Bulldogg - Bulldogg

Manden bag masken, som i 2005 udgav "hittet" "knep knep, drik, drik, snif, snif, hor, hor" (rigtig rækkefølge?) på Run For Covers hjemmebrændt cd, udgiver nu sin debut. Det har været svært, sådan rigtig at sætte ord på denne anmeldelse. Men så kom jeg i tanke om, at jeg bare kan lade et billede klare ærterne for mig (tak til syke.dk), værs'go..




















0/6

Suspekt - Prima Nocte

"De står grædende ved synet, af ligblege mænd der kom for at brænde byen ned // ta' det uberørte med sig og forsvinde, en enkelt nat og din lille pige er en kvinde"

Efter megen utålmodig ventetid er Suspekt endelig pladeaktuel igen, med albummet nogen kalder "deres folkelige gennembrud", Prima Nocte. Siden "Ingen Slukker the Stars" har de alle haft travlt. Der har været massiv efterspørgsel for Rune Rask & Troo.L.S, som både har fundet tid til at producere numre for Niarn, Johnson, Jeppe Rapp, Marwan, Nemo, Anders "Anden" Mattesen, Drenge fra Angora, Akon, Tech N9ne og Mims. Og selve Tabu Recordz produktionsfirmaet er vokset fra det minimale til et mindre imparium, der nu både ligger hus til hip hop, rock og pop. Så jeg tror, at de er begyndt at høste frugt af deres selvstændighed.
Fra Ingen Slukker the Stars til Prima Nocte er der også sket meget, på alle fronter. En stor produktionsmæssig fornyelse, og lidt mere dæmpede tekster, der dog stadig vil støde de fleste. Men jeg har lidt den opfattelse, at de herre er blevet lidt mere bevidste om kvalitet, forstået på den måde, at der på Ingen Slukker the stars er numre, hvor man kan høre, at rapperne er både stive og skæve mens de rapper. Alt det er sorteret fra på Prima Nocte, hvilket giver et lidt mere rent look. Om det så er godt eller dårligt er op det den enkelte. Jeg synes personligt at Ingen Slukker the Stars var så fandens "charmerende", netop fordi man virkelig kunne høre, at det var nogle helt fuck'd up typer man havde med at gøre.Troo.L.S's rolle er også blevet markant klarere på Prima Nocte. Ingen Slukker the Stars var hovedsageligt produceret af Rune Rask, og lyden dengang var i gennemsnittet bedre end den er nu. Fra "Fuck Folks"'s overlegende guitarspil, "Dagen Efter"'s isnende strygere, "Kræs for kendere"'s minimale guitarspil, som for alvor understregede hvor alvorligt nummeret var, til "Kinky Fætters"'s helt fantastiske assemblement af krigsstrygere. For slet ikke at glemme det instrumentale "Fuck Rap", som var en uovertruffen fusion af hip hop og jazz. Musikken på Prima Nocte er stadig satans fed, men den har ikke samme ånderum som på Ingen Slukker the Stars. Det er nu en blanding af Rune Rasks dystre side, og Troo.L.S.'s iørefængende tilgang til det bredere publikum, som man oplevede på "Forklædt som Voksen". Jeg synes i virkeligheden at de to producere er meget forskellige, og det er måske det der gør, at de er uovervindelige tilsammen?
Men, nu skal jeg vist også huske ikke at sammenligne for meget, det er aldrig godt (hvis ikke i har set det, så er Ingen Slukker the Stars på min top 10 liste over bedste hip hop albums nogensinde).
Det er også tydeligt, at Suspekt har sat sit præg på landets anmeldere. Da Ingen Slukker the Stars udkom blev den haglet ned. Flavourz gav den 2½ ud af 6 (ups flavourz, dér røg al jeres troværdighed!), og Information gav albummet disse fornemme ord med på vejen:

>>Den fremragende produktion kan ikke redde denne sump af slimet voldsporno, der udelukkende fortæller os noget om dens ophavsmænd, en flok sølle stakler, der tilsammen kan mønstre en IQ som en hegnspæl i løbetid. Men flot cover....<<

Fnis fnis af den sjove sammenligning; der er vist en lidt gammeldaws' anmelder der ikke helt kan greje den ucencurerede virkelighed. Orgi-E svarer selvfølgelig på fornemmeste vis: "Hvorfor blive ved at anmelde når man alligevel ikk ka' lide det? // hvorfor blive ved at skrive om ting man alligevel ikke har noget nyt at sige til?".
Men fra at sammenligne gruppen med hegnspæle og skrive, at det er det værste lort de udgiver, så har folk alligevel nok indset Suspekts kræfter, og mon ikke de anmeldere der ikke gav Suspekt deres fortjente karakterer dengang, har fortrudt nu? GAFFA har givet Prima Nocte 6/6, Actionspeax giver 6/6 og Politiken skriver "Suspekt har endnu engang fornyet sig og tager teten..." og giver 6/6. Det lader til, at det gamle sure karosseri har overgivet sig.

Men hvad synes jeg så?
Nu er jeg jo hverken gammel eller sur, så jeg hopper straks på bølgen af tilhængere, der nærmest elsker deres materiale før jeg hører det. Og Prima Nocte er da også, efter min mening, tæt på mesterlig efter blot et par gennemlytninger. Der er tre numre der forhindre pladen i at blive en straight classic. Her er der tale om "Klam Fyr" som er en lallet og ligegyldig sang over et irreterende beat. "Sut Den op Fra Slap" som er komplet hjernedød sang over et crunkbeat (sangen skifter dog over i en Intermezzo som er virkelig fed). Og så er det "Stikkeren Er Et Kamera" med Marwan der er direkte uudholdelig. Det havde klædt albummet, hvis disse tre tracks var blevet valgt fra, for de ligger så langt fra resten af albummets standart, at man kan undre sig over, hvad der egentlig lige gik galt der?
Men nu er det negative ude af verden! - Prima Nocte åbnes med Suspekts fornyede dukle stil, med en samtale fra en Th. Dreyer film:

"Hvor mødte du første gang djævelen? Var det på galgebakken? Ja! Du måtte trampe på korset? Ja! Forbød han dig at gå til alters? Ja! Du måtte afsværge Gud og Kristus. Ja! og forskrive din sjæl til djævelen for tid og evighed? Ja! Har du mere at bekende? Nej!"

- Hvorefter et fælt fedt beat sættes igang. Omkvædet på "Numero Uno" er ikke sang men et stykke musik, og det er Troo.L.S's sikre touch der udgør det. Hvis i har hørt orgel-stykket på Johnsons "Borte med Blæsten", så ved i hvad jeg snakker om. Efterfølgende er titelnummeret "Prima Nocte", som Troo.L.S. egenhændigt har bragt til livs, og det er en storslået produktion, som kun Jedi Mind Tricks' Stoupe kunne gøre bedre back in the days. Mandekoret lægger en utryg baggrund for det ubehagelige nummer, der forklare hvad den her "første nat" går ud på;

>>Det første ret til første natten, hun får den først igennem, blodtørsten er først slukket når pikken er slatten / det' mine drenge, der bestemmer hvem der bliver indledt, efterlader dig på gulvet grædende med et gennemkneppet skridt, bitch<<

- tak til Bai-D, så skulle det være forklaret! "Proletar (Hvor jeg står)" er muligvis mit favorit nummer, selvom det måske er det nummer der ligner mindst Suspekt. Hurra for fornyelse! En gennemført smuk produktion lægger op til et omkvæd, der får hårene på armene til at rejse sig. På "Rådne Minder" beviser Bai-D hvor rammende og barske historier han kan fortælle, over et minimalt beat, hvis formål næsten udføres fór godt. "Fuck Af", som er første singlen, er en fed banger, som man virkelig skal være lam for ikke at rykke hovedet med til. Ligesom "Sut den op fra slap", ender "Fuck Af" i et "f.i.Postludium", som næsten er federe end "Fuck af"!
"Midt i en Drøm" er også en af pladens absolutte perler. Orgi-E og Bai-D fortæller Suspekts historie, fra starten til nu. Og produktionsmæssigt viser Rune Rask og Troo.L.S. at de er blevet, om man må sige, ældre. "Nulpunktet" er en solopræstation fra Bai-D, og det er nok det mest personlige og rammende nummer han har skrevet. "Det Ikk Vores" er en Orgi-E solo, i bedste perverse stil. Nummeret minder om Games "Scream On 'Em", idet omkvædet er ren råben. Det handler i bund og grund om, at Orgi-E meget gerne vil kneppe kællinger, men han skal fandme ikke have børn!

>>Hva' siger du, er det mig der skal til at skifte bleer nu? Er du gravid med et fucking barn der er mit so? Er du rigtig klog, jeg er den forkerte at tage pis på. Rend mig i røven, FUCK det ikk vores, og fuck alt det p-pille shit der intet her tilovers. Min egen skyld, fuck skyld, du har fucking slikket på mit sæd for at få dit eget lille gedekid du ka' lege med. Hvorfor mig, Hvorfor skulle jeg være din syndebuk? Din søn var smuk og skulle ikk' komme ud af dit øksehug. Jeg ville give dig penge til en abort hvis jeg var rig, for det her pis, det gir' mig fandme lyst til at skrige!<<

- grove ord og sammenligninger, som vi kender ham bedst.
"Amore Infelice" og "Tabuisme" afslutter albummet på fornemmeste vis. To ekstremt storladne produktioner, der med tilpassende lyrik, fuldender Prima Nocte over forventning.
Så man kan sige, at Suspekt har fundet en ny lyd, som er usansynligt fed. Deres tekster er stadig i den ekstreme ende, uden at være "kinky fætter"-fór meget. Jeg vil ikke sige at de har taget skridtet videre fra "Ingen Slukker the Stars", men snarre i en anden retning. Hvor der på "Ingen Slukker the Stars" ikke var nogen dårlige numre, lider "Prima Nocte" stadig under "Stikkeren er et Kamera", "Klam fyr" og "Sut den op fra slap". Men alle de andre numre er nu engang, af så grinagtigt høj kvalitet, så det overskygger de få dårlige numre. Så til alle de andre; det er Suspekt der styrer her, og lad mig lige minde jer om, at det er deres skyld i fornyer jer.

5,5/6

Mos Def - The New Danger

Nu springer vi ud i noget seriøst twistet! - The New Danger er et album, som jeg med tiden har udviklet en mærkværdigt forhold til. Egentlig syntes jeg ikke særlig godt om albummet, men alligevel kan jeg ikke lade være med at elske det. Jep, det lyder weird, men der er et-eller-andet over den her plade, som bare fanger en, jeg kan ikke rigtig sætte en finger på hvad? Hvis vi skruer tiden tilbage til 1999, da Mos Def udgav hip hop klassikeren "Black On Both Sides", der fik puplikum hvad de havde forventet efter Blackstar. Klassiskere som "Mathematics" og "Ms. Big Booty", og min egen favorit "Hip Hop", som med tiden er gået hen og blevet et af mine all-time-favorite numre, udgjorde et solidt album. Mos Def tager et synligt stort skridt tlibage med The New Danger. Personligt har jeg det sådan, at Mos Def jo er større end hip hop. Manden synger jo fantastisk, og han spiller selv guitar med mere, så det undrer mig i virkeligheden ikke, at han udgav denne form for musik. Til Mos Def's uheld, var det nok bare kun hip hoppere der købte albummet, og da der både er rock, heavy og blues inkluderet, har det ramt en del ved siden af. Ud af albummets 19 numre, er der kun 4, max 5 tracks, som jeg vil kalde hip hop. Resten er enten rock, blues eller en forvirrende omgang musikalsk biksemad. Det Kanye West producerede "Sunshine" sikrer det superbe hip hop nummer, og "The Rape Over" er Jay-Z's "Takeover beat", genbrugt. De andre hip hop beats er ikke noget værd! Numrene "Blue Black Jack" med Shuggie Otis og "Bedstuy Parade and Funeral March" med Paul Oscher, er herlige bluesnumre, i bedste Jimmie Vaughan og Stevie Ray Vaughan stil, som jeg faktisk syntes er rigtig rigtig fede. Heldigt for mig, at jeg kan lide mange andre genrer. De første 3-4 numre er hårdt rock, som ikke siger mig noget, og hen af vejen, støder man på numre, som jeg slet ikke, som menneske, er i stand til at kategoriserer, så neutralt og intetsigende er det.
Men! -Og her kommer det; der er 3 numre på The New Danger, som gør, at jeg i sidste ende, ender med at være smaskforelsket i albummet. Her taler jeg om "The Panties" og "The Beggar", og især "Modern Marvel". Uden at blive for eventyrglad, vil jeg sige, at disse 3 numre har noget komplet magisk over sig, som jeg, endnu engang, ikke kan sætte ord på. I tror sikkert at jeg ikke mestrer mit modermål til fulde, men det er ganske oprigtigt; jeg aner ikke hvad jeg skal kalde disse numre. Mesterlige musikalske kunstværker måske? The Begger og The Panties er en smule ens, idet de er ekstremt afslappende i lyden, og så viser Mos at han virkelig kan synge, og endda mere end at synge, snarre anvende hele stemmebåndets register. Det er ren honning for øregangene, eller hvad man kalder det. Men, selvom jeg propper så mange fornemme og flaterende tillægsord på de to sange, kan de stadig ikke måle sig med "Modern Marvel". (jeg skifter her linje, fordi sangen kræver et afsnit for sig selv!)
Man kan sige, at sangen er delt op i 3 dele, den første er hæs og hviskende sang, uden musik. Den anden er en blanding af sang og tale over smuk musik. Og til sidst, tredje del som er rap over et hip hop beat. Det skal ikke forstås sådan, at nummeret på de 9 minutter og 20 sekunder er delt op i 3 selvstændige numre, det er ét nummer der udvikler sig, og det er det ser gør det så fantastisk. Sangen handler om, at hvis Marvin Gaye var i live idag, hvad ville Mos Def så færtælle ham om, hvordan ville han forklare verdens tilstand? Et dybt og reflekterende nummer, der kører over et sandt mesterværk af en produktion, alverdens respekt til Minnesota.
Jeg har anmeldt cd'en en gang før, ka' ikke huske hvor, men jeg kan huske, at jeg beskrev "Modern Marvel" som lidt af et touch of heaven, og folk svarede at det nok var en storladen beskrivelse, men måske den mest rammende. Og jeg har stadig den overbevisning, at "Modern Marvel" er lyden af himlen. Jeg vil uden at tøve udnævne nummeret som et af de bedste der nogensinde er lavet, indenfor enhver genrer verden over. Musik bliver ikke bedre.
Inden jeg bare går i tomgang og begynder at repeterer mig selv, vil jeg runde af med at kalde The New Danger en seriøst mærkeligt plade. Den blander så mange genrer under samme tag, så man kan blive helt forvirret, og visse numre er decideret dårlige. Men "Modern Marvel", kan egenhændigt trække den samlede karakter op på toppen. Det er bare svært at vurderer cd'en som værende en hip hop udgivelse, for det mener jeg faktisk ikke det er. Jeg tror det er op til læseren selv, at give albummet karakter og vurderer det, for jeg kan ganske simpelt ikke.

?/6

Akir - Legacy

Man kan vist roligt sige, at jeg har været rimelig gavmild med mine karakterer med de første 4 anmeldelser, og det skal da også siges, at jeg lytter til meget forskelligt hiphop, og holder meget af næsten alle genrer indenfor hip hoppen, med sydstats crunk som undtagelse. Så kan jeg generelt også bedre lide at anmelde gode albums, og jeg synes det er federe at fortælle jer læsere om, hvad jeg synes i skal gå ud og købe, istedet for hvad i skal holde jer fra. Men, så i kan få en fornemmelse af, at jeg altså kan være kritisk, er den kære Akir desværre nødt til at få øksen!
Det er jo ærgeligt, for hvis Akir havde fået nogle ordenlige beats med sig, kunne han snildt lave et solidt album, men det er sgu' ik' lige sagen her. "One Remix" på Immortal Techniques Revolutionary Vol. 2 er jo et super-duper-dope nummer. Og Akir var også tight som backup rapper på Roskilde '06, men filmen knækker når han udgiver noget selv. Når der nu står "Immortal Technique presents", så må man jo gå ud fra, at det er noget dope shit man køber, men "Legacy" oser langt væk, af komplet ligegyldighed. Ja, lyrisk set er Akir langt oppe, han når aldrig Tech, men det er i sammen boldgade. Forskellen er bare, at Revolutionary Vol. 1+2 er proppet med super fede beats. Hvis Al Gore havde holdt hans Global Warming foredrag med techno bragende ud af speakerne, så var der jo heller ikke nogen der var blevet for at få det hele med. Okay, måske lidt groft sammenlignet, men misforstå mig ret, det nytter ikke noget at kunne sige en masse interessante ting, når baggrundsmusikken får folk til at skride. Og det er præcis sådan jeg opfatter "Legacy". "Rites of Passage", "Kunta Kinte", "Homeward Bound" og "The Lousiana Purchase" er de eneste numre der faktisk er værd at lytte til. Ikke engang "Treason" med Immortal Technique er noget værd. Man må ikke håbe at "The Middle Passage" er så svag på produktionssiden, for hvis Immortal Technique skuffer med eget album, ja så står verden sgu da ikke længere.

2/6

Blue Scholars - Bayani

"Easily one og the most poignant, important and best albums, ever to come from the Northwest" - threeimaginarygirls.com

Som nogen måske har spottet, så er dette album med på min top 10 liste over bedste hiphop albums, nogensinde. - Og jeg har en sær fornemmelse af, at der faktisk ikke er så mange der kender hverken albummet eller gruppen. Men det er heller ikke så sært, de er ikke det mindste kendte i Europa, og faktisk kan man slet ikke købe deres cd'er i Europa, det skal gøres over nettet. Måske undrer i jer så over, hvordan jeg hørte om dem i sin tid. Svaret er MySpace. Jeg kan ærlig talt ikke huske hvordan jeg endte på deres profil, men hvad jeg kan huske er, at jeg meget hurtigt, blev ekstremt overbevist over deres evner. Det skal også lige nævnes, at da jeg fandt Blue Scholars første gang, da var "Bayani" slet ikke udgivet, det var udelukkende numre fra debuten "Blue Scholars" og EP'en "The Long March" der fangede min opmærksomhed. Begge udgivelser er storslåede og kan købes over iTunes.
Det ville måske være på sin plads, at præsenterer duoen for alle jeg "uvidende": Rapperen hedder Geologic og produceren hedder DJ Sabzi, og de herre kommer fra Seattle. DJ Sabzi er uddannet klassisk musiker med speciale i jazz klaver, og det skinder i høj grad igennem på samtlige produktioner han står bag, som alle oser af en unik musikalitet. Han forstår virkelig at fifle med detaljer, hvilket gør, at der er nye kroge i musikken at opdage, hver gang man hører numrene. Geologics evner som rapper supplerer Sabzi til det perfekte. Hans tekster har et universelt indhold, hans rim er snedige og tankevækkende, og hans levering er stort set altid på toppen. Nogen vil nok mene, at hans flow er en smule kedeligt, og det kan jeg til dels give dem ret i, men jeg synes Geologics indvigelse overskygger enhver mangel på flowdelivery.
Indholdsløst rap om piger, penge og biler er ikke at finde på dette album, alle sangene har et klart budskab, og historierne fortælles på fornemmeste vis, som fx på "The Distance", hvor han forklarer og fortæller så klart om imigranters problemer, at man nærmest føler sig tvunget til at tage en konsekvent stilling til det når sangen slutter. Politiske konflikter, krig, menneskelig undertrykkelse, you name it, Geologic dækker alle aspekter af de problemer vores verden i dag er præget af. Alle linjer er gennemtænkte og der er intet "fylde". Det er også meget tydeligt, at Geologic siger præcis hvad han synes der skal siges. Han er på ingen måde afhængig af pladesalg. Som han rapper på "North by Northwest":

“In the upper left, you gotta be patient / because radio stations ain’t going to play us / unless you sign the dotted, or make your rhymes brainless.”

Tilbage til DJ Sabzis produktioner. - Han har uden tvivl sin egen meget klare lyd, men han har, og det er højst sandsynligt helt tilfældigt, også "prøvet" at genskabe andre produceres stil. Grunden til at, jeg satte prøvet i gåseøjne er fordi, han faktisk gør det så godt, at han ender med et resultat der lyder bedre end hans inspirationskilder! Nummeret "North by Northwest" lyder meget som en Just Blaze banger, men Sabzi får alligevel krydret nummeret med en musikalsk nuance, der ligger langt fra noget Just Blaze nogensinde vil kunne nå. Ens er det på "Fire for the People", som let kunne have været en Dr. Dre westcoast banger. Og så alligevel ikke, for selv Dre kunne ikke tilføre så mange velfungerende elementer i ét og samme nummer. På "loyalty" er der næsten overanvendt manipulerede stemmer, i bedste kanye West stil. Men selv Hr. West, som jeg personligt forguder, må se sig besejret her. Sabzi kan med lethed sammensætte hele 3 forskelligt manipulerede stemmer, uden det kommer til at lyde som et kæmpe lydtæppe af robotter og mus!
Og det er lige præcis denne nuance der gør, at hans produktioner er så helvedes iørefængene. Samtidig er det også helvedes vovet og uforudsigeligt. Et godt eksempel er ummeret "Bayani", som starter med nogle seriøst hårde trommer, og det mest dystre, næsten skræmmende lydtag i form a synth. Men, efter lidt tilsætter Sabzi de letteste og blødeste strygere ind over, og de to modsigelser går skammeligt godt hånd i hånd. Det må siges at være en af de største fornøjelser når man lytter til albummet, men bliver konstant overrasket musikalsk. En af mine favorit numre er "Still Got Love", som er en slags kærlighedssang til "everybody in general, and nobody in particular". Men, det er nu produktionen der vinder mig på dette track. Lyden, der fik mig til at grine højlydt i toget da jeg hørte nummeret første gang, kan beds kategoriseres som en "gameboy-lyd". Det er lidt svært at navngive det, men dette gameboy-beat er af en så lalleglad kaliber, at jeg smiler bredt hver gang jeg hører det. Nummeret afsluttes med en 1½ minut lang filthy-trambone solo. Det er ikke ofte man hører instrument-soloer i hip hop, men på Bayani sker det flere gange, hvilket giver albummet et feel af noget "større" end hip hop. Jeg vil sige, at samtlige numre på albummet er i topklasse, og det er svært at vælge favoritter. Alligevel skal "50K Deep" stadig nævnes som et af pladens bedste. Produktionen er ekstrem enkel, alligevel er det så smukt udført, at man næsten får tårer i øjnene.
Blue Scholars har taget faklen i hånden, og går nu forest i rækken af folk, der lever og ånder for den rigtige hip hop. Mainstream er tabu, og med "Bayani" sætter Geologic og DJ Sabzi standarten for, hvordan belærende, aktuelt og vigtigt hip hop kan udføres. Efter få gennemlytninger, er man ikke i tvivl om, at pladen har fortjent, ikke mindst for hvad den står for:

6/6

Celph Titled - The Gatalog

The Landmine Leuitenant, The Motherfucking Motherfucker, The Green Daddy Grenade, TheRubiks Cuban. Ja, kært barn har mange navne, men de fleste kender ham nok som Celph Titled. Celph Titled har været med i en del projekter. Han udgjorde 1/3 af Demigodz, han er med i Mika Shinodas Fort Minor family, og så er han en af frontfigurerne i Babygrandes megagruppe Army of the Pharoahs. Man kan altså roligt sige, at Celph Titled har været omkring. Ikke desto mindre har manden aldrig udgivet et soloalbum, og The Gatalog - A Collection of Chaos er heller ikke et soloalbum, men snarre et opsamling af alle hans featurettes. Som "sideprojekter" har han både lavet "No Place Like Chrome" med Apathy og "Every Hog Ha$ Its Day" med J-Zone. Dertil hjalp han Majik Most ganske godt afsted med hans "Molesting Hip Hop" og Dutchmassive med hans "Junk Planet".
Man kan altså kalde Celph Titled en generøs fyr. Han hjælper alle andre med deres projekter, men finder ikke tid til selv at udgive noget. Man må derfor sige, at det er på sin rette plads, at han udgiver denne fire-dobbelte cd, med alle de numre han har hjulpet andre med.
Det der kendetegner Celph Titled mest, må nok siges at være hans facination for våben. Våben damer, punchlines og humor. Man kan undre sig over, at man ikke bliver træt af at høre den samme mand, rappe om de samme ting, på 75 numre i 4½ time, men hatten af; Celph formår på en eller anden måde, aldrig at blive kedelig. Ja, selvfølgelig er der bunkevis af features på. Ud af 75 tracks, er der 8 hvor Celph er alene, hvilket gør at det dog ikke kun Celph Titled man er i selvskab med undervejs.
Celph Titled har for mig altid været en af de rappere, der var sjovest og grovest på samme tid, og hans skills som mc er altid overbevisende. Men det var ikke før jeg fik "The Gatalog", at det gik op for mig, var fremragende en producer han samtig er. Tag for eksempel The Revolution som han producerede for Outerspace, det er mageløs hip hop. Til gengæld er det synd for Outerspace, og mange andre rappere, for Celph Titled outshiner alle når han er featured på deres numre. Ja, Crypt the Warchild og Planetary gør det da godt på førnævnte "The Revolution", men når Celph åbner hans vers med linjerne

"First off let me say fuck you and fuck your dead homies // you got beef with me you got beef with my cromies. And when it comes to machine guns, we fire tommys like Sony"

så er der virkelig ikke noget tørt. Nådesløs brutalitet, og mavekrampende humor i én og samme sætning (Sony havde på et tidspunkt massefyringer, og flere af de højt-rankede hed tilfældigvis Tommy!). Og hans humor er ikke til at stoppe, gang på gang overrasker han en med en opfindsomhed som man sjældent hører andetsteds. Som for eksempel på Apathys Can't Leave Rap Alone:

"Rubiks Cuban's at your door but I Ain't singing no carrols // I'm like Donkey Kong I got you niggaz dodging my barrels"

- enhver der har spillet de klassiske Gameboy spil, vil umuligt kunne lade være med at grine over dette rim. Celph Titled passer også godt til alle beats. Umiddelbart vil man måske mene, at han er bedst til de hårdslående beats, men på numre som Do That, Open the MIC, Forever, Silence & I, The Countdown Theory og Revaporate remix, som alle er tilbagelænet hip hop man kan chille til, skinder han for alvor igennem.
Da jeg købte "The Gatalog", tænkte jeg lidt, at hvis der bare var 5 gode numre på hver af de 4 cd'er, så ville der allerede dér være 20 gode numre, for 1 cd's penge. Men jeg må nok indrømme, at jeg blev noget overrasket, da jeg fandt ud af, at der snarre var 12-13 fremragende numre på hver cd. Det vil altså sige, at man for 200 kr,- (Blackout) eller 140 kr,- (www.amazon.com) kan investerer i 4 cd'er med i alt 75 numre, hvoraf 33 af dem er 5-star-rated i mit iTunes (you do the math = one hell of an investment!). Personligt vil jeg sige, af der lige præcis er nada fornuft i ikke at købe den. Derfor skal man huske på, at den er limited, så man vil ikke altid kunne få fat i den til denne pris. Celph Titled er en ener, og selvom jeg tvivler på at det vil ske, glæder jeg mig til et soloalbum. Jeg er ganske sikker på at jeg ved hvad indholdet bliver på en evt. udgivelse, som han rapper på "7L Freestyle":

"How many times can he rap about the same old shit, I guess I won't find out untill ya'll stop buying it // but till then, it's guns, bitches, punchlines and humor, that causes kids around the world to argue over computers"

Ingen burde gå glip af The gatalog - A Collection of Chaos, for det er i sandhed en lille jewel. Tætpakket med sprøde beats og finurlige rim.

5/6

Nemo - Første kapitel

Da jeg hørte Nemo første gang, var det med nummeret "Alle Steder" fra Run For Cover udgivelsen "Hjemmebrændt". Jeg var vild med "Alle Steder" fra første gang jeg hørte det, virkelig sprødt beat, med nogle tætte rim og et skarpt flow ind over. Derfor havde jeg ret høje forventninger til albummet. Da jeg hørte at projektet var blevet større end et Run For Cover projekt, blev forventningerne endnu højere. Med gæsteoptræden fra bla. Troo.L.S. og Kasper Spez, med produktioner fra Es, Troo.L.S. og Gettic, det kunne næsten ikke gå galt.
Jeg var med til Nemos release party på hip hop kontoret, og da jeg trådte ind af døren og hørte "I på røven" bange ud af højtalerne, havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg ikke ville blive skuffet. Jeg må dog indrømme, at selve live delen af release festen var en anelse tam. Ja, der var gratis Budweiser, og stemningen var ganske i orden, men Nemo spillede kun dele af 3 numre. Den går sgu ikke!
Nå, tilbage til selve albummet. Hele herligheden bliver sat igang med titeltracket "Første kapitel", et nu-er-jeg-her-og-jeg-er-bedre-end-alle-andre nummer, over et lidt-under-gennemsnits beat. Not a good start. Meeen, "I på Røven", som virkelig er en seriøs banger, retter op på det sløje førstehåndsindtryk. Men damn, starten af pladen er lidt af en rutchebanetur, for 3. nummer, "Fra starten af", er også en kedelig omgang! irreterende beat, og en ligegyldig feature af Troo.L.S, som ellers altid plejer at være on point. Resten af albummet er heldigvis af den gode kaliber. Troo.L.S. får lov at rette op på "fejlen" med "Hva' Faen'" produktionen, et fedt og let genkendeligt beat fra The Kid. Beatet til "Gå af Helvedes til" er tyvstjålet fra Johnsons "Nasty", det kan være svært at kende forskel, så fra Gettics side, er det ikke specielt originalt. Ikke for at sammenligne med Nik & Jay, men "Nattens Lys" kunne godt have været et track de to kunne lave. Et radiovenligt beat, og en godt fortalt historie, godt nok ikke om trafikuheld eller kærlighedssorger, men om 2 skæbner hvis lørdag aften kulminerer på værste vis. "Landsbytossen" er endnu et nummer der er værd at lægge mærke til. Es producerer, og det er jo som altid, en sand fornøjelse. Og Kasper Spez, som vel nærmest hører med Es, leverer nogle geniale linjer. Spez er i mine øjne en af Danmarks bedste rimsmede, og han er ingen undtagelse herpå, outshiner desværre nemt Nemo. Pladen sluttes fornemt af, med det måske mest hip-hoppede nummer, "Exodus". Virkelig fed produktion fra Gettic, og ærlig rap fra Nemo.
Alt i alt en virkelig god dansk udgivelse. Jeg havde muligvis håbet på, at lyden ville ligge tættere opad "Alle Steder", men det var bestemt ikke dumt at teame up med Gettic. Det er et solidt værk, med 3-4 ligegyldige numre. Knægten er trods alt kun 21, så vi kommer garanteret til at høre meget mere fra ham.

4/6

Jazz Addixx - Oxygen Refreshed

::: Som allerførste anmeldelse på denne side, vil jeg starte med et album, som kun meget få kender, for ligesom at understrege hvor cool denne side er, og hvor sjældent materiale jeg som anmelder er i besiddelse af.
Gruppen hedder Jazz Addixx og består af Mudd som rapper og producerer, og DJ Ragz som laver cuts, scratch og dertil tilhørende turn tabalism'. Som man sikkert kan regne ud fra gruppens navn, er de primært inspireret af jazz musikere fra 60'erne og 70'erne, og så hele den gyldne hip hop periode der huserede midthalvfemserne, hvor mange legendariske hip hop albums er blevet til. Gruppens hovedformål er at gøre op med vor tids hiphop-dyrkelse, hvor DJ'ens rolle stort set er død, og hvor MC'en rimer indholdsløst skrald for at tjene penge. Jazz Addixx går lidt i Eric B & Rakims fodspor, dvs. at DJ'ens rolle er altafgørende og uundværlig, og MC'ens er at få et budskab ud, uafhængigt at indtægter. Det er lykkedes på fremragende vis. Når man lytter til Oxygen Refreshed, er man hurtigt overbevist om, at form og indhold er tilbage as it once was. Så man kan trygt stole på at de har ret, når de hævder, at de er far from the average.Umiddelbart kan man sige, at Mudd har den største rolle i gruppen, som både rapper og producer, men idet musikken er som taget ud fra midt-halvfemserne, og DJ'ens rolle for sin vis lige så vigtig, manden med stålhjulene er jo trods alt et af de fire elementer. Man kan altså med glæde finde scratch og cuts på samtlige numre, og det er intelligent det Ragz formår at diske op med, he makes 'em say "ouch" from the cuts and scratch. Nu er Jazz Addixx selvfølgelig langt fra den eneste gruppe i vore dage, der kæmper for at bringe den gamle hip hop tilbage, og hvis man skal sammenligne med nogen, så vil jeg blandt andre nævne Slum Village, Lawless Element og Zion-I, men jeg synes dog ikke at nogen af disse tre leverer ligeså intensiv hip hop som Jazz Addixx.
Albummet består af 20 skæringer, og de er sådan set alle af ganske høj kvalitet. Der er 3 korte numre, som på alle andre hip hop albums ville have været interludes, men har er det bare ren jazz der bliver spillet, så man får ind imellem en hurtig pause fra hiphoppen med lidt rendyrket jazz, hvilket virkelig understreger, at de gutter her virkelig er ligeså meget inde i jazz som hip hop. Nummeret "Serenade" starter også med det lækreste jazz musik, inden det skifter over i hip hop 1 minut senere. Som sagt er næsten alle numrene ganske fantastiske, men for at nævne et par stykker, er "Dope" bemærkelsesværdig, idet det lyder 100% som et beat, DJ Premier kunne have produceret. "Say Jazzy" er gennemført produceret med de helt rigtige jazz elementer, og nogle perfekt udvalgte cuts fra Ragz, som virkelig laver gæk med lydsporet. Et helt fantastisk nummer. "Un-terlude" er deres shout-out track, og de viser kærlighed til en masse vigtige navne, over acoustisk guitar spil, som giver et herligt afslappende resultat. Denne "afslappet-hed" vil nok være nøgleordet for hele albummet. Det er lidt ligesom de gamle jazz udgivelser, men læner sig tilbage og lader det hele kører igennem. Der er ikke nogle hårdtslående eller banging numre, det hele er lækkert og smooth.
Så alt i alt et helstøbt album. Glæder mig til at høre mere fra denne duo i fremtiden.

4/6