Cee-Lo Green - The Lady Killer

Cee-Lo Green har altid været en af de mest innovative og geniale musikere i mine øjne. Han har aldrig fulgt trends eller salgstal, men gang på gang udgivet musik, der ganske simpelt bare har været hans helt egen. Jovist, et album som Cee-Lo Green Is the Soul Machine, der har en virkelig stor plads i mit hjerte, har flere numre, der kan kategoriseres som R&B eller soul, men så var der samtidig numre som "Glockapella", "Evening News" og "The Art of Noise" som vendte det hele på hovedet. Cee-Lo's samarbejde med DangerMouse som Gnarls Barkley har heller ikke just været et normalt et af slagsen, og jeg har stadig den dag i dag svært ved at finde en passende genrebeskrivelse af deres musik. Måske var det netop af denne årsag, at Cee-Lo udgav The Lady Killer sidste år, der er hans første letfordøjelige udgivelse i hans efterhånden lange karriere.

Cee-Lo er ofte blevet kaldet en soulsanger og en crooner, og selvom soul-elementet altid har spillet en betydelig rolle, så er det først med The Lady Killer at han endegyldigt springer ud som fuldblods soulsanger. Med et godt øje for, og et respektfuldt nik i retningen af hans Motown pionerer, leverer Hr. Green soulballader og R&B (i genrens oprindelige betydning) for alle pengene, og formår samtidig at flette elementer af samtidig pop ind i herlighederne. Førstesinglen "F**k You", som vist ikke behøver yderligere introduktion, er et godt eksempel på, hvordan Cee-Lo rider med på bølgen af kunstnere, der forsøger at få 40, 50 og 60'ernes soulgnist tilbage, og selvom han gør dette bedre end de fleste, mixer han det med en flabet og bestemt nutidigt tekst. Forestil jer en sort soulsanger udgive en singel med teksten "Oh shit she's a golddigger well, just thought you should know nigga" i kølvandet på Billie Holiday's "Strange Fruit"!

- Bortset fra, at "F**k You", der er produceret af Bruno Mars' team The Smeezingtons, er en utrolig oplagt førstesingel, så giver den ikke et specielt godt billede af The Lady Killer som helhed. Dette lykkedes heller ikke særlig godt for den ellers suveræne andensinglen "Bright Lights Bigger City", der med sine stadion-store synthstrygere lyder mere som 2011 end noget andet. At disse to singler ligger som de første numre på pladen er nok heller ikke en tilfældighed, for når de to først er "overstået", så kan det rigtige Motown eventyr begynde, sat godt igang med albummets pragtnummer "Wild Flower", hvor Cee-Lo giver stort set alle mandlige sangere indenfor genren koldylt baghjul.



Og "Wild Flower" er ikke den eneste skæring af sin kaliber, "Cry Baby", "Fool For You", "It's OK", "Old Fashion" og "No One's Gonna Love You" er alle fremragende soul/pop numre, der primært gør sig i ukomplicerede men fortrinligt fremførte tekster om kærlighed.
Pladen er ikke helt uden missere, da det ind imellem bliver en tand for fint og kontrolleret. "Bodies", "Satisfied" og "I Want You" boldrer sig i alle de "rigtige klicheer", men de mangler både kant i produktion og vokal, og falder derfor en smule til jorden.
Dog kan man ikke andet end at grine af det faktum, at dette er det album som Cee-Lo har lavet hurtigst og som han har brugt mest energi på. Han har udtalt i et interview, at fordi DangerMouse var i gang med hans Rome projekt, og han (Cee-Lo) havde tiden til det, så ville han lige lave det soulalbum som han aldrig havde fået udgivet. Overlegent, ja næsten arrogant, men manden kan jo ikke gøre for, at han er et unikum.

Sætter man The Lady Killer op imod andre Cee-Lo udgivelser kan man godt savne de spraglende "jeg gør hva' der passer mig" -indskud og den generelt grænsesøgende tilgang til musik, men som straight forward soul album uden dikkedarer og The Lady Killer ganske fantastisk. Uden tvivl nogle af de bedste melodier og smooth produktioner 2010 havde at byde på. Det skulle heller ikke undre mig, om dette album bliver hans mest indbringende til dato, på trods af dets status som sideprojekt.

4.5/6