Shape of Broad Minds - Craft of the Lost Art

Velkommen, kære læser, til anmeldelsen af et se-ri-øst mærkeligt album! 'Craft of the Lost Art' udkom i 2007, og blev af de fleste (af dem som fik hørt det vel at mærke) set som et af dét års bedste udgivelser. Desværre var det kun et minimalt antal lyttere, der fik fornøjelsen af at opleve udspillet, og gruppen Shape of Broad Minds blev hurtigt glemt igen, og albummet blev ufortjent lagt på hylden, for at ligge og samle støv.
At Craft of the Lost Art (CotLA) ikke rigtig kom ud til folket, skyldtes måske, at der var en stor fed tåge af mystik, der omkransede projektet. Der var ikke nogen der havde hørt om et eneste af gruppens fem medlemmer, og da lyden nu engang lød som den gjorde (læs: meget kringlet og atypisk), var folk hurtige til at sætte Shapes of Broad Minds (SoBM) i bås som endnu en gruppe der prøvede at være avantgarde-overoriginale, uden overhovedet at have noget at have det i.
Bevares, "overoriginale" er måske det rigtige ord at bruge - her er det bare vigtigt at skrive sig bag øret, at overoriginal ikke behøver at være en negativ beskrivelse.
Det sjove ved hele situationen dengang var, at der ikke var andre end anmelderne, som havde fået uddelt en pressemeddelelse, der vidste, at gruppen, som officielt bestod af fem medlemmer, rent faktisk var en duo. SoBM består officielt af Jneiro Jarel, Jawwaad, Rocque Won, Dr. Who Dat? og Panama Black. Fire af gruppens medlemmer er dog tankeeksperimenter, måske endda semi-skizofrene karakterer, der udspringer sig af Jneiro Jarels personlighed. Jawwaad er en multi-instrument-musiker fra Houston, Rocque Wun er en psykedelisk, Jimmie Hendrix og Prince inspireret sanger fra vestkysten og Dr. Who Dat? er en småneurotisk pladesamler-nørd fra Philadelphia. Historien er, at Jarels mor arbejdede i hæren, og flyttede derfor konstant - de forskellige personligheder er så repræsentanter fra de områder hvor Jarel har boet igennem hans liv.
Panama Black lader til at være den eneste "normale" person i gruppen, rapperen fra Atlanta. Det vil altså sige, at produktionerne er sammensat af Jarel og Jawwaad (samme person) med en masse nørklede og skæve indslag fra Dr. Who Dat? (samme person), og så bliver der sunget af Rocque Wun (samme person) og rappet af Jarel. Med andre ord, alt bliver udført af samme person, bare camofleret som forskellige individer. Hvad der gør det hele komplet herligt er, at Jarel (højst sansynligt med vilje) ikke er sønderligt god rapper, derfor har "gruppen" fået Panama Black med ombord, der fungerer som den habile rapper. Jarel og Panama Black har garanteret moret sig da de lavede denne plade!

Det ultimative omdrejningspunkt er og bliver det skæve element. Hele projektet er lidt af et galehus af nydeligt skramlende produktioner, innovative inputs og yderst fantastiske detaljer. Der er ikke noget der hedder "normalt" her, og det med at hoppe på trends er bestemt udelukket - alle rammer skal brydes. Når kunstnere på denne måde forsøger at skabe noget 'HELT nyt', bliver det ofte for rodet, og bagmændende kommer tit til at fremstå som dekadente wannabe koryfæer, istedet for de genier de satte næsen opefter at blive. En af dem der er sluppet godt fra at skabe en ny lyd er Madlib, som i sin tid også var manden der blev sammenlignet med når talen faldt på Shape of Broad Minds. For hvad er det Madlib kan som alle de andre ikke kan? Madlib kender musikkens virkemidler, hvilket tillader ham at gøre hvad han vil med den. Han kan forme musikken som var det en klump ler, og han vil i næsten alle tilfælde få noget gyldent ud af det. Han ved hvad det kræver. Han ved hvad man kan og hvad man i hvert fald ikke kan.
Jneiro Jarel besidder samme evne. Han ved hvor grænsen imellem kunst og skrald går. Han kan derfor gøre næsten som han vil når det kommer til trommeprogrammeringer og parring af instrumentale brudstykker, han fejler ikke. Dette beviser han gang på gang, idet den ene cinematiske og dybt atmosfæriske skæring svæver igennem luften efter den anden. Numre som "Changes", "Opr8r", "BuddaFly Away", "They Don't Know", "Electric Blue", "Stiff Robots & Drunken Horses", "Solo (Underwater)" og "12C" er alle resultatet af en brilliant men twistet mastermind. Det kræver ikke den normale producer at skabe de skæringer man lægger øre til på CotLA. Men den "unormale producer" er, til os lytteres store tilfredshed, en rolle som Jarel glædeligt udfylder - og "den unormale producer' er netop beskrivelsen der i sidste ende gør sig som hans ubestridte signatur.

Ingen tvivl om, at Craft of the Lost Art er sin egen genrerforgrening af hiphop. Det er en lyd jeg aldrig har hørt før, og som jeg højst sansynligt heller ikke kommer til at høre igen. Ikke engang 'Georgiavania' udgivelsen, som Jarel udsender med Khujo Goodie under navnet Willie Isz kommer i nærheden af den vidunderlige galskab som CofLA var skabt af. For når alt kommer til alt, så er den galskab jeg bliver ved med at hentyde til, en af de smukkeste jeg har oplevet af slagsen, og i sidste ende fremstår dette album som lidt af et pragtværk, som alle, der har mod på at prøve noget nyt, burde erhverve sig.

5/6