Lil' Kim - The Naked Truth

Lil' Kim har aldrig rigtig sagt mig noget. Uanset hvor mange gange hun har udnævnt sig selv til Brooklyn's finest, post Biggie, har hun aldrig fået udgivet noget der har vækket min interessere i den selvudnævnte Ms. G.O.A.T.
Der skete så det i 2005, at The Souce Magazine valgte at give hendes fjerde album, "The Naked Truth", deres utroligt sjældne vurdering 5/5 - den berygtede 'five-mic-rating' som kun meget få kunstnere har gjort sig fortjænt til, ifølge the Souce Magazine. Hvis man kigger på listen over hiphop udgivelser, der ORIGINALT fik tildelt 5/5 (en del anmeldelser er blevet gen-anmeldt og tildelt den sidste halve eller hele manglende 'mic') har vi plader som:

Nas - Illmatic
Jay-Z - The Blueprint
Outkast - Aquemini
The Notorious B.I.G. - Life After Death
A Tribe Called Quest - People's Instinctive Travels and the Paths of Rhythm

for at nævne et par stykker. Altså, albums som de fleste vil gå med til at beskrive som "klassikere". Albums, der IKKE er at finde på listen, tæller blandt andet 'The College Dropout', 'Be', 'Enter the Wu-Tang (36 Chambers)' og '2001' - de er med andre ord virkelig kræsne inde på The Souce Magazine redaktionen. Det som de indirekte siger er, at for at et album skal tildeles de 5 mikrofoner, skal det være out-of-this-world fantastisk, og kun de bedste af de bedste, creme-de-la-creme-de-la-creme kommer igennem og får den ultimative femte mikrofon.
Hvordan fanden i fucking helvede kunne 'The Naked Truth' så komme igennem denne maskine og få de fem stjerner??! Det besluttede jeg mig i dag for at finde ud af, da jeg fandt albummet til en 50'er i Soundstation.
Jeg havde hørt "Lighters Up" som egentlig er et meget fedt nummer, og så havde jeg hørt "Kitty Box" som banger OK hårdt. Ellers havde jeg ikke hørt noget, så albummet kunne jo godt være den klassiker som de prøvede at fortælle mig at det er.

Glæden og gejsten er ufattelig kortvarig, og man skal ikke meget længere end 6-7 numre ind i "The Naked Truth" før det står krystal klart for en: Det der er tale om her er ikke en inkompetent anmelder eller en døv skribent. Det der er tale om her, er uden tvivl et noget-for-noget tilbud som Lil' Kim har tilbudt ikke bare en, men højst sandsynligt flere af The Souce Magazines mandlige ansatte. Og dette er ikke en tåbelig eller arogant amatør-anmelder kommentar, jeg har bestemt noget at have det i; der var en yderst interessant artikel i Washington Post, som handlede om en retsag der havde udfoldet sig på grund af "sexual harassment" indenfor The Souce Magazines mure. Kimberly Osorio, som sagsøgte The Souce, var tidligere ansat for bladet, og valgte efter at være blevet fyret, at lægge sag an imod bladets øverste chefer. Et lille quote fra artiklen:

"Osorio, who was fired by the Source last year, sued the magazine and its founders, David Mays and Raymond Scott, alleging sexual harassment, gender discrimination, defamation, retaliatory discharge and maintaining a hostile work environment"

Lidt længere nede i artiklen står der sort på hvidt:

"Osorio, now an editor at BET.com, testified that Scott repeatedly begged her for sex (...)"

Der ER altså tale om et magasin, som måske ikke altid har samvittigheden på det rene, og som meget vel kunne finde på at tildele en plade 2-3 ekstra 'mics', hvis kunstneren tilbød sex til de ansatte, og hvis man ved lidt om, eller man har lyttet til Lil' Kim's sange, vil man vide, at det fra hendes side også er meget sandsynligt, at det var sådan "The Naked Truth" fik de 5 mics. (læs hele artiklen her). Måske albummets titel, den nøgne sandhed, hentyder til hendes hemmelige metoder til fremragende pr (?).

Den botox og plasticfyldte Queen B har ikke tilbudt mig nogen som helst for at pynte lidt på anmeldelsen og karakteren, så jeg kan snildt tale lige ud af posen:

The Naked Truth er en værre lorte-plade!

"Lighters Up" holder stadig. Scott Storch leverer et beat hvor hans læremester Dr. Dre's indflydelser er altdominerende, og 'the hottest bitch on the planet's flow er såment ganske udemærket. Men så stopper det også her, resten er ganske ligegyldigt, klichéfyldt og plat. Produktionerne er slatne og lyrikken er porno-sjaskende dårlig og uinspirerende og det samlede indtryk er af skuffende kaliber. De følgende linjer er fra sangen "Magic Stick" fra La Bella Mafia pladen, men de fungerer perfekt som benzin på det bål jeg startede før, og de bevidner lidt om, hvilken støbning Lil' Kim er af:

"Lil Kim not a hore /
but I sex a nigga so good he gotta tell his boys.
When it comes to sex don't test my skills /
'cause my head-game have you head over heels.
Give a nigga the chills, have him pay my bills /
buy matching lambo's with same color wheels.
And I ain't out shopping spendin' dudes c-notes /
I'm in the crib giving niggas deep-throat"

Gad vide om 50 Cent også fik The Souce-behandlingen for hans medvirken på dette nummer??!
En konklusion på denne anmeldese må være, at The Souce måske ikke er den mest pålidelige anmelder-kilde. Eller måske er konklusionen, at Lil' Kim ganske simpelt bare er smartere end min forstand tillader mig at tro på? Jeg er ikke rigtig sikker. Den eneste ting jeg er sikker på er, at "The Naked Truth" skylder kvajebajere til Atlantic Records!

2/6