Sidst jeg havde Kanye West under kniven her på bloggen, var med anmeldelsen af Cruel Summer, der for mig står som det ultimative low point i hans karriere. Det var kedeligt, forudsigeligt og uinspirerende, og lød mest af alt som et slattent rip-off af Watch the Throne, der heller ikke var synderlig fantastisk. Da Hr. West er og bliver en af mine absolutte favoritter, tillod jeg mig dog at udtrykke et håb om bedre tider, og så "spåede" jeg, at hans solokarriere ville tage en skarp drejning væk fra den stil og lyd han sad fast i på daværende tidspunkt. For at være helt præcis skrev jeg i sin tid: "Det ville i hvert fald være lodret modstridende med Kanye West's solokarriere op til nu, hvis hans næste projekt lyder som Watch the Throne eller Cruel Summer. En radikal ændring i stil og lyd vil være den eneste rigtige og Kanye'ske vej frem". Med sit sjette soloalbum Yeezus går min spådom i opfyldelse - tifold!
"Hvo intet vover, intet vinder"
2010's bedst anmeldte album My Beautiful Dark Twisted Fantasy var storladen, overdådig, pompøs og voluminøs, og viste Kanye fra hans trofaste og højtelskede maksimalistiske side. På Yeezus har han vendt skuden 180 grader og skabt den totale anti-tese.
Yeezus var oprindeligt produceret i nogenlunde samme stil som MBDTF, så Kanye gav pladen til Rick Rubin og bad ham "gøre hans ting"; nemlig at forenkle, simplificere og skære helt ind til benet. Der var engang hvor der stod, at sange ikke var 'produced' men 'reduced by Rick Rubin', og det er bestemt den formular, der gør sig gældende her.
Yeezus boltrer sig i minimalisme og er skabt ud fra musikalske elementer, der mestendels ligger uden for Kanye's resume. Således kan han nu introducere dancehall, futuristisk house, inciterende acid, distorted elektronic og ondsindet synth til sit i forvejen favnrige katalog. Disse komponenter, der tilsammen skaber et larmende, forvrænget, ofte ufint og generelt smadret lydbillede, vil naturligvis skræmme mange væk og "sortere ud" i Kanye West-lytterne; den selvfølgelige konsekvens af et så ekstremt stilskifte. At kalde Yeezus et kommercielt selvmord vil være en grov underdrivelse.
Yeezus er allerede blevet kaldt både et "makværk" og et "mesterværk", og jeg tror reaktionerne hænger sammen med, hvorvidt man er gået pladen i møde med bredt sind og vidt åben musikalsk horisont ellers ej.
Showet åbnes med "On Sight", hvor synth-lyde og elektroniske effekter buldrer til højre og venstre, alt imens Kanye rapper: "How much do I not give a fuck? Let me show you right now before you give it up". Pludselig stopper synth-kaosset, og et harmonisk kor tager over som den ultimative kontrast. Ideen med dette lille kontrasterende mellemstykke til det ellers voldsomme beat er genial, selvom Outkast jo nok kom først med "Ghetto Musick". Koret på "On Sight" synger: "He'll give us what we need, it may not be what we want", og disse linjer er fuldt ud essentielle for hele Yeezus.
Kanye West har skubbet grænser, overskredet tærskler og fornyet hiphoppen med samtlige af hans solo-plader. Det har aldrig været det egentlige formål med udgivelserne, det er "bare sket" som resultat af hans innovative fremgangsmåde. Yeezus er skabt med det formål at vende op og ned på hiphoppens status quo. Det han siger med Yeezus er, at kunstnere må fralægge sig frygten for at prøve noget nyt og istedet satse stort, ellers retter man sig bare ind efter det, der er sikkert og trygt og som man ved virker. Denne mentalitet er dræbende for fremdrift og udvikling. Hvis konformiteten vinder, vinker vi farvel til muligheder for fornyelse. Udtrykket "Hvo intet vover, intet vinder" bunder i denne tankegang.
Jeg har siddet de sidste par uger og læst op til eksamen i psykologi, og det var noget nært umuligt for mig ikke at have Kanye West og Yeezus i tankerne da jeg læste om socialkonstruktionismen, og især den amerikanske psykolog Kenneth Gergen. Han skriver, at vores handlinger ikke er begrænset af noget, der traditionelt opfattes som sandt, rationelt eller rigtigt. At vi foran os har et stort spektrum af muligheder, en konstant opfordring til fornyelse. Det betyder ikke, at vi så skal forkaste alt, hvad vi opfatter som virkeligt eller godt. Slet ikke. Men det betyder, at vi ikke er bundet af hverken historiens eller traditionernes lænker. Når vi taler sammen, lytter til nye stemmer, stiller spørgsmål, overvejer alternative udtryk og leger på randen af fornuften, overskrider vi tærsklen til nye verdener af betydning. Sammen kan vi skabe fremtiden.
Da så mange kunstnere i dag - især i hiphoppens verden - netop er bundet af traditionens lænker, bliver denne "opfordring til fornyelse" kun samlet op af meget få kunstnere, deriblandt Kanye West, der aldrig har været begrænset af lænker, og som konstant og altid leger på randen af fornuft. På Yeezus leger Kanye helt ude på randen af fornuft. Det er ikke nødvendigvis kønt, vil nogen sige, men ikke desto mindre end nødvendighed. Det er præcis derfor "He'll give us what we need, it may not be what we want" -linjen fra "On Sight" er så vigtig. Mange havde sikkert foretrukket endnu en My Beautiful Dark Twisted Fantasy, The College Dropout eller Late Registration, men det er ikke det, der er brug for. Der er brug for fornyelse, nye tanker, nye ideer og alternative udtryk, og når ingen andre tør at tage teten og være anderledes, må Hr. West jo gøre det. Han har selv formuleret det ganske eksakt i et interview: "I think that's a responsibility that I have, to push posibilities, to show people: this is the level that things could be at".
Hvis kunstnerisk konformitet er en synd, så giver det meget god mening, at Kanye kalder sig 'Yeezus', for han lader sig frivilligt korsfæste med Yeezus af ren kærlighed til kunst og musik, for at tage alle de andres synder på sig.
Men er musikken så god, eller bare ekstremt anderledes for nødvendighedens skyld?
Jeg synes personligt det er ganske fantastisk. Jeg var ikke engang selv klar over, at jeg kunne lide min hiphop serveret på denne måde, men ved Kanye's hånd er det nu engang tilfældet. West og hans (mange) med-producere får det bedste ud af de få komponenter de sparsomme produktioner gør brug af, og jeg er ganske imponeret over, at det er lykkes dem at skabe så fængende og spændende beats. "I Am A God", "Black Skinhead", "New Slaves", "I'm In It" og "Guilt Trip" er alle sublime skæringer i min bog, og "Blood On the Leaves" er intet mindre end et mesterværk. Nina Simone's version af "Strange Fruit" danner det sjælfulde og smukke fundament, imens samplet af TNGHT's højdramatiske "R U Ready" smadrer stilheden totalt, i samarbejde med militant marcherende trommer. Dertil er "Bound 2" en sand vintage soul-lækkerbisken, der sampler The Ponderosa Twins Plus One's "Bound" enkelt, men yderst elegant. - Det kan måske være svært at høre, hvordan det har krævet hele fem producere at komme frem til slutresultatet..!
"Hold My Liquor" og "Send It Up" er de eneste numre, der ikke helt fanger mig. Førstnævnte fremstår lidt for anonym, og selvom Justin Vernon's omkvæd er rigtig godt, så formår Chief Keef - blot med få linjer - at forpurre det. "Send It Up" er en kende for repeterende, og de øreskærende trap-synth-knivskær bliver en kende enerverende ved for mange genlyt. Dertil kan jeg ikke helt se fidusen i King L's feature.
Der er rigtig nok lyrik at finde på Yeezus, der er uforsvarligt ringe, og flows, der lyder mere udmattede end nogensinde før. På den anden side må man ikke tro, at bare fordi Kanye rapper "I be speakin' swaghili" og "Eatin' asian pussy, all I need was sweet and sour sauce" betyder det ikke, at han ikke har esser oppe i ærmet. Der er uoverskueligt mange referencer til forskellige bibelpassager, og hvis man gider at bruge tid på at dykke ned i teksterne (jeg har opgivet at holde styr på hvor mange timer jeg har spenderet på RapGenius!), er der ufattelig meget at komme efter. Dette er ikke et forsøg på at legitimere dårlig rap, for i nogle tilfælde må man bare erkende, at en lort altid vil være en lort, uanset hvor meget guld man hælder ud over den. Det jeg siger er, at folk ikke bør afskrive Kanye's tekster fuldstændigt på baggrund af få "uheldigt" skrevne linjer, for nogen gange gemmer der sig nemlig også guld under lorten.
Når alt kommer til alt rører det mig egentlig ikke det store, at der er ringe lyrik og flows at finde på Yeezus. For mig at se, er det slet ikke det, det hele handler om. Det handler om at være en "leader" fremfor en "follower", at turde hvor andre tier og fornye fremfor at gentage, og her er Kanye West et enestående unikum.
Så for at runde det hele af; er Yeezus et stilrent, melodisk poleret og bredt appellerende album? Så langt fra som overhovedet muligt! Er Yeezus derimod et modigt, industri- og genrekonfronterende, flabet og vold-blæret album? Ja for fanden da! Kanye West vover, og Kanye West vinder - stort.
"I can't lose, no, I can't lose
'Cause I can't leave it to you"
5/6
- Jeppe Barslund
9 kommentarer:
100% enig med samtlige skrevne ord ovenover. SAMTLIGE.
Kn ikke sige ander, du lyder som de ord som jeg ikke selv kunne sætte på mine tanker. Endnu en fantastisk anmeldelse. Sådan!
Kunne ikke være mere enig
Enig enig og enig...solo kanye is tha bomb
Skal jeg være helt ærlig så provokere det her album mig rigtig meget. Det var sikkert også målet. Jeg synes at kalde dette album et mesterværk, er rigtig meget i overkanten. Og jeg vil selvfølgelig sige hvorfor.
Men det positive først. Jeg er kæmpe tilhænger af, at man eksperimentere med genre, og prøver at bringe noget nyt til bordet. Det gør Kanye og det skal han have stor ros for. Rick Rubin har gjort et flot arbejde, i at gøre dette album så minimalt, men samtidig "effektivt", som muligt. Der er noget ved lyden på dette album jeg virkelig godt kan lide. Jeg kan på en måde bringe paralleller til de gamle Def Jux dage, da El-P producerede alternative Hip-Hop mesterværker som The Cold Vein og Fantastic Damage. Man kan også kigge på hans seneste arbejde som R.A.P. Music og Cancer 4 Cure. Det er som du sagde genrekonfronterende, og det er personligt noget jeg virkelig kan identificere mig med.
Der er dog nogle ting, jeg vil erklære mig kraftigt uenig i. Det er at han skulle lave såkaldt "kommercielt selvmord". Ja det er det da til en grad. Mange af Kanye's fans kommer nok til at hoppe af. Men manden er efterhånden så respekteret og hadet og elsket, i forvejen, at han næsten kunne prutte sig igennem et album og stadig sælge millioner. Hvad har han at miste? Han har plads til at eksperimentere. Han fortjener ros for at prøve noget nyt, men i hans tilfælde vil jeg ikke kalde det modigt.
Et andet kritikpunkt er teksterne. Du kan ignorere det. Jeg kan ikke. Hans fede arrogance pisser mig simpelthen af. Hans åndsvage linjer på I Am a God hvor han snakker med Jesus om "stable millioner" er simpelthen så åndsvagt. Jeg gider ikke finde flere eksempler for du kender dem allerede selv.
Det sidste kritikpunkt virker måske åndsvagt, men det er, om ikke andet noget der nager mig. Den måde han glorificere sig selv på. Som om han er den eneste kunstner i Hip-Hop genren, der eksperimentere.
"I can't lose, no I can't lose
'Cause I can't leave it to you"
På den ene side har han ret, og den anden side, så har der allerede været andre, som har lavet en anderledes Hip-Hop lyd. Man kunne nævne Odd Future (Ved godt det meste af det, ikke er lige succesfuldt). El-P er har jeg allerede nævnt. Lazerbeak fra Doomtree kollektivet. Ja, de er undergrund, og man vil måske mene man ikke kan sammenligne, men i sidste ende, er det hele jo bare under samme genre. Kanye har bare mange flere strenge at spille på.
Jeg vil til slut sige, at musik ikke nødvendigvis behøver at være alternativt (Ved godt du ikke har hentydet til det), for at være godt. Til tider mener jeg, at Yeezus prøver at være sådan. Jeg vil samtidig sige, at det er rigtig nemt for tilhængere af dette album, bare at påstå at folk, der ikke kan lide det her album, ikke er gået til det med åben sind. Jeg mener selv, jeg er gået til det med åben sind. Og jeg mener at 5/6 er meget gavmildt. Ud fra de 5 gange jeg har hørt det, vil jeg nok ligge den på 3,5/6. En positiv ting, man kan tilføje, er at Kanye altid har det med at vokse på en. Så måske vil mit syn en dag være kraftigt revideret.
Indtil videre vil jeg holde ved, at dette langt fra er et mesterværk. Nærmere et spændende eksperiment.
Jynes det er en god og grundig anmeldelse, men jeg synes måske, at præmissen er lidt ved siden af. "Yeezus/Jesus"-præmissen. Der foregår nærmest en religiøs helliggørelse af Kanye som soloartist. Det lader til, at du har omfavnet "Yeezus-tanken" og det præger oplevelsen.
Der er gode grunde til at prise Kanye West som musiker. Jeg er kæmpe fan. Han udgiver dødspændende musik. Men jeg synes ikke, at han er genial. Kom nu lidt... Han er ikke et geni. Han har "bare" solid musikalsk forståelse, det rette mængde vovemod, den rette attitude og en tilpas fangende personlighed, der gør sig helt fænomenalt i mediebilledet.
Jeg synes, det er lidt ved siden af at vurdere Yeezus som værende et større samfundskritisk, nødvendigt grænsebrydende, 'han ved bedst, fordi han er genial', 'hvor intet vover,intet vinder'-projekt. Der er jeg enig med Mikkel Jørgensen ovenfor. Der er ufattelig mange, der har høstet fortjent anerkendelse for eksperimenterende hiphop før Kanye West. Kanye har endnu engang ladet sig inspirere af nye folk og han gør det godt fordi, at han er dygtig.
Det man kan rose Kanye West ekstra meget for er, at han giver den kommercielle rapscene kant, holdning og (for det meste) god smag.
Med det sagt, kan jeg godt lide albummet. Det har urimelig lækre numre (Blood on the leaves, Bound 2, New Slaves, Black Skinhead) - men jeg kan heller ikke så bort fra tåkrummende vers, pinligt under-niveau flow og ofte lyrisk tomhed! (JAJA, bibelske referencer, vor herre bevares, jeg har også været på Rapgenius, men det er simpelthen ikke godt nok! Hver anden rapper smider referencer og intertekstualitet om sig, som om, at det automatisk var opskriften på god lyrik. Det er såsåså forkert!!). Desuden siger han mere shit, fuck, nigga og bitch end de fleste rappere når at gøre hele deres liv. Det er selvfølgelig trættende. Var det ikke også noget af det, som generede dig ved H.A.M/Watch the Throne, eller husker jeg helt forkert? :)
På lydsiden vokser albummet på mig for hvert lyt. Det er - over all - glimrende produceret.
Nej, albummet er ikke fantastisk og det er nok en 4'er i min bog. Yeezus er sgu da ret godt. Hvis det var en anden tilfældig rapper, der havde udgivet albummet, så havde jeg haft samme mening om det. Jeg er meget i tvivl om alle der lovpriser Yeezus, kan sige påstå det samme.
- Maja
Har tilladt mig at linke til din fremragende anmeldelse på min blog. Tak for godt arbejde :)
http://swinginsymphonies.blogspot.dk/
Det er spøjst, at jeg havde slet ikke set dig, når frem til den karakter, som du har givet.
Jeg troede at du var på en 3-4 stykker.
Jeg er selv nået frem til ca. den samme karakter, men af helt andre grunde;
Jeg synes f.eks. at det er forfriskende med en rap-plade, hvor produktions siden er så udfordrende, som denne er!
Jeg er i det hele taget enig med Lou Reed på den her:
http://thetalkhouse.com/reviews/view/lou-reed
Send en kommentar