Lupe Fiasco - Lasers

Undskyld kære læserer, at jeg er så sent ude med denne anmeldelse. Det kolossale chok jeg fik af at høre Lasers første gang, og erfare, at Lupe Fiasco havde vraget sine egne ambitioner til fordel for nogle tophoveder hos Atlantic, ramte mig hårdt, - så hårdt, at jeg først nu er tilstrækkeligt ovenpå til at nedskrive mine frustrationer.

Jeg holder ufatteligt meget af Lupe Fiasco. I min bog er både Food & Liquor og The Cool klassikere, og de fik begge den perfekte 6/6-rating her på bloggen. Suveræne tekster leveret med et fænomenalt flow over fremragende beats, og så med et knivskarpt, konceptuelt narrativ til at binde det hele sammen; den dragende historie om Michael Young og hans Tony Montana inspirerede tur fra bunden til toppen til kisten. Simpelthen guld.

På Lasers har Lupe Fiasco lukket den bog hvori de to første plader var nedskrevet, og åbnet en ny. Heri er historierne og ikke mindst formlen noget anderledes. Lupe's mageløse lyriske og tekniske evner er stadig intakte, og hans personlighed, kløgt og storslåede intellekt er heldigvis bevaret til en grad, hvor man til tider føler, at han nærmest aldrig har været skarpere. Men hold the phone, - produktionerne er fra en helt anden verden end man er vandt til fra Lupe, og her er tale om en verden, hvor man absolut ikke har lyst til at være!
Skimter man listen over albummets producere bør den første undren indfinde sig. Hvor er Lupe's to beatgenier Soundtrakk og Prolific henne? I stedet er det et helt nyt hold af mindre kendte (med god grund) producere der er blevet sat på lønningslisten. Det er tydeligvis her hvor Atlantic Records er gået ind og håndplukket nogle specifikke producere, som nok ikke leverer det fedeste hiphop, men som med garanti kan sikre et solidt pladesalg med deres über mainstream og alt for bredt appellerende beats. Numre som "State Run Radio" og "Break the Chain" lyder som om at den tiltænkte aldersgruppe har været de 8-14 årige. Flere numre indeholder ligeledes nogle katastrofalt kiksede og useriøse sing-along agtige pop-omkvæd, i flere tilfælde har de endda været igennem auto-tuneren. Værst bliver det på åbneren "Letting Go", hvor "Oou-Ouu-O-O, Oou-Ouu-O-O, Oou-Oou-O-O" -omkvædet gør sangen nogenlunde umulig at lytte til.
At størstedelen af produktionerne er skabt ud fra nutidens hiphop/pop kriterier gør det ikke ligefrem bedre. Med et overvældende brug af synth, electronic og tydeligt computerprogrammede trommer, der slår nogenlunde lige så hårdt som en toårig, er produktionerne lige så flade og ineffektive som de er uinspirerende. Jeg synes at kunne huske, at Lupe afsluttede "Dumb It Down" med linjerne,

"Bishop G, they told me I should come down cousin, but I flatly refuse I ain't dumb down nothing"

- Håber Lupe Fiasco blankt på, at der ikke er nogen der kan huske det nummer? Alt hvad det nummer stod for er ignoreret og forbigået, og det er nærmest som om, at formålet med Lasers har været, at Lupe kan komme ud og "pour champaigne on a bitch" og "make it rain for the chicks" - præcis som Gemstones fortalte ham at han ikke skulle. På "I Don't Care Right Now" rapper han endda, at han har en "big ass tour bus that's jammed full of girls".

"One in the ait for the people that ain't here /
Two in the air for the father that's there /
Three in the air for the kids in the ghetto /
Four for the kids who don't wanna be there /
None for the niggas trying to hold them back /
Five in the air for the teachers not scared to tell those kids that's livin' in the ghetto, that the niggaz holdin' back, that the world is theirs"

Som det tydeligt fremgår af ovenstående linjer fra "The Show Goes On" - en af pladens absolutte perler - besidder Lupe stadig magien. Han er stadig ikke bleg for at kommentere på samfundsproblemer, politikere og Amerikanske fadæser, og så får mangt og mange en spydig kommentar med på vejen, fra Barrack Obama, der i hvert fald ikke har fortjent Lupes vote, 50 Cent, der bliver kaldt en hvid rapper. til radio/tv værterne Rush Hudson Limbaugh og Glen Beck, der begge bliver kaldt racister.
Der er også gode mængder opløftende tekster på Lasers om sammenhold, fællesskab og kampen for en bedre fremtid. Universelle og vigtige emner, som dog synes en smule under standart når de kommer fra Lupe's mund. Mere interessant bliver det når han ser på sig selv og rapper om hans egen sindstilstand;

"My self-portrait /
Shows a man that the wealth tortured /
Self absorbed with his own self /
Forfeit a shelf full of awards /
Worshipping the war ships that set sail on my sea of life /
The way I see my own self and wonder if we still see a light"

Det gennemgående problem - for mig - er, at selv om der er mange gode passager, så er det, sammenlignet med hans tidligere plader, bare ikke særlig imponerende. Var det rappet af fx T.I., B.o.B. eller "nogle af de drenge", så ville jeg måske være mere imponeret, men Lupe bliver nødt til at finde sig i, at hans tilhængere har høje forventninger til ham, og når man med sine to første udgivelser har opbygget en fanbase af - tør jeg vist godt sige - intelligente lyttere, der netop kræver mere end hvad T.I. og B.o.B. kan præstere, så er det er lige før at det virker respektløst overfor den tænkende lytter. De bedste øjeblikke på Lasers, der i min bog tæller "Words I Never Said", "I Don't Wanna Care Right Now", "The Show Goes On" og "Beautiful Lasers", er omtrent på højde med de svageste øjeblikke fra de to forgange plader, så alt i alt er Lasers ikke en synderligt tilfredsstillende omgang.

Personligt er jeg hamrende ærgerlig over dette album. Alene med Food & Liquor og The Food havde Lupe statueret sig selv som en gudsbenådet rapper og historiefortæller, og han virkede virkelig som en gut med hjertet på det rette sted og egne ambitioner prioriteret først, men dette smukke billede brast for mig med udgivelsen af Lasers. Jeg har naturligvis ikke mistet modet, og jeg vil fortsæt følge ham, med med større skeptisk fremover.

Hvad synes i om Lasers? Elsker i det? Hader i det? Let me know.

2.5/6

- Jeppe Barslund