JustMe er muligvis den mest interessante og mindst kendte rapper derude. Han udgav sin storslåede debut One Man's Trash i 2006, og udgav det stærke The Have Nots med gruppen Scribbling Idiots i 2008. Han gør næsten en dyd ud af at forblive en ukendt undergrundsrapper, og således udgav han sit andet fuldlængdes album Tragedy & Dope i 2010, helt udenom promotion og reklame.
- Og jeg kan lige så godt sige det med det samme; Tragedy & Dope er en fænomenalt album. Lyrisk er det simpelthen brillant, og så er hele pladen produceret af Cunninlynguists' Deacon the Villain, der debuterer som fuld-albums-producer. De to klæder hinanden umanerligt godt. JustMe skriver fantastiske tekster, der ofte omhandler de dystre sider af ham og hans omverden, og Deacon's stil, der er tydeligt inspireret af Cunninlynguists makkeren Kno's signatur lyd, fungerer optimalt med deres minimale trommeprogrammeringer, organiske guitarspil, mørke baggrundselementer og velvalgte vokalsamples.
Det fede ved JustMe's tekster er, at han kan fortælle nogle af de mest personlige og skræmmende historier, helt uden at gøre brug af bandeord. Hvor ofte ser man efterhånden en hiphop udgivelse uden "Parental Advisory" mærket på forsiden? Ikke desto mindre fremtryller han nogle yderst mindeværdige tekster. På "I Know", rapper han;
"I don't know how much more I can take /
Cuz it's fake and it breaks me, it beats me, it rapes me /
It seems to be happening rapidly lately /
I find myself praying that you would just take me tomorrow /
And end all the hatred and sorrow but then /
I think about those left behind /
The ones that can't see with a renewed mind /
They are the reason I continue to rhyme /
Lord forgive me for my wheeping and crying"
Yderligere har han mange små underfundige guldkorn undervejs. Har i fx aldrig undret jer over, hvorfor mange rappere laver "asking" om til "aksing'"? På "Serenity" rapper han, "I'm aksin', no I'm not asking I'm aksin'". Og sådan har han mange små lyriske finter.
Tragedy & Dope er en lille sag, ti numre inklusiv intro, men til gengæld er den tætpakket med lyrisk og musikalsk dopeness, og der er vitterligt ikke et kedeligt øjeblik. Et af de største øjeblikke er "Ups & Downs", der virkelig fanger hele pladens budskab med, at man ikke kan opleve det gode i livet uden at få det dårlige med. "See God created good and evil, and we can't experience him in his fullness without tragedy. We can't experience the ups without the downs". Og man behøver ikke være troende for at tage ved lære af dette buskab, slet ikke når det kommer fra en som JustMe, der virkelig har oplevet vrangsiden af livet. På pladens kronjuvel "The Prodigal", som for mig er et af årets stærkeste skæringer, tager han lytteren med ind i hans deprimerende fortid, hvor han blandt andet rapper,
"I was the one chosen to drive to the weak spots /
Swirvin' through the urban warfare there to be taught /
To love no man, woman or child /
Only lyst for adrenaline rush and runnin' wild /
How do I explain my adolescence /
Sex, drugs and basketball about says it"
Jeg vil skyde på, at Tragedy & Dope er den plade færrest har hørt om fra 2010, men jeg vil ikke tøve med at udråbe den til en af de vigtigste udgivelser fra sidste år. Et lyrisk univers, som de fleste andre rappere kunne tage ved lære af, og et musikalsk landskab og dyster minimalisme og melodiske omkvæd, som Deacon selvfølgelig selv står for. Mageløst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar