Mos Def - The New Danger

Nu springer vi ud i noget seriøst twistet! - The New Danger er et album, som jeg med tiden har udviklet en mærkværdigt forhold til. Egentlig syntes jeg ikke særlig godt om albummet, men alligevel kan jeg ikke lade være med at elske det. Jep, det lyder weird, men der er et-eller-andet over den her plade, som bare fanger en, jeg kan ikke rigtig sætte en finger på hvad? Hvis vi skruer tiden tilbage til 1999, da Mos Def udgav hip hop klassikeren "Black On Both Sides", der fik puplikum hvad de havde forventet efter Blackstar. Klassiskere som "Mathematics" og "Ms. Big Booty", og min egen favorit "Hip Hop", som med tiden er gået hen og blevet et af mine all-time-favorite numre, udgjorde et solidt album. Mos Def tager et synligt stort skridt tlibage med The New Danger. Personligt har jeg det sådan, at Mos Def jo er større end hip hop. Manden synger jo fantastisk, og han spiller selv guitar med mere, så det undrer mig i virkeligheden ikke, at han udgav denne form for musik. Til Mos Def's uheld, var det nok bare kun hip hoppere der købte albummet, og da der både er rock, heavy og blues inkluderet, har det ramt en del ved siden af. Ud af albummets 19 numre, er der kun 4, max 5 tracks, som jeg vil kalde hip hop. Resten er enten rock, blues eller en forvirrende omgang musikalsk biksemad. Det Kanye West producerede "Sunshine" sikrer det superbe hip hop nummer, og "The Rape Over" er Jay-Z's "Takeover beat", genbrugt. De andre hip hop beats er ikke noget værd! Numrene "Blue Black Jack" med Shuggie Otis og "Bedstuy Parade and Funeral March" med Paul Oscher, er herlige bluesnumre, i bedste Jimmie Vaughan og Stevie Ray Vaughan stil, som jeg faktisk syntes er rigtig rigtig fede. Heldigt for mig, at jeg kan lide mange andre genrer. De første 3-4 numre er hårdt rock, som ikke siger mig noget, og hen af vejen, støder man på numre, som jeg slet ikke, som menneske, er i stand til at kategoriserer, så neutralt og intetsigende er det.
Men! -Og her kommer det; der er 3 numre på The New Danger, som gør, at jeg i sidste ende, ender med at være smaskforelsket i albummet. Her taler jeg om "The Panties" og "The Beggar", og især "Modern Marvel". Uden at blive for eventyrglad, vil jeg sige, at disse 3 numre har noget komplet magisk over sig, som jeg, endnu engang, ikke kan sætte ord på. I tror sikkert at jeg ikke mestrer mit modermål til fulde, men det er ganske oprigtigt; jeg aner ikke hvad jeg skal kalde disse numre. Mesterlige musikalske kunstværker måske? The Begger og The Panties er en smule ens, idet de er ekstremt afslappende i lyden, og så viser Mos at han virkelig kan synge, og endda mere end at synge, snarre anvende hele stemmebåndets register. Det er ren honning for øregangene, eller hvad man kalder det. Men, selvom jeg propper så mange fornemme og flaterende tillægsord på de to sange, kan de stadig ikke måle sig med "Modern Marvel". (jeg skifter her linje, fordi sangen kræver et afsnit for sig selv!)
Man kan sige, at sangen er delt op i 3 dele, den første er hæs og hviskende sang, uden musik. Den anden er en blanding af sang og tale over smuk musik. Og til sidst, tredje del som er rap over et hip hop beat. Det skal ikke forstås sådan, at nummeret på de 9 minutter og 20 sekunder er delt op i 3 selvstændige numre, det er ét nummer der udvikler sig, og det er det ser gør det så fantastisk. Sangen handler om, at hvis Marvin Gaye var i live idag, hvad ville Mos Def så færtælle ham om, hvordan ville han forklare verdens tilstand? Et dybt og reflekterende nummer, der kører over et sandt mesterværk af en produktion, alverdens respekt til Minnesota.
Jeg har anmeldt cd'en en gang før, ka' ikke huske hvor, men jeg kan huske, at jeg beskrev "Modern Marvel" som lidt af et touch of heaven, og folk svarede at det nok var en storladen beskrivelse, men måske den mest rammende. Og jeg har stadig den overbevisning, at "Modern Marvel" er lyden af himlen. Jeg vil uden at tøve udnævne nummeret som et af de bedste der nogensinde er lavet, indenfor enhver genrer verden over. Musik bliver ikke bedre.
Inden jeg bare går i tomgang og begynder at repeterer mig selv, vil jeg runde af med at kalde The New Danger en seriøst mærkeligt plade. Den blander så mange genrer under samme tag, så man kan blive helt forvirret, og visse numre er decideret dårlige. Men "Modern Marvel", kan egenhændigt trække den samlede karakter op på toppen. Det er bare svært at vurderer cd'en som værende en hip hop udgivelse, for det mener jeg faktisk ikke det er. Jeg tror det er op til læseren selv, at give albummet karakter og vurderer det, for jeg kan ganske simpelt ikke.

?/6