Lil Wayne - Tha Carter III

På nuværende tidspunkt er det vist hverken en nyhed eller en hemmelighed, at jeg ikke er den store Lil Wayne fan. Som jeg ser det, har han lavet en portion ganske god musik, men langt større mængder forfærdeligt ragelse. For at sige det som det er, in all honesty, så ser jeg Lil Wayne som en af nyere tids allerværste rappere – overhovedet. Faktisk synes jeg at han er så ringe, at det nærmer sig det decideret farlige. Farligt fordi han af nogen – uhyggeligt mange faktisk – bliver anset som værende ”the greatest rapper alive”. Et statement, der for mig hører under samme kategori af påstande som ”Julemanden findes” og ”Jorden er flad”, altså noget man kun kan tro seriøst på, indtil man lærer, at det ganske simpelt er ukorrekt.

       Desværre er der bare nogle ting, der tager virkelig lang tid at finde ud af, og som kan være utroligt svære at finde ud af. En banan skrælles lettest hvis man åbner den fra bunden, ”SOS” står ikke for ”Save Our Souls”, alfabetet har ikke 28 bogstaver og Lil Wayne er ikke en god rapper. Her er tale om misforståelser, der er så udbredte, at det på en mærkværdig, uofficiel måde er blevet ”det rigtige”.

Problemet er, at flere mennesker vil leve hele deres liv, uvidende omkring det faktum, at bananer åbnes lettest fra bunden. Når jeg bliver færdiguddannet som skolelærer vil jeg med garanti også recitere ABC-sangen med mine indskolingsbørn og stadig rime ”æøå” med ”28 skal der stå”. Og på samme vis er det højst sandsynligt rigtig mange, der altid vil være fanget i den (mis)forståelse, at Lil Wayne er et ”lyrical genius”.

      Måske handler det om, at man har været af en vis forståelse eller tro i så mange år, at man et-eller-sted faktisk er ligeglad med om det er rigtigt eller forkert. Hvis jeg styrtede ned med et fly og svømmede i land på en øde ø, så var ”SOS” da også det første jeg ville skrive i sandet, vel vidende, at det ikke står for ”Save Our Souls”, men vel vidende, at det er det de fleste tror, og derfor vil være det eneste rigtige at skrive.

Lil Wayne er ikke en god rapper. Det vil jeg nok aldrig kunne overbevise dem, der synes at han er fantastisk, om, men jeg håber, at de selv bliver afklaret med det på et tidspunkt.

     Jeg kan huske, at da jeg for nogle år siden fik arbejde på Islandsbrygge, og skulle cykle fra Valby hver dag, skulle finde en cykelrute. Jeg fandt en passende rute, som jeg kørte ad hver dag, frem og tilbage. Efter at have kørt trofast ad denne rute i et par måneder kom det mig helt tilfældigt for øre, at der fandtes en rute, der både var hurtigere, pænere og mere stille og rolig. Jeg fandt denne rute, afprøvede den, og erfarede, at den faktisk var både hurtigere, pænere og meget mere uforstyrret. Der blev jeg en smule irriteret over, at jeg i al den tid kunne have hygget mig på denne rute, men i stedet havde taget en trafikeret, larmende og noget langsommere vej til arbejde, i så lang tid. Men jeg fandt den trods alt. Og hvad er budskabet med denne historie så? Jo, jeg håber, at de, der forguder Lil Wayne som værende et ”lyrical genius” en dag vil støde på et bedre, mere plausibelt alternativ, og nå dertil, hvor de kan se tilbage på Lil Wayne som værende ”den besværlige vej” de kørte ad, fordi de ganske simpelt ikke kendte til den anden.    

Jovist, Lil Wayne er en ringe rapper. Men her er det vigtigt for mig at understrege, at der er forskel på dem, der synes at Lil Wayne er en god rapper, og dem, der synes Lil Wayne er god. For han er god til en masse andet end at skrive tekster, blandt andet at finde samarbejdspartnere.

Tha Carter III er uden sammenligning Lil Waynes bedste plade til dato i min bog, den indeholder nemlig nogle fuldt ud pragtfulde skæringer, der giver god grund til at holde af albummet. Fra den mastodontiske produktion på ”Mr. Carter”, det labre og super frække jazz-beat på ”Dr. Carter”, Robin Thicke’s ikoniske omkvæd og produktion på ”Tie My Hands”, Kanyes musikalske genistreg på ”Let the Beat Build”, Static Majors vanvittigt kitschede men effektive ”Shawty wanna thug”-omkvæd på ”Lollipop”, der er båret op af et mindst lige så kitschet men effektivt Jim Jonsin beat, og så må man heller ikke glemme pladens episke afslutning i ”Dontgetit”, med det perfekt flippede Nina Simone sample.

Problemet er bare, at pladens største øjeblikke på intet tidspunkt står på Lil Waynes regning. Det er vigtigere at have folk omkring sig, der kan hjælpe til med at få én til at se godt ud, end faktisk at kunne noget selv. Lil Wayne kan naturligvis noget selv, og der er flere ganske udmærkede lyriske passager, men for hver enkelt gode linje synes der at være tyve tåkrummende ringe. Hvordan får man så sig selv til at fremstå som en god rapper hvis man hedder Lil Wayne, og rent faktisk ikke er det? Man inviterer de rappere, der faktisk er ringere end en selv, til at gæste diverse sange. Det kan simpelthen ikke være et tilfælde, at det lige præcis er Brisco, Juelz Santana og Fabolous der er med her, de absolut værste rappere der har trukket vejret. Og de to gode rappere der er at finde på pladen, Jay-Z og Busta Rhymes, skinner som en sol over Lil Waynes sørgelige stearinlys, og det endda på trods af, at de er langt fra deres topniveau.

Lil Wayne har egentlig nogle fremragende ideer her og der, men udførelsen er mildest talt uheldig i de fleste tilfælde. Den måde han giver ”fuck tha police” rap-genren et twist på ”Mrs Officer” er yderst snedig, men versene er blandt de dårligste skrevet. Også ”Dr. Carter” er bygget op omkring et kløgtigt koncept, hvor Lil Wayne er lægen, der skal redde en række patienter i form af ”wacke rappere”, der kommer ind på operationsbordet. Lidt ironisk er det dog, at hans vers, altså ”lægens behandling”, er fyldt med det meste af det, som hans patienter lider af: ”vocab and metaphors need work, and he lacks respect for the game”. Han rapper bl.a.:

”I stay tight like pussy at night /Baby don’t get me wrong I could do that pussy right /But I’m too wrong to write /Too fresh to fight /Too paid to freestyle /Too good to freestyle /I had to say it twice, swagger so nice”

På den ellers fremragende producerede “Let the Beat Build” rapper Wayne hårdnakket: “I am the best rapper alive” – ja han siger det endda to gange i træk for lige at understrege – men efterfølgende rapper han de potentielt svageste 12 linjer på pladen. Flowet er okay, men det han siger er bare så skræmmende indholdsløst. - Hvilket faktisk er meget sigende for størstedelen af Lil Waynes tekster. Lad os tage et par eksempler:

”I might go crazy on these niggas, I don’t give a motherfuck /Run up in the nigga house and shoot his grandmother up”(“3 Peat”)

“Sister, brother, son, daughter, father, motherfuck a copper /Got da Maserati dancin’ on the bridge, pussy poppin’”(“A Milli”)

“Bitch ain’t shit but a hole and a trick /But you know one ain’t trickin’ if you got it /You know we ain’t fukcin’ if you not thick /And I cool your ass down if you think you’re hot shit”(“Got Money”)

“I ain’t kinda hot, I’m sauna /I sweat money and the bank is my shower /Ha ha, and that pistol is my shower /Ha, so stop sweatin’ me coward”(“Shoot Me Down”)

“But man I ain’t never seen an ass like hers /That pussy in my mouth had me at loss for words /I told her to back up like burp, burp /And make that ass jump like shczerp, schzerp”(“Lollipop”)

I could go on for days, men jeg tror I har forstået budskabet. Lil Waynes skriverier får jo simpelthen Daft Punks  ”Around the World” til at ligne et lyrisk mesterværk, og Beyoncé’s ”Run the World (Girls)” en poetisk genistreg. Ingen skriver dårligere tekster end Lil Wayne. Og så er jeg egentlig rimelig ligeglad med om han har et unikt flow, en karismatisk stemme eller cool hæshed i sin vokal, når teksterne er så nederdrægtigt ringe, så hjælper det intet.

”Tie My Hands” er en af de få undtagelser, hvor Lil Wayne rapper om tragedie-bearbejdelse, hvilket han gør rigtig godt. Hurricane Katrina totalt ødelagde hans hjemby New Orleans, og den motiverende sang om at komme videre i hårde tider er velfortalt og rørende.

Strøtankerne på ”Dontgetit” er heller ikke helt uefne, om end en smule rodede, men man kan høre, at han har noget på hjerte i hans snakken om ”crack cocaine in the hood”. Og så er der selvfølgelig finurligheder som:

”Got summer hatin’ on me ’cause I’m hotter than the sun /Got spring hatin’ on me ‘cause I ain’t never sprung /Winter hatin’ on me ‘cause I’m colder than y’all /And I will never I will never I will never fall /I’ve been hated by the seasons /So fuck y’all hatin’ for no reason”

Der fungerer fint, på trods af, at det jo egentlig er noget værre sludder. Det er endnu en ting Lil Wayne er god til: at overbevise sin lytter om, at hans metaforer og punchlines er gennemtænkte og smarte, - men tænker man bare en smule selvstændigt over det han rapper, så er der virkelig ikke meget ”smart” at komme efter.

Når alt kommer til alt, så er Lil Wayne ikke skyld i noget af fede på Tha Carter III, han har bare været klog nok til at købe sig til nogle gode beats, nogle gode sangskrivere og nogle gode gæstesangere. Hvis man kan acceptere dette, og bare tage den gode musik der nu engang er på Tha Carter III for hvad det er, ja så er der da nogle fine skæringer at finde. Tilhørende kategorien ”let underholdning” vel at mærke, for bedre er det ved Gud ikke.

Endvidere er det også vigtigt at pointere, at Lil Waynes smag i beats kan være mindst lige så afskyelig som god. Der er som sagt nogle fremragende beats på skiven, men ”3 Peat”, ”Get Money”, ”Phone Home”, ”La La”, ”Playing With Fire” og ”You Ain’t Got Nuthin” er bare forfærdelige. Og nej, ”A Milli” bærer heller ikke et fedt beat. Exile flippede beatet på sin mpc i et one-take og lavede en langt federe banger ud af det.

Er jeg en ”Lil Wayne hater”? Muligvis. Det kommer an på hvordan man definere en ”hater”. For mig er en ”hater” synonym med en såkaldt ”internet troll”, der helt uhæmmet sviner alskens ting og sager til, alt imens han/hun forholder sig anonym og gemmer sig bag sin skærm, så denne person aldrig får brug for at forsvare eller forklare sine anklager eller vredesudbrud, der for resten oftest er komplet ubegrundet og tydeligt formuleret i al hast. Jeg ser mig bestemt ikke som en sådan. Jeg anmelder og skriver som offentlig person, jeg har et navn og et ansigt og står inde for alt hvad jeg skriver. Når jeg har noget negativt at sige om noget eller nogen indenfor musik-genren, så forsøger jeg for så vidt muligt at begrunde det så godt jeg kan. Nej, det kom nok ikke helt til udtryk ved min sidste Lil Wayne anmeldelse, det beklager jeg. 

Til gengæld er det rigtigt, at jeg virkelig ikke kan lide Lil Wayne. Hader jeg ham? Nej, jeg kender ikke manden, og kan derfor ikke decideret hade ham. På den anden side bliver jeg virkelig ked af det, når jeg slår ”Lollipop” op på YouTube, der har over 90.000.000 views, og ser at der er brugere, der i kommentarfeltet skriver: ”He’s the reason I love music. <3”. - For jeg synes virkelig, inderst inde fra mit hjerte, at det er noget forbandet lort, at Lil Wayne kan være garant for kvalitet og god musik, når han så åbenlys laver så suverænt dårlig og intetsigende musik. Det hader jeg faktisk lidt. I må gerne kalde mig en "Lil Wayne hater" hvis I lyster, det synes berettiget. Når alt kommer til alt er det ikke mig, der tager den besværlige, tafikerede og langsomme vej til arbejde. Jeg har fundet den bedre løsning, og jeg kan kun håbe på, at jeg en dag møder jer, der har ondt bag i fordi jeg jorder Lil Wayne, på denne cykelsti. Her er altså hyggeligere. 

2.5-3/6

- Jeppe Barslund