Akir - Legacy

Man kan vist roligt sige, at jeg har været rimelig gavmild med mine karakterer med de første 4 anmeldelser, og det skal da også siges, at jeg lytter til meget forskelligt hiphop, og holder meget af næsten alle genrer indenfor hip hoppen, med sydstats crunk som undtagelse. Så kan jeg generelt også bedre lide at anmelde gode albums, og jeg synes det er federe at fortælle jer læsere om, hvad jeg synes i skal gå ud og købe, istedet for hvad i skal holde jer fra. Men, så i kan få en fornemmelse af, at jeg altså kan være kritisk, er den kære Akir desværre nødt til at få øksen!
Det er jo ærgeligt, for hvis Akir havde fået nogle ordenlige beats med sig, kunne han snildt lave et solidt album, men det er sgu' ik' lige sagen her. "One Remix" på Immortal Techniques Revolutionary Vol. 2 er jo et super-duper-dope nummer. Og Akir var også tight som backup rapper på Roskilde '06, men filmen knækker når han udgiver noget selv. Når der nu står "Immortal Technique presents", så må man jo gå ud fra, at det er noget dope shit man køber, men "Legacy" oser langt væk, af komplet ligegyldighed. Ja, lyrisk set er Akir langt oppe, han når aldrig Tech, men det er i sammen boldgade. Forskellen er bare, at Revolutionary Vol. 1+2 er proppet med super fede beats. Hvis Al Gore havde holdt hans Global Warming foredrag med techno bragende ud af speakerne, så var der jo heller ikke nogen der var blevet for at få det hele med. Okay, måske lidt groft sammenlignet, men misforstå mig ret, det nytter ikke noget at kunne sige en masse interessante ting, når baggrundsmusikken får folk til at skride. Og det er præcis sådan jeg opfatter "Legacy". "Rites of Passage", "Kunta Kinte", "Homeward Bound" og "The Lousiana Purchase" er de eneste numre der faktisk er værd at lytte til. Ikke engang "Treason" med Immortal Technique er noget værd. Man må ikke håbe at "The Middle Passage" er så svag på produktionssiden, for hvis Immortal Technique skuffer med eget album, ja så står verden sgu da ikke længere.

2/6