Nyheden om Mads Holgers selvmord ramte internettet som et lyn fra en skyfri himmel. Mange kendte ham nok som debattør. blogger, forfatter, radiovært, nattelivs-connoisseur, uudfoldet politiker og provokatør med sans for selviscenesættelse, men få var bekendt med hans mørke side. Han bar en smerte, som sjældent kom til udtryk, og man må antage, at denne smerte må have tynget mere end nogen anede. Og hvor må det i grunden være hårdt for sjælen at skulle afskærme sin indre melankoliker med satire, spydig sarkasme og jovial provokation. Når smilet udenpå ikke er en gengivelser af følelserne indeni. Vi så det også med den elskede skuespiller Robin Williams, der efter at have leveret folkekære komedier og varme grin i over tre årtier, pludselig blev fundet død, med selvmord som årsag. Williams udtalte engang, at "comedy can be a cathartic way to deal with personal trauma", og dét stemmer fint overens med Jim Nortons mindeord om Williams i Time Magazine , hvor han skriver: "The funniest people I know seem to be the ones surrounded by darkness. And that’s probably why they’re the funniest. The deeper the pit, the more humor you need to dig yourself out of it". Mads Holger og Robbin Williams er absolut ikke enkeltstående tilfælde. Listen over komikere, der maskerede deres depression, angst, melankoli og misbrug gennem deres erhverv er lang. John Belushi, Chris Farley, Greg Giraldo og Richard Jeni, for at nævne nogle. Vores egen Dirch Passer havde også sine dæmoner at kæmpe med, og det er ikke til at vide, hvordan det var gået fortsat, var han ikke faldet om på scenen under Tivolirevyen som 54-årige i 1980.
Måske er det sundere at være komplet åben omkring sine dæmoner, og istedet for at camouflere ens indre lidelser med stand-up, komedie og satire, simpelthen indlemme hele verden i ens liv, og ikke lade en eneste detalje være skjult? Det er i hvert fald denne taktik, der driver Michigan-rapper Red Pill. Hans debutalbum Look What This World Did To Us fra sidste år er det mest ærlige, ufiltreret personlige og skræmmende sandfærdige stykke hiphop-biografi der er udgivet i mange år. Her stillede han sin egen person til offentlig skue, pillede sig selv fra hinanden og lod samtlige af sine dæmoner flyve frit omkring til beskuernes. Dette vakte anstød og imponerede i ufattelig grad. Her blev det indre mørke ikke skjult med et falskt smil, men præsenteret i et 1:1 forhold med en ubehageligt håbesløs, kummerlig og forpint mine. Og på forunderlig vis var der stadig et vagt glimt af håb, i form af et subtilt strejf af humor.
Red Pill er klar med efterfølgeren til sin mesterlige debut. Den bærer titlen Instinctive Drowning, og der lægges op til, at det bliver en mindst lige så tungsindig omgang. Titlen refererer til Red Pills depression og hans kroniske alkoholisme, og om coveret hedder det: "The cover photo is a picture of my great grandmother, Mabel. She, like my own mother, died young after years of struggling with her demons. This album is dedicated to my mother, Jody, and my great grandmother". På det nyligt udsendte Ugly Heroes album Everything In Between, kunne man på nummeret "Peace of Mind" høre historien om Red Pills mor, hendes alkoholisme og den afkræftende situation faderen stod i. Smag fx lige på disse linjer:
"He drive around with dreams of winning the lotto /
While his wife is sitting, schemin' about sippin' a bottle /
She's bitching and screaming, they would fight most nights /
After he worked a long day , keeping on those lights /
He loved her though she loved liquor /
Loyal to a fault, his kids wondered why he stuck with her /
Thought if he kept the family together /
Something would change in her, things had to get better /
Stood by her till death, when most wouldn't bother /
And if you still haven't guessed, this man is my father"
Damn. Pressemeddelelsen kunne ikke rammere mere præcist når den siger: "Consider yourself lucky if you can’t empathize with Red Pill".
Første udspil fra Instinctive Drowning hedder "Fuck Your Ambition". Her søger Red Pill sammen med sin fornemme gæst P.O.S. (Doomtree) at punktere den forløjede "American Dream", der kort beskrevet er en ideologi der bunder i, at enhver, der kæmper og arbejder hårdt nok for det, kan opnå hvad end han ønsker i livet. Ideologien negligerer dog, kritiserer Red Pill, at ikke alle har ens forudsætninger for at kravle op ad den socioøkonomiske stige. De privilegerede og de, der generelt set er mere gunstigt stillet, har åbenlyse fordele i forhold til at opnå deres mål, den amerikanske drøm, i forhold til de, der er født ind i forhold, der per automatik sætter dem langt bagud i kapløbet. Pointen er derfor, at det aldrig kan handle om vilje, kampånd eller ambitionsniveau - fuck your ambition!
Nummeret, ligesom resten af Instinctive Drowning, er produceret af Ill Poetic, der opererer i en mørk og dyster musikalsk afkrog, der komplimenterer tyngden i teksterne perfekt. Beatet har et tydeligt elektronisk islæt, der åbner op for et væld af detaljer i lyden samt giver anledning til en dynamisk udvikling i såvel melodi som beat. Look What This World Did To Us var umiskendeligt mere organisk, samplebaseret og "klassisk" i sin lyd, men jeg synes Red Pill fungerer fortrinligt over Ill Poetics lyd, og jeg glæder mig virkelig til at fordybe mig i det kommende album. Giv "F*** Your Ambition" et lyt eller fem herunder, og skriv dig datoen 26. august bag øret.
"The way they measure winners makes me wanna ba a loser"
- Jeppe Due Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar