Dream Junkierne Beleaf, Ruslan og John Givez har godt med vind i sejlene. 2015 har indtil videre været et stort år for det syd-Californiske hiphop-kollektiv, og intet tyder på, at deres planer om at tage verden med storm er nedadgående.
Har man fået hørt Leftovers2014 vil man vide, at Dream Junkies var rimelig solidt repræsenteret. Ruslan med den lunefulde "Influence", Beleaf med den overvældende "Depressed", der er ligeså godt skrevet som det er imponerende komponeret, og så lukkede Dream Junkies ballet med "Higher", et pompøst og Kanye West-lydende monster af et feel good nummer, der virkelig fremmer gruppens overordnede ambition om at forsyne folket med musik, "... that will inspire and encourage them to succeed at whatever they do". Beleaf's solodebut Red Pills + Black Sugar, hvor "Depressed" er fra, sikrede sig i øvrigt en førsteplads på min års-liste. Læs anmeldelsen her.
"What if I could do for one what I would do for thousands?"
Nu skriver vi 2015 og rampelyset er vendt imod Ruslan og John Givez, der kæmper en broderlig kamp om lytternes gunst. Etiketten hedder christian rap, men den fordømmende pegefinger og den frelste attitude er gemt langt væk, så frygt ej hvis du umiddelbart tænker, at kristen hiphop ikke rimer på god hiphop. Det her er god hiphop.
Ruslan var først ude, da han tilbage i april udgav Do For One; et koncept-album, der fortæller historien om en ung rap-artist og hans kamp for at bryde igennem som kunstner, uden at lade sig fange eller friste af mainstream-magtens lukrative klør, og med et (i Guds øjne) rent hjerte. Ruslan er en rutineret og dygtig forfatter, der med et ikke let men sikkert og simpelt flow får serveret nogle fine kapitler til sin historie. Inden for de af konceptet tilladte rammer anvender Ruslan alt fra humor, fjolleri og battlerap til alvor, følsomhed, filosofi og poesi for at fremme sin fortælling, og det gør Do For One til en livlig oplevelse. Ærgerligt er det, at man som lytter får så unødvendigt meget hjælp til at forstå historien, der ikke er uhyre kompliceret til at starte med. Ikke nok med, at sangene bærer titler, der stort set umuliggør fejlfortolkning, så er pladen delt op i seks akter, ligeledes navngivet, der yderligere forenkler oplevelsen. Og som prikken over i'et er der hvervet en fortæller, der kigger forbi på udvalgte numre for at guide én sikkert og problemfrit igennem historien. Det bliver ganske simpelt for meget. Man savner nogle tommer pladser, og man sidder med fornemmelsen af, at "nu skal du bladre videre til næste side" -melodien kan lyde hvert øjeblik. Heldigvis er der rigelig kvaliteter og højdepunkter i musikken til, at Do For One forbliver i rotation. Ruslan er en mangefacetteret rapper, og han serverer alt fra potente nakkebrækkere i "Time" og "Packing Light" til organiske glædessprædere i "Good Thing" og sirligt frembragte pragtstykker som titelnummeret "Do For One". Albummets femte akt, Epiphany, er en fuldkommen forrygende tre-trins-raket af fabelagtige numre, som alene gør pladen værd at give sig i kast med. Ift. historie, koncept og budskab, fungerer titelnummeret som albummets center-piece. Hør og se en blændende live-version af nummeret her:
"In an effort to be globally focused /
I lost sight of what’s in front of me, the locally hopeless /
My ulterior motives got the best of me /
Now here’s the rest of me… /
Trying to reach the thousands, but ignoring my community /
Resentment to group… self-preservation began fueling me /
The fool in me, I thought I had it figured out /
Now it’s time to live it out"
"Older kids they ask me is you blood or is you crip'n? /
Man, I'm in the 4th grade, I go to school to pay attention!"
På Soul Rebel er John Givez gået auto-biografisk til værks, hvilket gør det til en fænomenal introduktion af rapperen, hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab. Givez fortæller sin egen historie, fra sin hårde barndom på "Elementary Trill" og op igennem ungdommen på "2004", til sit først run-in med politiet på "Johnny Law" til han finder Gud på "A Playaz Change of Heart" og til nu, hvor han lever et ærværdigt liv som kristen. Som rapper er Givez sygeligt dygtig, simpelthen. Historierne er bjergtagende, indlevelsen autentisk, flowet mesterligt og udtrykket forfriskende. Det ene øjeblik er leveringen melodiøs og sagte, som på "Playaz Inheritance", det næste øjeblik lader han et indædt raseri komme til udtryk i flowet på "Chapter 29", og man må medgive, at spændvidden er imponerende.
På "Intro(lude)" lyder det mistroisk fra en kvinde: "He really think he André3000... Matter'fact he think he Kendrick Lamar". Givez kæmper tilsyneladende med konstant at blive sammenlignet med de to giganter. Egentlig ikke værst, men sammenligningerne klinger negativt, da mange mener, at Givez plagierer og efterligner mere end han lader sig inspirere. Jeg kan se dem begge i John Givez' musik, men jeg er af den overbevisning, at Givez har karisma og karakter nok til at forblive sin egen. Om det er for at provokere skeptikerne eller om det er ment som et respektfuldt nik skal jeg ikke kunne sige, men sangtitler som "Da Art of Story Tellin' Pt. 5" og "Spottieottie O" er næppe valgt ved et tilfælde. At Givez formår at levere årets måske mest hæsblæsende flow-præstation på "Tha Side", kunne på samme vis tyde på, at han vil overbevise de mange naysayers om, at han ikke behøver at se op til Lamar, men at de to er jævnbyrdige.
På "Intro(lude)" lyder det mistroisk fra en kvinde: "He really think he André3000... Matter'fact he think he Kendrick Lamar". Givez kæmper tilsyneladende med konstant at blive sammenlignet med de to giganter. Egentlig ikke værst, men sammenligningerne klinger negativt, da mange mener, at Givez plagierer og efterligner mere end han lader sig inspirere. Jeg kan se dem begge i John Givez' musik, men jeg er af den overbevisning, at Givez har karisma og karakter nok til at forblive sin egen. Om det er for at provokere skeptikerne eller om det er ment som et respektfuldt nik skal jeg ikke kunne sige, men sangtitler som "Da Art of Story Tellin' Pt. 5" og "Spottieottie O" er næppe valgt ved et tilfælde. At Givez formår at levere årets måske mest hæsblæsende flow-præstation på "Tha Side", kunne på samme vis tyde på, at han vil overbevise de mange naysayers om, at han ikke behøver at se op til Lamar, men at de to er jævnbyrdige.
"I really ain't got that much more to say /
Pass the word around, make sure you hit replay /
Let me put my legacy up on display /
And raise the banner for the rebel with a soul that won't decay"
Givez er et enestående bekendtskab, men Soul Rebel er ikke helt fejlfri. Der er truffet nogle besynderlige valg undervejs, der desværre har konsekvenser for Soul Rebel som helhed. Førstesinglen "Elementary Trill" lyder som skitsen af en god idé, men da der ingen potens er at finde i trommerne, ender det med at lyde lidt for magert. "Ride 4 Me" er utilgivelig sukkersødt, ligesom omkvædet på "Da Art of Story Tellin' Pt. 5". Givez' synger også en del, hvilket beriger numre som "A Playaz Change of Heart", "Sandman (Song)" og "Generation (Y)". Til gengæld er omkvædet på "Johnny Law (Green Light)" så grelt, at det ikke kan undskyldes. Det er muligvis det dårligste omkvæd jeg har hørt, og det er mig en gåde, hvordan det ikke er blevet skrottet.
De træge elementer er dog i fåtal, og som altid når det gælder Kings Dream Entertainment, er der ikke sparet på de musikalske lækkerier. Dette skyldes et urimelig stærkt hold af in-house producere, hovedsageligt bestående af JRuckers, DJ Rek, Wontel, Ray Rock, Bam Beats og Anthony Cruz. Tilsammen leverer de en bred pallet af produktioner, fra tonstunge knytnæveslag som Ruslan's "Change", til low-key, A Tribe Called Quest -lydende mirakler som Givez' "AM/PM". DJ Rek blærer sig i unødvendig grad med "Sandman (Song)" og JRuckers hiver et af årets smækreste drumbreaks ud af ærmet med "A Playaz Change of Heart". I min bog er produktioner som disse prima eksempler på, hvordan "moderne" hiphop-beats anno 2015 meget gerne må lyde.
Numre som "Insomniac Dreams", "Arrogance" og "If There Was No God" er måske ikke helt lige så spændende produceret, men det er tydeligt, især ift. forrige udgivelser, at beatmagerne konstant prøver nye ting af og bevidst betræder uudforsket terræn for at udvikle metoder og eksperimentere sig frem til den helt rigtige lyd. På mange numre står det klart, at de har sporet sig ind på den "helt rigtige lyd", mens andre beats kan tolkes som de fejlskud, denne eksperimenteren må afføde.
De træge elementer er dog i fåtal, og som altid når det gælder Kings Dream Entertainment, er der ikke sparet på de musikalske lækkerier. Dette skyldes et urimelig stærkt hold af in-house producere, hovedsageligt bestående af JRuckers, DJ Rek, Wontel, Ray Rock, Bam Beats og Anthony Cruz. Tilsammen leverer de en bred pallet af produktioner, fra tonstunge knytnæveslag som Ruslan's "Change", til low-key, A Tribe Called Quest -lydende mirakler som Givez' "AM/PM". DJ Rek blærer sig i unødvendig grad med "Sandman (Song)" og JRuckers hiver et af årets smækreste drumbreaks ud af ærmet med "A Playaz Change of Heart". I min bog er produktioner som disse prima eksempler på, hvordan "moderne" hiphop-beats anno 2015 meget gerne må lyde.
Numre som "Insomniac Dreams", "Arrogance" og "If There Was No God" er måske ikke helt lige så spændende produceret, men det er tydeligt, især ift. forrige udgivelser, at beatmagerne konstant prøver nye ting af og bevidst betræder uudforsket terræn for at udvikle metoder og eksperimentere sig frem til den helt rigtige lyd. På mange numre står det klart, at de har sporet sig ind på den "helt rigtige lyd", mens andre beats kan tolkes som de fejlskud, denne eksperimenteren må afføde.
Ruslan's Do For One
4/6
John Givez' Soul Rebel
4.5/6
Dream Junkies er pt. på en omfattende tour rundt i USA, med (Anthony Cruz' fætter) Ray Alexis som opvarmer. Da de nåede Marion i Ohio gav de sig selv en udfordring: skriv og indspil en sang, og film en video til den - på 12 timer. Det er der kommet det sindsygt lækre nummer "Tour Story" ud af, der, helt som førnævnte "AM/PM", har noget labert A Tribe Called Quest over sig.
- Jeppe Due Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar