Clipse - Hell Hath No Fury

ved gæsteanmelder Jacques Le Grand

Hvis der er en gruppe indenfor amerikansk hiphop, der har en uheldig fortid, når det kommer til problemer med pladeselskaber og udgivelser, så er det Clipse. Duoen fra The Bronx har været i gamet siden ’92, og det ville være en skam at påstå at de, hvis man ser bort fra de sidste to-tre år, er brudt igennem på den internationale scene eller har fået lov til så meget som at snuse til den berømmelse og anerkendelse, som de fortjener. Først med fokusalbummet for denne anmeldelse, "Hell Hath No Fury", begyndte brødrene Malice og Pusha-T’s karrierer for alvor at accelerere; inden da havde de ganske vist skabt sig et navn og en god portion hype i undergrunden, især med "Lord Willin’" (2002), men det virkede mest af alt som om et eller andet var gået galt. Hvem var de to brødre med en usædvanlig men fængende levering af rim og tekster, der bragte den ellers halvafdankede drug-rap op på et niveau af hidtil usete højder? Hvorfor var de ikke slået igennem, når de endda havde et producerteam bag sig bestående hovedsageligt af The Neptunes, der ellers besidder lidt af et golden touch? Svaret ligger, som så ofte før, i musikindustriens bureaukratiske helvede. Umiddelbart vil jeg mene, at når man har udgivet halvt så mange albums som man har skiftet pladeselskaber, så begynder det efterhånden at blive latterligt. Men desværre har også andre end Clipse stået i regnen med håret ned ad nakken; med andre ord signet til et pladeselskab, der nægter at udgive deres materiale. Hvordan den strategi gavner de høje herrer i industrien, fatter jeg stadig ikke – hvad er meningen med at binde en af de mest hypede hiphop acts i nyere tid til en kontrakt, de ikke kan komme ud af og samtidig sørge for at de ikke får mulighed for at udgive noget? Uanset hvad, så er mareridtet endnu ikke overstået for Clipse, da de skrev kontrakt med Columbia Records sidste oktober. Men omstændighederne til trods har Malice og Pusha-T travlt med konstant at spytte nyt materiale ud i efterdønningerne fra "Hell Hath No Fury". For tro det eller ej: det album bliver af mange anset som et indiskutabelt mesterværk. Ét eksempel er XXL Magazines uhyre sjældne ”classic XXL rating”, som det blev tildelt – mageligt anbragt ved siden af legender som Commons "Be", Jay-Z’s "Blueprint" og Ms. Hills "The Miseducation of Lauryn Hill". Der er kun seks albums, deriblandt "Hell Hath No Fury", der ved udgivelsen blev anmeldt med et ”XXL”. Siden er flere ved revurdering dog blevet tilføjet.
Når vi nu har slået fast, at vi her har at gøre med en mindre milepæl indenfor hiphoppen, må vi hellere tage et lille kig på hvad der har fået anmelderne til at hive de helt store adjektiver frem i deres forsøg på at hylde Clipse’s seneste udspil. Umiddelbart vil jeg, efter at have kigget deres tekster lidt efter i sømmene, vove at påstå at det er The Neptunes og nok især Pharrell, som står bag den kæmpe succes. Med det er langt fra sagt at Clipse ikke har meget at byde på rent lyrisk, for de bombarderer lytteren med opfindsomme sproglige twists og underholdende sammensætninger af rim. Største problem er faktisk, at det er uhyre vanskeligt at høre forskel på de to brødre; men igen, det er næppe et rigtig problem. Dog har Pharrell & co. skabt et temmelig unikt lydbillede, der samtidig passer perfekt overens med Clipses egen stil. Det er eksperimenterende, men iørefaldende. Det har mainstream appeal, men henvender sig til undergrunden. Og når disse poler mødes kommer der gnister! Som i førstesinglen ”Mr. Me Too”, en underspillet clubbanger med stor stor lyd – og ligeledes kræs for kendere på den lyriske side:

Wanna know the time? Better clock us

Niggaz bite the style from the shoes to the watches
We cloud hoppers, tailor suits like we mobstas
Break down keys into dimes and sell 'em like gobstoppers
Who gonna stop us? Not a god damn one of ya

Linjer som disse leveres med så tilpas distancering og overlegenhed at de komplimenterer beatet perfekt og ”Mr. Me Too” er uden tvivl en af albummets højdepunkter. Som sådan er der ingen virkelige lavpunkter og niveauet holdes højt gennem alle 12 numre, dog er 2. singlen ”Wamp Wamp (What It Do)” med Slim Thug et af de mere kedelige numre. Til gengæld bliver der spyttet ild på ”Dirty Money”, ”Hello New World” og ”Nightmares” med Bilal & Pharrell, som også er blandt de bedst producerede. I det hele taget er lyden og stemningen på albummet det mest interessante med sit meget minimalistiske udtryk. Musikken brager ikke igennem og overdøver rapperne, men holder sig i baggrunden og er med til at skabe det stemningsbillede, som albummet har.

Som sagt er ”Hello New World” et af de allerbedste numre, hvor Clipse har noget på hjerte og Pharrell giver den gas på lydsiden. Det er ingen revolutionerende tekst og som sådan har man hørt det hele før, men det kan ikke benægtes at det bliver hævet op på et højere niveau:

Times-a-wasting, niggaz doin so much hatin

Free ya heart, and show ya greatnessI, like you, had to come from up under the basementJust like you, had Satan tryin my patienceStill you look at me through jealous eyes

Clipse overrasker positivt med linjer som disse, der er en blanding af story-telling og livsfilosofi fra dem, der har prøvet det meste. Så kunne man til gengæld gå hen og tro at det hurtigt kunne blive lidt for dystert eller ensformigt, men humor er en stor del af Clipse’s tekstunivers. Et eksempel der bedst betegner Malice og Pusha-T’s måde at skrive tekster på kunne igen være fra ”Hello New World”:

I listen to the beat, and the rhyme is wrote
See, I was 16, eyes full of hope
Bagging up grams at the higher dough
The news called it crack, I called it Diet Coke

De to brødre er fantastisk ligebyrdige gennem hele albummet og det er svært at favorisere den ene over den anden, da ingen af dem skiller sig ud hverken positivt eller negativt. Alt i alt er det en mere end hæderlig præstation fra Clipse, der efterlader store forventninger til efterfølgeren. Efter at have hørt de to rappere udfolde sig på "Hell Hath No Fury" forstår man bedre hvorfor Pharrell ifølge ham selv næsten altid først henvender sig til Clipse med sine nye beats, så de kan vrage eller vælge. Det er noget af et privilegium at have, må man sige! Men al hæderen til trods kan jeg desværre ikke være helt enig i XXL Magazines bedømmelse, da teksterne aldrig når op på højde med eksempelvis Common eller Talib Kweli og produktionerne har det med at være en smule for minimalistiske. Man kan savne at der sker lidt mere og det er til tider som at høre et festalbum på halv hastighed. Dog vokser albummet ved antallet af gennemlytninger, så man skal bestemt ikke lade sig skræmme væk første gang man hører ”Trill” eller ”Ride Around Shining”, som er forholdsvis alternativ mainstream hiphop.

4.5/6