tirsdag den 22. februar 2011

Atmosphere - God Loves Ugly


Skrevet af Maja Lau

God Loves Ugly fra 2002 har en 8-9 år på bagen, og de fleste har vel allerede en eller anden mening om den særdeles produktive duo - ingen grund til yderligere introduktion.
God Loves Ugly er deres tredje officielle album og anses ofte som værende en klokkeklar undergrundsklassiker. Humøret på albummet er relativt dystert, og tydeligvis inspireret af de otte måneders Minnesota vinter. Er man kun til lykkelige sommersange kan man allerede nu afskrive Atmosphere, for albummet vibrere nærmest af aggression.

På lydsiden har produceren Ant formået at skabe et univers der understøtter lyrikken til perfektion. Det skiller sig ud fra Atmospheres øvrige albums med deres meget melodiske og detaljerede produktioner. Mage til stemningssættende beats skal man altså lede længe efter. Bas, dybe trommer og enkelte få andre remedier er, for Ant, mere end rigeligt at arbejde med, og resultatet er fantastisk. Tag fx den mesterlige klassiker "Godlovesugly" eller "A Song About A Friend", der er bygget op af den karakteristiske hårdtslående tromme og bare et lille lækkert klaverspil. Eller guitarspillet i den alt for oversete sang "Vampires"; nogenlunde samme effektive opskrift. Det er ikke den slags produktioner hvor man skal lukke øjnene og lade sig svæve hen i en drømmeverden - tværtimod. Det er den slags produktioner, man får kastet lige i hovedet, og hvor nakken har svært ved at holde sig smertefri efter et par afspilninger. Det er de færreste dj's der kan få så mange indtryk frem i produktioner, hvor børnekor, musestemmer og andre højtravende gimmicks ikke er at finde. På "Lovelife" har vi igen trommerne der hamrer rytmisk derud, mens en sart violin danner præcis den ramme, der er nødvendig for at opnå den ønskede effekt.

Man kan ikke tage fejl af Slug på dette album. Nok er humor og satiriske bemærkninger hverdagskost på God Loves Ugly, men hans vrede og desperation er oprigtig. Slug's stil minder til tider om battlerim; der bliver ikke lagt fingre imellem følelserne der dominerer albummet. Slug's ærlighed, emnevalg og indlevelsesevne er kort sagt en boblende blanding, der tryllebinder én og får én til at ønske, at man selv kunne rappe. På "Godlovesugly" introducerer han sig selv:

"I wear my scars like the rings on a pimp /
I live life like the captain of a sinking ship"

Lige meget hvor meget man som rapfan sommetider prøver at helliggøre det, så kan man ikke komme udenom, at rap er yderst æstetisk anlagt: Det handler om at udstille sig selv. Hvad enten man fortæller om hvor mange penge man har, hvor hurtigt man kan rime, hvor elegant man kan sætte ord sammen eller hvor hårdt man har det, så viser man teknisk overskud ud fra dét. Så er der dem, Slug iblandt, der blander disse typer. Slug er ikke bleg for sætninger som fx "my life is as trife as your favorite raprecord", men samtidig mærker man straks, at der er noget større på spil. Er det fremførelsen eller er det den overspillede ærlighed? Det er ikke til at sige, men grænsen mellem det trælse og det imponerende er hårfin.

"Lovelife" er en hyldest til livet - trods alt det negative man kan gå igennem. Håbløshed og depression aside. Slug rapper bogstavelig talt på livet løs:

"A soul is a soul and a shell is a shell /
The border in between is full of everything you felt /
Some cling to a cross 'cause they're tired and lost /
They leave it up to weather to measure the cost"

Det er voldsomt så mange små spekulative sætninger der er. De udgør hver især en del af en helstøbt sang, og især Slug's evner som poet åbner sig for lytterens øjne i denne sang. Man bliver blæst væk af den rendyrkede genialitet der bevises for én ("I'm just a Virgo, trying to find my own version of Virgin Mary"). Mens Slug i "Lovelife" fortæller os om både "life, love, stress and setbacks", fortæller han også om sin rolle som kunstner , kærlighed, død og hvem han er. Hvordan kan det være samme rapper, der kan rumme alt det, kan man spørge sig selv. - Menneskets kompleksitet forvandles til det simpleste regnestykke når Slug rapper "some numbers, a name - to indicate you played the game / came empty-handed and left the same", og senere fortæller os, at han bare vil sige, at han elsker livet, "Love your life, quite cliché, but I guess that's me". Det er næsten ubegribeligt, at alt det kan repræsenteres på under fire minutter. Og så får Slug det endda til at fremstå så klokkeklart og enkelt - det er vel netop det, der kendetegner et stærkt kunstnerisk udtryk: Få modtagen til at tænke selv.



Slug er en vanvittig digter, og balancen er altid god. Hele albummet er ikke lutter poesi og store ord. Tværtimod kan man plukke et bredt spektrum af alsidighed på albummet. Alle sangene har dog noget tilfælles, nemlig melankolien og kærligheden. Rigtig mange af sangene er mere eller mindre direkte beskrivelser af Slug's kærlighedsforhold - indirekte kan de med lethed tolkes til alverdens andre ting. Det centrale i Slug's beretninger er nemlig ikke den konkrete situation, men derimod følelser og tanker. Umiddelbart handler sangen "Fuck You Lucy" om vrede rettet mod en ekskæreste, men metaforisk kan Lucy være alt. Den mest åbenlyse, brugte og klassiske fortolkning er, at Lucy er hiphop.

"Fuck you Lucy for defining my excistence /
Fuck you and your differences /
Ever since I was a young lad with a part-time dad /
It was hard to find happiness inside of what I had /
I studied my mother, I digested er pain /
And vowed no woman on my path would have to walk the same"

Den gentagne sætning der bruges som omkvæd "everyone in his life would mistake it as love" bidrager som næring til de flertydige tolkninger. Man kunne sagtens skrive en lang dybdegående analyse af "Fuck You Lucy", men det har jeg nu ikke tænkt mig i denne omgang.

"Hair" er et glimrende eksempel på den tidligere omtalte satiriske tone. Det handler om Slug der møder en pige i en bar, hvorefter man følger deres samtale. Det hele leder op til, at de skal være sammen, men den ender tragikomisk med, at de begge bliver kørt ned. Jeg er en stor fan af overraskelsesmomenter og omdrejningspunkter, så jeg kan næsten ikke få hænderne ned over den sang. Især ikke da jeg hørte "Scalp" fra Atmosphere's nye To All My Friends EP, hvor vi møder manden der kører parret ned. Vi hører hans historie, samtidig med, at vi kender deres. Hør de to sange lige efter hinanden og bliv overvældet af hvordan forbindelsen skabes efter hele otte år.

Et andet "humoristisk" indslag er sangen "One Of A Kind", der går rent hjem;

"So point the finger at the sucker that's having a good summer /
Ain't got no bread, no need to know wonder /
But I got the phonenumber to the weakness I know /
Who can put me back together, make me feel whole"

- Helt sikkert i den bedre ende, selvom gennemsnittet på God Loves Ugly er usandsynligt højt. "Modern Man Hustle" er den mest radiovenlige sang, men et livligt og lækkert omkvæd udelukker jo ikke de stærke indtryk. Tværtimod står førstesinglen også klokkeklart som et af de utallige højdepunkter.

"I'll make you smile for the simple fact I'm good at it /
I'll make you smile just so I can sit and look at it"

....rapper Slug før sangen overhovedet er kommet rigtigt i gang. Når Ant's beat så tager fat og Slug lykkeligt synger omkvædet, så kan man ikke andet end at hoppe op og ned af ren begejstring. Første vers starter, og man husker igen hvilken kalibers rapper man egentlig har at gøre med:

"Who cares what Jane says, she always spits the same spit /
I'd rather kill the radio and listen to the rain hit /
Little sister needs seclusion /
Somehow she'll discover it through the pop music /
Got used to the feeling of falling /
But you'll never see her following /
Bouncing back and forth between the healing and the hollering"

Der er meget få sange, der ikke følger med de øvriges standart. Men der er altså også hele 18 sange, så selvfølgelig er der et par stykker der skiller sig ud i en knap så pralende facon. En sang jeg næsten altid skipper, er "Flesh", der bare ikke fungerer for mig. Det er den eneste sang hvor vi finder en gæsteoptræden, og det ødelægger altså lidt "idyllen". Man lad os ikke hænge os i detaljer, som uden større anstrengelser kan overses. Albummet sluttes af på fornem vis med "Schrapnel", hvor Slug leger i hele syv gennemførte minutter. Flowet er forfriskende og virker som altid flyvende. Faktisk er Slug's flow gennemgående ret undervurderet. Han bliver nemlig aldrig for teknisk, for det ligger helt naturligt til ham at rappe. Han rapper med en uset umiddelbarhed, og de virker så legende let - så helt og aldeles ubesværet. Hvilket det sikkert også er.

Til sidst bliver jeg nødt til at sige, at det bestemt ikke er alle, der vil synes, at God Loves Ugly er så fantastisk et album, som jeg har beskrevet det som. Man skal helt sikkert være til "den type hiphop" - men så er albummet altså også i særklasse. Har man ikke hørt albummet før, så er det bare med at komme i sving, og har man hørt albummet, og ikke følt sig helt overbevist, så giv det dog for Guds skyld endnu en chance (eller to). Da jeg købte albummet i tidernes morgen var jeg slet ikke så vild med det, som jeg er i dag. Faktisk lagde jeg det hurtigt fra mig igen, men jeg vendte tilbage til det er halvt års tid senere, og siden er det bare vokset på mig. Og ja, man kunne sagtens argumentere for, at albummet ikke skulle score topkarakter, men jeg lader autenciteten, indlevelsen, intensiteten og kunsten vinde.

6/6

- Maja Lau

2 kommentarer:

Chr_h_a sagde ...

Sweet anmeldelse !

Anonym sagde ...

No doubt!
Fed anmeldelse af et i min bog klassisk album.

Peace
Danni