Mund De Carlo - Frit Fald

"Men en stille drøm fik ben da EP'en kom /
Udfordrede min selvkontrol og det at tænke mig om /
Og kunne tåle det når eksperterne de fældede dered dom"

- "87'er"

I 2011 udgav Mund De Carlo EP'en Det tar' tid, der, i hvert fald for undertegnede, for alvor markerede hans indtræden på den danske rap scene. Jeg anmeldte EP'en på wots.dk, og selvom jeg ikke kan huske indholdet af anmeldelsen, husker jeg karakteren 2/6 og den dertilhørende kommentarstorm, der er historiebøgerne værdig. Jeg var endda ikke ene om at kritisere EP'en; som jeg husker det modtog den faktisk udelukkende negative anmeldelser. Men trods modgang fra "eksperterne", kom Mund De Carlo helskindet og med oprejst pande igennem eksperternes lunkne modtagelse; han var ganske simpelt for målrettet til at lade sådanne petitesser slå ham ud af kurs. Og rigtig nok. - Det, der fulgte i årene efter var ovenud imponerende. Features, live-shows, en finaleplads i MC's Fight Night, den til dags dato mest hæsblæsende kraftpræstation i Rap Slam Battles' historie i hans kamp imod Rasmus Modsat samt nogle singler, der viste yderst positiv progression.
     Meget er sket siden udgivelsen af Det tar' tid, og med udgivelsen af sin første langspiller Frit fald er Mund De Carlos mere stålsat end nogensinde før:

"La' eksperterne kig' på det før du ska' udgi' det /
FUCK NEJ! - Jeg hopper ikk' på det, jeg springer ud i det!"

- "Frit fald"

Og Gud hvor det dog starter godt! "Intro" sparker pladen i gang med et stramt melankolsk jazz-beat, der er så suverænt, at jeg med det samme tænkte, at det her er det bedste Mund De Carlo har udgivet hidtil. Hans kølige levering af linjerne "Et album, en plade / Et standpunkt, en ung mands lastrum beskrevet bag en rap-tung facade / En A-bombe lavet på verbal-kunst og mundvand, en kagebund af vrede, der la' pandelåget gå til fadet" understreger dette yderligere.
     Den forholdsvist korte igangsætter glider over i den noget mere energiske "Lange løg og kort lunte", der med en fuldfed basgang og opløftende blæsere minder om en Looptroop-banger. Herpå udviser MDC sublim flow-gymnastik og leger lysteligt med tempo og opbygning, og imponerer ganske stort flere gange undervejs. Følgende passage leveres fuldstændig fantastisk:

"De hørt' om os og troed' at /
Vi stod med pistolen ladt og blodklatter på battet, fat det vi modsat /
Wolfpack af gode rappere /
Udmattede af det /
Ka' kun finde ud af det fordi roden af det er groet fast" 

Gymnastikken fortsættes i stor stil på "Hit med den", hvor et old-school lydende beat byder op til flow- og rim-showcase. Mund De Carlo takker ja til indbydelsen og leger sig fornemt igennem det spændstigt producerede track. Konstant vender, drejer og gradbøjer han ord og sætninger, og får kædet en lang række finurlige sprog-påfund sammen med imposant teknik. I de bedste øjeblikke - fx med en sætning som "Kaster mig ud i at stene i et glashus / Har været et friskt pust og nu jeg' dagens news" - rammer han noget helt enestående i sit flow, der har klare reminiscencer til den gamle skoles mestre. Ord-k-løvernes kører seriøst med klatten, og at X-farm yderligere besmykker skæringen med skarp scratch gør bestemt ikke noget.

På titelnummeret vender Carlos sig væk fra det beatdrevne til et noget "større" opsat nummer, med et 30 mand stort gospelkor som del af en ganske ambitiøs produktion. Carlos negler både versene og det velklingende omkvæd; især andet vers er fantastisk skrevet.
     Hvis du stadig ikke er helt overbevist om Mund De Carlos evner som tekstforfatter, bør "87'er" være endestation for din tvivl. Her beretter han "ganske simpelt" om hele sit liv, fra starten: "Det startede på et hospital et sted..." til nu: "Det bare en plade jeg følte jeg skyldte mig selv, eller måske en undskyldning for at finde noget nyt at fortælle". Man kunne let tænke sig, at det ville blive en overfladisk affære at forsøge at indkapsle et helt liv i én sang, men Carlos' coming-of-age -fortælling er ganske detaljeret, og man føler faktisk, at man kender ham lidt bedre som menneske, når sangen er slut. Som han rapper, har hans liv været præget af "konstant rytmeskift", og dette kommer - ganske bogstaveligt - også til udtryk i beatet, hvor Melancolia har støbt en produktion, der består af fem forskelligt lydende beats, der dog alligevel alle er kædet sammen af en rød tråd. De mange beat-skift understøtter udviklingen i Mund De Carlos liv, og resultatet er simpelthen suverænt.

Det er næsten fjollet så højt de første fem skæringer sætter barren. Så højt desværre, at resten af skiven  har svært ved at nå samme højde. Det skal med det samme siges, at dette skyldes produktionerne, og ikke Mund De Carlo, der formår at vedligeholde sit rap-niveau på et forholdsvist fjollet højt plan hele vejen. Ikke alene fortsætter den sublime leverance af velforfattede rap-finesser, historiefortællingen har han også styr på. På numre som "Anderledes" og "Pigen med verden på sin krop" er storytelling'en så god, at man let tilgiver de noget jævne beats.
     Og så er han sjov! Tag bare et nummer som "Hverdagens helt", der sprudler af linjer man får lyst til at vise verden:

"Jeg' en af de gode /
Alle har brug for en helt når de' triste til mode /
I byen får du lov at holde mit visa /
Loyal wing-man til du' i trussen på klubbens mest snobbede diva /
Når det' Just-Eat dag ska' jeg nok spise af den koldeste pizza /
Vælger et lorte-hold i Fifa /
Jeg' en nice guy, der' ingen kode på mit wifi /
Jeg' la' de mindre gode vinde Fight Night"

Men men. Frit fald er efter min mening meget for lang. 17 er bare at tage munden for fuld, og med mindre man hedder Kanye West bør man nok ikke kaste sig ud i en alt for lang første langspiller. I nogle tilfælde passer det virkelig, at mindre er mere og at 12 er det nye sort. Med den længde har man tid nok til at imponere, komme vidt omkring forskellige temaer og stilarter, trumfe sine ambitioner igennem og efterlade lytteren med et overordenligt positivt indtryk. Med 17 numre når Frit Fald desværre både at kede og trætte, og den kunne med fordel have været 5-6 numre kortere.
     Det overordnede problem er, at der er for mange jævne, anonyme eller flade beats på pladen, og det ville klæde Mund De Carlo fremadrettet at blive mere konsistent i sine valg af produktioner. Kommer han dét problem til livs, tør jeg slet ikke tænke på hvor ærefrygtindgydende godt et album han kunne fremtrylle.
     Dertil skal han og de andre Struglaz kunstnere droppe deres ovenud enerverende snakke-outroes! Eco's ellers flotte åbner "Først og fremmest" fra hans Alter EP blev nærmest ødelagt af outro-snakken, og på samme måde rundes "S, P eller K" af med indforstået infantil-humor, der ikke er til at holde ud. Det stemmer på ingen måde overens med det billede af et alvorligt, veleksekveret og autentisk bud på et rap album som resten af albummet ellers gør et stort arbejde ud af at tegne.

Helhedsindtrykket er dog stærkt, og dette står vigtigst af alt på Mund De Carlos regning. Han kaster rundhåndet omkring sig med lyriske- og raptekniske kraftpræstationer, der sikrer ham en plads på top 5 over landets pt dygtigste rimsmede. Mange produktioner kunne være en visdomstand bedre, og det giver altså ridser i lakken. Beat'sne er ganske simpelt ikke på Mund De Carlos niveau, og det skaber en uheldig ubalance. Men hold nu fast en udvikling siden Det tar' tid EP'en! Jeg får næsten lyst til at give ham endnu et 2-tal, alene i håb om, at udviklingen til næste udgivelse bliver proportionel. Der må ikke herske nogen tvivl om, at Frit fald er et album, der må og skal tjekkes ud.

2/6

4/6

- Jeppe Barslund