fredag den 28. september 2012

Lupe Fiasco - Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1


Lupe Fiasco's to første udgivelser var - og er - klassikere, hans tredje derimod en af de mest skuffende plader i nyere tids hiphop historie. Lupe har lige siden Lupe Fiasco's Food & Liquor været signet til Atlantic, men hvor han havde mere fri hænder på de to første skiver, var der pludselig folk der kunne se kommercielt potentiale i rapperen, så han var underlagt en masse krav og regler da Lasers skulle produceres. - Deraf det afskyelige resultat. Der gik da heller ikke mere end 4-5 efter udgivelsen før Lupe selv trådte frem og indrømmede, at det var noget juks. I forlængelsen af indrømmelsen lovede han, at det var sidste gang, at et pladeselskab fik lov til at diktere hvordan han skulle fremstå på plade, og forsikringerne om at han ville vende stærkt igen var mange.
     Der har været mange grunde til at tro på, at Lupe rent faktisk ville vende stærkt tilbage. Albummets titel alene giver god grund til at tro på store ting. Ikke alene hedder den Food & Liquor II, som i en plade i tradition og kvalitet med forgængeren, men dertil også The Great American Rap Album Pt. 1, som unægteligt lyder noget pompøst (der gemmer sig dog noget snedigt deri, som jeg kommer ind på senere).

På med albummet.......
..........
........................ f**k this s**t!  

Ja, Food & Liquor II: The Great American Rap Album Pt. 1 er nogenlunde lige så ringe som Lasers. Nok en anelse bedre i kvalitet, men det faktum at dét her er resultatet af hvad Lupe havde "lovet os", gør bare hele situationen så meget værre.
Det hele gav dog meget fint mening da jeg for nogle dage siden så et interview hvor han fortæller, at Atlantic Records stadig har kløerne i ham, præcist ligesom de havde med Lasers. Og det har de forresten også ved næste album, - først da er Lupe ude af kontrakten. Det jeg ikke forstår er, hvorfor Lupe så, så insisterende har forsøgt at overbevise os om, at dette album ville blive spektakulært, når han hele tiden har kendt til omstændighederne? Sikkert også et krav fra Atlantic.

Sagen er den, at der ikke er et eneste nummer på F&LII:TGARA1, der for alvor er værd at skrive hjem om.   Meget af det der er godt herpå, er det af "forkerte" årsager. Her mener jeg f.eks. "Battle Scars" og "Cold War", der jo egentlig er udmærkede, men primært på grund af stærke omkvæd og pop-melodiske beats. Bestemt fint i små doser, bare helst ikke fra Lupe Fiasco.
     "Strange Fruition" (som jeg havde store forventninger til, da det er det eneste Soundtrakk producerede nummer), "Around My Way (Freedom Ain't Free)" og "Lamborghini Angels" er alle solide tracks, men efter en håndfuld gennemlytninger er de desværre mere dalende end stigende i interesse. "Bitch Bad" ligeledes, trods strålende lyrik. Pladens efter min mening stærkeste nummer er afslutteren "Hood Now", der er et opløftende nummer om hvordan "the hood" har forvandlet en masse dårligdom til bedre tider. Beatet er skarpt, omkvædet lækkert, og selvom Lupe måske bruger sætningen "It's hood now" lige lovlig mange gange, så er det stadig med til at understrege budskabet, og det er bestemt albummets pragtskæring, hvis man spørger mig.

Desværre har vi også numre som den fuldt ud jammerlige "Audubon Ballroom" (der dog kaster lys over et spændende paradoks), den utilgiveligt elendige "Unforgivable Youth" samt "ITAL (Roses)", "Put Em Up", "Heart Donor", "How Dare You", "Brave Heart" og "Form Follows Function", der er dybt uanseelige og så bemærkelsesværdigt kedelige, at de højst sandsynligt er glemt om en uge.

Det suverænt mest ærgrelige ved det hele er, at Lupe Fiasco er en mageløs lyriker. Det har han altid været, og det er han stadig. Man kunne sagtens gå i dybden med mange af skæringerne på nærværende plade, for der er vitterlig lyrisk guf at finde hele vejen igennem. Problemet er, at der på ingen måde er noget, der inspirerer én til at foretage dette arbejde. Århundredets kløgtigste linje kunne være at finde på et af numre, og jeg ville stadig ikke gide at bruge tid på at hverken finde eller analysere det. Produktionerne er unuancerede, narrativet er sløset, og den røde tråd er byttet ud med, hvad der forekommer som en tilfældig samling numre. Tilsammen resulterer dette i, at den lyst, der i sin tid drev mig til at skrive den kolossalt lange analyse-anmeldelse af Lupe Fiasco's The Cool, ingen steder er at finde. Jeg er ganske sikker på, at Food & Liquor II slet ikke byder på samme dybde, men det er ikke det der er pointen, pointen er, at jeg aldrig ville gide at finde ud af det.  

En ting jeg dog er helt tosset med, er dén kommentar Lupe har "gemt" i selve udgivelsen. Når Lupe kalder sit album The Great American Rap Album, så er det ikke et forsøg på at sige, at han har lavet "det bedste rap album nogensinde". Næ, det refererer til novelle-formen "The Great American Novel", der er kendetegnet i både stil og tema ved at være den mest præcise portrættering og repræsentation af USA's tidsånd, i den tid novellen er skrevet i. Og dér har Lupe jo virkelig fat i den lange ende, for tidsånden i USA nu er vel om noget, at der skal kunne tjenes penge på alt. Atlantic Records ridder med på den kapitalistiske bølge og har frarøvet Lupe hans "ret" til at lave den musik han vil. Det har resulteret i et album, som med garanti vil sælge og som helt sikkert vil kunne ryste en håndful singler af sig, men som Lupe Fiasco ikke kan stå indefor som kunstner. Det er dét han siger ved at kalde sin seneste plade The Great American Rap Album. Man kan derfor kun blive en smule ked af det faktum, at næste udgivelsen i rækken hedder The Great American Rap Album Pt. 2, for så ved vi vist allerede hvordan dét kommer til at lyde.

2.5/6
- Jeppe Barslund

"Hood Now (Outro)"

"Strange Fruition" feat. Casey Benjamin

"Cold War" feat. Jane $$$

8 kommentarer:

Jacob D. sagde ...

Fuldstændigt annonymt album, ovenpå Lasers, dårlige mixtapes, hans mange idiotiske udtalelser og så videre, var dette det første album jeg torrentede i mange år, og jeg fortyder det bestemt ikke. Lupe var engang min yndlingskunster, og om det er Atlantics skyld eller ej (Tror Lupe selv sidder med større ansvar, end mange die hard fans påstår) så er han bare en skygge af sig selv, og det nærmer sig desværre en dårlig joke.

Albummet er ikke dårligt, det er så gennemsnitligt som det kan være, og det er bestemt ikke den Lupe jeg engang kunne lide, og at dette album bærer nævnet Food & Liquor er på grænsen til blasfemisk for mig, da "1 eren" er et af mine all time yndlingsalbum.

Anonym sagde ...

Tænk du tror på det Lupe siger, han er vel nok den mest utroværdige rapper... Siger det ene og så ligepludselig det andet

Anonym sagde ...

Jeg forstår godt dine baggrunde for denne anmeldelse, idet du sætter albummet op imod hans statements og hans 2 tidligere mesterværker, men jeg syntes alligevel du er lidt for hård ved Lupe. Nok er det ikke det samme som The Cool eller F&L1, men 2.5? Tha Carter III fik en tilsvarende karakter, et album som du svinede til fra start til slut, og skrev følgende:
"For at sige det som det er, in all honesty, så ser jeg Lil Wayne som en af nyere tids allerværste rappere".
Du siger derfor, at ene og alene af den grund, at der på Lil Wayne's album var et par superfede produktioner, er det lige så godt som F&L2:TGARAPT1, hvor der - uanset hvad du siger - er nogle super fede tekster hist og her.

Nok om sammenligning.
Jeg synes så samtidig, at dette er et ret fedt album. Det er ikke årets bedste, på nogen måde, men lyrikken er langt over mainstream-rappens gennemsnit, han flower fedt, har intelligente dobbelte metaforer osv. Desuden - men dette er en smagssag - kan jeg godt lide produktionerne, jeg synes faktisk de er ret labre nogle af dem. De er lidt poppede i det engang imellem, og generelt finder jeg omkvædene irriterende, men alt i alt lyder det rigtig fedt. På Strange Fruiton - hvilket er mit yndlingsnummer fra pladen - giver de første 2 sekunder af beatet mig gåsehud, det lyder vanvittigt.
Fra samme nummer smider han også følgende linjer:

Now as I wander through the city goin’ mad
I see the fruits of planting evidence instead of grass
A swindled generation with no patience, full of swag
Man, they so impatient with the stations that they have
As long as they look good when they be doin’ bad
Then the separation from the truth is gettin’ vast, fast
Be a slave at first or free at last
Double-edged choices make a nigga wanna pass
Double-headed voices from the eagle on the staff
The pyramid where eyes will split the spirited in half
Divided over money
Delighted by the dummyin’ down of the importance of crowns we’ll never have
That’s why my sounds and sermons are so full of wrath
Baptize your mind, let your brain take a bath

^Dem ser jeg f.eks. som værende fremragende lyriske, og alene de kan hive albummet op. Derudover har vi numre som Bitch Bad med et fedt koncept, Around My Way som bærer et fedt beat samt god lyrik, og Lamborghini Angels, som er spot-on på alle punkter.

Jeg er meget trofast læser her på bloggen, og er i 99% af alle tilfælde enig med dig, typisk også på grund af dine overbevisende argumenter. Men lige her, må jeg desværre sige jeg er lidt skuffet. Du skriver at du simpelthen ikke har gidet at gå i kast med lyrikken mange steder på grund af elendige produktioner - hvordan kan du anmelde et album på den basis? Sorry Jeppe, men det er jeg sgu ked af at høre.

Undskyld det lange indlæg - og du må på ingen måde tage dette personligt hr. Barslund, du har ikke mistet en læser. Fortsæt endelig dit fantastiske arbejde med denne blog!

Mads

Anonym sagde ...

Hov - albummet er en 4,5 i min bog, vil jeg lige tilføje

JeppE sagde ...

Food & Liquor II er måske det omvendte eksempel af Tha Carter III, hvor Lil Wayne rapper elendigt, men i det mindste gør det over nogle rimelig fede beats her og der. Lupe rapper sublimt, men går det tværtimod over nogle, efter min mening, gennemsnitlige produktioner. Dette gør ganske simpelt bare, at selve lyden tiltaler mig meget lidt, og lysten til at på i dybden på et album, hvor man egentlig ikke bryder sig om musikken, kan være meget svær at finde. Det synes jeg er et udmærket basis for en anmeldelse. Hvis man helt hypotetisk forestiller sig, at The Cool bar produktionerne fra F&L2, havde jeg sikkert heller aldrig skrevet den 10-11-siders lange anmeldelse. Nu er tilfældet bare, at det dårligste beat fra The Cool er bedre end det bedste fra F&L2. Efter min mening.

j



c sagde ...

Når man arbejder med karaktergivning, navnligt når den kun består af 6 trin, samt at bedømmelserne foregår over så lang tid, som det har været tilfældet her på siden, så vil det alt andet lige ofte resultere i et noget inkonsistent niveau og unuanceret resultat, hvilket jeg også synes gør sig gældende her på siden. Det sagt, er det vel næsten uundgåeligt og nok noget man bør acceptere for hvad det er. Personligt hæfter jeg mig derfor sjældent ved karakteren eller tillægger den i hvert fald næppe stor betydning, men fokusere i stedet hellere på det billedet anmeldelsesteksten tegner. Derved får jeg lettere en ide omkring, hvorvidt lyden og albummet generelt er noget jeg kunne finde interessant. I sidste ende ved man jo intet før man selv har hørt skidet igennem.

C

Anonym sagde ...

Selvom jeg også gerne selv vil tro det, Jeppe, hvad har du så af belæg for at album-titlen har den skjulte betydning, du påstår, at den har?
Er det ikke bare noget, vi gerne vil tro, fordi Lupe har skuffet os så gevaldigt? Jeg kan desværre ikke godtage den "undskyldning" for et skuffende album, at "Atlantic Records (..) har frarøvet Lupe hans "ret" til at lave den musik han vil."
Kan det tænkes, at Lupe måske bare ikke længere har det mod, den vedholdenhed eller de lydmæssige præferencer, der skal til for at lave en værdig opfølger på Food and Liquor? Jeg anerkender, at major labels kan udøve en vis negativ magt over kunstneren, men vi må stadig forholde os til Lupe, vi kan ikke bare undskylde det med en fucked pladekontrakt. Jeg mener, hvis han har det i sig, og vil bevise os, hvorfor smider han så ikke nogle af "hans helt egne" enkelttracks ud på nettet, eller hvad ved jeg, han er vel selv ansvarlig for at ansvarlig for at "lave den musik han gerne vil lave?"

- Jonas

JeppE sagde ...

Det er selvfølgelig klart Jonas, at det er min tolkning af titlen, og som du siger; muligvis i et forsøg på at udlede bare et-eller-andet genialt af det hele.

Men jeg tror faktisk du undervurderer major labels og deres "magt". Hvis du er signet til et major label ejer de dig, ganske enkelt. Du kan ikke pille dig i navlen uden at de har noget at sige om det. Hvorfor Atlantic har valgt at ændre dealen fra "The Cool" til "Lasers" så drastisk - eller OM de overhovedet har gjort det - ved jeg virkelig ikke. Man kan kun gisne

j