Sage Francis - Li(f)e

Skrevet af Maja Lau

"I was voted least likely. That's it. Just 'least likely'. So pardon me if I seem feisty"

-Sage Francis, anno 2010

Albumtitlen Li(f)e alene har igennem de sidste år nærmest opnået kultstatus med et utal af mennesker i hele verden, der på mere eller mindre kreative måder har fået tatoveret titlen. Eventyret startede da da Sage Francis i Non Prophet (Sage + Joe Beats) sangen "The Cure" rapper: "life is just a lie with an f and death is definite". Sammen med det majestætiske cover designet af Shepard Fairey (ham med Obama plakaten) giver det indtrykket af et album, der bestemt ikke går ubemærket hen.

Li(f)e er alt andet end det gennemsnitlige indie-album - præcis som det er alt andet end det gennemsnitlige Sage album. Er man bekendt med Sage Francis' katalog kender man til Sage's samarbejde med et hav af undergrundsproducerer der igennem tiden har fodret ham med støvede, rå og vekslende beats, der absolut ikke indbyder til rap. Denne gang har Sage kastet sig ud i et virvar af hidtil ukendte instrumenter, set med hiphop øjne. Dillen med live instrumenter, orkester og band fungerer for nogle rappere, men det er ikke alle.

Mit første indtryk af albummet var utrolig positivt, men jeg måtte erkende, at ikke alle sange voksede på mig. Der er desværre en del af sangene, der trods kæmpe potentiale flyver lige over hovedet på én. Country/rock produktionerne er for gennemgående og man savner, produktionsmæssigt, enkeltheden. Blandet med Francis' sædvanlige komplicerede rim bliver resultatet, i nogle tilfælde, forvirret og fjernt. "London Bridge" er et godt eksempel. Beatet lyder som en ringe N.E.R.D. produktion og man fatter ingenting af lyrikken. Hvad står man så tilbage med? En dybt irriterende sang. "I Was Zero" er næsten ligeså uforståelig. Sage starter med at fastslå - i et pædagogisk tonefald - at "when I came out of my momma I was zero". Hvad meningen med det indslag er, lader jeg stå åben for personlig fortolkning (læs: der er ikke nogen).
Man kan sige meget om de til tider besynderlige sange, men Sage er og bliver en af de stærkeste tekstskrivere overhovedet. Han er trods alt manden bag nogle af tidens bedste one-liners, og med hans evige poetiske tilgangsvinkel, får han selv i en sang som "I Was Zero" klemt en dybttænkende linje eller to ind:

"Wealth is escalating but my poverty was entertaining /
Now I'm debating the value of a caste system /
Cash back rewards and wars funded by my taxes income /
If I'm a part of the problem, then pardon me; /
There's always been a difference between what I am and what I wanna be /
It's either 'Jihadist freak' or 'Jesus scenester'"

På åbneren "Little Houdini" prøver Sage sig som non-fiction storyteller, og det gør han unægteligt godt. Historien handler om den kriminelle Chris, der konstant slipper væk fra politiet og skaber frygt og rædsel overalt i landet, selvom han bare prøver at finde sine forældre, der ligger på dødslejet, en sidste gang. Produktionen udvikler sig fantastisk og ligeledes gør intensiteten og indlevelsen. Det er et ret stærkt nummer. På "The Baby Stays" kommer Sage snigende ind omkring emnet 'abort'. Endnu engang beviser Sage hvilket stof han er lavet af:

"Got a lust for life and a death wish /
They're husband and wife and they fuck like they're helpless /
Am I a product of uninteresting sex /
If I get bored by the pillow talk and Newport cigarettes?"

Den minimalistiske produktion på "16 Years" er endnu en fuldtræffer, og ligeledes er "Slow Man", hvor den countryagtige produktion faktisk svinger meget godt. Den rockede "Three Sheets To the Wind" bliver en smule tør efter nogle afspildninger, men Sage rocker så charmerende og indlevende, at det hele ender godt. Sådan er det både op- og nedture igennem hele Li(f)e. Albummets absolutte perle er den sidste sang "The Best of Times". Et rent mesterværk og vist nok en af mine yndlingssange nogensinde, hvor plat det end lyder. Den franske komponist Yann Tiersen står bag vidunderet. Sangen starter med knap 2,5 minutters spoken words over en helt rolig, fredfyldt produktion, hvor man som lytter bliver draget ind i den helt ubegribelig velskrevne historie. Så switcher Francis flowet op halvvejs igennem, og man er allerede her så grebet af fortællingen, at man næsten begynder at græde af lykke, så fantastisk er det. Produktionen udvikler sig yderligere til et smukt komponeret beat, der passer perfekt til den nostalgiske beretning, som Francis i den grad får leveret til ug med x. Utrolig smukt nummer, som nok skal have et par afspildninger før den sætter sig fast - men så forsvinder den altså heller ikke igen. Sage åbner sig og fortæller om sit liv på en ydmyg og ærlig måde, som jeg savner fra alle de mange rappere, der tidligere har skrevet om deres barndom in the hood. Vi får hele historien, og der er så mange guldkorn, der blæser én omkuld undervejs, at man umuligt kan citere. Man føler, at man kender manden bedre end man kender sig selv, når sangen slutter, og den giver mig altid gåsehud.



Li(f)e skuffede mig, men forærede mig "The Best of Times", og derfor kan jeg tilgive Sage Francis hans eksperimenterende udfoldelser i produktioner, der halvdelen af tiden ikke fungerer.

4/6

- Maja Lau