er gennemstrømmet af en sitrende soulful’ness, en udsøgt sans for effektive melodier og en gennemgående rå nerve. Det er på alle måder the best of both worlds der mødes her. Stramme drum-breaks og fænomenale soul, jazz og blues –samples, der udgør et himmelsk hiphop-univers, tilsat bredt appellerende sang på stort set alle omkvæd. – Ikke sunget af ”hvem end der er hot lige nu”, men af ukendte (med John Legend som undtagelse), vanvittigt dygtige studio-sangere, der virkelig kan deres kram. Lidt á lá The College Dropout, hvis liste over (ukendte) studio-sangere er flere kilometer lang. Tja, hvis ikke det var fordi at man vidste, at det forholdte sig helt omvendt, så skulle man tro, at No I.D. var dybt inspireret af Kanyes mix af oldschool soul og flabet originalitet. Det er han jo nok også et godt stykke af vejen, det ene udelukker jo ikke det andet. Hvorom alting er, så er beat-kataloget på The Dreamer/The Believer lige til at fælde en tåre eller ti over, - af inderlig glæde vel at mærke!

Og ”heldigvis” er Common i prægtig topform, så der er virkelig tale om rap og beats, der går op i en højere enhed. Fra den bund-melodiske åbner ”The Dreamer”, hvor Common rapper om hvordan det er, pludselig at være ham, der skal inspirere de unge til at drømme stort, til den fuldt ud aggressive ”So Sweet” med sin lede og fede bas-gang. Fra en af årets største musikalske bedrifter i den blues-guitar og violin –besmykkede ”Gold”, der handler om, at man skal huske at have hjerte og sjæl med sig hele vejen, til ”The Believer”, der bærer en af de flotteste tekster skrevet i meget lang tid. Fra den festlige, livsbekræftende ”Celebrate” til den måbende flotte ”Cloth” om indre skønhed, hvorpå Common så smukt rapper:

”Hey lover we can cover each other /
Through the coldest nights, tight never smother /
It’s two things that seems to hold us together /
God is our tailor and forever – it’s the cloth”

Den rå attitude er godt nok lige ved at flyde over når Common på “So Sweet” siger “it’s the raw right here nigga, sweet motherfucker – sweet ass bitch motherfucker”. Det virker en smule malplaceret på en ellers gennemgående positiv og opløftende plade, og jeg er lidt I tvivl om hvem han er så sur på, og ikke mindst hvorfor han er så sur! Det virker som om, at han har tænkt, at hans hiphop-fans nok skal se igennem fingre med hans Hollywood kærlighedsfilm, hvis han bare bander en hel masse og lyder rigtig sej. Lige dén tankegang har jeg et lidt ambivalent forhold til, men heldigvis flyder han upåklageligt over det smækre beat, så helt slemt er det trods alt ikke. - Især ikke når han på den efterfølgende ”Gold” (som sagt et af de bedste numre dette år har rystet af sig) fyrer op for så hamrende skarp lyrik. Endda over et beat, hvis sample af Graham Central Station’s ”The Jam” bærer en åbenlys homage til Smif-N-Wessun’s udødelige klassiker ”Shining… Next Shit”. Common rapper:

”Ashtrays an’ cigarettes, last days, indigenous peoples /
These are the adventures of young black millionaires /
I am the voice of the meek and underprivileged /
The smell of success, I want y’all to get a whiff of this /
On a move like black slaves through the wilderness /
I write it, and still get invited to white Christmases /
When I was born three wise men came to visit us /
One a hustler, one a king, one a prisoner /
They cracked the bottle, then start giving gifts /
You from Chicago, we want you to deliver this /
Show the walking dead who the truly living is /
Separate the fake from who the real reals is”

Lige I øjet.
Lyrisk set når pladen sit episke klimaks på ”The Believer”, hvor poesi, metaforer, intelligent undertekst, politiske statements, kærligheds-propaganda og sociale problemer ramler sammen i én stor pærevending af ren storhed. I får første vers serveret i sin fulde længde – musik er ikke en nødvendighed, ordene taler deres egen, stærke sag:

”These are the words of a believer /
Achiever, leader of the globe /
Feeding souls of those in need /
I bleed the blood of the struggle /
Walking over troubled puddles /
Hustles in my chest, no hustle, no progress /
Extremities of life and it’s process /
Birth of a son, death of another /
With love I can rest both mothers /
And told ‘em, who’s in control is the one that’s above us /
I walk where money talks and love stutters /
Body language of a nation going through changes /
The young become dangerous, pain gets spent into anger /
Anger gets sent through the chamber /
It’s tough when you look like strangers /
We are the sons of gangsters and stone rangers /
If he could, how would Ernie Barnes paint us? /
Look at the picture, hard not to blame us /
But time forgives in the Chi where the young die often /
Do they end up in a coffin because we haven’t taught them? /
Is it what we talking we really ain’t walking? /
Dudes, hustler’s pay, how much did it cost ‘em? /
Find myself on the same corner that we lost ‘em /
Real talkin’, in they ear like a Walkman /
Thoughts spin around the corner to the world /
When I see them, I see my baby girl /
Believe”

Andet vers er i øvrigt lige så overvældende.
Som et ægte Common-album, så er det naturligvis hans far, nok bedre kendt som “pops”, der får lov til at lukke ballet med sine strø-tanker, og også han serverer stof til eftertanke:

"Dreams come true...
Truthful dreams become life
Life become belief
Belief become live
Live the life you believe...."

Og nu til det negative.
Eller næ, det er der egentlig ikke rigtig noget af.
Indrømmet, produktionen på ”Blue Sky” lå ikke helt behageligt i min øregang ved de første gennemlytninger. Men efter at have hørt hele skiven igennem en hel del gange, så ikke bare lyder den forrygende, dens specifikke placering virker også helt rigtig. Nogen gange møder man også bare musik, der er så gennemført, lækker og opløftende i sit væsen, at man slet ikke har lyst til at grave efter ulemper og minusser. The Dreamer/The Believer er bestemt sådan et album. Man er tryllebundet fra de første sekunder og lige indtil Pops afrunder albummet og giver slip på én igen. Og derfra kan det i øvrigt kun gå for langsomt med at starte pladen forfra og tage turen en gang til, og en gang til, og en gang til, og så lige en sidste gang, og så lige allersidste gang.

     Dette album har haft - og har sådan set stadig - præcis samme effekt på mig, som da My Beautiful Dark Twisted Fantasy ramte gaden sidste vinter; alt andet musik er pludselig mere eller mindre ligegyldig. Alt andet musik man ellers lige gik og hørte sættes på standby. The Dreamer/The Believer er ikke en 6/6'er som MBDTF var det, for Common og No I.D. forsøger ikke at smide noget nyt eller vildt på bordet i samme grad som Kanye gjorde. The Dreamer/The Believer er en 6/6'er som Hocus Pocus' 16 Piéces var det: ganske simpelt bare så hamrende eminent, at den musikalske eufori løber én helt ud i fingerspidserne og ned i den yderste nerve i storetåen. Meget mere kan jeg ikke bede om.

6/6




8 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fuldstændig enig homie, fantastisk plade!

Hamse

Søren sagde ...

God anmeldele, synes dog at alt det sang på omkvædende er lidt for meget, mangler lidt Mista Sinasta på scratch!
Synes Resurrection & One Day It All Make Sense er klart bedre, men hans tredje bedste album uden tvivl (Synes personligt BE sucks på grund af Kanye´s kedelige produktioner!)
Hans første album er iøvrigt ikke produceret af NO I.D. !

JeppE sagde ...

Jo det er, dengang gik han bare under navnet Immenslope - same guy

j

Jonas Lillelund sagde ...

Er fuldstændig enig med Søren! Mere scratch (gerne af Mista Sinista) og mindre sang på omkvædene. Resurrection er et perfekt album. The Dreamer/The Believer er nu også god, men langt fra Resurrection.

Peter sagde ...

Lækkert med en ny anmeldelse Jeppe, love your site :)
Lidt modspil til en anmeldelse der ikke har lyst til at kigge på det negative.
http://sputnikmusic.com/review/47098/Common-The-Dreamer-The-Believer/

JeppE sagde ...

Tak Peter

- Det virker som om, at Sputnik anmelderen havde dømt pladen på forhånd, og havde den holdning, at uanset hvor god udgivelsen faktisk var, så skulle Common bare jordes. Det er jo lige meget hvad Common gør, så har anmelderen noget skidt at sige om det!
Men nu er jeg jo tydeligvis også stor fan af albummet, og folk der synes den er dårlig skal have lov til at synes den er dårlig :D

j

c sagde ...

Folk der synes tekst (sammensætningen af denne), flow (kan virkelig findes skrækkelige eksempler på manglende evne, sammenlignet med common's præstation), produktion (det tekniske aspekt, ikke om lyden lige ramme personligt) osv. er dårligt, mangler fuldstændighed troværdighed i min bog. Smag og behag ja, men at jorde alt, også de ting der kan vurderes ud fra et mere fagligt og objektivt niveau, som tilfældet er i anmeldelsen fra sputnik er bare useriøst. Godt vi har en der laver sit arbejde ordentligt her (også selvom anmeldelserne slf afspejler en hvis subjektivitet).

c sagde ...

Folk der synes tekst (sammensætningen af denne), flow (kan virkelig findes skrækkelige eksempler på manglende evne, sammenlignet med common's præstation), produktion (det tekniske aspekt, ikke om lyden lige ramme personligt) osv. er dårligt, mangler fuldstændighed troværdighed i min bog. Smag og behag ja, men at jorde alt, også de ting der kan vurderes ud fra et mere fagligt og objektivt niveau, som tilfældet er i anmeldelsen fra sputnik er bare useriøst. Godt vi har en der laver sit arbejde ordentligt her (også selvom anmeldelserne slf afspejler en hvis subjektivitet).