Little Vic - Each Dawn I Die

Der var engang hvor byernes by New York var hip hoppens belly of the beast. Hvor fantastiske rappere blev spyttet ud fra undergrudsscenerne som et samlebånd. Hvor enhver med respekt for sig selv erhvervede sig et DJ Premier beat for at vinde gadene. En tid hvor hiphop var en bevægelse der var ære i at være tilhænger af.
Disse tider synes i dag som en saga blot. Samlebåndet kører stadig, men istedet for de sublime flows og de nakke-brækkende produktioner, er det hip-pop en masse der sprøjtes ud, og de få lævn der stadig har noget at byde på, har meget svært ved at skubbe sig ud igennem mændgden af kultur-ødelæggende one-hit-wonders.
Der er unægteligt blevet længere imellem New Yorks guldklumper. Hovedleverandørerne af "the real hiphop" har pt resistens ved øst og vestkysten. northwest er også ved at komme godt med, men det store æble har med tiden mistet titlen som hovedforsyner nummer et.
Selvfølgelig er undergrundsrapperne ikke en uddød race, de er jo "just like roaches; never dying, always livin'. Den nyeste kakkerlak på scenen er Long Island rapperen Little Vic, der debuterer med albummet "Each Dawn I Die". Et album, der opfylder alle kravene fra "those days".

Det hele starter med en dialog på titel og- åbningsnummeret, hvor bidder af dialogen bliver til titlerne på de efterfølgende10 numre. Vic forarbejder disse fraser meget detaljeret, og de forskellige emner der gemmer sig i titlerne kædes sammen til en større helhed. En rød tråd er sjældent set flottere bundet, og selv hærdede veteraner kunne lære noget af first-timeren Little Vic. I hans tilfælde kan "first-timer" på intet tidspunkt bruges negativt. Hvis man tror man har at gøre med en debutant vis flow og teknik ikke er helt poleret endnu, så kommer man hurtigt på andre tanker. Han river en med igennem sit lyriske univers, som til tider er så eminent at man er ved at falde ned fra sin stol. Andre gange træder han et skridt tilbage og leverer ligeså sikre tekster, men med en mere afslappet tilgang.

Albumemts titel kan være misledende. Umiddelbart lyder "Each Dawn I Die" som et album vis indhold byder på mørke og depressive tekster. Dette er ikke tilfældet. Ikke hele vejen igennem i hvert fald. Godt nok byder skiven på isnende alvorlige skæringer som "Sister Morphine", "The Evil That Men Do" og "Dying Slowly", der med sikkerhed nok skal fremkalde ubehagelighed. Men albummet er ligeså rigt på lyse og opløftende numre. "It's My Turn" og "This is What it Sounds Like" er to højdepunkter der produktionsmæssigt kan få ethvert smil frem, og som oveni er båret op af mesterlig lyrik. Som på "It's My Turn" hvor Vic rapper:

"I am through with the saints /
I am running with those that God lost /
Fallen Angels swing mics like a ball a chain"

Og så er der endda et enkelt nummer om kærlighed med, der som de to førnævnte byder på en utrolig lækker produktion.

Hvad så med gaderne? Som jeg lagde op til i starten, så er Little Vic en rapper hvis hjerte tilhører gaderne, og det viser han, igen som jeg skrev i starten, ved at alliere sig med DJ Premier på nummeret "The Exorcist". Og selvom det ikke just er en af Premos bedste produktioner, så er det alligevel den altid genkendelige Premo-lyd der blæser ud fra højtalerne. En street-joint der har alle de sædvanlige ingredienser, fra det simple beat, der faktisk minder om "Mass Appeal", til omkvædet der er ren scratch, og så til kavalikader af gadepoesi og punchlines. Om man kan lide det eller ej, så er der ingen tvivl om, at New York undergrund endnu engang er usikker, og Little Vic er årsagen.
Og det er som om legenderne står i kø, for foruden produktioner fra endnu en af New Yorks trofaste personligheder, Buckwild, så er Kool G Rap også at finde på nummeret "Caked Up", endnu et streetanthem der byder på solide linjer fra begge herrer.

Albummet når sit absolutte højdepunkt når Vic slår sig sammen med den forholdsvist ukendte producer Sly Vest om nummeret "Sister Morphine", der retfærdiggør albummets titel fuldt ud. En sang om sorte huller og stof-depressioner, der med en af 2008 a-b-s-o-l-u-t bedste produktioner kryber ind under huden på en, og bliver siddende vel at mærke.



Little Vic er en af de stærkeste undergrunds mc'er New York har at byde på pt. Han har udgivet et overraskende godt debut album, som jeg uden tøven vil sætte på en top 5 over 2008's hidtil bedste udgivelser. Med nogle fantastiske produktioner i ryggen, både leveret af veteraner og nye hoveder, og en evne til at skrue sange sammen, der rangerer ham højt over mange andre. Kløgt, viden og humor, tre vigtige komponenter når man skriver tekster, og når man hører linjer som....

"In the urn see the ashes of hiphop, wristwatch iceless /
take a look and you know what the price is.
MCs on earth just haven't gotten what it takes /
kinda like a chick who got everything but a face."

..... kan man kun glæde sig over at dette er hans debut. Vi kan forvente store ting fra denne rapper i fremtiden.
Jeg er virkelig på grænsen til at give den "classic"-rating, for den har uden tvivl potentialet, men jeg ender et hak længere nede.

5/6