Benal har leveret musik til begejstring for hiphop-hovederne i en lille håndfuld år efterhånden, og alligevel er det først med deres nyligt udgivne EP Hiphop, at jeg er hoppet med på vognen. Da de udgav nummeret "Tung Mand Ting" fik de i allerhøjeste grad mine interesseantenner til at vibrere. Lyden var rå og frisk, og Benjamin havde noget unikt over sin vokal og sin fremtoning. Men så stillede han op til Rap Slam Battles i en tag-team battle med Humme imod RimLigheden, og dette skulle vise sig at have kreperlige konsekvenser for mit forhold til Benal efterfølgende. Den nerve og autenticitet, der strålede ud af Benjamin på deres tracks var komplet borte. Der var simpelthen, i min optik, et for stort skel mellem den Benjamin, der overlegent rappede "Det ikk' bøf, det' 50 grams fadkotelet" på "Tung Mand Ting", til den Benjamin, der kontinuerligt nærmest måtte undskylde for sine diss-linjer. - "Ej ej, go' karma" blev han ved med at sige, og pludselig fremstod han konfliktsky og useriøs i sin rolle som rapper. Troværdigheds-kontoen gik i minus og Baby EP'en blev mere eller mindre bevidst forbigået på den bekostning - på trods af, at pålidelige bekendte roste den til skyerne.
Troværdighed hos en kunstner er af enorm betydning, men det er evnen til at viske tavlen ren også, så da de udgav deres nyeste, anden EP Hiphop, besluttede jeg at give den gode karma en chance. En EP med dén titel skal da heller ikke tro, at den kan slippe uset forbi undertegnedes kikkert. EP'en blev hørt, karmaen er god og Benjamins konto er så rigeligt i plus igen!
Hiphop indledes med årets måske mest flabede åbningsnummer. Man havde måske forventet at blive slappet i fjæset med et klassisk straight-up hiphop track, når nu EP'en bærer den titel som den gør. I stedet bliver man budt velkommen af en stilfærdig og stemningsmættet produktion med blidt piano i E-mol, der er langt mere down-tempo elektronisk end den er boom-bap, med et knugende vokal-sample, der er mere Nik & Jay end gusten undergrund (det er i øvrigt et stort kompliment! - Kom ikke her og sig, at vokalsamplet på "Novembervej" ikke sidder fucking lige i skabet). Og det fungerer fantastisk, for det lyder så godt, at man forholdsvist hurtigt bliver ligeglad med at holde stilen og lyden op imod ens forventninger. Det går da også hurtigt op for en, som man bevæger sig ind på den syv riller dybe EP, at titlen ikke refererer til genren i klassisk forstand, som nummeret "Arrested Development" ellers kunne give anledning til at tro, men til Benals helt egen tilgang til hiphop, der kompromisløst bryder med gængse forventninger til, hvordan "hip hop" skal lyde. Dette gør ved nærmere eftertanke titlen til "Arrested Development" endnu mere passende.
Benals "helt egen" tilgang til hiphop bunder først og fremmest i produktioner, der mestendels er bygget op af elementer, der slet ikke eksisterer i en klassiske hiphop-forståelse. Trommerne er skabt digitalt, og lyden af egentlige slagtøjer er aldeles fraværende. Tilhængere af den gamle skole kunne godt gå hen og rynke på næsen over det. Dertil begår gruppens producer Albert sig i sparsomt sammensatte elektroniske lydlandskaber. Der sker ikke voldsomt meget i musikken, men på numre som "Arrested Development", "Bananbåden", "Hip Hop" og "Bootycall" får Albert alligevel skabt bundmelodiske og virkelig spændende beats ud af få virkemidler. På "Hip Hop" genskaber de Den Gale Poses ikoniske omkvæd fra "Spændt Op Til Lir" i robot-crooner version, og videreførelsen fra "det gamle" til "det nye" kunne svært stå klarere.
Benjamin er en lidt "irreterende" rapper på Hiphop - på en god måde faktisk, mærkeligt nok. Han er nemlig dygtig, men han "gider ikke rigtig" vise det her. Han holder virkelig sig selv tilbage, og det pirrer sgu én lidt. Lyrikken fremstår som et sporadisk sammensurium af umiddelbare inventioner, hverdags-revseri og flyvsk fortørnethed. Der er ikke synderlig mange quotables, der får ens øjne til at lyse op, og kun hen imod EP'ens ende er der force og intensitet i leveringen. Og det er måske dét, der er lidt "irreterende": at han bevidst holder igen, når man nu ved han kan. Måske ikke så imponerende som interessevækkende, men Benjamin viser, at man godt kan sætte lighedstegn mellem interessevækkende og god.
Hiphop er ikke en EP helt uden kvaler. "Tæt" bliver en kende enerverende med sit lidt for dominerende kapløb mellem skramlende elektronisk perkussion og stikkende synth-lyde. Værre bliver det på "Trance", der lyder som et letkøbt, syntetisk club-track. "Benalgorytmen" læner sig op ad det for minimale, og selvom produktionen holder de første par minutter, kan den ikke klare den forholdsvist lange levetid på 4½ minut. Også den ellers forrygende producerede "Bananbåden" kunne med fordel have været en 2-minutters penge kortere. Benal skulle i min optik have genbrugt skabelonen fra Baby EP'en med fire skæringer. Det er bare mere overbevisende at imponere med fire numre og efterlade lytteren hungrende efter mere, fremfor at blive overfodret og faktisk ærgre sig over, at man blev så proppet. Benal er dog stadig et yderst spændende bekendtskab, der er virkelig gode når de rammer plet, og som gør tanken om den omtalte nye tilgang til hip hop ganske tålelig.
4/6
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar