Emanon - The Waiting Room

Efter at være blevet blæst komplet væk af Blu & Exiles' "Below the Heavens", har jeg brugt lidt tid på at grave efter materiale fra de to herre. Da Blu er debutant, var det hos Exile der var gevinst. Det viste sig at han havde været lidt mere produktiv end jeg først troede. Foruden soloalbummet "Dirty Science", har han udgivet 1½ album med hans gode ven, rapperen Aloe Blacc, under navnet Emanon. Det var med denne duo det hele startede for Exile.

Hvis det skal være helt rigtigt, så er "The Waiting Room" faktisk ikke en helt gammel cd. Emanon blev dannet i start 90'erne, og de har udgivet to ep'er før dette, første rigtige fuld-lægdes album fra 2005.
Man er på ingen måde i tvivl om, at det er to yderst talentfulde kunstnere man er i selskab med. Aloe Blacc er ikke bare rapper, han er også en uovertruffen sanger, og "spoken word" mestrer han også til det ypperste. Han er på alle måder en multikunstner, han producerer endda også et par af numrene selv. Hans solo debut album "Shine Through" er også komplet selvproduceret, af det er blevet anmeldt med stor begejstring verden rundt.
Exile udviser også forbløffende producer evner. Mange af numrene ligger tæt op af "Below the Heavens" standarten, og andre er af så anderledes en støbning, at man umiddelbart ikke kan sammenligne dem med noget andet. Exile er genial på alle måder, han har et ubegrænset antal af brilliante ideer, og hans opfindsomhed er kun matchet af få. Han rapper endda også på nogle numre.

Allerede ved åbningsnummeret føler man at man har med noget ganske stort at gøre. Sister Nancys lille reggar-mesterværk "Bam Bam" er samplet, hvilket giver et af de fedeste reggae-hip hop numre produceret nogensinde, i form a førstesinglen "Count Your Blessings". Det perfekte nummer til at sætte et album i gang, for et bedre humørspreder af et nummer skal man lede længe efter.
"The Words" er et blues-hiphop mesterværk. Blues guitaren som man kender fra "Dancing in the Rain" (Below the Heavens) fungerer fuldtændig enestående, og nummeret må siges at være et af de lækreste laid-back numre der er kreeret i længere tid. "More Than You Know" er Aloe Blaccs første musikalske bidrag, og også her har vi med en mesterlig komposition at gøre. Det lyder lidt som om, at Exile har rystet et par tricks fra sig og ladet Aloe samle dem op, for produktionerne er meget af samme opskrift. Fuldstændig fantastisk musikalsk outro.
Exile er og bliver dog den dygtigste producer, og med numre som "Four Square", "The Waiting Room" og "Farewell" beviser han, at han, på trods af at han endnu er en ukendt kunstner, er en af de vigtigste og dygtigste producere på hip hop scenen i dag. På nummeret "Six Million Ways" overbeviser han enhver der måtte syntes det modsatte, for her producerer han selv, rapper selv og scratcher selv. Et solonummer der, på trods af at Aloe ikke er med, er et af pladens absolutte perler. Beatet er minimalistisk, men alligevel rammende og perfekt til det lyriske indhold. Som de biografiske mareridtslinjer:

"The struggle...
Three years in my hand for the juggle//
time to break away and hop out the bubble
Trouble in the form of family life it cuts like a knife, bandage was drugs and sluts
19 and now it seems like it's too much, and the glue stuck the fucks that I don't have and it sucks
I've been taught to measure my life by the bill //
broken drug addict and my life's just steel
Frustrated to the point where I might just kill //
myself, tonight's the night, fuck might I will
In the form of pill, too bloody with a gun //
cause there's six million ways to die, choose one"

Exile er en mesterlig tekstskriver, det er der ingen tvivl om. Og som om det ikke var nok at brillerer både lyrisk og musikalsk, så scratcher han også et omkvæd bestående af linjen "The mystery of death so we all gotta die". I dette tilfælde blegner selv Premier ved siden af Exiles scratch evner.

Standarten er af utrolig høj kvalitet. Det sjove er, at pladens absolutte bedste nummer er, efter min mening, nummeret "Ahh Ouai", som faktisk ikke minder om noget andet nummer på albummet. Faktisk minder "Ahh Ouai" ikke om noget andet nummer overhovedet! Det er et virkelig bizart sammensat nummer, på den helt igennem brillante og geniale måde. Der sker utroligt meget hvad angår instrumenter. Og hastigheden er ganske markant. Hvad bedre er, er at hastigheden forøges op til flere gange i nummeret, og til sidst er det lige før beatet løber løbsk i et inferno, hvor hvert instrument konkurrere om at komme først. Det lyder usandsynligt mærkeligt, og det er det egentlig også, men samtidig er det så kontrolleret og perfekt, at det ikke lyder som noget tilfældigt sammensat musik. Det er urørlig dopeness, og hvordan Aloe Blacc formår at følge hastigheden med hans sang er mig stadig en gåde, for ligesom beatet forøge han også hastigheden i sin sang, som fra start af er uvant hurtig. Og som "the grand finale" munder nummeret ud i en pulserende og intet mindre end rålækker outro. Dét er stor stor klasse, og man skal lede meget længe for at finde en ligende kreativitet transformeret i musik.

Albummet afsluttes med det ultimativt eminente nummer "Farewell", hvor Aloe Blacc, tilsyneladende uden al for megen anstrengelse, ligger sig langt langt over alle de andre rappere og soulsangere. Jeg kan ikke huske hvornår et album sidst er blevet afsluttet så umanerligt godt. Exiles produktion er selvfølgelig særklasse.

"The Waiting Room" er et stort mesterværk. For mig i hvert fald, men man må nok indse virkeligheden og kalde det "et lille mesterværk", for der er ikke mange der kender duoen, hvilket er en satans skam, ikke mindst for de mange uvidende lyttere.

5.5/6