søndag den 21. august 2016

Klaus Layer's 'Society Collapse' er lige på trapperne


Det amerikanske hiphop-label Redefinition Records har altid forstået at servere kræs for deres lyttere. De spytter lækre vinyler, 12'' og 7'' ud, og de er klippefaste omkring deres principper og deres lyd. Kunstnere som Damu the Fudgemunk og K-Def har længe sørget for skarpskårne beats som en fast del af staben, imens rutinerede kunstnere som People Under the Stairs, J-Zone og Blu vanligt kigger forbi med musik til diskografien. Sidst men ikke mindst har Redefinition Records nogle dygtige talentspejdere ansat, som især har haft kikkerten på Tysklands hiphop-scene. Det er blevet til et samarbejde med den hyper-aktuelle Brous One (som jeg skrev om HER) og ikke mindst guld-drengen Klaus Layer, også kendt som Captain Crook, der år efter år har pumpet rå og støvede beats ud på markedet med sine fuldfede producer-plader. Klaus Layer's seneste skud på stammen, Society Collapse, har længe floreret på nettet som en "kommende nyhed", og alt imens den stadig er "kommende", uden officiel dato, begynder flere numre fra projektet at se dagens lys, og det lyder voldsomt lovende. Tjek nedenstående to tracks og skriv dig Klaus Layer og Society Collapse bag øret.



- Jeppe Due Barslund

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Albummet udkommer den 8. oktober ifølge hans egen facebookside