Marwan - Marwan

I 2011 lavede DR Pirat TV dokumentaren Perkeren & Kunstneren om Marwan, hvori hovedpersonen udtaler: "Jeg ikk' den bedste rapper. Jeg ikk' den fedeste flower. Jeg ved ikk' en skid om hiphop og rap. Det er ordene der betyder noget". Så sandt som sagt. Da han udgav P.E.R.K.E.R. i 2007, i en tid hvor ordet "perker" var tabu og Hr. og Fru Danmark så "perkerne" som landets public enemy, formåede han at fremstille en ny og mere nuanceret vinkel til fortællingerne om indvandrere og ghettomiljøet. Marwan var et pålideligt, autentisk og velformuleret talerør for en generation, som Borgerdanmark havde været bange for at byde ind i deres stue.
     På efterfølgeren, Mennesker, gik Marwan i en helt anden retning. De potente beats og den rå attitude blev erstattet af stemningsmættede lydlandskaber og tekster om familie, tragedie, sammenhold og kærlighed, der tiltalte alle. Mennesker var samtidig en plade, der, af grunde jeg endnu ikke har opfanget, delte vandende. Dette kom bl.a. til udtryk, da jeg som anmelder blev mødt af hård kritik for at rose pladen til skyerne.
     Nu har Marwan sluppet sin seneste plade løs, og den handler hverken om perkere eller mennesker generelt, men om Marwan selv, hvorfor den også har fået tildelt den meget passende titel: Marwan.

"Fuck hvordan du falder, det' hvordan du lander /

Jeg lever i to verdenen, det ene i DK, det andet som perker"

Både P.E.R.K.E.R. og Mennesker var bygget op omkring samme dogme; en stålsat og konsekvent tematik som ramme. Denne dogme er nu opløst, og i stedet har Marwan tilladt sig selv at boltre sig i et musikalsk frirum, hvor der er gjort plads til et væld af forskellige ideer, forskellige lyde og forskellige indtryk. Den røde tråd er derfor ikke helt så klar, men samtidig åbner det op for nye muligheder. Tag bare hans "persongalleri": alle sider af Marwan er repræsenteret. På "ButterBombay" møder vi gangsta-rapperen, der rapper "Du leger med de store nu og løber risiko / Du blir' trampet på dit ho'ed, jeg' fra den gamle skole" over et buldrende beat, leveret af Westcoast-koryfæet Battlecat. For at følge stilen til dørs er den tilhørende video filmet i South-Central Los Angeles, hvor mange en gangsta-rapper har kastet håndtegn og spyttet arrige vers imod ordensmagten. Ingen anden dansksproget rapper end Marwan ville kunne hive dén i land.

     Lidt konfronterende bliver han også på pladens åbningsnummer, med hvad jeg har valgt at tolke som en lussing til Specktors (læs: dem er jeg ikke begejstrede for): "jeg har det langt fra luksus / Tror du det' fastalavn? Spar mig for jeres cirkus!".

Vi møder også den forenelige rapper med et budskab om sammenhold, der fx på albummets intro rapper: "Alt menneskeblod har den samme farve / Uanset om du' et vrag eller kongearv".
     Også samfundskritikeren titter frem, bl.a. på "Uden om systemet" og den lyrisk mesterlige "Gennemsigtet", hvor han rapper:

"Misforstået, helt bestemt /
Mit land er besat så jeg smiler sjældent /
Kig på mig fra top til tå og tænk på et socialt belastet område /
Det' typisk, gi' mig skylden for alt det kaos, sæt mig i en boks /
Og skriv på ydersiden: "ikk' for os""

Men Marwan optræder også som en i al almindelighed kontemplerende 33-årig mand, der stiller spørgsmål til fortid og nutid, som kigger i bakspejlet og samtidig forsøger at finde en mening med livet fremadrettet. Dette kommer der formidabel tekstskrivning ud af:

"Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ska' lave min egen lira /
ikk' hjælp fra baba, ikk' hjælp fra mama /
Solgte smuglercigaretter /
Men I røg mere end I solgte, jeg mener snakkede mere end I handlede /
Tid til at skift' click, indtægten forvandlet /
Der' for mange løgne om bordet, I ka' bare ignorere mig /
I tar' ord i jeres mund, der ikk' findes i jeres hjerte"

Stik den! 

Som han selv siger besidder han ikke det fedeste flow og er måske ikke den bedste rapper. Til gengæld opvejes hans mangel af teknik og skills af mere karisma, indlevelse og autenticitet end de fleste andre herhjemme, og med en dansk rap-scene, hvor rigtig mange er gode til at rappe om at være rigtig gode til at rappe, snupper jeg hjertens gerne lidt gebrokkent rap fra en multifacetteret rapper, der opererer langt væk fra agurketidens trivialiteter. Og nå ja, så har han et ganske sublimt hold bag sig, der bidrager til en mestendels fantastisk lydside.

Troo.L.S. (som jeg vidst ikke er den eneste, der har savnet) og Jonathan Elkær (JO:EL) er arkitekter på produktions-delen, og de tryller gør de! Interessant er det at se Troo.L.S. bevæge sig væk fra de hårde beats og ind i et mere elektronisk land, hvor synth og autotune ikke er fy-fy. Det had, der tidligere har været rettet imod de nye elektroniske tendensers indpas i hiphop, er aftaget en del, - vel nok fordi, at dygtige folk som Troo.L.S. har haft tid til at undersøge, finpudse og afprøve mekanikken, så de nu ved, hvordan den bruges bedst. Tag bare Troo.L.S.'s auto-tunede omkvæd på "Gennemsigtig", der sidder lige i skabet. Omkvædet på "Hov" er mindst lige så fedt. Dertil er der et synth-orgie af et mellemstykke på den 8½ minut lange "Hov", der udvikler sig fra at være hårdt og mekanik til bundmelodisk. 

     Troo.L.S. og Jonathan Elkær afbalancerer dog de mange elektroniske elementer med en bred vifte af musikalske indslag. Her står den næsten urealistisk flotte "Vi vågner når vi dør" for mig som pladens pragt-skæring. Her har de to guldsmede samplet klassiske strygere og violaer (tror jeg?!) til versedelene, der lyder som noget Grieg's kunne have komponeret, men slynger i omkvædet - blændende leveret af Jooks - et mørkt og intenst synth-bagtæppe over beatet. To musikalske modpoler, hvis spændingsfelt simpelthen er formidabelt. 

Et par steder knækker filmen desværre. "Maui" bliver en tand for euro-poppet med sine overglade synthesizer-loops, og Xanders omkvæd på "Lyst for oven" for bægeret til at flyde over. Dertil er der lige enkelte øjeblikke, som fx "Hov", hvor det lyder som om, at de to producere har givet Marwan et formfuldendt nummer med omkvæd og det hele, som han så bare skal "fylde ud" med vers. Når verset så lyder som en omskrevet version af omkvædet, savner man den personlige investering.

Men værre er det bestemt heller ikke! Som helhed - også taget i betragtning af den tidligere nævnt manglende røde tråd ift. tema, er Marwan en hamrende fed plade. Mestendels suverænt produceret og skrevet, med få kvaler. Og så minder Marwan os om, at det er muligt at balancere på den hårfine grænse mellem radio-venlig hiphop og troværdig rap, samt, at rap altså godt kan være andet end komplicerede dobbelt-rim og højtravende poesi, og det er faktisk meget rart. 

4.5/6

- Jeppe Barslund