Guilty Simpson - OJ Simpson

Detroit rapperen Guilty Simpson, der af J Dilla blev anset som værende en af de dygtigste, var en af 00'ernes vigtigste undergrunds mc'er, og arbejdsnarkomanen Madlib er en af nyere tids mest spændende og eksperimenterende producere. OJ Simpson er udgivet i Guilty Simpsons navn, men OJ'et i albumtitlen hentyder ikke til den Amerikanske fodboldspiller og morder af samme navn, men til Madlibs borgerlige navn Otis Jackson. Dette er i langt højere grad også et Madlib projekt end en Guilty Simpson udgivelse.

Som man kender det fra Madlibs mange besynderlige projekter, som fx Beat Konducta serien, hans Medicine Show og hans mange remixudgivelser, så er det ofte tilfældet, at hans kompositioner i højere grad er interessante og originale end de egentlig er decideret gode. Og jeg betvivler selvfølgelig ikke hans utrolige talent, for han har leveret meget sublim hiphop de seneste år - det er i anerkendelsen af dette, at jeg kan tillade mig at kritisere ham. Madlib sidder håbløst fast i 70'erne, og det er OJ Simpson et krystalklart eksempel på. Soundvenue skrev følgende i deres anmeldelse af OJ Simpson: "Til tider er det tæt på, at Madlibs musikalske linje og lydgodbidder tager kontrol over projektet. Men beatmaestroen formår alligevel at skabe en totaloplevelse...". - I mine øjne tager hans blaxploitation-indflydelsesrige film, radio, standup og tv -dialoger fuldstændig overhånd! Guilty Simpson reduceres til en bifigur, der slet ikke får tid eller plads nok til at brænde igennem. Ikke på et eneste nummer får han lov til at rappe nummeret ud, uden at blive afbrudt af en-eller-anden lydbid, der helt umotiveret stjæler showet. På "Something Bad (Intermission One)" skal man igennem to minutters tilfældigt sammensatte dialoger før den egentlige sang går i gang, og efter Guilty Simpson har rappet én linje, fader han ud og bliver overrumplet af endnu et stykke tilfældig dialog. Dér blev jeg decideret irriteret! Havde Madlibs beats så bare været himmelske, så havde man nok tilgivet ham, men jeg må indrømme, at jeg fandt produktionerne yderst kedelige, og til tider direkte dårlige. OJ Simpson består af en af de mest intetsigende samling produktioner fra Beat Konductaen. Når en 24-numres plade kun består af ca. ti rigtige numre, så kan i selv prøve at regne ud, hvor meget skrammel man er tvunget til at skulle lytte sig igennem. Af disse ti er det endda kun en tre-fire af dem, der for alvor vil noget. "New Heights" gør sig som pladens bedste nummer, men selv dette har kun en levetid på 2½ minut.

Guilty Simpson har ikke fået den store mængde airtime, men heldigvis formår han at fremføre nogle tekster, hvori battlerap, punchlines og rå street attitude er tæt komprimeret. Den dybe tallerken har Guilty sku' ikke opfundet, men han har et solidt flow og kan et-eller-andet med ord, der ofte er fantastisk underholdende. De momenter hvor Guilty's mesterlige rap møder Madlibs mesterlige beats får man serveret det pureste guld, desværre sker dette stort set aldrig.

Der er ganske simpelt for meget galt med denne udgivelse. Den er hamrende ufokuseret, afsindigt forvirret i sit udtryk, og så er det i mine øjne latterligt, at de fleste interludes, intermissions, introer, outroer og mellemspil - som der i forvejen er en overflod af - er længere end de egnetlige numre. At to så store kunstnere kan samles om et så ærgerligt et album, er mig et mysterium. Næste gang bør de nok gøre som udgivelsen antyder, og lave en Guilty Simpson plade, der er produceret af Madlib, og ikke et psykedelisk Madlib projekt, der har sparsomme og korte features fra Guilty Simpson. Trods mange positive anmeldelser og høje karakter fra andre anmeldere, må jeg indrømme, at Jeg er skuffet over det resultat de er kommet frem til på OJ Simpson.