Villain Park - Same Ol' Shit EP

"Han stod ved vinduet i den tomme café og betragtede aktiviteterne på pladsen, og sagde, at det var godt, at Gud holdt livets sandheder skjult for de unge når de satte ud på deres færd, ellers ville de ikke have hjertet til at sætte ud overhovedet"

(Alle de smukke heste, Cormack McCarthy).

Det siges, at hiphop er et young man's game. Dette skyldes nok, at genrens fundament blev støbt af unge mænd. Fra Melle Mel, Wonder Mike, Nas, Rakim, Big Daddy Kane, LL Cool J og André 3000 til Run-D.M.C., A Tribe Called Quest, The Pharcyde, N.W.A. og Boot Camp Click. Og i øvrigt voldsomt mange andre. "Ældre" rappere har bestemt deres plads, men det er unægteligt et faktum, at de vigtigste rappere var på toppen omkring deres start-20'ere (med Jay-Z og Chuck D som undtagelser), og at størstedelen af de skelsættende værker blev skabt af unge mænd. "In this country, a black man only have like 5 years we can exhibit maximum strength, and that’s right now while you a teenager, while you still strong...". Sådan siger 2Pac i det efterhånden famøse interview fra 1994 med den svenske radiostation P3 Soul. - Og det har jo nok sin rigtighed, at stamina, udholdenhed, energi, fandenivolskhed - og oprørskhed endda, peaker i de tidligere tyvere. Dette kunne i hvert fald forklare, hvorfor det aldrig er lykkedes førnævnte ikoner at ramme samme imponerende niveau som det de besad, da de hver især tog verden med storm. Det, og så det faktum, at mange har svært ved at adaptere til deres alder. Alder er bare et tal, siges det, men i hiphop-øjemed er det umiddelbart også mere. "Age don't count in the booth / When your flow stay submerged in the fountain of youth" rappede Rakim med eftertrykkelig force for snart ti år siden, og tilkendegav således, at ungdommens gnist er instrumentet til at forblive frisk og relevant, når man kommer op i årene. Ungdommen er fremtidens håb.

"We got these young dudes from like West LA or sum', I think they're called like Village.... Village Plan or sum' shit..."

Ind fra siden kommer Villain Park med deres otte numre dybe EP Same Ol' Shit, der med en lyd, en stil, en energi og en autenticitet øjeblikkeligt henstiller én til start-90'ernes gyldne æra. I imponerende høj grad faktisk. Ikke helt tilfældigt har rapperne i gruppen - Classicko, Niftee, KilaM og Smokey V (hvis storebror i øvrigt er Double K fra People Under the Stairs) - endnu ikke passeret deres tyvende sommer. Unge knægte, og dét kan mærkes og føles på alle leder og kanter. EP'en skydes igang med en kort Dogg Pound G-funk lydende intro, hvorefter "Brain Cells" tager over, hvor vi præsenteres for rappernes klassisk lydende flows over et støvet og bas-tungt beat: her er det svært ikke at trække tydelige paralleller til fx A Tribe Called Quest eller The Pharcyde:

Stemmerne, mentaliteten, måden at konstruere linjer og levere dem på, den uforfalskede troskab til genren som håndværk og den genuine anvendelse af mikrofonen som redskab til formidling fremfor indtægtskilde. Villain Park opererer med præcis samme appel og potens som Joey Bada$$, og tiltaler éns nostalgiske sans i samme grad, hvorfor det kun giver mening at sætte sine penge på, at de vil slå igennem i de øvre lag af undergrundshiphoppen inden længe.
    Producer Smoke Dawg har kokkereret en samling beats, der knitrer bedaget imens stramme trommer, savtakkede basgange og klassiske soulsamples danner nogle yderst fyndige instrumentaler. Meget kan fremhæves, men især "One Time" står frem, med et beat, der havde ydet The Slim Shady LP retfærdighed, med klassisk storytelling om unge sorte mænd og deres evige kamp mod race-uretfærdighed:

"Cops want us to act well /
When they killin' niggas, doin' more numbers than rap sales /
Yeah, that's bodies by the way, they catchin' bodies by the day /
Where I'm from nobody's safe /
Somebody probably died today /
No time wo wait, is you gon' stand there or stand up? /
Or be another innocent victim shot with his hands up /
You think about it, don't talk about it my nigga you be about it /
Racism, we around it, it's gon' stay if we allow it"

Gør endelig jer selv den tjeneste at tjek EP'en Same Ol' Shit. Den er ganske fremragende, og jeg tror ikke, at det er muligt at komme uden om navnet Villain Park om et års tid eller to, så hop endelig med på vognen inden der er fyldt for godt op. Nå ja, EP'en er også aldeles gratis, så hvis december-pengene går til gaver og jul istedet for musik, så er dette helt afgjort en lille treat til jer selv i et trængt musik-måned. Hent EP'en HER.

4.5/6

- Jeppe Due Barslund

JGivens - Fly Exam

Det kan hurtigt blive forvirrende, når navnene JGivens og John Givez figurerer side om side på de samme projekter. Udtalen ligger nogenlunde ens på tungen, de begår sig begge indenfor westcoast christian rap -genren og de er begge uhyre dygtige. Mindre forvirrende bliver det bestemt ikke af, at al sangskrivning på John Givez' dugfriske album Soul Rebel er krediteret J. Givens. Vil det sige, at JGivens har skrevet John Givez' sange, eller er der forskel på J. Givens og JGivens? Jeg har personligt haft svært ved at finde hoved og hale i denne redelighed, endda i en sådan grad, at det lykkedes mig at stave JGivens forkert på tracklisten til Leftovers2014. Det er altså heller ikke nemt, når man er nødt til at stave hans navn forkert på Spotify for at finde hans musik - den korrekte stavemåde kommer man ikke langt med. Confusing much?  

     Det viser sig, at JGivens og John Givez er fætre, og hedder henholdsvis Jeremiah og John Givens. På vigtige papirer hedder de begge J. Givens. Den ene har lavet Givens om til Givez og den anden har redigeret i tegnsætningen og går under JGivens. Måske det ville være nemmere at kende forskel, hvis deres indlysende forskelligheder blev fremhævet. 

Til højre ser vi John Givez. Tatoveringer, nappy hair og med en altid seriøs mine. Hans stil blander det rå med det "søde": han synger ofte, gerne om kærlighed, men man er aldrig i tvivl om, at han er vokset op i LA's barske gademiljø. Han er medlem af Dream Junkies og udgiver musik via Kings Dream Entertainment. 

     Til venstre har vi JGivens med sit karakteristiske fuldskæg, en af hans mange kasketter, som er absolut essentiel for ham, og så en opknappet ternet skjorte, der ligeledes altid er en del af dresscoden. Han udgiver musik via Humble Beast og har en umiddelbart mere ubestemmelig stil, hvor kringlede referencer, metaforer og billedsprog forenes gennem en sensationel levering, over nytænkende og eksperimenterende produktioner, der lugter langt væk af 2015. Så skulle den vist være på plads. Ikke mere om John Givez nu, herfra handler det om JGivens.

Konceptet

Fly Exam handler om ydmyghed; noget man ser mindre og mindre af i disse tiders hiphop. Metaforen på albummet - at kunne flyve (jævnfør Fly Exam) - hænger sammen med denne ydmyghed. Er din person og din væremåde gennemsyret af ydmyghed kan du flyve, hvis ikke dumper du din flyve-eksamen. Albummet åbnes på "Ignoranto" med et rungende og øredøvende flystyrt. Nummeret viser, hvordan den aktuelle hiphop-kultur typisk ser ud, hvor rap er blevet en platform for blaseret adfærd og egocentrisk attitude, og hvor alle tilsyneladende har glemt, at hovmod står for fald. JGivens rapper:

"If I was you I would be my favorite rapper /
And my favorite rapper's favorite rapper /
The rapper every rapper is afraid to rap after /
I'm the latest, I'm the greatest /
I'm the underrated, I'm the undebated /
I'm the one who made it, I'm the one who famous"

... og før han får rappet sit vers færdigt, overdøves han at det førnævnte flystyrt. Ikke bare er eksamen ikke bestået, han dumper gevaldigt.

     Herfra giver JGivens os indblik i adskillige måder, hvorpå mennesket kan gå for meget op i sig selv og sit eget. På "Fahrenheit 99" fortæller han om, hvordan forfængelighed og stolthed kan føre til vores endeligt. Vi vil være så "fly", at vi kan nå solen. Her refererer titlen ("Fahrenheit 99") til den temperatur, der får paraffinvoks til at smelte. Ifølge græsk mytologi var Icarus i stand til at flyve med et par paraffinvoks-påsatte vinger, men hans arrogance og stolthed førte ham til at forsøge at flyve op til solen, hvilket fik voksen til et smelte, og Icarus styrtede i havet. Metaforen kunne svært stå stærkere:

"Humanity's vanity /
Narrow insanity /
Fantasy tragically their calamity /
With the intent on cloning the Son /
But math-e-matically, standing in fallacy /
Gravity had the reality /
Sadly the family laughed at the canopy /
Icarus aerodynamically dumb /
Thinking his thinking could even come /
Close to the Son"

På "So Fly" er JGivens i konflikt med sin egen selvopfattelse, og her belyses faren ved at lade andres roser og komplimenter stige én til hovedet, og bruge dem som næring til sit ego. "Feeling this, feeling this, I know they're feeling this" gentager han om og om igen, i ren selvsikkerhed over, at alle da må elske ham. Den eksamen er stadig langt fra at kunne bestås: 

"Cup running over with pride, that's why I'm spilling it /
I'm filling it, and the riddle is: why the fly so ignorant? /
Thinking to yourself so high, while so illegitimate"

På "10, 2 Get In" handler det om grådighed, og det bliver tydeligt, at JGivens kredser om de syv dødssynder. Sammen med Odd Thomas rapper han om, hvordan ideen om, at penge og rigdom er vejen til menneskets lykke, har fordærvet selv de hæderligste mennesker. Teksten gemmer på talrige referencer til biblen, hvilket i sig selv giver lyrikken tyngde og dybde, men helt ekstraordinært genialt er det, at de to rappere bruger et spil domino som bærende analogi for grådighed og for hvordan det påvirker mennesket. Man skal have et forholdsvist indgående kendskab til domino-spillet for at få det hele med, hvorfor det kan betale sig at aflægge rapgenius et besøg. Der er lavet en ditto genial video til nummeret, der mig bekendt er den første 360 graders, interaktive video, hvor man som beskuer frit kan kigge rundt. Man er inviteret til garden party, og kameraet er naturligvis centreret omkring JGivens og Odd Thomas, der spiller domino.

I løbet af de næste numre belyser JGivens, hvordan stolthed i forskellige afskygninger kan forpurre en ren levevis. Lyset for enden af tunnelen kommer på "March 10th and a Third", hvor han sammen med Braille beroliger med, at der findes håb for alle, uanset hvor fejlagtigt man har levet. Det er her, det for alvor bliver kristent: Hvis man sætter sin lid til Jesus ("the son") og beder ham om hjælp til at bringe én tilbage på rette spor, så er der håb. Et håb om, at selvom du tidligere har fejlet the flight exam, så kan du tage den på ny, med hans hjælp. Braille's vers bærer et ikke uanseeligt gåsehuds-potentiale:

"December 1st as I burst through the clouds /
I'm leaving this whole world behind me /
Must have forgot that this world lives inside me /
I tried to escape, I was flying but I fell /
When you buy into the lie, it's your soul that you sell /
I was falling to my death but before the sun set /
The son stepped in my place /
The one who gave me breath took the fall so I fell /
In the palms of his hands /
And I fell to my knees and surrendered my plans /
Now I'm close to the son, walking in the light /
Waiting for the day when my faith turns to flight"

Pladen slutter selvfølgelig med, at JGivens går til re-eksamen og består med bravour. Efter at have fyldt "They Said There'd Be Jetpacks" med udsøgte rim sammen med Propaganda, indledes et slags sketch, hvor vi befinder os ombord på et fly, hvor kaptajnen låner linjer fra samtlige af pladens foreliggende numre i sin "velkommen ombord" -tale. Mægtig smart måde at konkludere pladens koncept på, og der bliver bundet en vældig fin sløjfe på albummets usædvanligt klare røde tråd.  

Lyrikken

Fly Exam er på mange måder et ufremkommeligt værk at give sig i kast med, da hver sang, hvert vers - ja nærmest hver linje, emmer af en voldsom kompleksitet. JGivens refererer konstant til bl.a. mytologier, religioner, naturvidenskab, astonomi, kemi, afro-amerikansk historie, populær-kultur, sport og film, og det er absolut umuligt at begribe omfanget og dybden af de forskellige sange, før end man har hørt pladen igennem et dusin gange, med rapgenius ved sin side.  Selv når noget kan siges på simpel vis, finder JGivens en indviklet måde at få det sagt på. Indviklet, men oftest også smågenialt, som når ordsproget "everything that glitters is not gold" bliver lavet om til: "everything that glitters might not be considered to be, or, um... to be, or, um... to be gold", hvor "or, um" lyder som Aurum, der er latinsk for "guld". JGivens kræver meget af sin lytter. Det kræver også meget at leve et ydmygt liv i en verden af fristelser, så på den måde går lyrikkens væsen fint hånd-i-hånd med albummets bærende koncept. Det er egentlig ganske fantastisk, hvad JGivens formår at præstere i løbet af albummets 13 skæringer. Umiddelbart er det kun Lupe Fiasco i sin ypperste form, der ville kunne måle sig med de lyriske tryllerier, man præsenteres for herpå. Samtidig er JGivens en teknisk sublim rapper, der helt og aldeles overlegent leverer sine lyriske guldklumper med så meget teknisk elegance, at jeg ser ham - uden sidestykke faktisk - som den rapper, der har imponeret og bjergtaget mig mest i år, by a long shot. Få har "hele pakken" i samme grad som JGivens. De tekniske færdigheder er der, de lyriske kunster sidder lige i skabet, det fænomenale koncept, der er udført til nær perfektion er der, og så har han tilmed overskuddet til at opfinde yderst originale og kløgtige vinkler og koncepter til flere sange. Der er den tidligere nævnte "10, 2 Get In", der tager udgangspunkt i et spil domino. På "Fahrenheit 99" kredser lyrikken om tasterne på et computer-tastatur ("Every action is paired with the equal like the left key of delete reation" ('=' sidder venstre for 'delete' på mac-tastaturer)), og på "Humminbird Stance" bevidner vi en abstrakt fortælling, hvor huse og træer besjæles og mennesker figurerer som livløse objekter. Her erstattes talemåden "that cost an arm and a leg" med "that cost a tree and a branch", og fremfor mennesker, der hopper ud af høje bygninger, hedder det, at "...a suicidal building jumped off a man". Det er en absurd historie, men mere absurd er det, at den giver perfekt mening i det overordnede koncept, og det er hans evne til at muliggøre dette, der får JGivens til at flyve meget højt op på min liste over aktuelle favorit rappere. Årets skarpeste skæring er således også at finde på Fly Exam, i form af "Super Lowkey", der er en næsten unødvendigt respektindgydende tour-de-force i alle facetter af rap som håndværk. Der er lavet en video til, der er så minimalistisk og simpel at det næsten er frustrerende, - frustrerende fordi den fungerer så sindsygt godt, nærmest uden at der sker noget i videoen, i bogstaveligste forstand. Simpelthen et pragtfuldt stykke med vidunderlig hiphop:

Musikken

Fly Exam er produceret af Humble Beast's in-house team Daniel Steele og Beautiful Eulogy (Braille, Odd Thomas og Courtland Urbano), med et enkelt gæste-beat fra Anthony Cruz. Lyden er meget symptomatisk for 2015, med flittig brug af tidstypiske elementer. Foretrækker man rodfaste hiphop-beats og klassiske dyder, vil man måske føle sig lidt langt væk hjemmefra undervejs. Personligt er jeg vild med den lyd beat-magerne har leget sig frem til. Det er dejlig opulent, melodiøst og energisk, med en drilsk lunefuldhed. "Super Lowkey", som du lige har hørt eller måske lytter til nu, er faktisk meget repræsentativ for den måde, denne "nye" lyd kan tage form på, så hvis du som mig synes, at "Super Lowkey" er helt voldsomt godt produceret, så er Fly Exam så afgjort noget for dig.
     Der er to numre, der skiller sig ud på uheldig vis. Titelnummeret er lidt vagt sat op imod de øvrige produktioner, og så er "Lost In Space", omend lyrisk fænomenal, grufuldt skåret. Den er nærmest decideret svær at høre igennem, og det tavelige omkvæd gør, at man ville ønske, at musikken havde lyt anderledes. Men de to missere er til at se igennem fingre med, især med numre som "Attack of the Clones", den tryllebindende "Hummingbird Stance" med det fabelagtige change-up, "Take Off With Me", den dybtfølte "March 10th and a third" og så selvfølgelig vidunder-nakkebrækkeren "They Said There'd Be Jetpacks", hvor JGivens får besøg af en ualmindeligt oplagt Propaganda.

Sammendrag

Rent lyrisk er Fly Exam et vældigt værk, og musikalsk er det blot to dårlige beats fra at være storladent. Det resulterer stadig i lidt af et majestætisk album.
     Fortællingen om ydmyghed kunne ikke være formidlet bedre. Det er et kristent budskab, men ydmyghed er ikke en kristen værdi. Ydmyghed er en kvalitet, der bør kunne findes i hvert eneste menneske, hvorfor pladens budskab er universalt. Og JGivens har ikke skyggen af en løftet pegefinger med i spillet. Som forhenværende meth-misbruger har han levet et liv langt fra sin Gud, og det er netop derfor, at bekendtgørelsen om, at man altid kan forsøge at tage the flight exam igen, når man er kommet på ret køl, fungerer så godt. Ydmygheden følges til dørs ved, at albummet er udgivet ganske gratis (ligesom alt andet på Humble Beast).

Hent Fly Exam gratis via Humble Beast her

5.5/6

- Jeppe Due Barslund

Dirty Dike - Sucking on Prawns in the Moonlight

Få er ligeså over-the-top perverterede og uhumske som Cambridge-rapperen Dirty Dike, der synes at have gjort det til sit eksistensgrundlag at frarøve sin hjemby sit stuerene image som prestigefyldt og korrekt universitetsby. "I'm treating rapping like it's wanking 'till I'm breaking my cock" brumlede han på titelnummeret på sit forrige album Return of the Twat, der som lytteoplevelse var ækvivalent med ét stort fuldemands-barslagsmål. Beat'sne bragede derudaf i ét væk, og Dity Dike delte rundhåndet ud af riv ragende vanvittige one-liners. Og se bare coveret, hvor man næsten kan høre Dike råbe "Heeeeeeere's Johnny!" som han presser sit ansigt ud igennem helvedes vagina (!). Drengerøvs- og plathedsfaktoren kunne svært være større.  

Meget er sket siden Dike udgav Return of the Twat i 2013. Han har medvirket som gæst på flere udgivelser og produceret for bl.a. Ocean "Spitz" Wisdom og Lee Scott, men selv har han holdt en lille pause, og det er tydeligt på Sucking on Prawns in the Moonlight (herfra SOPITM), at Dike har rykket sig. Jovist, titlen og plade-illustrationen giver anledning til at tro, at vi igen er ude i det absurde, og numre som "Alcoholic Tosser" og "Posse Gang Eight Million" fortsætter præcis hvor forgængeren slap. Det resterende indhold på nærværende album er dog af markant anderledes natur. Hvis Return of the Twat var fuldemands-barslagsmålet, er SOPITM den affektive og indadskuende slentretur hjem fra byen, ved solens frembrud i morgenkulden. Dette kommer både til udtryk i teksterne, der ofte er centreret om andre personer, med Dike som både personbunden- og alvidende fortæller, og også i produktionerne, der er langt mere nedtonede og afdæmpede. Noget kunne tyde på, at Dirty Dike simpelthen er blevet en smule mere moden siden sidst, hvor kliché det end måtte lyde. 

På den selvproducerede "Crystal Cindy", der hviler på et følelsesladet klaverspil meget magen til det på Moby's "Porcelain", hører vi om en kvinde, "The kindest heart, a prime example of a shining star", der falder i coke-fælden og med drastisk hast begiver sig imod bunden. Dike rapper:

She can't function on her feet, slumbered in the street /
If it ain't the drugs or money it's the company she keeps /
And her mates think it's funny when she's sucking on her knees /
At a festival in front of everybody for a g /
So her life changed quickly, mind games living in a cage /
Giving into lines saying "sniff me", white dread gypsies, tents in abandoned yards /
Standing in the centre with a kestrel and a strangled heart"

Endnu værre bliver det på den grumme "Mallory & Josephine", der er en udpenslet beretning om seksuelt misbrug. Det lyder:

"Her dad raped her /
Told her it's a secret, he was doing her a favor /
She got sexual and she tried to explain /
Which only left her brain fried and a life full of pain /
Her less sick mother sat drinking as she awkwardly said /
Your sisters are all fine, it must be all in your head"

Som jeg tolker historien er Josephine og Mallory én og samme person, hvor den ene af dem fungerer som personificeringen af pigens frustrationer, had og lede, som reagerer via selvdestruktive handlinger. Godt skrevet er det, og det tunge, mørktonede beat understøtter historien næsten for godt, ved at have samplet brudstykker af lyden fra en tilredt kvinde. 

     Endnu et højdepunkt finder vi på "Hold My Hands", der uden tvivl må siges at være Dike's mest personlige nummer til dato. Vi bliver budt indenfor i hans sind, som både er rodet, fortvivlet og befriende emotionelt. Kæmpe skud ud til Echo Out's egen producer Klagen, der har produceret nummeret til nær perfektion. Over mesterligt anvendte trommer skaber han en isnende kold og næsten hjemsøgende stemning, der understreger tyngden i linjer som: "Maybe we could reach a peak together in a cloud of hate / And shake away the powder I'm addicted to around my face". Min drøm om at høre Jam Baxter over et FlotteDavey beat synes pludselig ikke så urealistisk!

Nu har jeg fremhævet "Crystal Cindy", "Mallory & Josephine" og "Hold My Hands"; tre sublime numre, der dog ikke tegner et generelt billede af SOPITM, der i så fald ville være et umådelig tungt og dystert album. SOPITM afbalanceres på fin vis med andre forskelligartede højdepunkter, som fx den vidunderlige "Me & You", hvor Dike og Jam Baxter dribler fjollede rim over et spændstigt jazz-beat. "You're smoking on a dick, I'm smoking on a spliff / You're showing off your kids and I'm a chauvinistic pig" lyder det på klassisk Dike-manér, inden Jam Baxter leverer mindst lige så klassiske Baxter-finesserier: "But me, I'm trying to speak, you're just trying to preach / My ears about to stab itself and drink a pint of bleach", efterfulgt af det nedladende nådestød: "You're doing what you can, I'm doing what you can't".
     Også "Isleham Swamp" må fremhæves, i særdeleshed på grund af Joe Corfield's mageløse produktion, der udløser gåsehud på samme måde som Jam Baxter's "Squashed" gjorde. Og med små lyriske guldklumper som "You can't change a spinning heart and get a settled dream" drysset ud over nummeret, må det kategoriseres som eminent.  

Det ellers tårnhøje niveau, der kommer til udtryk på alle de ovenfor nævnte numre, bliver uheldigvis også afbalanceret, navnlig af numre som "I Ain't Got A Clue", der bærer et ganske grelt omkvæd, og "Takeover", der mest af alt lyder som kunstnerisk tomgang.
     Dirty Dike har udviklet sig enormt, og det resulterer i nogle af de bedste numre og tekster, jeg har hørt fra ham. Han nægter dog at give slip på de infantile drengestreger for bestandigt, hvilket gør, at SOPITM overordnet set bliver en smule rodet, da man zigzagger imellem barnagtige udskejelser, tungsindige fortællinger og følsomme øjeblikke. Der må dog ikke herske tvivl om, at SOPITM er yderst anbefalelsesværdig.

Køb Sucking on Prawns in the Moonlight på vinyl eller cd via High Focus Records

4/6

- Jeppe Due Barslund

Ruslan - Do For One x John Givez - Soul Rebel

Dream Junkierne Beleaf, Ruslan og John Givez har godt med vind i sejlene. 2015 har indtil videre været et stort år for det syd-Californiske hiphop-kollektiv, og intet tyder på, at deres planer om at tage verden med storm er nedadgående. 

Har man fået hørt Leftovers2014 vil man vide, at Dream Junkies var rimelig solidt repræsenteret. Ruslan med den lunefulde "Influence", Beleaf med den overvældende "Depressed", der er ligeså godt skrevet som det er imponerende komponeret, og så lukkede Dream Junkies ballet med "Higher", et pompøst og Kanye West-lydende monster af et feel good nummer, der virkelig fremmer gruppens overordnede ambition om at forsyne folket med musik, "... that will inspire and encourage them to succeed at whatever they do". Beleaf's solodebut Red Pills + Black Sugar, hvor "Depressed" er fra, sikrede sig i øvrigt en førsteplads på min års-liste. Læs anmeldelsen her.      

"What if I could do for one what I would do for thousands?"

Nu skriver vi 2015 og rampelyset er vendt imod Ruslan og John Givez, der kæmper en broderlig kamp om lytternes gunst. Etiketten hedder christian rap, men den fordømmende pegefinger og den frelste attitude er gemt langt væk, så frygt ej hvis du umiddelbart tænker, at kristen hiphop ikke rimer på god hiphop. Det her er god hiphop.

Ruslan var først ude, da han tilbage i april udgav Do For One; et koncept-album, der fortæller historien om en ung rap-artist og hans kamp for at bryde igennem som kunstner, uden at lade sig fange eller friste af mainstream-magtens lukrative klør, og med et (i Guds øjne) rent hjerte. Ruslan er en rutineret og dygtig forfatter, der med et ikke let men sikkert og simpelt flow får serveret nogle fine kapitler til sin historie. Inden for de af konceptet tilladte rammer anvender Ruslan alt fra humor, fjolleri og battlerap til alvor, følsomhed, filosofi og poesi for at fremme sin fortælling, og det gør Do For One til en livlig oplevelse. Ærgerligt er det, at man som lytter får så unødvendigt meget hjælp til at forstå historien, der ikke er uhyre kompliceret til at starte med. Ikke nok med, at sangene bærer titler, der stort set umuliggør fejlfortolkning, så er pladen delt op i seks akter, ligeledes navngivet, der yderligere forenkler oplevelsen. Og som prikken over i'et er der hvervet en fortæller, der kigger forbi på udvalgte numre for at guide én sikkert og problemfrit igennem historien. Det bliver ganske simpelt for meget. Man savner nogle tommer pladser, og man sidder med fornemmelsen af, at "nu skal du bladre videre til næste side" -melodien kan lyde hvert øjeblik. Heldigvis er der rigelig kvaliteter og højdepunkter i musikken til, at Do For One forbliver i rotation. Ruslan er en mangefacetteret rapper, og han serverer alt fra potente nakkebrækkere i "Time" og "Packing Light" til organiske glædessprædere i "Good Thing" og sirligt frembragte pragtstykker som titelnummeret "Do For One". Albummets femte akt, Epiphany, er en fuldkommen forrygende tre-trins-raket af fabelagtige numre, som alene gør pladen værd at give sig i kast med. Ift. historie, koncept og budskab, fungerer titelnummeret som albummets center-piece. Hør og se en blændende live-version af nummeret her:

"In an effort to be globally focused /
I lost sight of what’s in front of me, the locally hopeless /
My ulterior motives got the best of me /
Now here’s the rest of me… /
Trying to reach the thousands, but ignoring my community /
Resentment to group… self-preservation began fueling me /
The fool in me, I thought I had it figured out /
Now it’s time to live it out"

"Older kids they ask me is you blood or is you crip'n? / 

Man, I'm in the 4th grade, I go to school to pay attention!"

På Soul Rebel er John Givez gået auto-biografisk til værks, hvilket gør det til en fænomenal introduktion af rapperen, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab. Givez fortæller sin egen historie, fra sin hårde barndom på "Elementary Trill" og op igennem ungdommen på "2004", til sit først run-in med politiet på "Johnny Law" til han finder Gud på "A Playaz Change of Heart" og til nu, hvor han lever et ærværdigt liv som kristen. Som rapper er Givez sygeligt dygtig, simpelthen. Historierne er bjergtagende, indlevelsen autentisk, flowet mesterligt og udtrykket forfriskende. Det ene øjeblik er leveringen melodiøs og sagte, som på "Playaz Inheritance", det næste øjeblik lader han et indædt raseri komme til udtryk i flowet på "Chapter 29", og man må medgive, at spændvidden er imponerende.
På "Intro(lude)" lyder det mistroisk fra en kvinde: "He really think he André3000... Matter'fact he think he Kendrick Lamar". Givez kæmper tilsyneladende med konstant at blive sammenlignet med de to giganter. Egentlig ikke værst, men sammenligningerne klinger negativt, da mange mener, at Givez plagierer og efterligner mere end han lader sig inspirere. Jeg kan se dem begge i John Givez' musik, men jeg er af den overbevisning, at Givez har karisma og karakter nok til at forblive sin egen. Om det er for at provokere skeptikerne eller om det er ment som et respektfuldt nik skal jeg ikke kunne sige, men sangtitler som "Da Art of Story Tellin' Pt. 5" og "Spottieottie O" er næppe valgt ved et tilfælde. At Givez formår at levere årets måske mest hæsblæsende flow-præstation på "Tha Side", kunne på samme vis tyde på, at han vil overbevise de mange naysayers om, at han ikke behøver at se op til Lamar, men at de to er jævnbyrdige.

"I really ain't got that much more to say /
Pass the word around, make sure you hit replay /
Let me put my legacy up on display /
And raise the banner for the rebel with a soul that won't decay"

Givez er et enestående bekendtskab, men Soul Rebel er ikke helt fejlfri. Der er truffet nogle besynderlige valg undervejs, der desværre har konsekvenser for Soul Rebel som helhed. Førstesinglen "Elementary Trill" lyder som skitsen af en god idé, men da der ingen potens er at finde i trommerne, ender det med at lyde lidt for magert. "Ride 4 Me" er utilgivelig sukkersødt, ligesom omkvædet på "Da Art of Story Tellin' Pt. 5". Givez' synger også en del, hvilket beriger numre som "A Playaz Change of Heart", "Sandman (Song)" og "Generation (Y)". Til gengæld er omkvædet på "Johnny Law (Green Light)" så grelt, at det ikke kan undskyldes. Det er muligvis det dårligste omkvæd jeg har hørt, og det er mig en gåde, hvordan det ikke er blevet skrottet.  

De træge elementer er dog i fåtal, og som altid når det gælder Kings Dream Entertainment, er der ikke sparet på de musikalske lækkerier. Dette skyldes et urimelig stærkt hold af in-house producere, hovedsageligt bestående af JRuckers, DJ Rek, Wontel, Ray Rock, Bam Beats og Anthony Cruz. Tilsammen leverer de en bred pallet af produktioner, fra tonstunge knytnæveslag som Ruslan's "Change", til low-key, A Tribe Called Quest -lydende mirakler som Givez' "AM/PM". DJ Rek blærer sig i unødvendig grad med "Sandman (Song)" og JRuckers hiver et af årets smækreste drumbreaks ud af ærmet med "A Playaz Change of Heart". I min bog er produktioner som disse prima eksempler på, hvordan "moderne" hiphop-beats anno 2015 meget gerne må lyde.
Numre som "Insomniac Dreams", "Arrogance" og "If There Was No God" er måske ikke helt lige så spændende produceret, men det er tydeligt, især ift. forrige udgivelser, at beatmagerne konstant prøver nye ting af og bevidst betræder uudforsket terræn for at udvikle metoder og eksperimentere sig frem til den helt rigtige lyd. På mange numre står det klart, at de har sporet sig ind på den "helt rigtige lyd", mens andre beats kan tolkes som de fejlskud, denne eksperimenteren må afføde.

Begge plader kan købes via Kings Dream Entertainment her

Ruslan's Do For One

4/6

John Givez' Soul Rebel

4.5/6

Dream Junkies er pt. på en omfattende tour rundt i USA, med (Anthony Cruz' fætter) Ray Alexis som opvarmer. Da de nåede Marion i Ohio gav de sig selv en udfordring: skriv og indspil en sang, og film en video til den - på 12 timer. Det er der kommet det sindsygt lækre nummer "Tour Story" ud af, der, helt som førnævnte "AM/PM", har noget labert A Tribe Called Quest over sig. 

- Jeppe Due Barslund

Antik - Mesterværk

"Pladen blir' nogenlunde så fucked up rodet som det her track er" siger Antik på det rimelig fucked up rodede åbningsnummer "Falafel på klods". Og der er jo nok noget om det. Antiks producer-opus Mesterværk er på mange måder lidt af en redelighed. Christian Sonnes æstetisk fænomenale cover-illustration, der gør alt det et pladecover skal, bevidner om et både gennemtænkt og gennemarbejdet projekt. Kaster man derimod et blik på tracklisten, navnlig den uhyre sporadiske spillelængde, der er delt ud til de ganske mange numre, føres tankerne ikke i samme grad over på et synderlig betænkt projekt, men snarere i retningen af en mere mixtape-præget udgivelse. Det har dog heller aldrig ligget i kortene, at Antik skulle udgive noget, der var lige-til. Han har alle dage opereret i den kringlede ende af den mørklagte undergrund, og klientellet har været derefter; de alternative, de lyssky og de decideret skæve skikkelser på den danske rapscene, der alle kan beskrives som det, Trepac på "Ammoniak" kalder "radio-inaktivt affald".

"Ingen brus, jeg' dybt rystet!"

Kvaliteten på Mesterværk er svingene, da man får serveret alt fra undervældende, skitseprægede beats til formfuldendte perler - og alt derimellem. De mange gæster sørger for ditto mange forskellige indfaldsvinkler og udtryk, der varierer mellem det mærkværdige, det dybt enerverende, det usædvanlige og det blændende. Perkerjesus gør med sit bidrag sig selv til det mindst lovende projekt i lang tid, og der syntes ikke at være hverken hoved eller hale i EEs effektbetrukne bidrag. Der er heldigvis en del at komme efter i den mere flatterende ende af skalaen, hvor folk som bl.a. Esben, Marki Snøre, Loke Deph, Trepac, Khalern, Nota Bene og Mund De Carlo er med til at højne top-niveauet. Jeg er nødt til at nævne "Mysogynist", hvor Particle Man brillerer med det nok mest efne engelsksprogede rap (fra en dansk kunstner) pt., over et mørkt og detaljerigt beat, der lyder moderne og samtidig dufter dejlig gammelt. Højdepunktet kunne meget vel være "Kravl", hvor Loke Deph og Mund De Carlo på hver sin særprægede måde viser hvilke mesterlige artister de er, over et dystert, melankolsk og på alle måder veldrejet beat.

Trods det ikke uanseelige rod, der præger adskillige aspekter af Mesterværk, formår Antik at binde projektet sammen med et par røde tråde. Det er i særdeleshed den meget særlige lyd som Antik har fremmanet, der gør, at man aldrig er i tvivl om, at det er Antiks univers man befinder sig i. Lyden er overordnet set af grov og ulden karakter, ikke altid køn, men uhyre effektiv ift. pladens stemning som helhed. Endvidere er Mesterværk præget af en særegen og autodidakt indgangsvinkel til at producere beats, der rundt regnet ikke minder om eller lyder som noget andet. Antik tyr sjældent til den åbenlyse og lette løsning, men finder konsekvent en mere snørklet vej. Tag fx "Sofia to Cph", der starter ud med en formidabel blæser. Der lægges en gedigen bund af jazz, melodien kryber sig ind under huden på én, og lige som ens forventningsglæde peaker i spænding over, hvordan Antik mon har tænkt sig at anvende samplet, skrotter han det fuldstændig og skruer istedet op for et mere abrubt og mørktonet beat, der ikke kunne lyde mindre som dét, man kunne have håbet. Forbandet, at dét blæser-sample gik tabt, men cadeau for ikke at læne sig op af det lette. Dét er mentaliteten en lang del af vejen, og det skal man vende sig til. Der er flere beats jeg ikke kan forligne mig med, hvor Antiks måde at tænke og arbejde på ganske simpelt ikke stemmer overens med mine smagsløg. Men set fra det synspunkt, at en producers fornemmeste opgave er at have sit helt eget vandmærke, en signaturlyd, ja så lykkes Antik i høj grad. Og når denne signaturlyd kan komme så stærkt til udtryk som det fx er tilfældet på "Bagage", "Planeten bryder sammen", "6E" og "Ta' gevær med i skoven", ja så har man fat i den rigtige ende.

Mesterværk ender i sidste ende med at være en lidt pompøs titel, der måske ikke stemmer helt overens med musikken. Der er mange gode momenter, men der er også en håndfuld numre for meget, der tillader bundniveauet at blive lidt for lavt. Den lidt for uberegnelige mixtape-struktur hjælper ikke ligefrem. Der er dog rigelig med gode grunde til at dykke ned i Antiks producer-eskapader; at den kan downloades aldeles gratis er en af dem, men ikke den vigtigste.

Find Mesterværk på Kragetæers Bandcamp her

3.5/6

- Jeppe Due Barslund

Red Pill - Look What This World Did To Us

Vi kender alle scenen. Morpheus præsenterer Neo for to piller og giver ham et valg: tager han den blå pille, vågner han i hvad end for en verden han tror er den rigtige. Tager han den røde pille vil han finde ud af, hvordan den virkelige verden ser ud; how deep the rabbit hole goes.

Detroit rapper Chris Orrick tog ligeledes imod den røde pille, i håb om at vågne op fra sin trivielle og mundane hverdag. Den røde pille havde dog ingen effekt, ud over at gøre det soleklart for Orrick, at den golde og døde hverdag han dagligt kæmper sig igennem er hans virkelighed. En virkelighed han ikke kan flygte fra. Ingen Morpheus, Trinity eller Mr. Smith, blot cigaretskoder og tomme flasker, der hober sig op i den triste lejlighed, et dårligt betalt skodjob og formålsløse køreture igennem Detroits trøstesløse gader. Kvart-livs-krisen er total, eksistensgrundlaget aldeles uklart og fremtidsudsigterne deprimerende vage. Orrick har dog truffet et valg: i stedet for at lade sig drukne i elendighed, har han taget tyren ved hornene og konfronteret selv samme for at skrive et ualmindelig nærtagende rapalbum. Kunstnernavnet er naturligvis Red Pill, og hans hensigt med Look What This World Did To Us er at give lytteren et ærligt og sandfærdigt indblik i sit mildest talt futile liv.

"There's some mornings that I want to cry / Feel like I'm mourning but nobody died" rapper Red Pill på "That's Okay", og linjer som disse er ganske typiske for albummets stemning. Med cementsko om fødderne sidder han fast i en tilværelse, hvor intet har potentiale til at bære frugt. "Now if you would've told me that this is where I'd be at 25 / I would've told you to go fuck yourself!" rapper han på "Rum & Coke", hvor det går op for ham, at hans liv allerede er en brølende fiasko kvartvejs inde. "I can't remember when's the last time that I felt alive / How can you when you don't love yourself" lyder det videre, og lytteren tvinges helt ind i Red Pills mest intime sfære. Med et mod og en frygtløshed som de færreste rappere tør udvise, stiller Orrick skarpt på sin egen livslede, og han gør det på en sådan måde, at det giver genklang i lytterens egen sårbarhed. De fleste vil med garanti kunne relatere til Red Pill's dårligdomme på et-eller-andet niveau. Alle, der engang har haft en drøm eller en ambition, som nu er ved at falme. Alle, der havde en forestilling om, at de havde opnået mere med deres liv på nuværende tidspunkt end det er tilfældet. Alle, hvis naive og godtroende syn på livet er ved at blive overhalet af livets barske realiteter. Alle, som savner dybde og mening i en monoton tilværelse. Red Pill er talerøret for enhver, der kan nikke bare lidt genkendende til nogle af disse.

"I sit and waste away in this apartment /
In this trendy little city where my girlfriend's car gets /
Stolen right outside where she parked it /
And all I do is get drunk and stare at this carpet /
Like....... I should probably vacuum"

Red Pill døjer med den ambivalente position at hige efter "noget mere" med sit liv, og samtidig føle sig forpligtet til at være taknemmelig for, at han trods alt ikke har det værre. Denne følelsesmæssige gråzone mellem at være miserabel og tvangs-tilfreds er formidabelt beskrevet, og Red Pill er en mester i at balancere mellem det melankolske og det selvironiske. Det er gråt, trist og deprimerende, men ikke uden humor:

"I hit the drive-through and I order fries /
A burger and I watch the server pour the ice /
Gotta imagine she's as poor as I /
I know she wonders if there's more to life /
She thinkgs about the future and she's mortified /
Tell's herself tonight she's getting organized /
Having a crisis at a quater life /
Onions on my quaterpunder.... didn't get my order right"

Midt i den tungsindige livskrise er der også plads til små, ligegyldige problemer, og beskrivelserne af disse gør, at man som lytter må trække på smilebåndet fra tid til anden: "I'm sick at looking at that coffee table covered in those past dues / And writing about that coffee table covered in those past dues" lyder det helt eminent, og man fornemmer, at Red Pill søger at acceptere sin status quo gennem humoren. Denne folder sig ud i fuld flor på "Leonard Letdown", der er én stor tour-de-force i komisk selv-afsky:

"I'm the kid getting held back in third grade /
The missing father on a ten year old's birthday /
The flat tire in the storm /
The internet going out while you're trying to watch porn /
(...) I'm the majority of movie sequels /
Actually I'm the majority of you people /
I'm the final episode of Lost /
The game freezing right before you beat the final boss"

Look What This World Did To Us er urimelig velskrevet. Red Pill går ikke op i komplicerede leveringer og halsbrækkende flows; det er ligetil formuleret, og den konsistente ro i hans fremføring er med til at holde ens opmærksomhed i et jerngreb. Produktionerne komplimenterer dette til perfektion. Der er generelt set få virkemidler i brug. Foruden de markante trommespor, sætter Red Pill sin lid til små, distinkte melodier, der støtter de forskellige numres narrativ. Resultatet er en ovenud behagelig lytteoplevelse, og der kan på nuværende tidspunkt ikke være tvivl om, at LWTWDTU er den plade jeg har lyttet mest til i år. Nok er de minimalt komponeret, men der er virkelig meget at komme efter i de subtile beats. Red Pill producerer selv fire numre, hvoraf "Rum & Coke" bærer et af en pladens bedste beats, side om side med L'Orange's mageløse "That's Okay", Hir-O's sublime "Drown" og Dayggs & Reed Eller's sorgmodige "Blus".

Red Pill's Mello Music debut er et af de mest uforfalskede og ærlige billeder af en mands grå og triste liv, og dét gør Look What This World Did To Us til en plade, der er fyldt med så meget ægthed og autenticitet, at man skal tilbage til en tidlig Slug for at finde noget, der minder om det. Bravo for et album.

Støt Red Pill direkte via hans bandcamp (han har vist brug for det!)

5/6 

- Jeppe Due Barslund

L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!

I 1988 udgav The Ultramagnetic Mc's milepælen Critical Beatdown, der, foruden at have haft uberegnelig indflydelse på hiphop-genren, blev introduktionen til en af alle tiders mest innovative, originale, skrubbeskøre og excentriske hiphop-personligheder: Kool Keith. Kool Keith har ret beset opfundet alter-ego rap; en "genre", der siden er blevet massivt befolket af fx MF DOOM, Quasimoto, Bobby Digital, Slim Shady og mange andre. 

Keith's alter-ego eventyr startede, da han i '96 udgav Dr. Octagonecologyst under aliasset Dr. Octagon; en tidsrejsende gynækolog og kirurg fra Jupiter, der var lige så inkompetent i sit erhverv som han var drevet af seksuelle lyster. En lige dele vanvittig og norm-transcenderende udgivelse, der blev hædret bredt. Mindre skørt blev det ikke på First Come, First Serve fra '99, hvor Keith rappede som seriemorderen Dr. Dooom. Senere introducerede han den rumrejsende Black Elvis, Keith Korg, Dr. Nogatco, Crazy Lou og Poppa Large, for at nævnte et par stykker fra hans vældige sortiment. De forskellige alter-egoer trængte endda ind i hinandens historier; Dr. Octagon og Dr. Dooom's årelange fejde er kultstatus værdig, ikke mindst fordi Dr. Dooom har formået at likvidere Dr. Octagon op til flere gange!

Hvem Kool Keith har maskeret sig som på sit (vist nok) 19. album, Time? Astonishing!, er ikke helt tydeligt. Bookletten afbilder en perpleks person, iklædt en primitiv, ja nærmest vagabondisk rumdragt. Han interagerer ikke med nogle af Keith's tidligere alter-egoer, men der er vist ingen tvivl om, at Time? Astonishing! er endnu et opus i Keith's rum-kontinuum. 

Ved roret i sit rumskib har Kool Keith medbragt producer-vidunderet L'Orange, der med sit Midas touch har guldbelagt adskillige projekter på måbende kort tid. Alene i 2015 har han produceret for Red Pill, Rapper Big Pooh og Mello Music's Persona -opsamling, foruden det aldeles fremragende fuldlængdes album The Night Took Us In Like Family med Jeremiah Jae. Trods sin travlhed formår han på nærmest ubegribelig vis at overgå sig selv med lydsiden til Time? Astonishing!, der, for mig at se, fejer alt andet af banen. 

Det står hurtigt klart for én, at dette hverken er et typisk Kool Keith eller et typisk L'Orange album. På det instrumentale åbningsnummer har L'Orange overdynget et slæbende trommespor med underfundige effekter og skærende lyde. Det er ikke nødvendigvis pænt, men det tjener absolut sit formål: nemlig at byde lytteren velkommen til et syret og på mange måder spacey univers. 

     Hvor L'Orange før har allieret sig med rappere, der helt naturligt komplimenterer hans produktionsstil, har Kool Keith uddelt specifikke ordrer, og det klæder i høj grad L'Orange at være "tvunget" til at skulle overføre sin signatur-lyd til et andet univers. Resultatet er en hiphop version af Figrin D'an and the Modal Nodes, og det lyder vidunderligt! L'Orange's kendetegnene jazz-elementer er at finde overalt, fra saxofoner og Barbershop-kor til klingende piano-loops. Som man ligeledes er blevet vandt til, er numrene limet sammen af dialog-bidder fra gamle 1930'er radioprogrammer, der viser sig at være uundværlige i descifreringen af Keith's alt andet end logiske og linære fortælling. Det nye i L'Oranges beats er et væld af samples, effekter og virkemidler, der ligger langt fra hans vanlige noir-påvirkede sfære. L'Orange anvender de nye musikalske inputs både bevidst og kløgtigt, som på "This New World", der blandt andet handler om teknologiens dominans i fremtiden, hvor han sampler vokalen fra en vis Fritz Lang inspireret soul-syngende andriode - genialt! Derudover har L'Orange listet et par nådesløse bangere ind på pladen, fx instrumentalstykket "Days I Used To Know", der nok er det vildeste stykke musik på ét minut, du kommer til at høre i år. 

Rent konceptuelt set er der flere mulige historier i spil. Keith leverer kun abstrakte fragmenter af en historie, og sammen med L'Orange's mange dialogkrummer, er det (vist) op til en selv at afgøre, hvilken fortælling, der udspiller sig. Der kan argumenteres for, at vores hovedperson både rejser fra Jorden og vender tilbage, men ligeså plausibelt er det, at vi er vidne til et mere tankeeksperimenterende meta-drama á lá Philip K. Dick's We Can Remember It For You Wholesale (nok bedre kendt i filmversionen Total Recall). Der er også den tredje mulighed, at hele rum- og tidsrejsen er én stor metafor for Kool Keith's opråb til hiphop-verdenen: "I må ikke sidde fast, kom videre!". - For mange rappere læner sig komfortabelt tilbage og gør en hel karriere ud af at tæske en død hest, istedet for at vove pelsen og udvikle sig selv og genren. Dette er Keith godt og grundigt træt af, og beslutter med sig selv: "I don't want to live on this planet any more". Med et distinkt flow, uortodokse rimstrukturer og en generelt autodidakt tilgang til at rappe, sætter Keith kurs mod rummet. 

På "The Green Ray" hører vi om et mærkværdigt tankelæser- apparatur. På "Twenty Fifty Three" zapper hovedpersonen sig tilsyneladende frem i tiden til år 2053. På "The Wanderer" vandrer han rundt på en fremmed plant, og på "I Need Out of This World" og "Upwards. To Space!" stjæler han en rumraket og flyver tilbage i tiden. Der sker naturligvis meget mere undervejs, men det synes jeg, at I selv skal give jer i kast med. 

     Under sin rumfærd samler L'Orange og Kool Keith en række intergalaktiske blaffere op, bl.a. Mr. Lif, J-Live, Open Mike Eagle, Blu og MindsOne, der alle leverer uovertruffen rap til turen. MC Paul Barman skal også nævnes. Han bidrager med et mere spoken word præget input på "Suspended Animation" interluded, der synes at ligge i forlængelse af hans spoken word prægede bidrag "Meet Cleofis Randolph the Patriarch" til Deltron 3030 rumeventyret. 

Kool Keith har alle dage været mærkelig - på den bedst tænkelige måde forstås. Time? Astonishing! er bestemt ingen undtagelse. Trods sin åbenlyse mærkelighed er det alligevel et sygeligt medrivende album. Det er som en snørklet labyrint, og hver gang man lytter til albummet erfarer man, at man kan nå labyrintens midte ad forskellige veje. Med en spilletid på 33 min. er det en kort affære (hvilket vel egentlig er det eneste minus), men jeg skulle da lige hilse og sige, at L'Orange og Kool Keith udnytter hvert sekund fuldt ud. Gedigen rap, fænomenale beats, utrolig detaljerigdom, bjergtagende og drilsk historie, velplacerede gæster og en fed indpakning - årets album for mig.

Køb Time? Astonishing! via Mello Music Group HER

eller via Underground Hip Hop HER

5/6

LEFTOVERS2014

UDE NU! 

(DEN ER HELT OG ALDELES GRATIS!)

Realiseret med uvurderlig støtte fra SNABSLANTEN

Illustreret af DORTE KARREBÆK

Femte kapitel i Leftovers-serien er ude nu. Der er dækket op til en ordenlig omgang af det bedste og mest oversete hiphop fra 2014, og du kan nu bestille et gratis eksemplar. Det eneste du skal gøre er at sende mig en mail (med 'Leftovers' i emnefeltet) til jeppe_barslund@hotmail.com, hvor du skriver dit navn og din adresse - så modtager du en pakke med posten. 

Tracklist

01. GOTS TO SAVE YOU F.Stokes
02. BREAK EVEN Nocando
03. MAKE BETTER Intuition & Equalibrum feat. Raquel Rodriguez
04. DOLLAR STORE Pell
05. FOR OLDTIMES SAKE Dag Savage
06. JERK CHICKEN Halo
07. STORY AND HER Blackmilk
08. INFLUENCE Ruslan
09. THOMAS LAWRENCE Coin Banks feat. 20Syl, Tab-One, Anders & The Ruby Horns
10. THE ART OF JOY Jackie Hill Perry
11. NEED YOU L'Orange feat. Blu
12. THEY LIVE Hellsent & Batsauce feat. Qwazaar
13. PHILLY WRECKIN' STUFF Walt Sicknin'
14. WORKING WEEKENDS (LARGE PROFESSOR REMIX) Diamond District
15. BRICK WALLS & BLURRY FACES L'Orange, Castle & Blueprint
16. DEPRESSED Beleaf feat. Mr. J. Medeiros, Jackie Hill Perry, J Givens & Marty
17. 28 STAPLES Jam Baxter
18. SHIPWRECKED Mick Jenkins feat. The Mind
19. HIGHER Dream Junkies

Credits

01. Produceret af Lazerbeak. Taget fra Liquor Sto' Diaries (Potholes Music)
02. Produceret af Caleb Stone. Taget fra Jimmy the Burnout (Hellfyre Club)

03. Produceret af Equalibrum. Taget fra Intuition & Equalibrum (selvudgivet)
04. Produceret af Ludwig Goransson. Taget fra Floating While Dreaming (Pell Yeah LLC)
05. Produceret af Exile. Taget fra E&J (Dirty Science)
06. Produceret af Nottz. Taget fra Mansa Musa (Jamla Records)
07. Produceret af Black Milk. Taget fra If There's A Hell Below (Computer Ugly)
08. Produceret af Anthony Cruz. Taget fra Out of It (Kings Dream Entertainment) *
09. Produceret af 20Syl. Taget fra Heads (Inertia Access)
10. Produceret af Beautiful Eulogy. Taget fra The Art of Joy (Humble Beast)
11. Produceret af L'Orange. Taget fra The Orchid Days (Mello Music Group)
12. Produceret af Batsauce. Taget fra Bat Outta Hell (Galapagos4) **
13. Produceret af Llingo Apt. Taget fra Where's Walt Yo? (KicDrum Products)
14. Produceret af Large Professor. Taget fra March On Washington Redux (Mello Music Group)
15. Produceret af L'Orange. Taget fra Mandala Vol. 1: Polysonic Flows (Mello Music Group)
16. Produceret af Wontel. Taget fra Red Pills + Black Sugar (Kings Dream Entertainment)
17. Produceret af Chemo. Taget fra So We Ate Them Whole (High Focus Records)
18. Produceret af THEMpeople. Taget fra The Water[s] (Cinematic Music Group)
19. Produceret af Maj0r. Taget fra NREM Edition (Kings Dream Entertainment)

* "Influence" er fra EP'en Out of It som man får med som bonus ved køb af Ruslan's album Do For One
** "They Live" er et nummer, der eksklusivt kan findes på vinyl-versionen af Bat Outta Hell, der dog er en groft beskåret version af den digitale udgave.

Mangler du et af de tidligere eksemplarer i serien, eller vil du have et ekstra eksemplar til at give som gave, er der følgende combo-muligheder, som du skal være velkommen til at vælge imellem (det er stadig gratis):

- Jeppe Due Barslund

Boone & Trepac - De forkerte spor

Der findes plader, der er gode på en sådan måde, at man som anmelder kan føle sig forpligtet - og måske endda presset til at skulle lege pseudo-intellektuel og komme med lange og fine forklaringer på, hvorfor og hvordan de helt præcist er gode. Der findes også plader, der er gode, ganske simpelt bare ved at være gode. Plader, der ikke afkræver alenlange disputatser, men som ret beset bare er gode - de er det bare. Sådan en plade har Boone og Trepac bikset sammen.

"Det her er starten på et smukt smukt makkerskab / Et pragteksempel på musik med skæve tanker bag / (...) En dope producer og en af landets bedste MC'er / Lang historie kort: nu ved I hvorn' vi endte her" rapper Trepac over Boone's slentrende trommespor og et sjælfuldt piano-loop, som læste han op fra egen pressemeddelelse. Og det viser sig i løbet af De forkerte spor, at det i sandhed er et smukt makkerskab vi har med at gøre. Boone sørger for produktionerne (samt to vers og et omkvæd), imens Trepac leverer effen rap, og dog synes de to at bryde med den gængse"one mc, one dj" -konstellation. Det skyldes blandt andet, at der sideløbende med det indlysende velfungerende samarbejde, kører en gemytlig intern fejde mellem rapper og producer. På nummeret "Pac vs. Beat" rapper Trepac om, hvordan han havde voldsomme vanskeligheder med at tæmme et særlig sprælsk Boone-beat, men efter noget tid endte som sejrherre: "Satte trumf på med at par killer-rim og skred / Pac han vinder, dræbte beatet lige på stedet, hvil i fred". 1-0 til Trepac. Få numre senere på pladen følger "Kurwa"; et instrumentalt stykke, hvor Boone giver igen. "...you gon' murder this one an' murder that one, talkin' all that bullshit - Imma put it to you like this" svarer Boone via en lånt bid dialog, inden et grusomt tungt beat rammer som en uppercut og udligner til 1-1.

Der skal ikke udpeges en overordnet vinder, for Boone og Trepac's musikalske forhold er mestendels af broderlig karakter, og ambitionen om at lave et veldrejet og rodfast album uden de helt store armbevægelser, er de ene om. Når dét så er sagt vil jeg stadig mene, at selvom Trepac bestemt tager kegler, er De forkerte spor et super-strike fra Boone. Det er ganske simpelt forrygende, hvad man som lytter bliver ført igennem af musikalske uovertruffenheder. Grumsede og grynede beats figurerer side om side med snirklede musikalske begavelser. Det ene øjeblik er det knitrende jazz og soul-samples, det andet øjeblik gynger sumpede basgange i takt med slidte hi-hats. Samtidig emmer produktionerne af en drilsk lunefuldhed, der sørger for konstante overraskelser og uforudsete drejninger. Efter den heftige nakkebrækker "Ubalanceret" og den støvede "Brik", kunne man fx umuligt have forudset, at en af de flotteste beat-kompositioner i dansk hiphop-historie i "Over kanten" ville følge efter. Jeg ved ikke om jeg før har prøvet at sidde med gåsehud og samtidig have lyst til at nikke med nakken - dét beat er ærefrygtindgydende flot skuret sammen.

På rap-siden er Trepac gået beskedent til værks, forstået på den måde, at han har lagt de store følelser til side og i stedet fokuseret på "umiddelbare bars, ingen udenomssnak". Den stil klæder lydsiden ganske fortrinligt, men der er øjeblikke, hvor Trepac befinder sig på grænsen til det for trivielle, som på "Peace of Mind", der ret beset handler om at have det okay med at befinde sig i en triviel tilværelse. "Jeg har det egentlig LOL" hedder det bl.a., inden det lidt for MGP-prægede omkvæd lander: "Vi tem'lig ens, jeg li'som dig / Du præcis som mig, bare ikk' li'så sej". Måske ikke det bedste man har hørt fra Trepac. Når Nota Bene på "Lange arme" vrisser: "Hidsig panser, danser linen mellem civil og chimpanse / Cancer i metropolen, politi eller bande? / Zonen er ikk' stikkerfri, de svin er eklatante med deres voldsmonopol / De' så folkevalgte", er det på samme måde lidt undervældende, når det med folkeskole-rævolutionær retorik lyder fra Trepac: "Det' orn'li nederen når de, der håndhæver loven begår ulovligheder".
     Som det sidste sure opstød vil jeg påpege en vis uoverensstemmelse i dele af indholdet. På  den umanerligt fede "Ubalanceret", leverer Trepac et skalpel-skarpt omkvæd:

"Folk med styr på sit liv laver kedelig musik /
Folk med styr på sit liv laver kedelige beats /
Folk med styr på livet mangler kreativitet og kant /
Så jeg har fjernet lidt af hjernen for at være interessant /
Så nu jeg ubalanceret, jeg' så ubalanceret /
I kunstens navn har jeg været visionær /
Og fjernet noget af min hjerne, nu alt som det skal være"

Denne ubalancerede tilgang til at skrive tekster opretholdes dog ikke synderlig konsekvent. På "Underskudsprojekt", der dog er en pragtskæring af rang, rapper Trepac: "Der' benzin på min bil og mad på mit bord / Jeg' egentlig ikk' så vred som I tror, jeg' faktisk ret glad, intet had, ikk' spor", og man må herudfra konstatere, at Trepac synes at have rimelig godt styr på sit liv. Ligger der måske en lille rap-identitetskrise og lurer under overfladen? - Nej, nok ikke, for Trepac er stadig voldsomt dygtig. Rimene er konsekvent af veldrejet natur, flowet er solid as a rock og er præget af en huld homogenitet, der er som skabt til Boone's lyd. Numre som "Bobby Green", "Den værre halvdel", "Brik", "Over kanten", "Pac vs Beat" og "Underskudsprojekt" er med til at legitimere Trepac's eget postulat om at være "en af landets bedste MC'er". Den bombastiske "Tal som en taber" ligeledes, fx med følgende passage:

"Gør det dumt, gør det dummere, gør det hjernedødt /
Til ingen verdens nytte, gør det sjæl- og hjerteløst /
Der meget at lære om at være plat og ordinær /
Idéforladt og sygelig selv-iscenesat og folkekær /
Men uanset hva' rollen er: spil den med bravour /
Giv ikk' stof til eftertanke, kun til deres næsebor"   

     
Det vigtigste - og dét, der i sidste ende gør, at De forkerte spor er en sublim plade, er, at Boone og Trepac har skabt et helstøbt værk med en krystalklar rød tråd og én gennemgående stemning. Boones beats er de bedste i kongeriget pt., og Trepac yder dem absolut retfærdighed, trods den nævnte snublen. Jeg har i hvert fald hørt De forkerte spor igennem i sin helhed tyve gange, når jeg været ude og trille med min dreng i Frederiksberg Have og Søndermarken, og jeg er langt fra færdig med at høre, hvad der uden skyggen af tvivl må være årets album indtil videre.

5/6

- Jeppe Due Barslund    

Leftovers2014 track #9: "Thomas Lawrence"

Vejret er helt perfekt i dag, og jeg kan ikke dy mig for at give jer et nummer fra LEFTOVERS2014, der oser af sommervarme og feel-good vibes.  

"All men dream: but not equally. Those who dream by night in the dusty recesses of their minds wake in the day to find that it was vanity: but the dreamers of the day are dangerous men, for they may act their dreams with open eyes, to make it possible"

Sådan skrev Thomas Edward Lawrence (senere og nok bedre kendt som Lawrence of Arabia) i sin autobiografi Seven Pillars of Wisdom fra 1922, og dén tanke har australske Coin Banks taget til sig, og har lavet et opløftende nummer om at være "dreamer of the day" og forfølge sine drømme. Og hvilket hold han har samlet om dette track - dét bevidner i sig selv, at han i sandhed fører sine drømme ud i livet. Hans store helt Tab-One fra Kooley High er gæst, en af verdens bedste producere i 20syl fra Hocus Pocus producerer, horn-orkestret The Ruby Horns fra hjembyen Perth krydrer produktionen med blæsere, og Anders, som jeg ikke aner hvem er, men har et dansk-klingende navn og en guddommelig stemme, leverer et formidabelt omkvæd, der snildt gør sig som et af 2014's bedste.     

Coin Banks udgav to EP'er sidste år. Først Heads, dernæst Tails, og med sin blues'ede guitar, luftige keys, Hocus Pocus -lydende trommer og et skarpt Leela James sample, er "Thomas Lawrence" i min optik den bedste skæring fra de to EP'er. Coin Banks her netop slået herlighederne sammen til vinyludgivelsen Heads & Tails, der kan bestilles her. 

     "Thomas Lawrence" er hverken "real", "raw", "hardcore" eller "underground" - helt ligesom Hocus Pocus er det rendyrket livsglæde i musik-form, der forbedrer tilværelsen en smule. Den effekt har nummeret i hvert fald haft på mig, hvilket nok er en af årsagerne til, at det uden sidestykke er 2014's mest spillede nummer i mit iTunes bibliotek. 

Find Coin Banks på facebook og stik ham et 'like' her

Hør nummeret nedenfor, eller se videoen (jeg foretrækker personligt nummeret uden video) 

"Thomas Lawrence" er sang #9 på LEFTOVERS2014, 

der kan bestilles HER

- Jeppe Due Barslund

Mund de Carlo - Ordene først

Lørdag d. 8. november sidste år. Kold aften på Christiania. Rap Slam Battles #14 i Den Grå Hal. Det styrtregner. Ikke med vand fra himlen men med ramponerende kæbestød fra Mund de Carlo mod en komplet afklædt Jøden, der ikke kæmpede for at vinde men for at bevare sin værdighed. En kamp han også tabte stort. Først lød det fra Carlos: "Hellere skubbe stenen op end at være på toppen fordi stenene ikk' er faldet ned endnu", dernæst: "Vær glad for at du ka' stå på en scene og ha' det lux med Steffen Brandt i dag, for efter i aften har både Steffen og Lux brændt dig af" og endeligt nådestødet: "Før kommerciel kommer sjæl!" - Styrtregn uden udsigt til opklaring. For fanden hvor var han vild. Hvor er han vild. Det nærmer sig faktisk det latterlige. Og nu er han klar med EP'en Ordene først; én lang, unødvendigt overlegen magtdemonstration i enestående rimteknik, sproglig opfindsomhed, fraseologisk nytænkning og hæsblæsende leverance. Han har pakket talegaver ind i stemmebånd og får overbevist mig om, at han rent sprogligt nok er den mest gennemførte og kompetente rapper i Danmark pt.

"Jeg var den distræte dreng i klassen /
Så jeg satte mig på legepladsen /
Og byggede et tårn af en spand ord og de sandkorn, der var i kassen /
Jeg bygger stadig nu hvor jeg' oppe i årene /
Men det blev aldrig til et penge-slot /
Selvom jeg trives godt bag monitorerne/money-tårne"

Der bliver ikke sparet på dygtigheden på Ordene først. EP'en åbnes med acapella-stykket "ForOrd", der starter langsomt og stilfærdigt, og gradvist tager til i tempo og intensitet. Carlos opfordrer lytteren til at "se op og vende det om", hvilket kan oversættes til, at man skal spidse ører, skærpe sin opmærksomhed og tænke ud af boksen - for dét har Carlos i allerhøjeste grad gjort med sine tekster. I omkvædet til "Banke banke på" synges der: "Mund de Carlo, er der nogen hjemme? Nu du' inde i dit hoved igen" - og hvor gad jeg dog godt være en flue på væggen inde i Carlos' hoved, når han skriver tekster, for gang på gang spørger man sig selv: "hvordan i alverden er han dog kommet på dét?". Tag bare "Farvsprog", hvor Carlos får sneget adskillige navne på kunstmalere og deres værker ind i en tour-de-force af geniale sprog-tricks. Han rapper fx: "Det ballet pirouette med paletten i mit farvsprog / Realisme fortolket frit af Carlo". Fik du den? "Frit af Carlo"? Nej? Hvad så med følgende genistreg: "Surrealistisk for mig kunst handler om tal hvert år / Sig mig da lige, er I til salg hvert år?". Heller ikke? I får lidt hjælp til den næste, hvor Leonardo da Vinci og Mona Lisa listes ind:

"Alt på en farve, fifty-fifty /
I det spil der mest tabes men måske en dag vindes i /
Så leeev når du kan, indfri dine drømme du har i dag /
For i morgen er li'så vigtig"

Det ser muligvis lidt søgt ud som det står her på skrift, men når Carlos rapper det, lyder det på ingen måde forceret. Heller ikke de ustyrligt mange spektakulære gradbøjninger, twist og drejninger af ordet "stik" virker fortænkt på "Stik den", ligesom Carlos formår at vedligeholde autenticitet og kadence, selv med semi-fjollede linjer som: "Det' så branchestyret / Det' da fedt hvis du' en sæk der hopper med julemanden i kanen for at få rens' dyret".
     Det har nok noget at gøre med, at Carlos er velsignet med et flow, som mangen en kollega kun kan kigge håbefuldt efter. Tag bare "Flyver", der efterlod undertegnede med åben mund og polypper i de 3:44 min. som sangen er lang. Eller "Sådan er jeg", hvor Carlos går fuldstændig Rap Slam Bertel Haarder i et sublimt andet vers.

"I fin form / Jeg formulerer mig ikk' efter en formular /
Nok ikk' noget jeg får mulighed for at få min formue fra"

Mund de Carlo er simpelthen så dygtig. Der er dog stadig nogle ting, der ikke helt fungerer i min optik. Hans svaghed for sungne omkvæd er nok en tand for omsiggribende. "Banke banke på" bærer et voldsomt fængende og veleksekveret omkvæd, og omskrivningen af børneremsen "Nikolaj" fungerer sublimt på "Sådan er jeg", men på fx "Gaden" gør sangdelen intet godt. Dertil er der et voldsomt stilistisk skel mellem flere produktioner, der gør det svært at samle en rød tråd på lydsiden. Boones beat til "Flyver" er umanerlig råt og ekstremt rugged, men tre numre længere inde på EP'en serverer Architech et næsten karikeret tegneserie-beat til "RegnOrdm". På samme måde bliver de lidt ensformige beats til "Stik den" og "Gaden" tifold mere ensformige, når de står side om side med det sirligt komplekse beat til "Sådan er jeg". Resultatet er en lidt uheldig modstridende effekt.
     Min sidste kritik kommer måske til at lyde helt ude i hampen, men Mund de Carlo er faktisk lidt for dygtig på Ordene først, forstået på den måde, at den rendyrkede dygtighed har fået lov til at dominere EP'en totalt. Når alt handler om teknik, flow og kløgtige ordspil, hvor suverænt det end måtte være, er der en fare for, at man glemmer personen bag. Pede B skrev i pressemeddelelsen til Byggesten, at han føler sig snydt, hvis han ikke kender en kunstner lidt bedre på et personligt plan, efter at have hørt deres plade, og det er vitterlig ikke meget man lærer om Carlos som person på Ordene først. Substansen i rappen er prioriteret langt lavere end hvor flot den kan leveres. En af mine favorit punchlines i Rap Slam Battles regi, kom fra PsoriaKriz da han battlede Swiff og rappede: "Så sent som i går drak jeg en ramme bajer i solskin / Men man skulle tro det var juletid så meget du pakker dit lort ind". Forstå mig ret, så groft ville jeg aldrig selv formulere det, men vi nærmer os princippet i, at indpakningen på nærværende EP er pænere end gaven inden under.
     Nu ligger det selvfølgelig i titlen, at Ordene først handler om ord; om at bruge ord og om at tænke og skrive kreativt med særegen sproglig finesse, så det vil naturligvis være fjollet at klantre Carlos for ikke at være personlig nok. Se det som en forhåbning om, at vi får mere af mennesket Mund de Carlo at se næste gang. Nu har han cementeret, at han er et unikum inden for rimteknik, sproglig opfindsomhed og mesterlig leverance - næste gang vil vi have manden bag frem i lyset.

Ordene først er en gedigen EP, denne sidste svada til trods. Enkelte beats bliver uinteressante efter en dusin gennemlytninger, og jeg tænker, at et par "darlings" mere sagtens kunne have været slået ihjel i sorteringsprocessen. Når det er godt, er det til gengæld grumt godt, og flere af årets absolut bedste skæringer er at finde på denne EP, som uden tvivl må betegnes som en "must have", der skal stå i samlingen.

Ordene først kan købes på RunForCover lige her

4/6

- Jeppe Due Barslund