Pete Philly & Perquisite - Mind.State

Da jeg sidste sommer var i Amsterdam med familien og nogle venner, så jeg mig nødsaget til at undersøge deres hiphop verden. Så en dag begav jeg mig ned i en halvskummel pladebutik, hvor jeg spurgte sælgeren hvad og hvem der var bedst indenfor hollandsk hiphop, både med modersmål og engelsksproget. Den første cd han gav mig var ”Eigen Wereld” med gruppen Opgezwolle, som uden tvivl er Hollands svar på Suspekt. Jeg kan af gode grunde ikke forstå lyrikken, men produktionerne er, undskyld mit franske, fucking sindsyge. Jeg ved man kan købe den på iTunes, og i burde næsten checke numre som ”Volle Kracht” og ”Regendans” ud, bare for beat’sne og kulturens skyld. Ellers køb ”NL Door” eller ”De Jug” der er instrumentale numre, som også er virkelig fede.

Men nu var det såmend ikke Opgezwolle det skulle handle om. Han gav mig jo selvfølgelig også en hollandsk, engelsksproget hiphop cd, nemlig ”Mind.State” med duoen Pete Philly & Perquisite. Sælgeren sagde, på lidt halvrustent engelsk, at det var det bedste hiphop der overhovedet var blevet udgivet i Holland, selvom de kun har lavet det ene album, og de to ”knægte” bag er forholdsvist unge.

Det første der rammer en er en total undren over, at det er hollandsk! Det lyder ekstremt amerikansk, på den gode måde. De må virkelig have studeret deres forbilleder overseas, for hvis man ikke på forhånd vidste at de var fra Amsterdam, ville man aldrig skænke det en tanke, at de ikke er amerikanere. Både rapper (Pete Philly) og producer/arrangør (Perquisite) er helt ekstremt dygtige. Perquisite spiller stort set alle instrumenter selv, og når man hører nogle af skæringerne, der både byder på strygere, horn og meget andet, tror man ikke helt sine egne ører eller øjne, når han er krediteret for det meste af musikken i coverbookletten. Grunden til at jeg fandt dette album frem igen er faktisk, at vi lige har været inde på Atmospheres ”When Life Gives You Lemons.....”, for er der et musikalsk indtryk der er lettest at sammenligne med, er det Ants’. Perquisite må være en Atmosphere fan, for produktionerne er ganske ens. Nogen vil synes at dette lyder en smule overdrevent, for de fleste er jo enige om, at Ant mere eller mindre har opfundet sin egen genrer. Men hvis man lytter til fx ”Grateful”, vil man kunne høre ligheden

Så er der Pete Philly. Han har formået at adopterer flere forskellige stilarter. Han rapper på så overbevisende engelsk, at hvis det ikke var for de mange referencer til Amsterdam g de mange ting byen har at byde på, ville ens tanker være langt væk fra de orange marker og den frie livsstil. Dertil synger han også selv de fleste af omkvædene, igen ligesom Atmospheres Slug. Når han gør dette, træder han i skikkelse som en sand soulcrooner, med en hæs og tilbagelænet stemme, der både er beroligrende, men stadig fyldt af substans fra de mange emner som han når at berøre på albummets 69 minutter. Grunden til at albummet hedder ”Mind.State” er fordi hvert nummer representerer en sindstilstand, som Pete Philly så tager i lyrisk behandling. Med titler som ”Insomnia” (søvnløshed efter for meget hash og stoffer), ”Conflicted” (personlige problemer der kulminerer med den generelle verdens-krise), ”Cocksure” (seksuel kunne, gøren og villen), ”Mellow” (sukkersød kærlighed) og ”Hope” (et syn ind i fremtiden), for bare at nævne et par.

Samtlige numre er bundsolide, og makkerparret går perfekt hånd i hånd; Pete’s til tider eftertænksomme, til tider morsomme tekster, over Perquisites sjælfulde og dybt jazzede skæringer. Der er ikke noget at sige til, at Talib Kweli takkede ja til at komme forbi og lægge vers til ”Hope”, for niveauet er så tårn højt, at ikke engang Kwelis sædvanlige samarbejdspartnere kan følge med, når det er bedst. For at understrege Perquisites gennemførte musikalitet, er flere af numrene instrumentale, og nogle numre har også flere tillægs-minutter tillagt, hvor den lækre musik bare får lov at flyde. Fx nummeret ”Amazed”, der med sine 10 minutter er en af pladens stærkeste oplevelser, ikke mindst på grund af den fremragende instrumentale outro.

Skal jeg udpege et favorit nummer, bliver det dog den førnævnte ”Insomnia”, der tekstmæssigt ligger i den lette ende, og som produktionsmæssigt er af en mere spøjs drejning.

Jeg håber inderligt at duoen kommer ud til at bredere publikum før eller siden, for ikke mindst er det dybt fortjent, det er også vigtigt at få spredt den her slags hip hop ud til verden. Jeg fik lige set den beef der kører imellem Ice T og Soulja Boy for tiden, (good hiphop vs wack hiphop), og efter min mening mangler der stadig en repræsentant for ”good hiphop”, for de to hører tydeligvis under ”wack”. Og netop derfor er det vigtigt, at folk som Pete Philly & Perquisite, og Atmosphere for den sags skyld, kommer frem i lyset. Check it out, ya won’t be disappointet!