Blueprint - Respect the Architect

"The architect, selecting the blueprints /

To rid the game of nuisance"

- Guru, "Respect the Architect" (Jazzmatazz vol. 2)

Jeg har ikke hørt særlig meget af Blueprint's musik, men det holder ham ikke fra at være en af mine favorit personligheder i hiphop. Jeg havde fornøjelsen af at interviewe ham for to år siden, og han er et gennem-sympatisk og ovenud rart menneske, der er interesseret og engageret i andre, og som gør en dyd ud af at fortælle historier. Og så er han hamrende medrivende af natur; en sand storyteller, der mestrer kunsten af formidle og bjergtage.
     Men ikke bare er han sympatisk og godt selskab, Blueprint er blandt eliten af garvede rappere. I halvandet årti har han udgivet respektindgydende hiphop, bl.a. med RJD2 som Soul Position og med Illogic som The Greenhouse Effect. Hans sidste soloudspil, der samtidig var hans sidste Rhymesayers udgivelse, Adventures in Counter-Culture, lå i den mere eksperimenterende ende. Her søgte Blueprint bevidst at lave en ikke-rapplade, men i stedet en mangefacetteret musikalsk oplevelse, der brød med de forventninger, han synes han var begyndt at sidde fast i. Om end befriende for ham selv, blev Adventures In Counter-Culture aldrig en favorit, og med Respect the Architect vender han tilbage til udgangspunktet. Ikke sit eget musikalske udgangspunkt, men selve hiphop-genrens.

"You know the true architect when you hear the song /
The foundation for the underground you're standing on"

På sin nyeste plade har Blueprint skrællet alt det overflødige fra og skærer helt ind til benet, ind til de bærene søjler, så den nøgne, grundlæggende arkitektur står til skue. Han har selv produceret hele pladen (med ét nummer som undtagelse), og musikken er uden tvivl det mest skrabede og nedbarberede siden Kanye West's "Bound 2". - Der er stort set ikke andet i spil end kreativt bearbejdede samples og klassiske break-beats, og det lyder fuldstændig forrygende. Flere producere burde give sig selv benspænd á lá dette når de laver beats, for der kan tydeligvis opstå nogle spændende ting ud af at tvinge sig selv til at tænke i alternative baner. Blueprint's sample-arbejde er næsten banebrydende i al sin enkelthed, og nummer efter nummer minder han en om, at godt musikalsk håndarbejde ikke (nødvendigvis) kommer af det nyeste nye udstyr eller dyre studiemusikere, men af perfekt eksekverede ideer. Idealet har været den lyd som pionerende præsenterede, dengang et velvalgt og veladapteret sample-brudstykke fra en plade var nok til at skabe et ypperligt beat. Og ypperlige beats er lige hvad Blueprint leverer. Tag fx bare den ind-til-benet simple "Oh Word?", hvor tampende trommer, et flabet flippet vokalsample og et en-tangents spil udgør det opløftende beat. Eller "Once Again", hvor Blueprint skaber et mellow og melodisk beat med et sparsomt instrument-arsenal.
     På "True Vision" har han forvandlet Betty Wright's "Girls Can't Do What the Guys Do" til et lodret mesterværk. Swizz Beatz samplede samme sang til Beyoncé's "Upgrade U", og gjorde det oplagte og åbenlyse: tog hornene, der dominerer originalens instrumental. Blueprint har ledt efter nogle helt andre ting at sample fra nummeret, og har tydeligvis været noget mere legesyg i sin tilgang til beatet. Dette fortæller en del om, hvordan Blueprint manipulerer sig frem til mere kreative resultater, fremfor at ty til det oplagte. En tendens, der heldigvis præger hele Respect the Architect.

Produktions-delen er så rigelig fabelagtig, men Gud hjælpe mig om ikke lyrikken er på samme niveau! På "The Climb" rapper 'Print:

"I never write rhymes just because the beat bang /
I write rhymes 'cause I got things I need to say"

Blueprint er en storyteller. Han spilder ikke ét eneste ord i én eneste bar i ét eneste vers med fyld eller nonsens. - Lyrikken er mesterligt forfattet, kompakt skrevet og leveret med en uhyggelig sikkerhed. Det er sjældent at man oplever en MC være så komfortabel som Blueprint er på hele Respect the Architect. Han rapper fx:

"Everybody raps so I lie when I’m asked /
I say I either work behind the desk or a chef /
'Cause if I tell the truth, they gonna ask if they can spit /
And I don’t want to tell them that they sound like shit /
See back in the day I probably would have told them the truth /
'Cause hurting people’s feelings used to make me feel cool /
But now I got a lot less to prove /
I learned it’s best to let people do what they do….”

Her når han at være både jovial og skræmmende ærlig inden for de samme få linjer.
    "Perspective" er stor fortællekunst, på trods af, at temaet nærmer sig det banale. Det handler i bund og grund om, at man skal prøve at se ud over sin egen næse, se ting i et større perspektiv og ikke tage sin lykke for givet. I tredje vers rapper han:

"A man with no shoes stands on a corner
Sad about his circumstance of being on the street
Then realize it weren't that bad
When he was joined by another man that had no feet
A woman makes a post on facebook
About how she and her brother got beef
Unaware it was read by a friend of hers
Who's own brother passed away just last week"

Sangens pointe er, som han rapper i første vers: "I don't care if you living in a high-rise / You're no different from a man in a hut" og at "...everybody's pain is the same". Dette kommer perfekt til udtryk i de fremhævede linjer. Folk i tredje verdens lande har problemer og folk i første verdens lande har problemer. De sidstnævnte bliver ofte latterliggjort som "first world problems", men selvom vi vesterlændinge nyder godt af den luksus det er at have fødder, kan vores problemer stadig være yderst reelle. Moralen er blot, at man ind imellem skal indtage "bird's eye view" og lige tænke sig om engang. 

     "Perspective" er i øvrigt pladens eneste nummer, der ikke er produceret af Blueprint selv. IMAKEMADBEATS (!) producerer den vokalt harmoniske perle, der tager afsæt i Aretha Franklin's "(To Be) Young, Gifted and Black" - og hvilket sublimt beat det dog er!

Respect the Architect er en uhyre velformet plade, der, helt uden store armbevægelser og brovtende albuestød, bevæger sig helt op i toppen blandt årets bedste plader. Nu skrev jeg så sent som i sidste anmeldelse af Intuition og Equalibrum, at deres plade snildt kunne være årets vigtigste, og det kunne den, den er suveræn, men hvad angår vigtighed, indtager Blueprint i min optik førstepladsen. Med absolut skrabede beats, der tager udgangspunkt i genrens kerne: samples, samt overordenlig skarpskåret rap, viser 'Print, at traditionerne fra fordums storhed sagtens kan konverteres til fuldmægtig hiphop i 2014. Det eneste egentlige minus ved Respect the Architect er, at det er en kort affære. Med ti skæringer, hvoraf to har en spillelængde på under to minutter, og det en kortvarig fornøjelse - dog en fornøjelse af de helt store, så længe den varer. 

5/6

- Jeppe Barslund