Atmosphere - God Loves Ugly

Skrevet af Maja Lau

God Loves Ugly fra 2002 har en 8-9 år på bagen, og de fleste har vel allerede en eller anden mening om den særdeles produktive duo - ingen grund til yderligere introduktion.
God Loves Ugly er deres tredje officielle album og anses ofte som værende en klokkeklar undergrundsklassiker. Humøret på albummet er relativt dystert, og tydeligvis inspireret af de otte måneders Minnesota vinter. Er man kun til lykkelige sommersange kan man allerede nu afskrive Atmosphere, for albummet vibrere nærmest af aggression.

På lydsiden har produceren Ant formået at skabe et univers der understøtter lyrikken til perfektion. Det skiller sig ud fra Atmospheres øvrige albums med deres meget melodiske og detaljerede produktioner. Mage til stemningssættende beats skal man altså lede længe efter. Bas, dybe trommer og enkelte få andre remedier er, for Ant, mere end rigeligt at arbejde med, og resultatet er fantastisk. Tag fx den mesterlige klassiker "Godlovesugly" eller "A Song About A Friend", der er bygget op af den karakteristiske hårdtslående tromme og bare et lille lækkert klaverspil. Eller guitarspillet i den alt for oversete sang "Vampires"; nogenlunde samme effektive opskrift. Det er ikke den slags produktioner hvor man skal lukke øjnene og lade sig svæve hen i en drømmeverden - tværtimod. Det er den slags produktioner, man får kastet lige i hovedet, og hvor nakken har svært ved at holde sig smertefri efter et par afspilninger. Det er de færreste dj's der kan få så mange indtryk frem i produktioner, hvor børnekor, musestemmer og andre højtravende gimmicks ikke er at finde. På "Lovelife" har vi igen trommerne der hamrer rytmisk derud, mens en sart violin danner præcis den ramme, der er nødvendig for at opnå den ønskede effekt.

Man kan ikke tage fejl af Slug på dette album. Nok er humor og satiriske bemærkninger hverdagskost på God Loves Ugly, men hans vrede og desperation er oprigtig. Slug's stil minder til tider om battlerim; der bliver ikke lagt fingre imellem følelserne der dominerer albummet. Slug's ærlighed, emnevalg og indlevelsesevne er kort sagt en boblende blanding, der tryllebinder én og får én til at ønske, at man selv kunne rappe. På "Godlovesugly" introducerer han sig selv:

"I wear my scars like the rings on a pimp /
I live life like the captain of a sinking ship"

Lige meget hvor meget man som rapfan sommetider prøver at helliggøre det, så kan man ikke komme udenom, at rap er yderst æstetisk anlagt: Det handler om at udstille sig selv. Hvad enten man fortæller om hvor mange penge man har, hvor hurtigt man kan rime, hvor elegant man kan sætte ord sammen eller hvor hårdt man har det, så viser man teknisk overskud ud fra dét. Så er der dem, Slug iblandt, der blander disse typer. Slug er ikke bleg for sætninger som fx "my life is as trife as your favorite raprecord", men samtidig mærker man straks, at der er noget større på spil. Er det fremførelsen eller er det den overspillede ærlighed? Det er ikke til at sige, men grænsen mellem det trælse og det imponerende er hårfin.

"Lovelife" er en hyldest til livet - trods alt det negative man kan gå igennem. Håbløshed og depression aside. Slug rapper bogstavelig talt på livet løs:

"A soul is a soul and a shell is a shell /
The border in between is full of everything you felt /
Some cling to a cross 'cause they're tired and lost /
They leave it up to weather to measure the cost"

Det er voldsomt så mange små spekulative sætninger der er. De udgør hver især en del af en helstøbt sang, og især Slug's evner som poet åbner sig for lytterens øjne i denne sang. Man bliver blæst væk af den rendyrkede genialitet der bevises for én ("I'm just a Virgo, trying to find my own version of Virgin Mary"). Mens Slug i "Lovelife" fortæller os om både "life, love, stress and setbacks", fortæller han også om sin rolle som kunstner , kærlighed, død og hvem han er. Hvordan kan det være samme rapper, der kan rumme alt det, kan man spørge sig selv. - Menneskets kompleksitet forvandles til det simpleste regnestykke når Slug rapper "some numbers, a name - to indicate you played the game / came empty-handed and left the same", og senere fortæller os, at han bare vil sige, at han elsker livet, "Love your life, quite cliché, but I guess that's me". Det er næsten ubegribeligt, at alt det kan repræsenteres på under fire minutter. Og så får Slug det endda til at fremstå så klokkeklart og enkelt - det er vel netop det, der kendetegner et stærkt kunstnerisk udtryk: Få modtagen til at tænke selv.



Slug er en vanvittig digter, og balancen er altid god. Hele albummet er ikke lutter poesi og store ord. Tværtimod kan man plukke et bredt spektrum af alsidighed på albummet. Alle sangene har dog noget tilfælles, nemlig melankolien og kærligheden. Rigtig mange af sangene er mere eller mindre direkte beskrivelser af Slug's kærlighedsforhold - indirekte kan de med lethed tolkes til alverdens andre ting. Det centrale i Slug's beretninger er nemlig ikke den konkrete situation, men derimod følelser og tanker. Umiddelbart handler sangen "Fuck You Lucy" om vrede rettet mod en ekskæreste, men metaforisk kan Lucy være alt. Den mest åbenlyse, brugte og klassiske fortolkning er, at Lucy er hiphop.

"Fuck you Lucy for defining my excistence /
Fuck you and your differences /
Ever since I was a young lad with a part-time dad /
It was hard to find happiness inside of what I had /
I studied my mother, I digested er pain /
And vowed no woman on my path would have to walk the same"

Den gentagne sætning der bruges som omkvæd "everyone in his life would mistake it as love" bidrager som næring til de flertydige tolkninger. Man kunne sagtens skrive en lang dybdegående analyse af "Fuck You Lucy", men det har jeg nu ikke tænkt mig i denne omgang.

"Hair" er et glimrende eksempel på den tidligere omtalte satiriske tone. Det handler om Slug der møder en pige i en bar, hvorefter man følger deres samtale. Det hele leder op til, at de skal være sammen, men den ender tragikomisk med, at de begge bliver kørt ned. Jeg er en stor fan af overraskelsesmomenter og omdrejningspunkter, så jeg kan næsten ikke få hænderne ned over den sang. Især ikke da jeg hørte "Scalp" fra Atmosphere's nye To All My Friends EP, hvor vi møder manden der kører parret ned. Vi hører hans historie, samtidig med, at vi kender deres. Hør de to sange lige efter hinanden og bliv overvældet af hvordan forbindelsen skabes efter hele otte år.

Et andet "humoristisk" indslag er sangen "One Of A Kind", der går rent hjem;

"So point the finger at the sucker that's having a good summer /
Ain't got no bread, no need to know wonder /
But I got the phonenumber to the weakness I know /
Who can put me back together, make me feel whole"

- Helt sikkert i den bedre ende, selvom gennemsnittet på God Loves Ugly er usandsynligt højt. "Modern Man Hustle" er den mest radiovenlige sang, men et livligt og lækkert omkvæd udelukker jo ikke de stærke indtryk. Tværtimod står førstesinglen også klokkeklart som et af de utallige højdepunkter.

"I'll make you smile for the simple fact I'm good at it /
I'll make you smile just so I can sit and look at it"

....rapper Slug før sangen overhovedet er kommet rigtigt i gang. Når Ant's beat så tager fat og Slug lykkeligt synger omkvædet, så kan man ikke andet end at hoppe op og ned af ren begejstring. Første vers starter, og man husker igen hvilken kalibers rapper man egentlig har at gøre med:

"Who cares what Jane says, she always spits the same spit /
I'd rather kill the radio and listen to the rain hit /
Little sister needs seclusion /
Somehow she'll discover it through the pop music /
Got used to the feeling of falling /
But you'll never see her following /
Bouncing back and forth between the healing and the hollering"

Der er meget få sange, der ikke følger med de øvriges standart. Men der er altså også hele 18 sange, så selvfølgelig er der et par stykker der skiller sig ud i en knap så pralende facon. En sang jeg næsten altid skipper, er "Flesh", der bare ikke fungerer for mig. Det er den eneste sang hvor vi finder en gæsteoptræden, og det ødelægger altså lidt "idyllen". Man lad os ikke hænge os i detaljer, som uden større anstrengelser kan overses. Albummet sluttes af på fornem vis med "Schrapnel", hvor Slug leger i hele syv gennemførte minutter. Flowet er forfriskende og virker som altid flyvende. Faktisk er Slug's flow gennemgående ret undervurderet. Han bliver nemlig aldrig for teknisk, for det ligger helt naturligt til ham at rappe. Han rapper med en uset umiddelbarhed, og de virker så legende let - så helt og aldeles ubesværet. Hvilket det sikkert også er.

Til sidst bliver jeg nødt til at sige, at det bestemt ikke er alle, der vil synes, at God Loves Ugly er så fantastisk et album, som jeg har beskrevet det som. Man skal helt sikkert være til "den type hiphop" - men så er albummet altså også i særklasse. Har man ikke hørt albummet før, så er det bare med at komme i sving, og har man hørt albummet, og ikke følt sig helt overbevist, så giv det dog for Guds skyld endnu en chance (eller to). Da jeg købte albummet i tidernes morgen var jeg slet ikke så vild med det, som jeg er i dag. Faktisk lagde jeg det hurtigt fra mig igen, men jeg vendte tilbage til det er halvt års tid senere, og siden er det bare vokset på mig. Og ja, man kunne sagtens argumentere for, at albummet ikke skulle score topkarakter, men jeg lader autenciteten, indlevelsen, intensiteten og kunsten vinde.

6/6

- Maja Lau

Macklemore & Ryan Lewis - "Wings" (Track Review)

Nu hvor vi er ved Macklemore & Ryan Lewis, så synes jeg, at vi skal tage en til fra Seattle duoen. - For bedst som man troede, at de havde brugt al kreativitet og energi på to fremragende EP'er, så udsender de et nyt nummer, der efter sigende er førstesinglen fra deres kommende fuldlængdes debutalbum. - Og ikke nok med at de er nogle produktive herrer, så begynder der i højere og højere grad at tegne sig et billede af, at de er på vej imod noget virkelig, virkelig stort inden for hiphoppen. Det kan godt være at det lyder en smule farfetched, i og med at de trods alt kun har udgivet to EP'er, men som et forsigtigt bud fra min side, tør jeg godt tro på, at de har kurs imod hiphop historiebøgerne.
De har sammen en særegen, unik evne til at tage fat om ofte diskuterede/debatterede/hørt-om emner, og så angribe dem fra en helt anden vinkel end man er vandt til, og puste så meget nyt liv, saft og kraft ind i det, at man er ved at miste pusten.

Således tager Macklemore & Ryan Lewis fat om "simple" emner som basketball-anthems og Nike Air Jordan praises, og giver dem et kodylt twist aldrig hørt magen! Lyt og læs:

"I was seven years old when I got my first pair /
And I stepped outside /
And I was like, "Momma, this air bubble right here, it's gonna make me fly" /
I hit that court, and when I jumped, I jumped, I swear I got so high /
I touched the net, "Mom I touched the net!" /
This is the best day of my life /
Air Max's were next /
That air bubble, that mesh /
The box, the smell, the stuffin, the tread, in school /
I was so cool /
I knew that I couldn't crease 'em /
My friends couldn't afford 'em /
Four stripes, some Air-didas /
On the court I wasn't the best, but my kicks were like the pros /
Yo, I stick out my tongue so everyone could see that logo /
Nike Air Flight, but bad was so dope /
And then my friend Carlos' brother got murdered for his fours"

Whoa....

"See he just wanted a jump shot, but they wanted to start a cult though /
Didn't wanna get caught, from Genesee Park to Othello /
You could clown for those Probings, with the velcro /
Those were not tight /
I was trying to fly without leaving the ground /
'Couse I wanted to be like Mike, right /
Wanted to be him /
I wanted to be that guy, I wanted to touch the rim /
I wanted to be cool, and I wanted to fit in /
I wanted what he had, America, it begins"

I want to fly
Can you take me far away
Give me a star to reach for
Tell me what it takes
And I'll go so high
I'll go so high
My feet won't touch the ground
Stitch my wings
And pull the strings
I bought these dreams
That all fall down

"We want what we can't have, commodity makes us want it /
So expensive, damn, I just got to flaunt it /
Got to show 'em, so exclusive, that's that new shit /
A hundred dollars for a pair of shoes I would never hoop in /
Look at me, look at me, I'm a cool kid /
I'm an individual, yeah, but I'm part of a movement /
My movement told me "be a consumer" and I consumed it /
They told me to Just Do It, I listened to what that swoosh said /
Look at what that swoosh did /
See it consumed my thoughts /
Are you stupid, don't crease 'em, just leave 'em in that box /
Strangled by these laces, laces I can barely talk /
That's my air bubble and I'm lost - if it pops /
We are what we wear, we wear what we are /
But see I look inside the mirror and think Phil Knight tricked us all /
Will I stand for change, or stay in my box /
These Nikes help me define me, but I'm trying to take mine - off"

I want to fly
Can you take me far away
Give me a star to reach for
Tell me what it takes
And I'll go so high
I'll go so high
My feet won't touch the ground
Stitch my wings
And pull the strings
I bought these dreams
That all fall down

"They started out, with what I wear to school /
That first day, like these are what make you cool /
And this pair, this would be my parachute /
So much more than just a pair of shoes /
Nah, this is what I am /
What I wore, this is the source of my youth /
This dream that they sold to you /
For a hundred dollars and some change /
Consumption is in the veins /
And now I see, - it's just another pair of shoes"


Talrige rappere har igennem tiden lavet sange om de ikoniske Nike sko, bedst og senest må Rick Rubin/DJ Premier cuttet "Classic" nævnes, hvor Kanye, Rakim, KRS-One og NaS udviste deres respekt overfor skoen og mærket. Ligeledes er basketball anthems ikke en sjældenhed, og her må især Drake's "Forever" nævnes, der dog primært blev et "basketball track" på grund af den (virkelig ringe!) Hype Williams instruerede musikvideo.
Jeg tror dog aldrig jeg har hørt nogen stille så stort et spørgsmålstegn ved noget, som alle andre blindt glorificerer. - Macklemore starter ud med at lade os tro, at "Wings" blot er endnu en sang om Nike sneaks, men inden sangen er slut har han både været inde omkring forbrugersamfund, grådighed, overfladiske værdier, kooperativ hjernevask, statussymboler og social gruppementalitet. I sidste ende handler det i højere grad om at være in og om at være med på bølgen, end det handler om at gå med en fed sko, og ligesom millioner af andre mennesker - mig selv inklusiv - har Macklemore trofast gået i Nike sneakers som det har været ham dikteret.
Vil jeg brænde mine Nikes og købe sneaks fra et andet mærke efter at have hørt denne sang? Nej. - Men det tror jeg heller ikke nødvendigvis er pointen med "Wings". Det skulle ikke undre mig om Macklemore selv går i Air Forces eller Jordans den dag i dag, men det viser jo netop bare hvor meget vi lader os påvirke af hvad andre siger, at vi skal kunne lide.
Nu skal jeg heller ikke gå i selvsving med fortolkningen her, for jeg synes faktisk at "Wings" er en sang, man bare skal nyde og tænke over for sig selv.

Hvad beatet angår må man sige, at Ryan Lewis igen har kastet sig ud i en næsten overambitiøs produktion. Stadiumtrommer, reverb piano, trompet, børnekor, dramatiske strygere, gospelsang i baggrunden og et break, der helt genialt er klippet efter samme skabelon som førnævnte "Forever". Jeg har læst kommentarer fra folk rundt omkring på nettet, der mener at de prøver for hårdt, og at de er for ambitiøse med deres musik, men jeg må indrømme, at jeg er helt vanvittigt bjergtaget af det de laver. I mine øjne er Macklemore ikke "bare" en rapper eller en MC. Poet, generations-talerør og budskabsformidler kan snildt tilskrives hans resumé efter min mening. Ryan Lewis er ligeledes heller ikke "bare" hiphop producer. Moderne komponist, multi-instrumentalist og gudsbenådet musiker vil give et bedre billedet af ham. Egentlig hader jeg at bruge ordet, da det i disse tider er blevet brugt så meget, at det næsten har mistet sin betydning, men ikke desto mindre kan jeg ikke finde bedre ord at beskrive "Wings" med end 'episk'. Simpelthen episk.

Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig til deres kommende album?

- Jeppe Barslund

Macklemore & Ryan Lewis - Otherside (Ryan Lewis Remix) (Track Review)

Seattle MC'en Macklemore er en af mine favoritrappere pt. Hans debutplade The Language of My World indeholdte uforglemmelige numre som "White Privilege", "I Said Hey" og "As Soon As I Wake Up", og hans 2009 The Unplanned Mixtape bød blandt andet på "The Town", der har en af de flottest filmede musikvideoer jeg har set. Senere i 2009 slog han hovedet sammen med producer-geniet Ryan Lewis og udgav den sublimeThe Vs EP, der var baseret på en idé om at sample relevante rockbands, som fx The Bravery, The Killers, Arcade Fire og Red Hot Chili Peppers. EP'ens "hits" blev "Irish Celebration", der ligeledes har en afsindigt fed video, og "Otherside", der sampler RHCP's sang med samme titel fra Californication.

(Hent The Vs EP HER gratis, og forøg din livsglæde med et par procent!!)

I 2010 udgav Macklemore og Ryan Lewis så en Redux udgave af EP'en, hvor Ryan Lewis, Jake One, P Smoov, Budo og Sabzi remixede EP'ens syv numre, og tildelte dem alle nye, originale produktioner, der på trods af at være bygget op fra scractch, fulgte rock-sample tendensen fra den første EP. Helt ufatteligt er The Vs EP Redux faktisk BEDRE end originalen, og hvordan det er lykkedes især Ryan Lewis at skabe et så brillant lydbillede er over min forstand. Især "Otherside", der var fænomenal på den originale EP, er blevet markant bedre. Dette skyldes ikke kun den gennemført musikalske produktion, men i høj grad også Macklemores udsøgte rap-talent, for her gør han virkelig det han er bedst til; fortæller en dragende historie samtidig med, at han kommenterer på aktuelle tendenser. Lad os tage et lyt, og følg lyrikken nedenfor (det går lidt hurtigt ind imellem!)



Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it
Oh, I want to sail away from here
And God, he came down, down, down, down, down, down, down
And sowed nothing

"He rolled up, asked him what he was sippin' on /
He said lean, you wanna hit it dawg? /
That's the same stuff Weezy's sippin' huh? /
And tons of other rappers that be spittin' hard /
Yup, yup five a bone /
When he passed him that Styrofoam /
The easter pink, heard it in a rhyme before /
Finally got to see what all the hype was on /
And then he took a sip, sittin' in the lincoln /
Thinkin' he was pimpin' as he listened to the system /
Little did he know that it was just as addictive as base /
Not the kind of hit from the kick drum /
Hot box, let the base bump /
Take it to the face, gulp /
Months later the use went up /
Every blunt was accompanied by the pink stuff /
But goddamn he loved that feelin' /
Purple rain coated in the throat, just so healin' /
Medicine alleviate the sickness /
liquid affix and it comes with a cost /
Wake up, cold sweat, scratchin', itchin' /
Trying to escape the skin that barely fit him /
Gone, got another bottle just to get a couple swallows /
Headed towards the bottom couldn't get off it /
Didn't even think he had a problem /
Though he couldn't sleep without gettin' nauseous /
Room spinnin', thinkin he might of sipped just a little bit too much of that cough syryp /
His eyelids closed shut /
Sat back in the chair clutching that cup /
Girlfriend came and a couple hours later said his name, shook him, but he never got up /
He never got up, he never got up /
We live on the cusp of death, thinkin' that it won't be us /
It won't be us, it won't be us, it won't be us /
Nah, it won't be us"

Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it Oh, I want to sail away from here
And God came down, down, down, down, down, down, down
And sowed nothing

"He just wanted to act like them /
He just wanted to rap like him /
Us as rappers underestimate the power and the effects that we have on these kids /
Blunt passed, ash in a tin, pack being pushed, harassed by the feds /
The fact of it is most people that rap like this /
Talkin' about some shit they haven't lived /
Surprise, you know the drill /
Trapped in a box to climb records sales /
Follow the formula; violence, drugs and sex sells /
So we try to sound like someone else /
This is not Californication /
There's no way to glorify this pavement /
Syryp, percocet and an eight a day will leave you broke, depressed and emotionally vacant /
Despite how Little Wayne lives /
It's not conducive to being creative /
And I know 'cause he's my favorite /
And I know 'cause I was off that same mix /
Rationalize the shit that I'd try after I listen to dedication /
But he's an alien, I sip that shit pass out or play playstation /
Months later I'm in the same place /
No music made, feelin' like a failure /
And trust me, it's not dope to be 25 and move back to your parents basement /
I've seen my people's dreams die /
I've seen what they can be denied /
And "weeds not a drug" - that's denial
Groundhog Day life repeat each time /
I've seen Oxycontin take three lives /
I grew up with them, we used to chief dimes /
I've seen cocaine bring out the demons inside /
Cheatin' and lyin' /
Friendship cease, no peace in their mind /
Stealin' and taking anything to fix the pieces inside /
Broken, hopeless, headed nowhere /
Only motivation for what the dealer's supplying /
That rush, that drug, that dope /
Those pills, that crumb, that roach /
Thinkin' I would never do that, not that drug /
Growing up, nobody ever does /
Until you're stuck, lookin' in the mirror like I can't believe what I've become /
Swore I was goin' to be someone /
And growing up everyone always does /
We sell our dreams and our potential to escape through that buzz /
Just keep me up, keep me up /
Hollywood here we come"

Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it
Oh, I want to sail away from here
And God, he came down, down, down, down, down, down, down And sowed nothing

Wow....!

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at numre som dette - hvor der bliver advaret imod misbrug og ansvarsløse rollemodeller - er hørt før, mange gange endda, men sjældent har det været lige så skarpt som her. Macklemore's personlige forhold til den så omtalte cough syryp, og hvordan han da bare måtte prøve det, eftersom hans favoritrapper Lil' Wayne som bekendt altid har sin trofaste plastikkop (*styrofoam) i hånden, fyldt med cough syryp (*lean, easter pink, purple rain, purple drank), for kun at ende i et kulsort hul, giver sangen flere relaterbare dimensioner. Jeg har ikke selv prøvet det (min opfattelse er, at det stadig kun er noget der er "cool" at drikke i USA), men jeg tror ikke jeg var klar over, at drinken var så farlig, før jeg hørte dette nummer. En hurtig gennemlæsning af drinkens Wiki-side afslører blandt andet, at DJ Screw, der oprindeligt populariserede fænomenet, døde af at drikke det. Big Moe led samme skæbne, hvilket man måske kunne have forventet med albumtitler som City of Syryp og Purple World. Den bredt anerkendte UGK rapper Pimp C døde ligeledes af for stort indtag af cough syryp.
Det som jeg finder absurd ved det hele er, at selvom der er så markante beviser for, at indtagelse af cough syryp kan have fatale følger, så går "verdens bedste rapper" Lil' Wayne, der sælger millioner og atter millioner af plader, og som har unge fans verden over, stadig rundt med hans elskede drink og glorificerer væsken gang på gang. Der er da ikke noget at sige til, at der er så mange, der falder i fælden, når deres idol er en omvandrende reklame for drinken, som jeg umiddelbart synes man burde kategorisere som et 'drug'. Normalt er jeg egentlig lidt ligeglad med, hvad de forskellige rappere går rundt og indtager. Jeg tør godt antage, at jeg er klog nok til at vide, hvad der er i orden at prøve, hvordan det skal prøves og hvad man skal holde sig fra, men det er der virkelig mange "derude" i den store vide verden der ikke gør, og Macklemore fik mig til at indse, at det Lil' Wayne har gang i her er yderst uansvarligt, og "Otherside" som overordnet kommentar på hele denne ærgelige tendens har virkelig sin berettigelse.

Hvad er der ellers at sige om nummeret? - Ud over Macklemores fænomenale fortælleevne, indlevelse og overlegne flow, må man virkelig sige, at Ryan Lewis har skræddersyet den perfekte produktion til nummeret. De to guitarer passer perfekt sammen og skaber en helt utrolig lyd, og med det spinkle klaver, de store trommer, strygerne og koret, der tager til hen imod slutningen, har nummeret en unik form for sørgmodig storhed over sig. Fences, der synger omkvædet, får det nærmest til at lyde som om at alt håb er ude, og får derved understreget budskabets alvor. Der er ikke så meget andet at sige, end at det her er et sublimt track. Fandens velspillet musik med noget på hjerte. Jeg tror ikke der er den store idé i at "holde øje" med Macklemore og Ryan Lewis, for inden så længe vil de være fuldstændig umulige at overse.

Køb The Vs EP Redux via iTunes
og forøg din livsglæde yderligere med et par procent!

- Jeppe Barslund

QN5 - Baby Blue For Pink

Glædelig Saint Valentines Day allesammen
Denne kærlighedens dag må fejres, og hvorfor ikke med noget så sjældent som en "Valentines Day HipHop Udgivelse". Det er de gæve gutter hos QN5 Music der står bag, med 2008 EP'en Baby Blue For Pink, der byder på en håndfuld kærlighedssange af forskellig karakter, som "the ladies will love and the dudes will respect".

EP'en er gennemsyret af en smooth og sexy vibe i tekst og produktion, men alligevel bryder sangene væk fra de typiske og klichéprægede kærlighedssange. QN5 har aldrig fulgt strømmen, og selv med et emne som "kærlighed" formår de at gribe det hele án med et spændende approach. PackFM er ude i nogle farligt relaterbare kærlighedsfrustrationer på "Plucking Daisies"

"She always there for me when times are bad /
But whenever she's around, times are bad /
"You gotta listen to me, I'm tellin' you dude /
The words she mouthed across the room to you was elephant shoe" /
But she loves my sense of humor, "you mean the way she laughs at you?" /
I'm the best she ever had /
"And you believe her?"
Tssss, 'cause I do!"

Substantial har ikke lavet en kærlighedssang som sådan, men en sang om kærlighedssange. "R Love Songs Gay?" er en genial lille skæring, hvor han sætter spørgsmålstegn ved en masse mærkværdige tough-guy tendenser, og sublime pointer er strøget vidt omkring hele sangen

"Are love songs gay, or maybe y'all belong in a closet /
'Cause most of ya'll rap shit is homo-erotic /
And most kick their rhymes to impress the guys /
And then down the chicks, now you sound like dicks /
A whole lot of soul fighting, these jocks are sorry /
The game has become a fucking sausage party"

På "Close" viser Tonedeff hvor nasty han er, både hvad angår hans fænomenale flow og hvad han har lyst til at gøre ved hans dates. "If I can rhyme that fast, imagine the things I can do with my tongue" rapper han, og fortsætter ud i udpenslede og hysterisk morsomme beskrivelser af, hvordan han har tænkt sig at "tage sig af hende" i sengen (læg mærke til den intet mindre end fantastiske LOST-punchline i andet vers - get's me every time!)

"Now if I'm lucky enough to touch those lovely lumps /
I'm burrying my scruffy mug in your buns and tickle your bum like humpty hump /
What a lovely lunch! My plan is in motion /
I'm the tsunami rockin' your little man in the boat /
Whenever you feel self-concious when I'm between thighs for this work /
If you're dirty, I'm having salmon for dinner with a bit of creampie for desert"

På produktionssiden er det the usual suspects der leverer varen; Deacon the Villain, Kno, Tonedeff og Domingo. Session's "The Letter" et en smule kedelig, og Mr. SOS's "Digital Video" siger mig heller ikke det store, på trods af at Cunninlynguists gæster nummeret, men til gengæld er resten af feltet ganske suverænt. Deacon har produceret "Plucking Daisies", og han mestrer virkelig minimalismen. En tæt trommeprogrammering, nogle blæsere og lidt keys i omkvædet - som han selvfølgelig selv synger - og du har en pragtskæring. Kno har stået for Cashmere the Pro's "Know I Do Remix", og formår som altid at bringe det følsomme og sørgmodige på bordet, med en længselsfuld melodi i front (fra et for mit vedkommende ukendt instrument?!) og et heartbreaking vokalsample. Det bliver dog meget hurtigt muntert igen, med Tonedeff's sprøde "R Love Songs Gay?", hvor en harpe, muntre fløjter, et Disneyfilms-lydende sample og et uforskammet velvagt 70'er lydende vokal sample skaber en ægte guldklump af et nummer. Domingo lukker ballet med "Close", vis fingerknips/stønnelyds -produktion er lige så flabet som Tonedeffs tilhørende lyrik.

Baby Blue For Pink er måske tre år gammel, men ligesom alt andet musik fra QN5 lejren holder det stadig 100%. Det er hamrende underholdende, de rapper sublimt og det lyder som en drøm - lige på nær de to nævnte skønhedspletter, der på ingen måde er 'dårlige', men som bare ikke kan følge resten af EP'ens standart. Helt bestemt en lille perle af en EP, hvor "Hip Hop gets unapologetically grown and sexy", som sort på hvidt skal ligge i dit iTunes bibliotek.
Som Substantial afslutter "R Love Songs Gay?" med at sige...

Happy Valentines Day motherfuckers!

4.5/6

Sage Francis - Li(f)e

Skrevet af Maja Lau

"I was voted least likely. That's it. Just 'least likely'. So pardon me if I seem feisty"

-Sage Francis, anno 2010

Albumtitlen Li(f)e alene har igennem de sidste år nærmest opnået kultstatus med et utal af mennesker i hele verden, der på mere eller mindre kreative måder har fået tatoveret titlen. Eventyret startede da da Sage Francis i Non Prophet (Sage + Joe Beats) sangen "The Cure" rapper: "life is just a lie with an f and death is definite". Sammen med det majestætiske cover designet af Shepard Fairey (ham med Obama plakaten) giver det indtrykket af et album, der bestemt ikke går ubemærket hen.

Li(f)e er alt andet end det gennemsnitlige indie-album - præcis som det er alt andet end det gennemsnitlige Sage album. Er man bekendt med Sage Francis' katalog kender man til Sage's samarbejde med et hav af undergrundsproducerer der igennem tiden har fodret ham med støvede, rå og vekslende beats, der absolut ikke indbyder til rap. Denne gang har Sage kastet sig ud i et virvar af hidtil ukendte instrumenter, set med hiphop øjne. Dillen med live instrumenter, orkester og band fungerer for nogle rappere, men det er ikke alle.

Mit første indtryk af albummet var utrolig positivt, men jeg måtte erkende, at ikke alle sange voksede på mig. Der er desværre en del af sangene, der trods kæmpe potentiale flyver lige over hovedet på én. Country/rock produktionerne er for gennemgående og man savner, produktionsmæssigt, enkeltheden. Blandet med Francis' sædvanlige komplicerede rim bliver resultatet, i nogle tilfælde, forvirret og fjernt. "London Bridge" er et godt eksempel. Beatet lyder som en ringe N.E.R.D. produktion og man fatter ingenting af lyrikken. Hvad står man så tilbage med? En dybt irriterende sang. "I Was Zero" er næsten ligeså uforståelig. Sage starter med at fastslå - i et pædagogisk tonefald - at "when I came out of my momma I was zero". Hvad meningen med det indslag er, lader jeg stå åben for personlig fortolkning (læs: der er ikke nogen).
Man kan sige meget om de til tider besynderlige sange, men Sage er og bliver en af de stærkeste tekstskrivere overhovedet. Han er trods alt manden bag nogle af tidens bedste one-liners, og med hans evige poetiske tilgangsvinkel, får han selv i en sang som "I Was Zero" klemt en dybttænkende linje eller to ind:

"Wealth is escalating but my poverty was entertaining /
Now I'm debating the value of a caste system /
Cash back rewards and wars funded by my taxes income /
If I'm a part of the problem, then pardon me; /
There's always been a difference between what I am and what I wanna be /
It's either 'Jihadist freak' or 'Jesus scenester'"

På åbneren "Little Houdini" prøver Sage sig som non-fiction storyteller, og det gør han unægteligt godt. Historien handler om den kriminelle Chris, der konstant slipper væk fra politiet og skaber frygt og rædsel overalt i landet, selvom han bare prøver at finde sine forældre, der ligger på dødslejet, en sidste gang. Produktionen udvikler sig fantastisk og ligeledes gør intensiteten og indlevelsen. Det er et ret stærkt nummer. På "The Baby Stays" kommer Sage snigende ind omkring emnet 'abort'. Endnu engang beviser Sage hvilket stof han er lavet af:

"Got a lust for life and a death wish /
They're husband and wife and they fuck like they're helpless /
Am I a product of uninteresting sex /
If I get bored by the pillow talk and Newport cigarettes?"

Den minimalistiske produktion på "16 Years" er endnu en fuldtræffer, og ligeledes er "Slow Man", hvor den countryagtige produktion faktisk svinger meget godt. Den rockede "Three Sheets To the Wind" bliver en smule tør efter nogle afspildninger, men Sage rocker så charmerende og indlevende, at det hele ender godt. Sådan er det både op- og nedture igennem hele Li(f)e. Albummets absolutte perle er den sidste sang "The Best of Times". Et rent mesterværk og vist nok en af mine yndlingssange nogensinde, hvor plat det end lyder. Den franske komponist Yann Tiersen står bag vidunderet. Sangen starter med knap 2,5 minutters spoken words over en helt rolig, fredfyldt produktion, hvor man som lytter bliver draget ind i den helt ubegribelig velskrevne historie. Så switcher Francis flowet op halvvejs igennem, og man er allerede her så grebet af fortællingen, at man næsten begynder at græde af lykke, så fantastisk er det. Produktionen udvikler sig yderligere til et smukt komponeret beat, der passer perfekt til den nostalgiske beretning, som Francis i den grad får leveret til ug med x. Utrolig smukt nummer, som nok skal have et par afspildninger før den sætter sig fast - men så forsvinder den altså heller ikke igen. Sage åbner sig og fortæller om sit liv på en ydmyg og ærlig måde, som jeg savner fra alle de mange rappere, der tidligere har skrevet om deres barndom in the hood. Vi får hele historien, og der er så mange guldkorn, der blæser én omkuld undervejs, at man umuligt kan citere. Man føler, at man kender manden bedre end man kender sig selv, når sangen slutter, og den giver mig altid gåsehud.



Li(f)e skuffede mig, men forærede mig "The Best of Times", og derfor kan jeg tilgive Sage Francis hans eksperimenterende udfoldelser i produktioner, der halvdelen af tiden ikke fungerer.

4/6

- Maja Lau

Kinetics & One Love - "Sign Language" (Track Review)

Nogen gange hører man et nummer, som vækker så mange følelser i en - musikalks, emotionelt, eller blot ved selve nummerets væsen - at man får lyst til at introducere det til alle man kender. Dette er jeg ofte ude for, så derfor vil jeg nu åbne op for bloggens nye tiltag "Track Reviews", hvor jeg ikke anmelder en hel plade, men et enkelt nummer.

Kinetics & One Love er en duo fra New York. De mødte hinanden da de gik på Cornell University, der er et af USA mest anerkendte Ivy League universiteter, hvor de begge studerede med fokus på musik. Før da, var One Love både Club DJ og trommerslager i et indie rockband, og havde klaveret som sit foretrukne instrument.
Som de selv siger, så var der så mange ekstremt nørdede elever på skolen, som ikke lavede andet end at drikke te og spille violin, og de to var nærmest de eneste "cool guys" der var, så at de fandt sammen skete ganske automatisk. One Love var altså trænet i musik teori og klassiske kompositioner, men da var da han mødte Kinetics, der introducerede ham for hele hiphop universet, at han begyndte at interessere sig for at lave beats.
Det var faktisk Kinetics & One Love der skrev B.o.B's "Airplanes". One Love producerede grundbeatet, og Kinetics skrev omkvædet. Eftersom det blev et ganske enormt hit, arbejder de to pt. som sangskrivere til store artister hos blandt andet Atlantic Records og Warner Music Group.

De har dog også udgivet noget selv. Kinetics EP'en fra 2008, Fading Back To Normal EP'en fra 2009, og en ny håndfuld numre fra 2010. Blandt disse numre er "Sign Language", som er et virkelig fantastisk nummer, hvor One Love's kendskab til klassiske kompositioner viser sit væsen i beatet, og Kinetics virkelig brænder igennem som historiefortæller. Og så har de fået sangerinden Wynter Gordon til at synge omkvædet, og hendes super fine og følelsesladte stemme er intet mindre end blændende. Lad os tage et lyt - og læs med nedenunder.



I wanna show you that I care, but I don't have the nerves
I wanna say I love you, but i can't find the words
I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

He was an average teen /
He partied often and he sagged his jeans /
Sat in the very back of the class so he could nap and dream /
And fantasize about the girl he was obsessed with /
The one who stole his heart and always kept it /
'Cause every since the seventh grade she was always standin' at the center stage /
But every time he tried to talk to her she went a step away /
And though she never spoke to him it didn't matter /
'Cause Billy never liked the chit chatter /
So what if a little passive? To him she was attractive /
He could sense a masser personality perfectly by the way she acted /
Plus she wrote poems for the paper every month /
It was the lines on the page that had him falling in love /
But he never told his friends, they would say that he was crazy /
So no one ever found out that Billy liked Amy /
He just gracefully endured being blatantly ignored /
But sooner or later Billy wouldn't take it any more"

I wanna show you that I care, but I don't have the nerves I wanna say I love you, but I can't find the words I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

He was an average teen /
He partied often and he sagged his jeans /
Sat in the very back of the class so he could nap and dream /
And fantasize about the girl he was obsessed with /
The one who stole his heart and always kept it /
So he's taking his chances, day after day of wasted advances /
He was always lonely without a date for the dances /
Till he decided that he would try to do something bold /
He would make his feelings known but reciting of a poem /
Like the poems she was publishing every month in the paper /
He grabbed the pen and pad and then he labored
Sat and he crafted it in and then he practiced it, it had to have it immaculate /
But half of it just ended up scribbled in trash baskets /
Until he finally mastered it and recited it perfectly /
Yo this was a life and death emergency /
But you can't be nervous B, you could risk it all /
You need to stand tall and approach her in the hall /
Deep breath /
Yo what up tuts, I'm at the entrance of your palace /
And I think that I've been starrin' at Aurora Borealis /
You shine so bright that you could light up the sky /
Even Columbus with a compass would get lost in your eyes /
.......But her reaction was absurd /
All she did was stare back without saying a single word /
Gave him a weird look, she tried saying something with her hands /
but she couldn't cause she was carrying books /
But that was all that it took, Billy was too crushed /
Had to run away so nobody could see the tears rush /
For the rest of the week he locked himself in his apartment /
Cause he didn't have the strength to face the world so broken-hearted /
After seven days in darkness, got a letter in the mail /
But before he even looked it he let that ship sail /
He was too concerned with all the sadness in his life /
So instead of the letter opener he grabbed a kitchen knife"

I wanna show you that I care, but I don't have the nerves
I wanna say I love you, but I can't find the words
I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

She was far from the average teen /
The quiet type who never had a scene /
Studied often and wrote poems for the school magazine /
She had a little secret and she always kept it /
There was a boy that she was obsessed with /
So when she wrote a poem for the school paper every month /
Every line on the page was dedicated to her crush /
But she never told her friends, they would say that it was silly /
So no one ever found out that Amy liked Billy /
Till the day that Billy stopped her by her locker during school /
But she couldn't understand it and responded like a fool /
And gave him a weird look, she tried doing sign language /
But she couldn't 'cause she was carrying all the books /
See, even though that Amy was equally obsessed /
She was too embarrassed to tell him that she was born deaf /
Avoided him at school but to make her love known /
She would leave him little signs through the lines in her poems /
So she sent one to his home after seven days passed /
'Cause it seemed like Billy wasn't showing up to class /
So she's going home confused, trapped in the worse mood
Flipping on the TV to a tragic story on the news /
It was a picture of your average teen, all it said was this /
"Local teen suicidal with a knife to his wrist" /
At the scene where he died was a letter never read /
From a girl named Amy and it said....

....I wanna show you that I care, but I don't have the nerves I wanna say I love you, but I can't find the words
I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

Can't see the signs
Can't see the signs
No matter what I do
No matter what I do
No matter what I do
No matter what I do you can't see the signs

I mine øjne er det her simpelthen en mageløst fortælling. Den måde Kinetics bygger historien op på, introducerer karaktererne og lader os forstå deres forhold, er uhyggelig virkeligt og beskrevet med en sublim sans for detalje. Især den sidste halvdel af tredje vers, hvor det går op for os at Amy har dette handicap, vender hele historien på hovedet, og når man til sidst finder ud af, at omkvædet rent faktisk er det digt hun skriver til Billy, som aldrig når at læse det før han tager sit eget liv, er en klump i halsen eller rejste hår på armen evident. Når man hører omkvædet fjerde og sidste gang, efter at have fundet ud af at hun er døv, giver linjen "I wanna say I love you, but I can't find the words" pludselig en helt anden betydning, og først da bliver den sørgelige ende på historien nærmest ubærlig.

For mig er det her nummer ganske enkelt brilliant skruet sammen. Kinetics historie er en af de bedst fortalte jeg har hørt i længere tid. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har hørt så flot en tragisk kærlighedssang siden Immortal Techniques "You Never Know", og det siger vist en del. Ingen tvivl om, at den vækkede en masse følelser hos mig.

Moralen med historien? - Hvid du har noget du vil sige til en, så sig det nu, inden det er for sent.

Cee-Lo Green - The Lady Killer

Cee-Lo Green har altid været en af de mest innovative og geniale musikere i mine øjne. Han har aldrig fulgt trends eller salgstal, men gang på gang udgivet musik, der ganske simpelt bare har været hans helt egen. Jovist, et album som Cee-Lo Green Is the Soul Machine, der har en virkelig stor plads i mit hjerte, har flere numre, der kan kategoriseres som R&B eller soul, men så var der samtidig numre som "Glockapella", "Evening News" og "The Art of Noise" som vendte det hele på hovedet. Cee-Lo's samarbejde med DangerMouse som Gnarls Barkley har heller ikke just været et normalt et af slagsen, og jeg har stadig den dag i dag svært ved at finde en passende genrebeskrivelse af deres musik. Måske var det netop af denne årsag, at Cee-Lo udgav The Lady Killer sidste år, der er hans første letfordøjelige udgivelse i hans efterhånden lange karriere.

Cee-Lo er ofte blevet kaldet en soulsanger og en crooner, og selvom soul-elementet altid har spillet en betydelig rolle, så er det først med The Lady Killer at han endegyldigt springer ud som fuldblods soulsanger. Med et godt øje for, og et respektfuldt nik i retningen af hans Motown pionerer, leverer Hr. Green soulballader og R&B (i genrens oprindelige betydning) for alle pengene, og formår samtidig at flette elementer af samtidig pop ind i herlighederne. Førstesinglen "F**k You", som vist ikke behøver yderligere introduktion, er et godt eksempel på, hvordan Cee-Lo rider med på bølgen af kunstnere, der forsøger at få 40, 50 og 60'ernes soulgnist tilbage, og selvom han gør dette bedre end de fleste, mixer han det med en flabet og bestemt nutidigt tekst. Forestil jer en sort soulsanger udgive en singel med teksten "Oh shit she's a golddigger well, just thought you should know nigga" i kølvandet på Billie Holiday's "Strange Fruit"!

- Bortset fra, at "F**k You", der er produceret af Bruno Mars' team The Smeezingtons, er en utrolig oplagt førstesingel, så giver den ikke et specielt godt billede af The Lady Killer som helhed. Dette lykkedes heller ikke særlig godt for den ellers suveræne andensinglen "Bright Lights Bigger City", der med sine stadion-store synthstrygere lyder mere som 2011 end noget andet. At disse to singler ligger som de første numre på pladen er nok heller ikke en tilfældighed, for når de to først er "overstået", så kan det rigtige Motown eventyr begynde, sat godt igang med albummets pragtnummer "Wild Flower", hvor Cee-Lo giver stort set alle mandlige sangere indenfor genren koldylt baghjul.



Og "Wild Flower" er ikke den eneste skæring af sin kaliber, "Cry Baby", "Fool For You", "It's OK", "Old Fashion" og "No One's Gonna Love You" er alle fremragende soul/pop numre, der primært gør sig i ukomplicerede men fortrinligt fremførte tekster om kærlighed.
Pladen er ikke helt uden missere, da det ind imellem bliver en tand for fint og kontrolleret. "Bodies", "Satisfied" og "I Want You" boldrer sig i alle de "rigtige klicheer", men de mangler både kant i produktion og vokal, og falder derfor en smule til jorden.
Dog kan man ikke andet end at grine af det faktum, at dette er det album som Cee-Lo har lavet hurtigst og som han har brugt mest energi på. Han har udtalt i et interview, at fordi DangerMouse var i gang med hans Rome projekt, og han (Cee-Lo) havde tiden til det, så ville han lige lave det soulalbum som han aldrig havde fået udgivet. Overlegent, ja næsten arrogant, men manden kan jo ikke gøre for, at han er et unikum.

Sætter man The Lady Killer op imod andre Cee-Lo udgivelser kan man godt savne de spraglende "jeg gør hva' der passer mig" -indskud og den generelt grænsesøgende tilgang til musik, men som straight forward soul album uden dikkedarer og The Lady Killer ganske fantastisk. Uden tvivl nogle af de bedste melodier og smooth produktioner 2010 havde at byde på. Det skulle heller ikke undre mig, om dette album bliver hans mest indbringende til dato, på trods af dets status som sideprojekt.

4.5/6

Deacon the Villain & Sheisty Khrist - Niggaz With Latitude

Deacon the Villain lå bestemt ikke på den lade side i 2010. Han producerede Tragedy & Dope for JustMe, arbejdede på Cunninlynguists' kommende Oneirology, og så fik han også lige udgivet dette album med Kentucky mc'en Sheisty Khrist.
Nogen vil måske genkende Sheisty Khrist som ham med det fantastiske gæstevers på "Gun" fra Dirty Acres, og så leverede han er glimrende omkvæd på "Graveyard" fra Kno's Death Is Silent, men generelt set er han på ingen måde et kendt ansigt i undergrunden, på trods af, at han har været medlem af gruppen The Mighty Madd Melitia i mange år. Niggaz With Latitude er således hans første fuldlængdes album, og dét kan høres, for her kan man virkelig snakke om en sulten rapper.

JustMe - Tragedy & Dope

JustMe er muligvis den mest interessante og mindst kendte rapper derude. Han udgav sin storslåede debut One Man's Trash i 2006, og udgav det stærke The Have Nots med gruppen Scribbling Idiots i 2008. Han gør næsten en dyd ud af at forblive en ukendt undergrundsrapper, og således udgav han sit andet fuldlængdes album Tragedy & Dope i 2010, helt udenom promotion og reklame.
- Og jeg kan lige så godt sige det med det samme; Tragedy & Dope er en fænomenalt album. Lyrisk er det simpelthen brillant, og så er hele pladen produceret af Cunninlynguists' Deacon the Villain, der debuterer som fuld-albums-producer. De to klæder hinanden umanerligt godt. JustMe skriver fantastiske tekster, der ofte omhandler de dystre sider af ham og hans omverden, og Deacon's stil, der er tydeligt inspireret af Cunninlynguists makkeren Kno's signatur lyd, fungerer optimalt med deres minimale trommeprogrammeringer, organiske guitarspil, mørke baggrundselementer og velvalgte vokalsamples.

Det fede ved JustMe's tekster er, at han kan fortælle nogle af de mest personlige og skræmmende historier, helt uden at gøre brug af bandeord. Hvor ofte ser man efterhånden en hiphop udgivelse uden "Parental Advisory" mærket på forsiden? Ikke desto mindre fremtryller han nogle yderst mindeværdige tekster. På "I Know", rapper han;

"I don't know how much more I can take /
Cuz it's fake and it breaks me, it beats me, it rapes me /
It seems to be happening rapidly lately /
I find myself praying that you would just take me tomorrow /
And end all the hatred and sorrow but then /
I think about those left behind /
The ones that can't see with a renewed mind /
They are the reason I continue to rhyme /
Lord forgive me for my wheeping and crying"

Yderligere har han mange små underfundige guldkorn undervejs. Har i fx aldrig undret jer over, hvorfor mange rappere laver "asking" om til "aksing'"? På "Serenity" rapper han, "I'm aksin', no I'm not asking I'm aksin'". Og sådan har han mange små lyriske finter.
Tragedy & Dope er en lille sag, ti numre inklusiv intro, men til gengæld er den tætpakket med lyrisk og musikalsk dopeness, og der er vitterligt ikke et kedeligt øjeblik. Et af de største øjeblikke er "Ups & Downs", der virkelig fanger hele pladens budskab med, at man ikke kan opleve det gode i livet uden at få det dårlige med. "See God created good and evil, and we can't experience him in his fullness without tragedy. We can't experience the ups without the downs". Og man behøver ikke være troende for at tage ved lære af dette buskab, slet ikke når det kommer fra en som JustMe, der virkelig har oplevet vrangsiden af livet. På pladens kronjuvel "The Prodigal", som for mig er et af årets stærkeste skæringer, tager han lytteren med ind i hans deprimerende fortid, hvor han blandt andet rapper,

"I was the one chosen to drive to the weak spots /
Swirvin' through the urban warfare there to be taught /
To love no man, woman or child /
Only lyst for adrenaline rush and runnin' wild /
How do I explain my adolescence /
Sex, drugs and basketball about says it"

Jeg vil skyde på, at Tragedy & Dope er den plade færrest har hørt om fra 2010, men jeg vil ikke tøve med at udråbe den til en af de vigtigste udgivelser fra sidste år. Et lyrisk univers, som de fleste andre rappere kunne tage ved lære af, og et musikalsk landskab og dyster minimalisme og melodiske omkvæd, som Deacon selvfølgelig selv står for. Mageløst.

5/6

Stream og køb for 5$ på JustMe's BandCamp