Dirty Dike - Sucking on Prawns in the Moonlight

Få er ligeså over-the-top perverterede og uhumske som Cambridge-rapperen Dirty Dike, der synes at have gjort det til sit eksistensgrundlag at frarøve sin hjemby sit stuerene image som prestigefyldt og korrekt universitetsby. "I'm treating rapping like it's wanking 'till I'm breaking my cock" brumlede han på titelnummeret på sit forrige album Return of the Twat, der som lytteoplevelse var ækvivalent med ét stort fuldemands-barslagsmål. Beat'sne bragede derudaf i ét væk, og Dity Dike delte rundhåndet ud af riv ragende vanvittige one-liners. Og se bare coveret, hvor man næsten kan høre Dike råbe "Heeeeeeere's Johnny!" som han presser sit ansigt ud igennem helvedes vagina (!). Drengerøvs- og plathedsfaktoren kunne svært være større.  

Meget er sket siden Dike udgav Return of the Twat i 2013. Han har medvirket som gæst på flere udgivelser og produceret for bl.a. Ocean "Spitz" Wisdom og Lee Scott, men selv har han holdt en lille pause, og det er tydeligt på Sucking on Prawns in the Moonlight (herfra SOPITM), at Dike har rykket sig. Jovist, titlen og plade-illustrationen giver anledning til at tro, at vi igen er ude i det absurde, og numre som "Alcoholic Tosser" og "Posse Gang Eight Million" fortsætter præcis hvor forgængeren slap. Det resterende indhold på nærværende album er dog af markant anderledes natur. Hvis Return of the Twat var fuldemands-barslagsmålet, er SOPITM den affektive og indadskuende slentretur hjem fra byen, ved solens frembrud i morgenkulden. Dette kommer både til udtryk i teksterne, der ofte er centreret om andre personer, med Dike som både personbunden- og alvidende fortæller, og også i produktionerne, der er langt mere nedtonede og afdæmpede. Noget kunne tyde på, at Dirty Dike simpelthen er blevet en smule mere moden siden sidst, hvor kliché det end måtte lyde. 

På den selvproducerede "Crystal Cindy", der hviler på et følelsesladet klaverspil meget magen til det på Moby's "Porcelain", hører vi om en kvinde, "The kindest heart, a prime example of a shining star", der falder i coke-fælden og med drastisk hast begiver sig imod bunden. Dike rapper:

She can't function on her feet, slumbered in the street /
If it ain't the drugs or money it's the company she keeps /
And her mates think it's funny when she's sucking on her knees /
At a festival in front of everybody for a g /
So her life changed quickly, mind games living in a cage /
Giving into lines saying "sniff me", white dread gypsies, tents in abandoned yards /
Standing in the centre with a kestrel and a strangled heart"

Endnu værre bliver det på den grumme "Mallory & Josephine", der er en udpenslet beretning om seksuelt misbrug. Det lyder:

"Her dad raped her /
Told her it's a secret, he was doing her a favor /
She got sexual and she tried to explain /
Which only left her brain fried and a life full of pain /
Her less sick mother sat drinking as she awkwardly said /
Your sisters are all fine, it must be all in your head"

Som jeg tolker historien er Josephine og Mallory én og samme person, hvor den ene af dem fungerer som personificeringen af pigens frustrationer, had og lede, som reagerer via selvdestruktive handlinger. Godt skrevet er det, og det tunge, mørktonede beat understøtter historien næsten for godt, ved at have samplet brudstykker af lyden fra en tilredt kvinde. 

     Endnu et højdepunkt finder vi på "Hold My Hands", der uden tvivl må siges at være Dike's mest personlige nummer til dato. Vi bliver budt indenfor i hans sind, som både er rodet, fortvivlet og befriende emotionelt. Kæmpe skud ud til Echo Out's egen producer Klagen, der har produceret nummeret til nær perfektion. Over mesterligt anvendte trommer skaber han en isnende kold og næsten hjemsøgende stemning, der understreger tyngden i linjer som: "Maybe we could reach a peak together in a cloud of hate / And shake away the powder I'm addicted to around my face". Min drøm om at høre Jam Baxter over et FlotteDavey beat synes pludselig ikke så urealistisk!

Nu har jeg fremhævet "Crystal Cindy", "Mallory & Josephine" og "Hold My Hands"; tre sublime numre, der dog ikke tegner et generelt billede af SOPITM, der i så fald ville være et umådelig tungt og dystert album. SOPITM afbalanceres på fin vis med andre forskelligartede højdepunkter, som fx den vidunderlige "Me & You", hvor Dike og Jam Baxter dribler fjollede rim over et spændstigt jazz-beat. "You're smoking on a dick, I'm smoking on a spliff / You're showing off your kids and I'm a chauvinistic pig" lyder det på klassisk Dike-manér, inden Jam Baxter leverer mindst lige så klassiske Baxter-finesserier: "But me, I'm trying to speak, you're just trying to preach / My ears about to stab itself and drink a pint of bleach", efterfulgt af det nedladende nådestød: "You're doing what you can, I'm doing what you can't".
     Også "Isleham Swamp" må fremhæves, i særdeleshed på grund af Joe Corfield's mageløse produktion, der udløser gåsehud på samme måde som Jam Baxter's "Squashed" gjorde. Og med små lyriske guldklumper som "You can't change a spinning heart and get a settled dream" drysset ud over nummeret, må det kategoriseres som eminent.  

Det ellers tårnhøje niveau, der kommer til udtryk på alle de ovenfor nævnte numre, bliver uheldigvis også afbalanceret, navnlig af numre som "I Ain't Got A Clue", der bærer et ganske grelt omkvæd, og "Takeover", der mest af alt lyder som kunstnerisk tomgang.
     Dirty Dike har udviklet sig enormt, og det resulterer i nogle af de bedste numre og tekster, jeg har hørt fra ham. Han nægter dog at give slip på de infantile drengestreger for bestandigt, hvilket gør, at SOPITM overordnet set bliver en smule rodet, da man zigzagger imellem barnagtige udskejelser, tungsindige fortællinger og følsomme øjeblikke. Der må dog ikke herske tvivl om, at SOPITM er yderst anbefalelsesværdig.

Køb Sucking on Prawns in the Moonlight på vinyl eller cd via High Focus Records

4/6

- Jeppe Due Barslund