torsdag den 6. august 2015

L'Orange & Kool Keith - Time? Astonishing!


I 1988 udgav The Ultramagnetic Mc's milepælen Critical Beatdown, der, foruden at have haft uberegnelig indflydelse på hiphop-genren, blev introduktionen til en af alle tiders mest innovative, originale, skrubbeskøre og excentriske hiphop-personligheder: Kool Keith. Kool Keith har ret beset opfundet alter-ego rap; en "genre", der siden er blevet massivt befolket af fx MF DOOM, Quasimoto, Bobby Digital, Slim Shady og mange andre. 

Keith's alter-ego eventyr startede, da han i '96 udgav Dr. Octagonecologyst under aliasset Dr. Octagon; en tidsrejsende gynækolog og kirurg fra Jupiter, der var lige så inkompetent i sit erhverv som han var drevet af seksuelle lyster. En lige dele vanvittig og norm-transcenderende udgivelse, der blev hædret bredt. Mindre skørt blev det ikke på First Come, First Serve fra '99, hvor Keith rappede som seriemorderen Dr. Dooom. Senere introducerede han den rumrejsende Black Elvis, Keith Korg, Dr. Nogatco, Crazy Lou og Poppa Large, for at nævnte et par stykker fra hans vældige sortiment. De forskellige alter-egoer trængte endda ind i hinandens historier; Dr. Octagon og Dr. Dooom's årelange fejde er kultstatus værdig, ikke mindst fordi Dr. Dooom har formået at likvidere Dr. Octagon op til flere gange!

Hvem Kool Keith har maskeret sig som på sit (vist nok) 19. album, Time? Astonishing!, er ikke helt tydeligt. Bookletten afbilder en perpleks person, iklædt en primitiv, ja nærmest vagabondisk rumdragt. Han interagerer ikke med nogle af Keith's tidligere alter-egoer, men der er vist ingen tvivl om, at Time? Astonishing! er endnu et opus i Keith's rum-kontinuum. 

Ved roret i sit rumskib har Kool Keith medbragt producer-vidunderet L'Orange, der med sit Midas touch har guldbelagt adskillige projekter på måbende kort tid. Alene i 2015 har han produceret for Red Pill, Rapper Big Pooh og Mello Music's Persona -opsamling, foruden det aldeles fremragende fuldlængdes album The Night Took Us In Like Family med Jeremiah Jae. Trods sin travlhed formår han på nærmest ubegribelig vis at overgå sig selv med lydsiden til Time? Astonishing!, der, for mig at se, fejer alt andet af banen. 

Det står hurtigt klart for én, at dette hverken er et typisk Kool Keith eller et typisk L'Orange album. På det instrumentale åbningsnummer har L'Orange overdynget et slæbende trommespor med underfundige effekter og skærende lyde. Det er ikke nødvendigvis pænt, men det tjener absolut sit formål: nemlig at byde lytteren velkommen til et syret og på mange måder spacey univers. 
     Hvor L'Orange før har allieret sig med rappere, der helt naturligt komplimenterer hans produktionsstil, har Kool Keith uddelt specifikke ordrer, og det klæder i høj grad L'Orange at være "tvunget" til at skulle overføre sin signatur-lyd til et andet univers. Resultatet er en hiphop version af Figrin D'an and the Modal Nodes, og det lyder vidunderligt! L'Orange's kendetegnene jazz-elementer er at finde overalt, fra saxofoner og Barbershop-kor til klingende piano-loops. Som man ligeledes er blevet vandt til, er numrene limet sammen af dialog-bidder fra gamle 1930'er radioprogrammer, der viser sig at være uundværlige i descifreringen af Keith's alt andet end logiske og linære fortælling. Det nye i L'Oranges beats er et væld af samples, effekter og virkemidler, der ligger langt fra hans vanlige noir-påvirkede sfære. L'Orange anvender de nye musikalske inputs både bevidst og kløgtigt, som på "This New World", der blandt andet handler om teknologiens dominans i fremtiden, hvor han sampler vokalen fra en vis Fritz Lang inspireret soul-syngende andriode - genialt! Derudover har L'Orange listet et par nådesløse bangere ind på pladen, fx instrumentalstykket "Days I Used To Know", der nok er det vildeste stykke musik på ét minut, du kommer til at høre i år. 

Rent konceptuelt set er der flere mulige historier i spil. Keith leverer kun abstrakte fragmenter af en historie, og sammen med L'Orange's mange dialogkrummer, er det (vist) op til en selv at afgøre, hvilken fortælling, der udspiller sig. Der kan argumenteres for, at vores hovedperson både rejser fra Jorden og vender tilbage, men ligeså plausibelt er det, at vi er vidne til et mere tankeeksperimenterende meta-drama á lá Philip K. Dick's We Can Remember It For You Wholesale (nok bedre kendt i filmversionen Total Recall). Der er også den tredje mulighed, at hele rum- og tidsrejsen er én stor metafor for Kool Keith's opråb til hiphop-verdenen: "I må ikke sidde fast, kom videre!". - For mange rappere læner sig komfortabelt tilbage og gør en hel karriere ud af at tæske en død hest, istedet for at vove pelsen og udvikle sig selv og genren. Dette er Keith godt og grundigt træt af, og beslutter med sig selv: "I don't want to live on this planet any more". Med et distinkt flow, uortodokse rimstrukturer og en generelt autodidakt tilgang til at rappe, sætter Keith kurs mod rummet. 

På "The Green Ray" hører vi om et mærkværdigt tankelæser- apparatur. På "Twenty Fifty Three" zapper hovedpersonen sig tilsyneladende frem i tiden til år 2053. På "The Wanderer" vandrer han rundt på en fremmed plant, og på "I Need Out of This World" og "Upwards. To Space!" stjæler han en rumraket og flyver tilbage i tiden. Der sker naturligvis meget mere undervejs, men det synes jeg, at I selv skal give jer i kast med. 
     Under sin rumfærd samler L'Orange og Kool Keith en række intergalaktiske blaffere op, bl.a. Mr. Lif, J-Live, Open Mike Eagle, Blu og MindsOne, der alle leverer uovertruffen rap til turen. MC Paul Barman skal også nævnes. Han bidrager med et mere spoken word præget input på "Suspended Animation" interluded, der synes at ligge i forlængelse af hans spoken word prægede bidrag "Meet Cleofis Randolph the Patriarch" til Deltron 3030 rumeventyret. 

Kool Keith har alle dage været mærkelig - på den bedst tænkelige måde forstås. Time? Astonishing! er bestemt ingen undtagelse. Trods sin åbenlyse mærkelighed er det alligevel et sygeligt medrivende album. Det er som en snørklet labyrint, og hver gang man lytter til albummet erfarer man, at man kan nå labyrintens midte ad forskellige veje. Med en spilletid på 33 min. er det en kort affære (hvilket vel egentlig er det eneste minus), men jeg skulle da lige hilse og sige, at L'Orange og Kool Keith udnytter hvert sekund fuldt ud. Gedigen rap, fænomenale beats, utrolig detaljerigdom, bjergtagende og drilsk historie, velplacerede gæster og en fed indpakning - årets album for mig.

Køb Time? Astonishing! via Mello Music Group HER
eller via Underground Hip Hop HER

5/6



Ingen kommentarer: