The Grouch & Eligh - The Tortoise and the Crow

Jeg er tosset med det der crowd-funding, og det er jeg vist ikke den eneste der er. LEFTOVERS2013 er nemlig ikke det eneste crowd-fundede projekt, der blev gennemført i år. The Grouch og Eligh's ambitiøse The Tortoise and the Crow -kampagne nåede ikke bare 100% tidligere i år, den nåede næsten 200%, hvilket er en del når man tænker på, at de skulle nå 50.000$ (ca. 270.000 kr,-) til at starte med. Deres mange år som DIY-kunstnere, som de selv kalder det ("Do It Yourself"), har givet dem en fanbase af betydelig størrelse, og dette blev testamenteret, da denne loyale skare af tilhængere pungede ud med ca. en halv million kroner - til et undergrunds-hiphop projekt!
     Kampagnen blev dog også slået ualmindeligt stort op. Ikke bare ville de to rap-helte udgive ét album, heller ikke to, men hele tre plader i én. "Not just any old triple album, we're making history with this" skrev de, og med ét Eligh solo-album, ét Grouch solo-album og ét fælles-album tror jeg faktisk, sådan rent størrelsesmæssigt, at de sætter en-eller-anden en rekord i kvantitet.

Ideen med en stor opdelt udgivelse må - i hvert fald i hiphop regi - tilskrives Outkast, der udgav Speakerboxxx/The Love Below for ca. 10 år siden. De slog jo endda en rekord, altså sådan helt bogstavelig talt, da de landede i Guinness Rekordbog som den første gruppe til at ligge både #1 og #2 på samme tid, med et hit fra "samme" plade ("Hey Ya!" og "The Way You Move").
     Men også af mange andre grunde var Outkast's dobbelt-album en "stor" ting. Både Big Boi's Speakerboxxx og André3000's The Love Below var fabelagtige plader enkeltvis, og som en anmelder skrev i sin tid, var deres ambitionsniveau lysår forud for alle andre i genren. Med sammenlagt 39 numre var deres to-enighed af et album altså både kvantitativt stort, men også kvalitativt sublimt.

The Grouch og Eligh's The Tortoise and the Crow er med 41 numre kvantitativt stor, men absolut ikke kvalitativt sublimt, og det går forholdsvist hurtigt op for én, at deres Kickstarter-kampagne lovede noget, som det færdige produkt ingenlunde kan holde. Havde de samlet det bedste fra de tre skiver og kogt det groft ned til ét album, havde de siddet med en fornuftig udgivelse, men som den tager sig ud nu, er The Tortoise and the Crow et overflødighedshorn af.... ja, overflødige numre. Selvom det synes en smule overskueligt at "se nærmere" på 41 numre, så lad os tage et kig på de tre forskellige plader; The Grouch's Lighthouses, Eligh's Nomads og deres fælles 333.  

: The Grouch - Lighthouses :

  

"We called him Tortoise because he taught us"

- The Mock Turtle, Alice In Wonderland

The Grouch er en herre flink fyr. Han er intet mindre end legemliggørelsen af den positive og fremadrettede hiphops mantra om "peace, love and harmony". Han er den (over-) positive, kærlige og økologiske rapper, der hædrer alt godt i sit liv, og bruger meget lidt tid - hvis noget overhovedet - på det negative omkring ham. Hans plade hedder Lighthouses da den er en ode til fyrtårnene i hans liv; ledestjernerne der guider ham og som giver ham liv, energi og glæde, og som fylder ham med den kærlighed han selv så glædeligt deler ud af. Det lyder måske en smule tykt, og er det formentlig også, men Grouch's tilbagelænede stil, rolige levering og bekymrings-frie væsen gør, at han undgår pladder og ævl og giver det en vinkel man gider at give sig i kast med. 

I de fleste kulturer og religioner figurerer skildpadden som det tålmodige og vise væsen, der, grundet dets tempo og robuste udseende, symboliserer vedholdenhed og stabilitet. Alt dette passer spot on på The Grouch, der rapper langsomt (han rapper ikke nødvendigvis langsommere end så mange andre, men når ens rap-kammerat hedder Eligh, så rapper man langsomt!), er robust i sine principper og virkelig fremstår klog og indsigtsfuld. Der er ingen løftede pegefingre at finde i hans tekster, og alt hvad han siger synes rodfæstet i et oprigtigt værdisæt. Når han på "Stuff Is Tuff" forkaster materielle goder er det ikke for at sige, at "ting" er skidt per se, men for at sige, at vi glemmer hinanden i vores hunger efter forgængelige objekter: "Give me your love, give me your laughter / Don't need no more matter, no manufacturer". For Grouch er tiden bedre brugt på venner og familie, som tydeligvis er de fyrtårne, der lyser klarest. "When I look at me I see you three, and then I know how to live" rapper han på "Corey's Angels" om familien, og naturligvis får børnene også lov til lige at tale over titelnummeret. Det tegner et billede af, at vi har med en rapper at gøre, der ikke er bange for at hælde lidt ekstra glasur på kagen. Der er skam også en mening med glasuren. Vi lever i en vestlig verden, hvor vi har det rigtig godt. Vi har det faktisk rigtig-rigtig godt! Men vi er blevet vandt til at have det så rigtig-rigtig godt, at vi glemmer hvor godt vi har det. Vi brokker os gør vi, over stort og småt. Først brokker vi os over, at det er for koldt om vinteren. Derefter brokker vi os over, at vi ikke kan se computerskærmen når solen endelig titter frem i marts. You get the point. Her træder Grouch til med en opfordring om at se lidt anderledes på tingene. Mange kunne lære lidt her.     

Spørgsmålet er, om det er et solidt nok fundament at bære en hel plade på? Muligvis. Havde de tilhørende produktioner været mere enige med hinanden om, hvordan de skulle lyde, var spørgsmålet nok lettere at svare på. Et langt stykke af vejen ligger beat'sne i den absolut gode ende, men "We Want the World", "Get Strong" og "When the Love's Gone" er så ulidelige, at det rusker godt og grundigt i det samlede udtryk. "The POSSE", "My Garden" og "Nice To Know Ya" er alle fine, men måske lidt kedelige i længden. Pladens bedste beats finder man på....

• "Stuff Is Tuff", der bæres op af udsøgte trompet-samples (produceret af Grouch selv). 
• "Lighthouses", hvor et stadion-stort fundament møder følelsesladede vokal-samples, der resulterer i et virkelig flot beat. 
• "My Best Teacher", hvor Ant genskaber den organiske magi fra Brother Ali's Us.
• "Good Man"; pladens mest opløftende groove, hvor akustisk guitar, glad nynnen og strygere sørger for at smil på læben. 

Alt i alt svinger Lighthouses en smule, dog ofte til den gode side. Tekstmæssigt kan man måske få for meget af Grouch's evigt glade væsen og 'peace, love and harmony' -sprudlende tilgang til rap. Jeg har det okay med det, og jeg synes det er ærværdigt, at en rapper selv kan blive et fyrtårn i nogle af sine lytteres liv.

: Eligh - Nomads :

"A good traveller has no fixed plans and is not intent on arriving"

- Lao Tzu

Nomader vandrer rundt fra sted til sted og slår sig aldrig ned bestandigt. De lader sig ikke binde, og deres livsstil fordrer konstant fleksibilitet og modet til at begynde forfra igen og igen. Deres liv er én lang rejse, der ikke har et mål. Selvom det vist ikke helt var det H.C. Andersen mente, så er hans udsagn om at "at rejse er at leve" nok det tætteste man kommer på en nomades filosofi.  

     Eligh er en musikalsk nomade, der ikke lader sig binde til én stil eller ét udtryk. Konstant river han teltpløkkerne op og søger nye græsgange, hvis han føler, at han "sidder fast". Og rigtigt nok er det mere eller mindre umuligt at finde to Eligh-projekter, der minder om hinanden. Ikke altid har det været lige godt, men en fast ingrediens i nomadens tilværelse er, at der vil være bump og huller i vejen, undervejs på hans færd. 

Nomads er Eligh's seneste stop på rejsen. Det nyeste nye her er, at produceren Eligh har fået lidt mere plads end rapperen Eligh. Han har produceret det hele, men rapper ikke på en håndfuld numre. Pladen skydes igang med instrumental-nummeret "Begin", der med pulserende trommer, stemningsmættede strygere og et effektivt klippet vokalsample, der udtrykker noget længselsfuldt, ender som et up-beat og melankolsk gadekryds. Disse modpoler er generelt set meget sigende for Eligh, der på den ene side ofte fylder sine tekster med frygt, angst, smerte og melankoli, men som på den anden side godt kan lide at lege med potente beats, der gerne må rykke. Han synes dog at have svært ved at finde et fælles ståsted mellem de to modsætninger, og "Begin" ender faktisk med at være det eneste nummer, der rummer de to på fornuftig vis.
     Resten af pladen er faktisk lidt af en stilistisk pærevælling af tracks, der kan deles op i tre kategorier. Kategori 1 består af de grelt producerede elektroniske synth-bomber som fx "Dark Tinted", "Weightles", "Farocious" og "Walt the Walk", hvor sidstnævnte er så maskinelt fabrikeret, at man savner lyden af et reelt instrument. Kategori 2 består af instrumental-numre som "Paid the Price" og "Morning After", hvor jazz-blæsere og livlig percussion skaber opløftende grooves. Kategori 3 udgøres af numre som "Attracted to Pain", "The Healer" og "Young", hvor Eligh tyr til akustiske guitarer og mere atmosfæriske lydbilleder. Sangene i de sidste to kategorier er ganske udmærket, men overordnet set rummer pladen ikke skyggen af en rød tråd. Numre som "My God Song" og "Regina" passer endda slet ikke i nogle af de nævnte kategorier, og disse farisæer forpurrer enhver chance for et samlet indtryk yderligere. "Sjovt" nok er de faktisk blandt pladens bedste skæringer. På "My God Song" har Eligh transformeret The Flamingo's "I Only Have Eyes For You" til en munter og absolut vellydende hiphop-perle. "Regina", der for mig er pladens pragt-skæring, er en simpelt og effektivt produceret kærlighedserklæring til sangerinden Regina Spektor (sådan tolker jeg det i hvert fald, bl.a. ud fra sangens outro, der låner lidt tekst fra hendes "Jessica"), hvor en samplet spilledåse lægger det melodiske fundament for noget af det Eligh er bedst til; nemlig hans måde at lave omkvæd på. Han hverken rapper eller synger, men har fundet en gylden mellemvej, hvor han "snakker melodisk". Han gør det på en række numre på Nomads, og det fungerer ganske simpelt fantastisk. Dertil rapper han sublimt. Jeg vil gå så langt som til at kalde ham en af nutidens dygtigste rap-teknikere.

Desværre er mesterlig rap og fremragende omkvæd ikke helt nok, når produktionerne i så mange tilfælde, som det er tilfældet på Nomads, er så ringe. Nomaden Eligh har nok haft for mange bolde i luften; for mange ideer, der ikke er blevet ført optimalt ud i livet. Et par af instrumental-numrene fungerer fortrinligt, men resten undergår for lidt udvikling til, at de for alvor er interessante. Måske har Blue Sky Black Death sat så høje standarter for hvordan hiphop instrumental-numre kan lyde, at det ganske simpelt bare er farlig grund at betræde? Ligesom det var tilfældet med Grouch's skive, er der kun en håndfuld numre på Nomads, der er værd at tage med, nemlig...    

• "Begin"
• "My God Song"
• "Attracted To Pain"
• "The Healer"
• "Young"
• "Regina"

... Hvilket efterlader os med hele ti numre, der på den ene eller anden måde ikke er synderlig ophidsende.

: The Grouch & Eligh - 333 :

"Animal fables are some of the oldest stories in the world, and have all been used as a way to teach morals and wisdom. This story was written down over two-thousand years ago: The Tortoise and the Crow"

- "Ashes To Ashes"

Titlen til Lighthouses gav perfekt mening. Titlen til Nomads gav nogenlunde mening. Der er ikke rigtig noget smart at sige om titlen på Grouch og Eligh's fællesalbum 333. De har udgivet tre albums i ét, så derfor står der 3, tre gange. Duh. Ikke just opfindsomt. Til gengæld har de forsøgt at kæde denne plade sammen med fortælling, jf. det indledende citat, der har til formål at sætte en ramme om pladen. Dette lykkes ikke. For det første bliver der ikke fortalt en reel historie. De har fået en kvinde til at indspille brudstykker af fortællingen, der er strøet ud over pladen, men jeg har "transkriberet" enkeltdelene, og der er hverken hoved eller hale i det. Dertil er jeg slet ikke sikker på, at der findes en historie med den titel.  Historien om Skildpadden og haren findes, ligesom Skildpadden og ørnen og Agerhønen og kragen, men historien om Skildpadden og kragen er vidst deres eget påfund. Det undrer mig derfor, at de ikke har digtet den til ende, så der rent faktisk bliver fortalt en historie i løbet af skivens 14 numre. Istedet sidder man med en masse numre, der enten i starten eller i slutningen afbrydes af denne, end ikke særlig behagelige fortællerstemme. Rimelig enerverende. 

Som det ligeledes var tilfældet med de to solo-dele af tripple-albummet, så lader manglende hoved og hale til at være den lidt uheldige fællesnævner. Her står 333 som det bedste eksempel. Numre som "Hella Fresh", "The Knock" og "Say Eligh! Say Grouch!" er så grufulde, at det ikke er lykkes mig at høre dem til ende endnu. "Ashes To Ashes", "Run", "All These Lights" og "End Game" er til at holde ud, men bestemt ikke sindsoprivende. "Complicated" og "ANX" er godt deroppe af, men mangler lige den sidste kant (på trods af et vanvittigt gæstevers fra Prof på sidstnævnte). Allerede her er vi oppe på ni numre, der rangerer fra det ovenud uudholdelige til det mangelfulde. Et hurtigt regnestykke kan afsløre, at vi, udover introen, der ikke tæller med, står tilbage med fire gode numre. Her er tale om...

• "I-N-S-P-I-R-A-T-I-O-N", hvor de to bytter vers på fortrinlig vis over et suverænt beat fra Eligh, der samtidig leverer et af de før beskrevne omkvæd.
• "Fireflies", hvor de får besøg af Steve Knight ("Ms. Meteor"), der udlåner sin enestående vokal til et grandiøst beat fra Starkey, hvor elektroniske og akustiske elementer ramler sammen med flotte strygere.
• "Akfam", hvor Exile leverer hele projektet nok mest følelsesladede beat, hvor især strygerne i omkvædet er voldsomt gåsehudsfremkaldende. Selvom det måske er lidt forudsigeligt at placere Blu-featuren på det eneste Exile-producerede nummer, så må man bare konstatere, at det spiller perfekt.
• "People of the Sun", der forener reggae-vibes med melodiske guitarer og caribiske keys. En sommer-lun lækkerbidsken

Igen-igen-igen er vi dog ude i et ikke særlig imponerende gennemsnit. 

     Som skrevet i starten burde de - efter min mening - have taget det bedste fra de tre skiver og kogt det groft ned til ét album, og glemt alt om at prøve at slå rekorder. De har muligvis slået en rekord, men på den bekostning, at kvantiteten vandt en jordskredssejr over kvaliteten. Havde de udgivet det som én plade med titlen The Tortoise and the Crow, med følgende trackliste:

• "Stuff Is Tuff"
• "Lighthouses"
• "My Best Teacher"
• "Good Man"
• "Begin"
• "My God Song"
• "Attracted To Pain"
• "The Healer"
• "Young"
• "Regina"
• "I-N-S-P-I-R-A-T-I-O-N"
• "Fireflies"
• "Akfam"
• "People of the Sun"

.... Så ville det så noget mere imponerende ud, og den tildelte karakter ville tage sig langt bedre ud. Som det ser ud nu er The Tortoise and the Crow et forfærdeligt roderi, som man næsten ikke orker at give sig i kast med. 

     Magien fra deres forrige album Say G&E!, som jeg var yderst begejstret for, er næsten borte, og det eneste nummer fra den plade, jeg ikke brød mig om, "Boom", er blevet repræsentativ for den generelle lyd på dette tripple-monstrum. Rigtig ærgerligt. Jeg håber at de som nomader rejser langt bort fra det sted de befinder sig nu, og bruger nogle musikalske fyrtårne som pejlemærke for deres fremtidig færd. 

2,5/6

- Jeppe Barslund