Sage Francis - A Healthy Distrust

af gæsteanmelder Jacques Le Grand

Vi kan ligeså godt lægge kortene på bordet fra starten: dette album er en hæsblæsende tur, der vil ændre dit syn på ikke bare samfundets tilstand, men forholdet mennesker imellem. Det er deprimerende psykologiundervisning på speed – med et par twist; det er uforbeholdent udkrænget personlighed med henblik på at ryste din egen; det er vedkommende absurditet, der stiller tingene i et andet lys; det er USA's mindst crunkede, mest undervurderede sydstatsrapper, Sage Francis. Nu er du advaret!
Med regelmæssige udbrud som "God’s not a WOMAN!!! He’s a beyotch”, træder Sage Francis ind i rækken af rappere med tradition for overdreven blasfemi og en smule FOR personlige udlægninger. Gøres dette med den rigtige mængde charme og punktlige levering kan det lykkes – gøres det derimod med for tilbagelænet ydmyghed kan det gå grueligt galt og virke falsk. Heldigvis for os lyttere gør Sage ingen af delene: han er fuldstændig sig selv og udstiller sig selv med ofte tåkrummende oprigtighed, der kaster al politisk korrekthed og normer for social adfærd så langt væk at det ikke kan findes igen. Et eksempel er på albummets tredje nummer, der bærer den sarkastiske titel ”Gunz Yo”, hvor han højlydt diskuterer sin egen seksuelle orientering og tvivl om samme. Man sidder som lytter med det indtryk at det ligeså godt kunne være et tilfældigt uddrag fra hans dagbog og ikke en tekst skrevet med det formål at nå andres ører. Selv samme sang, som ellers ikke er en af albummets højdepunkter overhovedet, benytter sig af det gennemgående tema med våben eller pistol i særdeleshed som fallossymbol:

I used to be afraid to fire it. The sound was startling but now I’m starting to
hate the quiet moments. It might remind you of a mic by the way I hold it.
Straight to the grill like a homophobic rapper, unaware of the graphic nature of
phallic symbols. Tragically ironic, sucking off each other’s gats and pistols

Sage går ikke altid lige meget op i om hans tekster rimer eller ej, men han formår for det meste på en eller anden måde at få det til at lyde, som om det gør. Dette eksempel er udelukkende betegnende for A Healthy Distrust på den måde, at Sages tekster i bund og grund har det forkvaklede forhold til sine forældre som omdrejningspunkt gennem størstedelen af sangene. Det er måske ikke så tydeligt i netop dette eksempel, men under overfladen lurer konstant en bebrejdende tone overfor forældrene og (selv)ironisk nok den måde, de har gjort ham til den, han er i dag. Det, at han betvivler sin seksuelle kunnen bliver til en vis grad projiceret over på hans opdragelse som roden til de problemer, han tynges af. Det er om muligt tydeligere på albummets mest gennemførte og lyttevenlige nummer, Sea Lion, der er en form for ode til hans mor:

Ma, Ma – look what I did, Ma. Look what I did to my hands, I broke ‘em. You gave me the stone, gave me the chisel, didn’t say how to hold ‘em. Didn’t say to give
away every piece of the puzzle ‘til I was left with nuthin’, but I took it upon
myself to crush it up and distribute the dust.

Da han ikke fandt tilstrækkelig trøst i mors skød, måtte han vælge den hårde vej og blive den amerikanske myte, ”the self-made man”, et ideal, der opstod hen imod slutningen af det 18. århundrede. Mange rappere bruger denne betegnelse temmelig løst i dag og oftest bør det næppe tages videre seriøst. Det hænder, at der går inflation i et begreb og man kan roligt sige, at det har mistet en del af sin tyngde efterhånden. Man kan nærmest tale om et nutidigt alternativ indenfor hiphop: ”the street-made man”. Rappere som Soulja Slim (med albummet The Streets Made Me) erklærer deres tilhørsforhold til gadelivet, men på en noget selvhøjtidelig facon, da en sådan titel jo stærkt indikerer, at han ser sig selv som kongen af gadelivet og alt, hvad det indebærer. Men heldigvis bruger Sage ikke selv den betegnelse – det er nærmere hans meget tvetydige tekster, der lægger op til den fortolkning. Han følger direkte i Bob Dylan blodige spor fra dennes udødelige klassiker It’s Alright Ma (I’m Only Bleeding), dog med færre politiske antræk.
A Healthy Distrust er gennemsyret af en postmoderne tankegang og livsførelse, tilsat mere direkte nihilistiske elementer. Ofte skal man lede længe før man finder et lyspunkt midt i al mørket; på mange måder kan albummet sammenlignes med Promoes White Man’s Burden, dog med den forskel, at Promoe fremviser en lidt mere positiv tilgang til tilværelsen. Det moderne menneske er i begge tilfælde dybt tynget af sin rodløshed og sit opgør med traditionelle værdier, men hvor Promoe har flair for de trøstende kommentarer, giver Sage den hele armen og pensler livets barske realiteter ud. Dog fornemmer man en sjælden gang referencer til et ønske om noget bedre, som når han overvejer om han tog den rigtig beslutning: ”kerouac vs. Battle raps”. For dem som ikke er stødt på Jack Kerouac, så er han en del af den bevægelse, der populært kaldes Beat-generationen. Den var på sit højdepunkt en gang i 50’erne og 60’erne og hyldede blandt andet evnen til at finde glæde i det, som andre tager for givet. Det viser, at Sage har stået over for nogle svære valg i sit liv og at han måske ikke altid har taget den rigtige beslutning ifølge ham selv.
Det kræver meget plads og tid at gå mere ind i teksterne på A Healthy Distrust, men hvis en skal vælges ud må det blive Sea Lion, som jeg nævnte tidligere. Sage indrømmer - som jeg mener alle andre kunstnere også burde - at han frit hverver inspiration fra andre kilder. Han påstår ikke at have opfundet sit lyriske univers, men citerer derimod Albert Einstein i bookletten til albummet: The secret to creativity is knowing how to hide your sources. Med dette citat vinder han i hvert fald min sympati, da det er et endegyldigt bevis på den retning Sage tager: mod strømmen. Der kan siges meget, mere og mest om Sages unikke tekster, men det bør opleves first hand. Uden tvivl den største hage ved albummet er beatsne, der ikke altid er lige fængende. Dog understøtter de stemningen i teksterne udmærket, men det er ikke helt nok i længden.
Tjek i øvrigt hans nyeste album ud, ”Human The Death Dance”, som har nogle helt fantastiske perler også.
For at få endnu mere at vide om Sage kan man besøge http://www.knowmore.org/, som er hans egen hjemmeside, der har til formål at udbrede viden om det samfund, vi lever i. Den er bestemt værd at tjekke ud!

4/6