"Watch the throne as I dance in the chair /
Throw my crown in the crowd, hope it lands on the heir"
Throw my crown in the crowd, hope it lands on the heir"
Efter to prangende mesterværker og lyriske milepæle, samt én semi-sørgelig, major label -undskyldning af et fesent pop-album, erklærer Chicago rapperen Lupe Fiasco sig atter ven af folket, ved at udgive et gratis mixtape. Et mixtape som jeg var en smule bange for at downloade, af frygt for at skuffelsen fra Lasers ville tage til. Men efter som Lupe er og bliver en dygtig kunstner skulle mixtapet naturligvis høres, og downloaded blev det. Helt præcis hvornår sangene på dette mixtape er fra er umiddelbart svært at sige, for flere gange får han sagt "Lasers coming soon", så spritnye numre er det ikke udelukkende.
Lyrik:
Lupe Fiasco er et fucking geni!
- Men det vidste vi jo godt. Med sine to første plader åbnede han alles øjne og ører for, hvor kløgtig, intelligent og dybt man kan skrive tekster. På Lasers havde han dumpet sin skriverier en smule down, men rappede stadig med mere velskrevne tekster end de fleste andre. På Friend of the People ser det ud til, at han er tilbage i top-form, og så er der altså ikke et øje tørt.
De skarpe observationer, sylespidse wordplay og underfundigt brillante brug af metaforer og dobbeltbetydende ord og sætninger, er at finde overalt. På "Lupe Back" rapper han om kommercial-musikkens effekt på kunstnere og hvordan de effektivt bryder ellers selvstændige og ambitiøse kunstnere ned til ens-tænkende amøber:
"Shock-a-zulu, call me Wasalu II /
Oh shit, man these record labels prostitute you /
Strap them to sushi bars, and feed em lots of fugu /
Catch a bad piece /
You can stick that 360 between your asscheeks /
Artists let’s mobilize and unionize like the athletes /
Radio is making our craft weak /
Forced to repeat the same dumb shit that work /
Only as hot as your last beat /
And rappers, they relating to that last piece"
Han funderer endda over, om pladeselskaberne havde en finger med i spillet i Kurt Cobains død. På titelnummeret "Friend of the People" lægger han ud med samme sublime flow og snørklede leg med ord, der gjorde, at jeg i sin tid blev forelsket i Lupes rap:
"Lu, cool, no, more doors /
Porsche or, no, more doors /
Sedan, hmmm, four more, no more doors /
More doors (/Mordor) than that Lord of the Rings that Frodo went to war for /
You'll se more war than World War Four or Lord of War /
Where Nicholas lost his brothor"
Jeebuz!
Og på "Joaquin Phoenix" er han ude i så mange snedige referencer og indforståede metaforer, at det ganske simpelt er urealistisk at få det hele med. Tag fx et kig på følgende passage:
"Man I'm so apalled /
I can keep them all safe /
I can really ball and put titties all in y'all face /
That was Robert Paulson and that deserves a pausin' /
So that's Blart, Pierce, and all that's missing is a bearer /
For the coffin that is needed for this beat when I'm done talkin'"
- Måske ikke noget, der springer én i øjnene ved første lyt, men det hele er én stor Paul-reference/metafor (!). De første to linjer kunne lige så vel læses: "I'm so a Paul / I can keep the mall safe", og så ville den referere til filmen Mall Cop hvor Kevin James spiller politimanden Paul Blart. Dem, der har set kult-mesterværket Fight Club, vil nok kunne huske Robert Paulson som ex-bodybuilderen, der grundet et absurd overforbrug af steroider har udviklet enorme bryster, som Edward Norton på et tidspunkt får i ansigtet, da han giver ham et kram. Navnet 'Peirce' går på basketball-spilleren Paul Pierce, der, som Lupe rapper, "really can ball". Og for at kæde alle Paul-referencerne sammen, slutter Lupe af med den manglende kiste-bærer, for hvad hedder de, der hjælper til med at bære kisten til begravelser (på engelsk)? - A Pall-bearer, eller her, a Paul-bearer.
Jeg ved ikke med jer, men i min bog er dét genialt. Og senere i samme sang glider han over i en længere passage med Michael-referencer, den må i selv hygge her med!
Alt i alt er der ikke meget andet end lyrisk guf på dette mixtape. Desværre er der passager med auto-tune og computer-effekts-befænget vokal, som ikke helt passer ind i det ellers funklende glansbillede, men der er virkelig god grund til at tro og håbe på en Lupe i hopla på næste udgivelse.
Musik:
Hmmm.....
Lydsiden på Friends of the People er ikke til at blive helt lige så begejstret af. Det meste er lånte instrumentaler, men kun sjældent hiphop, og det meste fungerer ikke helt så godt som man kunne have håbet. På "WWJD He'd Prolly LOL Like WTF!!!" (ja, det hedder den) rapper Lu over Justice's "On'N'On", som unægtelig svinger ganske herligt. På "Lightwork" rapper Lu over Bas Nectar's remix af Ellie Goulding's "Lights", og det lyder faktisk heller ikke helt tosset. Jeg indrømmer også gerne, at Ellie Goulding's stemme kan gøre mig blød i knæene, men electro-trance-beatet kunne jeg godt have været foruden. En udsøgt fornøjelse er det derimod at opleve Lupe over John Coltrane's jazz-perle "Love Supreme", med sine sparsomme trommer og rumlende basgang. Lupe's stjerne-producer Soundtrakk, som ikke fik lov til at lege med på Lasers, er tilbage her med to beats. Det ene, "Joaquin Phoenix", ikke synderlig imponerende, det andet, "SLR" (Super Lupe Rap), gennemført episk! Det tog mig lige et lyt eller fire at vende mig til det, men når først de vokal-samples kryber ind under huden på ind, så bliver de der!
Til gengæld har produktionerne på "Lupe Back", "Friend of the People", "Double Burger", "SNDCLSH In Vegas", "Super Cold" og "The End of the World" nogenlunde samme effekt på mig, som hvis man drikker ren Ipecac:
På Friend of the People kan man altså finde nogle ovenud fantastiske lyriske præstationer fra hovedpersonen, som virkelig kan frembringe et kodylt smil på en hiphop-elskers læber. Produktionerne strækker sig fra det komplet uudholdelige til det okay, og en sjælden gang til det eminente, så her er smilet ikke helt så smørret. Men da mixtapet er gratis synes jeg bestemt det skal hentes, for på trods af, at der stadig er lidt Lasers over musikken og stilen, så giver udgivelsen her én god grund til at tro på, at Lupe er på vej tilbage til der, hvor han hører til.
Til gengæld har produktionerne på "Lupe Back", "Friend of the People", "Double Burger", "SNDCLSH In Vegas", "Super Cold" og "The End of the World" nogenlunde samme effekt på mig, som hvis man drikker ren Ipecac:
På Friend of the People kan man altså finde nogle ovenud fantastiske lyriske præstationer fra hovedpersonen, som virkelig kan frembringe et kodylt smil på en hiphop-elskers læber. Produktionerne strækker sig fra det komplet uudholdelige til det okay, og en sjælden gang til det eminente, så her er smilet ikke helt så smørret. Men da mixtapet er gratis synes jeg bestemt det skal hentes, for på trods af, at der stadig er lidt Lasers over musikken og stilen, så giver udgivelsen her én god grund til at tro på, at Lupe er på vej tilbage til der, hvor han hører til.
3/6
- Jeppe Barslund
- Jeppe Barslund
6 kommentarer:
Giver dig ret, superdope lyrik som vi kender Lupe, men slappe produktioner. Da tracks i mine øjne hænger lige så meget på produktionen som lyrikken, må jeg sige, at jeg er skuffet. Karakteren rammer fint.
Lupe er hands down fuldstændig vanvittig åndsvag dygtig. Bare ærgeligt han ikke har fået lov at udfolde sig frit. Heldigvis har vi da fået The Cool & Food and Liquor. Men nu snakken falder på gode lyrikere, så er december ikke helt dårlig. Common, Chico And The Man & The Roots udgivelser.
Chico And The Man, som vel nok havde været årets udgivelse, er rykket til en gang i 2012...
Men jeg tror helt sikkert på, at Commons bliver fed!!
j
Nå for den da. Nedtur. Men Common må jo stå for julehyggen så ;-)
Jeg synes egentlig det er ret uretfærdig at karaktergive mixtapes. Først og fremmest er de gratis, og derudover så består de normalt af en række hurtigt indspillede numre i røven på hinanden. De kan næsten ikke undgå at blegne i sammenligning med et fuldlængdealbum. Hvis der absolut skal smides en karakter efter FOTP, skal det efter min mening have en stjerne mere, i hvert fald hvis den vurderes inden for mixtape-kategorien.
Det jeg forventede mig af FOTP var at se Lupe tilbage i lyrisk topform, og jeg er derfor rigtig glad for, at du sætter fokus på hans tekster. Visse fans mener tilsyneladende, at hans lyrik stadig er ”dumbed down”. Den slags holdninger kan vel kun forklares med, at hans utallige referencer og ordspil stadig flyver hen over hovedet på rigtig mange af hans lyttere (Paul-tingen var ny for mig - det er jo det glade vanvid!)
Hvad angår musikken, så er det jo, når alt kommer til alt en smagssag, og efter min smag så lyder Lu glimrende over de fleste produktioner på FOTP. Titelnummeret er direkte ulideligt at lægge ører til, men derudover, synes jeg ikke der er nogle decideret ringe beats, selvom jeg må indrømme, at Lupe ikke befinder sig der, hvor jeg synes, han bør være rent musikalsk.
I øvrigt hører jeg ikke til segmentet af Lupe-fans, der frygter, at Food and Liquor 2 bliver endnu et skuffende pop-album. Han har beskrevet det som ”more of at street album” fyldt med ”concept songs, double entendres and triple metaphors.” Derudover har han afsløret, at han i forbindelse med albummet har arbejdet sammen med en jazz-pianist, og ikke mindst har han forsikret os om, at Atlanta er blevet bedt om at holde sig langt væk fra studiet. Jeg kan ganske enkelt ikke se det gå galt.
Jeg tror og håber at du har ret Morten.
Mht karakter-givning til mixtapes, så er dét netop en af grundende til at jeg så sjældent anmelder mixtapes, for nej, de er ikke kreeret med samme fokus som en plade, men jo, mixtapes er udgivelsen som alle andre, og anmeldes på lige fod.
Idet en udgivelse er et 'mixtape' gør jeg mig som regel klar på ikke at blive væltet bagover, for mixtapes er som regel ikke synderligt fantastiske.
Dertil skal det siges, at jeg foretrækker FOTP over rigtig mange andre mixtapes, for her er i det mindste ikke nogle irriterende shout-outs konstant og DJ-watermarks, som jeg kan blive sindssyg af!
Pav Div's eller suveræne 'Mania!' mixtape blev fx komplet ødelagt af Don Cannons røv-hamrende enerverende vandmærke.
Det var lige en sidebemærkning herfra...
j
Send en kommentar