Selvom jeg har været bekendt med navnet Open Mike Eagle i længere tid, har jeg, uden helt at vide hvorfor, aldrig rigtig hørt hans musik. Dette satte jeg mig for at ændre, da jeg sidste år hørte hans gæstevers på "Decorated Silence" fra L'Orange & Stik Figa's The City Under the City. - "Favorite nightmare is ten degrees centigrade / I only know five songs and they're all Gucci's "Lemonade"!" rapper han, og "Wow!" tænkte jeg. Sindsygt skarp, kløgtig og humoristisk måde at tænke rap på! Har man hørt Gucci Mane's "Lemonade" vil man vide, at det er et seriøst mareridt, der her beskrives! Selv L'Orange udpegede linjen til at være hele pladens bedste, hvilket måske var lidt synd for Stik Figa, men ikke desto mindre helt korrekt.
Open Mike Eagle's gæstespot på dét projekt var ikke tilfældigt, Mello Music Group havde nemlig signet ham forinden og annoncerede hans ankomst til selskabet via det velplacerede feat. Nu har OME udgivet sin Mello Music Group debut og fjerde album, Dark Comedy, og her tænkte jeg, at jeg ville gøre min entré i hans univers.
Min timing lader til at være perfekt, for der synes at være enighed blandt anmeldere og kritikere om, at Dark Comedy er OME's bedste indsats hidtil. Samtidig går det op for mig, at der er en god grund til hvorfor jeg har udskudt at stifte bekendtskab med ham. Ikke bare er Dark Comedy vanvittigt udfordrende rent sonisk, også tekstuelt bliver man sat på lidt af en prøve.
"Dark Comedy, cold as the ocean /
Ad a 'lol' 'cause nobody seems to know when I'm joking /
For those who haven't heard of me /
I'm bad at sarcasm so I work in absurdity"
Jeg kan lige så godt sige det som det er: Dark Comedy er blandt de "sværeste" plader jeg har lyttet til i virkelig lang tid. Hans tekster er kryptiske som bare fanden, ofte absurde - som han selv proklamerer, og altid vanvittigt intelligente. De er dog pakket ind i afvæbnende humor og ironi, og ikke mindst let tilgængelige sang-melodier, der gør det forholdsvist indbydende at give sig i kast med at finde mening i galskaben. Man skal dog ikke forvente at finde denne mening, for OME opererer bevidst med skrivning, der stiller høje krav til lytteren. I et interview udtaler han: "What I find to be most disappointing is when people don’t make any interpretation at all. They see something that’s a little challenging, not easily accessible, and rather than make any attempt to try to put together an understanding, they just dismiss it”. Passiv lytning er en by i Rusland; OME kræver ens fulde opmærksomhed og tvinger én til at spidse ører. Alene på pladens første nummer "Dark Comedy Morning Show" i første vers, refererer OME til filmen Weird Science, filmen Patch Adams og dennes instruktør Tom Shadyac, samt komikeren Steven Wright, og vil man have den fulde mening med, er man nødt til at vide hvad han snakker om. Der ligger altså flere timers research-arbejde i udredelsen af lyrikken. Dette vil måske holde mange fra overhovedet at give albummet en chance, men det skal siges, at dette arbejde ofte betaler sig på den top-fede måde.
Tag fx nummeret "Very Much Money (Ice King Dream)". Her havde jeg et sandt "wow!"-moment efter at have googlet en del og, bl.a. via RapGenius, læst mig frem til den egentlige betydning af nogle linjer. I andet vers rapper OME: "Lil' Wayne is an ancient African / Jay-Z's been around since the 20s though", hvilket ikke giver synderlig meget mening i sig selv. Kigger man tilbage på sangens indledende linjer rapper han: "Crown on my hip like Simon Petrikov", og det er hér svaret ligger. Simon Petrikov er en karakter i tegneserien Adventure Time. Han får fingrene i denne krone, der giver ham mægtige kræfter og gør ham udødelig når han har den på. Den fortærer ham dog gradvist over tid og ender med at gøre ham gal og udvisker hans tilregnelighed, og han bliver forvandlet til den onde Ice King. OME bruger kronen som metafor for når egoet taget over. Samtidig skal man huske på, at den der bærer kronen er udødelig, hvorfor det pludselig giver god mening, at Lil' Wayne er "ancient" og Jay-Z næsten 100 år gammel. De har båret kronen i lang tid, hvilket her betyder, at det er deres egoer der regerer. OME bærer ikke kronen på hovedet, men på hoften, hvilket Simon Petrikov ofte gør. Således lader han ikke sit ego tage over men understreger stadig, at han bærer rap-kronen og ved præcis hvordan man gør. Det blev en længere forklaring, men det illustrerer forhåbentlig, hvor meget guld der kan være at finde, i meget få linjer.
"Very Much Money (Ice King Dream)" viser samtidig, med hvilken fortørnethed OME kigger mod overklassen med - læs: han har ikke meget til overs for dem! Han rapper også: "My friends are superheroes, none of us have very much money though" og pointerer dermed, at penge ikke har nogen betydning i ligningen, overhovedet.
OME ved dog også, at det måske ville blive en for anstrengende affære for lytteren, hvis hele albummet var proppet med lyrik, der krævede omfattende detektivarbejde. Guldet servers derfor til tider også i letfordøjelig skikkelse. Han rapper fx "There's mad shootings on the news / Unless it's in the 'Chi, 'cause blacks and mexicans can die" og langer ud efter Amerikas mediers lidt for selektive tilgang til nyhedsdækning. Også på "Thirsty Ego Raps" brillerer han: "I'm president of the rappers that don't condone date rape" lyder det, og lussingen til Rick Ross og hans entourage kunne ikke svide mere. Nummeret "Qualifiers" er en reel guldmine:
"Fuck you if you're a white man that assumes I speak for black folks /
Fuck you if you're a white man who thinks I can't speak for black folk /
Let that soak in your rap quotes /
And your head hurt and your back broke /
I'm half crack smoke and half black soap /
I admit that it's an imperfect blend /
Hold up, it's my turn again"
Lydmæssigt er Dark Comedy på niveau med lyrikken: ikke lettilgængelig. Selv beskriver OME sin stil som "art rap", hvilket rent musikalsk kan oversættes til en blanding af LA-baseret electronic, indie-rock og hiphop. 11 forskellige producer er fordelt på pladens 13 tracks, men lyden er meget ens, og man er nødt til at tage hatten af for OME's evne til at vælge beats, der passer sammen. Produktionerne er mestendels demonstrativt bygget op omkring kringlede strukturer, der både kan være komplekse og vildledende i deres rytmer. "Golden Age Raps", "Jon Lovitz (Fantasy Booking Yarn)" og "Sadface Penance Raps" er de eneste, der lyder nogenlunde traditionelle. "Dark Comedy Morning Show" og bygget op omkring et stilfærdigt guitar-riff og et passende vokalsample, der tilsammen lyder fortrinligt. Men så har producer Toy Light smidt en masse skramlende effekter oven i, der udelukkende lader til at have det formål, at holde musikken fra at være for pæn. "Idaho" er næsten frustrerende rolig, og OME's monotone og apatiske vokal giver næsten én lyst til at skrige. Hen imod slutninger spæder producer Kenny Segal op med forvrænget og distortet synth, og roligheden flås i tusinde stykker. Også "A History of Modern Dance" er en besynderlig sag. Drum-breaket og basgangen svinger godt sammen, men beatsmed Jeremiah Jae har tilføjet en øreskærende synth-stikken i baggrunden, der nærmest gør det svært at høre nummeret til ende.
For mig bliver "art rap" -delen i produktionerne til tider for meget. Lyrikken er knivskarp og leveringen er altid spot on, om end til tider, bevidst, en smule provokerende i sin monotone og næsten disharmoniske udformning. Men jeg må nok erkende, at der er beats på Dark Comedy som jeg aldrig bliver venner med. I sine bedste øjeblikke er Dark Comedy dog, nærmest uden tvivl, blandt det mest originale, spændende og bjergtagende jeg har hørt i 2014, og på trods af - og dette kan jeg næsten ikke understrege nok - at pladen er ganske svær at komme ind i, vil jeg i allerhøjeste grad opfordre til, at man giver det et forsøg.
4/6
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar