Den Sorte Skole - Lektion #2

Da Den Sorte Skole udgav den første lektion for to år siden, fik turntablism-genren et nyt pust. Den var før "Lektion #1" ikke rigtig blevet dyrket i Danmark, og da Den Sorte Skole udgav debutalummet, var det af så høj international kvalitet, at den kunne dyste imod DJ Babu, X-Ecutioners, Grandmaster Flash og DJ Shadow.
76 plader blev vendt, drejet og skåret i 57 minutter, i et imponerende one-take, hvor de tre DJ's anvendte 4 pladespillere og 3 mixere. "Lektion #1" rystede en Dansk Hip Hop pris af sig, og pladen blev set på som en af, eller måske endda dén bedste, danske hiphop udgivelse i 2006. Pladen nåede dog ikke ud til et så bredt publikum som fortjent, og selvom "Bjørn Svin vs. Malk De Koijn"- mixet blev et større hit, så fik resten af albummet ikke den opmærksomhed, som jeg personligt gerne havde set, at de 3 super-Dj's burde have fået.

Nu er de så ude igen, DJ LeBon, Aage Jæger og Langefinger, og nu bliver vi lyttere for alvor sat ned i stolen, for at lære "Lektion #2". Som en anden rekord i Guinness, så sætter de alt ind for at overgå sig selv og deres første udspil, for "Lektion #2" er på mange måder fantastisk meget bedre end forgængeren, og det siger ikke så lidt.
Det de fleste nok vil lægge mærke til først er, at selvom "turntablism"-genren forbindes udelukkende med hiphop kulturen, så tilføjer de tre pladegøglere så mange andre genrer til fænomenet, at man til tyder syntes, at man burde opfinde et nyt ord for det de lavet. For selvom hiphoppen dyrkes til det fulde, blandt andet i form af Erik B & Rakim, Wu-Tang Clan, Camp Lo, Necro, The Beatnuts og førnævnte DJ Shadow, så er plade fyldt med muntre fragmenter af "malplacerede" uddrag som "Sørøvere, Hottentotter og Muntre Musikanter", Niels Skousen & Ingemann, Manu Chao, Woody Simmons, Shit & Chanel, Guns N' Roses, og Shawn Lee's Ping Pong Orchestra, bare for at nævne nogle få navne, der umiddelbart får en til at klø sig i håret og tænkte "æhh??". Men ligesom på "Lektion #1", er det de mærkværdige sammensætninger der sjovt nok virker bedst, enten fordi det er så uforudsigeligt, eller bare fordi det ganske simpelt er super-duper dope og gennemført kreativt udført. Og forbandet dygtige er de, det må man give de tre bagmænd. De er gået fra 4 pladespillere til 6, og selvom jeg ikke har talt hver og en, er der omkring de 250 brudstykker af instrumentaler, a capellaer og lyde, der er sat sammen med en følelse for detaljer, jeg ikke kan huske at have hørt før.
Og så har man hele lektionen igennem en fornemmelse af, at det ikke kun er hip hop man er i selskab med. Der hersker ingen tvivl om, at de tre DJ's har en forkærlighed for et utal af andre genrer end "bare" hip hop. Hele godteposen bliver for eksempel åbnet af Woody Simmon's "Suite For Wings", der for det første ikke har noget som helst med hip hop at gøre, men som for det andet også får lov at køre nummeret helt ud, uden at blive forstyrret. Men allerede på det efterfølgende nummer bliver vi kastet ud i en malstrøm af kreativitet på højoktan og galskab. Indiske Bollywood-sopraner gør sig overfor Birdy Nam Nam's electro lyd, blandet med Nina Mochellos sjælfulde vokal fra Shawn Lee's "Kiss the Sky". Jo folkens, det ER mærkeligt, og jo, det ER uhørt fremragende.
Og den brillante skørhed stopper ikke. Hele albumemt igennem formår DJ LeBon, Aage Jæger og Langefinger at overraske en gang på gang på gang på gang.... Mest lamslået var jeg dog, da jeg hørte op til flere "The Nightmare Before Christmas"-samples på track 17, hvor den gode Jack Skellington rodes ind i Hollandsk syremusik og Klassisk Ping-Pong musik. Det havde Tim Burton ikke regnet med. Strange indeed, and still so fan-fucking-tastic!

"Lektion #2" er lidt af en plade! En tour-de-force af mesterlig genre-fragmentering, der både hylder turntablism, men også musik helt generelt. Man bliver konstant mindet om hvor bredt musik-mediet er, og man kan ikke andet en smile over de tre halvskøre masterminds, der om nogen formår at forbinde kulturer og indtryk, om DET så var intensionen vides ikke, men fornøjeligt er det.
Hvis man vil have et mere visuelt indtryk af hvad pladen indeholder, kan man som bonus se i coveret og på Den Sorte Skoles hjemmeside, hvordan alle fragmenterne er fordelt over de 6 pladespillere. Jeg har prøvet at følge med, men jeg endte med at få ondt i hovedet af de mange navne og titler, så jeg sætter bare pladen på og lader mig rive med.

Der er ingen tvivl om, at Den Sorte Skoles anden belæring er mesterværk. Et mærkværdigt mesterværk. Men jeg gemmer top-karakteren til "Lektion #3", for hvis de overgår sig selv igen, så tør jeg slet ikke tænke på hvad de har at byde på. En international milepæl?

5.5/6