fredag den 7. oktober 2016

Fredags-nyheder: Black Lives Matter


Race-profilering, race-ulighed og politi-vold har alle dage været et hot-topic i hiphop, lige siden genrens fødsel for snart et halvt århundrede siden. Men hvor rap-artister - her repræsenterende den unge, sorte underklasse-amerikaner - har holdt temaet i et jerngreb og altid givet udtryk for deres forargelser, deres arrighed og deres frustration over at blive behandlet ekstraordinært dubiøst og krænkende, har den bredere offentlighed - her repræsenterende den hvide, vestlige middel- og overklasse - ikke engageret sig synderlig i de ellers voldsomt kontroversielle hændelser. Som Macklemore meget rigtigt sagde: 'White people can just turn the TV off when we’re sick of talking about race". 

Dette ændrede sig dog for bestandigt d. 26. februar 2012, da den 17-årige afro-amerikaner Trayvon Martin bliver skudt og dræbt af en hvid politibetjent i Miami, Florida. Black Lives Matter bevægelsen blev grundlagt et lille års tid efter, og hash-tagget #blacklivesmatter blev et verdensomspændende fænomen. Bevægelsen blev for alvor bragt frem i mediernes rampelys i 2014. Først, da Eric Garner i juli blev stranguleret i et overfalds-lignende chokehold, og senere i august da 18-årige Michael Brown blev skudt 12 gange og dræbt på stedet i Ferguson. Øjenvidner berettede om, hvad der mest af alt lignede en offentlig henrettelse. Hundredevis af mennesker demonstrerede i Ferguson under Black Lives Matter fanen, men blot to dage efter blev Ezell Ford på samme vis nærmest likvideret af skud fra flere politibetjente i Los Angeles. 

Black Lives Matter voksede sig større og større, deres navn, mission og budskab ætsede sig fast i nethinden hos den brede befolkning, og fokuset på det amerikanske politi og deres gentagende forseelser blev mere intenst. Men det ændrede ikke på, at de hvide politibetjente blev ved med at meje de sorte amerikanere ned på stribe. D. 5. juli i år blev Alton Sterling skudt adskillige gange af to betjente imens han blev holdt nede. Et dybt traumatiseret par fangede det på film, men trods de tydelige beviser, er sagen endnu uopklaret. To dage senere blev Philando Castile skudt tre gange i maven, imens han sidder i sin bil. Igen blev mordet filmet, denne gang af kæresten, der med en hjerteskærende og dybt uhyggelig ro i stemmen beretter om, hvad der sker, imens hun filmer. "Shot him three times because we had a busted tail light" kan man høre hende sige imens han forbløder, for øjnene af kærestens datter, der sidder på bagsædet. Optagelsen blev delt, diskutteret og debatteret, men igen lod det til, at det hvide, amerikanske politi ufortrødent fortsatte deres race-korstog igennem USA. Få dage efter Castile blev Charles Kinsey skudt, imens han lå på ryggen, på gaden, med armene i vejret, og med ro i stemmen forsikrere politiet om, at der ikke er brug for våben. Han er i gang med at hjælpe en autistisk mand, der sidder på fortovskanten med en legetøjsbil. Han bliver skudt, men heldigvis ikke fatalt. Kinsey er fattet nok til at spørge politimanden, hvorfor han skød ham. Politimanden svarer ærligt: "I don't know".

Seneste tilføjelse til, hvad man kunne fristes til at kalde politiets black-list, er Terence Crutcher, der bliver skudt adskillige gange af fire politimænd, igen, imens han har hænderne oppe. Igen er hændelsen fanget på kamera fra en helikopter på gerningsstedet, og soleklart er det, at politiets voldshandling på ingen tænkelig måde kan forsvares. Kedelig statistik fortæller, at 194 sorte mænd er afgået ved døden, som følge af USAs hvide ordensmagt. 

Man forstår godt, at de sorte rap-artister bliver mere og mere indignerede, rasende og fortvivlede, og det kommer klart til udtryk i musikken i 2016. Atlanta-rapper T.I. har netop udgivet protest-EP'en Us or Else, der er direkte inspireret af Black Lives Matter -bevægelsen. På EP'en retter T.I. fokus med våbenloven, politi-vold og race-ulighed, og får hjælp af stærke, politiske stemmer som Killer Mike. Netop Killer Mike stjæler showet med et gæstevers, der mere end noget andet vidner om den  nævnte desperation. Han rapper bl.a.:

"I'mma tell y'all what the ancestors shoulda done did when they seen the first boat comin, yeah
Killed every man, child, woman, killed every damn thing on it
Killed everything if it looked European, send it back to the Queen like, ho
You ever step your foot in Kemet, bitch we slit your throat
We send them funny fuck boy preacher types back to the Pope
Fuck is you? Fuck your Zeus or fuck Medusa
This the school of Shaka Zulu
Fast forward to the future, choppa do you
We done dyin' and they cryin' and we screamin' hallelujah
When them crackas ask why say we did it for the mulla fucker"

Også Los Angeles rapperen Bambu er mere end træt af situationen. På hans netop udsendte album Prey for the Devil, er samtlige sange koncentreret anti-politi-chants og protesterende anthems. På stand-out nummeret "Rutine" fortæller han i første vers sin søn om, hvordan han skal opføre sig, hvis han bliver konfronteret af politiet. "Don't dig in pockets or compartments or they will fire on you so fast / Whether a comb, a phone, a candybar, they see a gun's in your hand". Men i andet vers går det op for Bambu, hvor forfejlet det er, at man som minoritet er nødt til at opdrage sine børn til at adlyde og føje politiet på den måde, så han skifter over i en mere kontant tone, og repeterer monotont "FUCK a cop!" i de næste to minutter! Tjek Prey for the Devil HER.


Også Common, her i selskab med Stevie Wonder, bidrager til Black Lives Matter -kampagnen, med det netop udgivne titelnummer fra hans kommende album Black America Again. I musikvideoen er optagelsen af mordet på Alton Sterling inkorporeret, hvilket må siges at være en bold statement i sig selv. Common rapper bl.a.:

"We go here, we go here, here we go again
Trayvon'll never get to be an older man
Black children, they childhood stole from them
Robbed of our names and our language, stole again
Who stole the soul from black folk?
Same man that stole the land from chief black smoke
And made the whip crackle on our back slow
Made us go through the back door
And raffle black bodies on the slave blocks
"

 

Og så har Dag Savage (Exile + Johaz) også netop udgivet det nye fantastisk nummer "All Me People", hvor ADaD og Coss gæster, og som holder sig til det aktuelle emne. Især ADad brillerer (som altid), og kombinationen af Exile og Theory Hazit som producere fungerer rigtig godt.  

Og som et afsluttende bonusnummer for dette lidt tunge indlæg, skal vi høre soul-geniet Michael Kiwanuka, der tidligere på året udgav det mesterlige album Love and Hate, produceret af Danger Mouse. "Black Man in a White World" er et sublimt nummer, og vist en fin titel at lukke denne post med. Kiwanuka giver i øvrigt koncert til november i DR's koncerthus. En klar anbefaling herfra.


God weekend, og pas på hinanden derude. 

- Jeppe Due Barslund 

Ingen kommentarer: