Jam Baxter - The Gruesome Features

Falder snakken på 'britisk hiphop' vil de fleste nok nævne The Streets , der har regeret genren i England på enevældig vis, siden hans banebrydende Original Pirate Material udkom. Jovist, så har der bl.a. været en Lady Sovereign, en Professor Green og en Wiley, der har forsøgt at komme frem, men tendensen har været, at de går i glemslen kort efter hypen har peaket.

I løbet af de seneste år har battle-ligaen 'Don't Flop' vundet mere og mere indpas, og fokuset har gradvist flyttet sig fra de potentielt internationale navne til mere undergrunds-nære kunstnere. Sideløbende har pladeselskabet High Focus Records gjort det til sit eksistensgrundlag at give de udgivende undergrunds-kunstnere en platform at udgive musik fra. Således er navne som Fliptrix, Dirty Dike, Verb T (der har deltaget i 'Don't Flop' adskillige gange) og Jam Baxter på vej til at blive de nye helte i britisk hiphop. Med The Gruesome Features blev Jam Baxter også hurtigt min nye helt.

"Good evening, this project is weird."

- Sådan bydes man som køber af albummet velkommen af Jam Baxter i booklet'en. "The little shit slyly built itself over the last year while I wasn't looking" skriver han yderligere om albummet. Sangene, der er at finde på The Gruesome Features, var oprindelig bare ment som et "... gap between albums". Baxter har ret beset hygget sig med en masse gode venner og dygtige kunstnere, med hvem han "bare" har indspillet nogle tracks. Heldigvis kom han frem til den konklusion, at det nok var en god idé at udgive det hele, og det kan man kun være overordenligt glad for.
     Selv siger Baxter om The Gruesome Features, at det nok mere er en kompilation end et egentligt album. Det spøjse er, at det - trods processen bag, der rigtig nok lyder for sporadisk til at kunne være et album - virker som et utrolig helstøbt album med en klar rød tråd.

"It just lay there, starring up at us. The doctors told us the chemicals might affect certain glands and nerves. And if they did, his features will never be normal again..."

Sådan starter det hele på pladens indledende nummer "Brains", hvor nogle læger står og kigger på en (Jam Baxters) hjerne og konstaterer, at der er en vis chance for, at dens ejer aldrig bliver normal igen. Dette er en underdrivelse; Jam Baxters hjerne fungerer øjensynlig ikke som vor andres! Lyrisk set er han på et både andet- og anderledes niveau; den britiske Aesop Rock ville jeg kalde ham. Han udtrykker sig i ord, termer og sætninger, der udfordrer lytterens forståelse på det groveste, samtidig med, at han besidder et unikt, eksplicit malende billedsprog. Jeg ville lyve voldsomt hvis jeg sagde, at jeg har forstået alt hvad Jam Baxter rapper om, men som det ligeledes er tilfældet med Aesop Rock, så er jeg yderst begejstret for rappere, der kan ryste mig i min grundvold og efterlade mig lige dele konfus og ekstatisk. Smag f.eks. bare på de første linjer på "Brains":

"Deep aquatic excavator, dishevelled entertainer /
One thousand breeds of weasel wrestle on this escalator /
Tree dwellers leaping out the boughs shouting "get the paper!" /
Trunk hugging rebels chucking petals at a detonator /
Man, this shit's second nature"

- Så er det frem med de avancerede analyse- og fortolkningsredskaber!
     Man kan også fravælge at gå i dybden med teksterne, da det virker ganske omsonst at skulle finde mening i det hele, og i stedet bare lade sig betage, for er der én ting Jam Baxter virkelig kan, så er det at tryllebinde med sine rim, forståelige eller ej:

"Muffling the wolf whistles streaming from beneath /
That used to form an iron shell around his featureless physique /
Now, his flesh slipped off him /
To reveal his bones had grown mouths of their own to scream freedom for once /
And each muscle slid into the sky dripping sweetened blood /
Melting through the icy floor slipping on a sea of slush /
Beating heart pukes a new gospel in a stubborn gut /
Takes a bow and crumbles in a puff of dust"

Jam Baxter ikke bare udfordrer ens forståelse af selve rappen, han spørger nærmest direkte: "hvorfor synes du det her er godt, når du nu har så svært ved at forstå det?". Svaret er relevant, men svarmulighederne heldigvis mange.
     Jam Baxter har for det første et virkelig fedt flow, men endnu vigtigere har han en ganske utrolig indlevelse i fremførelsen af sine tekster. Hele pladen er trykket af en mørk og melankolsk stemning, og det lader sig i høj grad vise i Baxter's levering. Deraf den føromtalte klare, røde tråd.
     Endvidere har Baxter allieret sig med et hold af producere (hvoraf jeg ikke har hørt om en eneste før denne plade), vis beats har væltet mig totalt ned fra min stol og yderligere blæst mig baglæns-kolbætte-rullende ud i entreen. De mørke og kolde kompositioner bærer en detaljerigdom og kompleksitet, der gør, at man kan finde nye ting i produktionerne gang på gang. Samtidig er mange af dem meget minimale, mens andre har noget utrolig emotionelt og cinematisk over sig.
     Produceren Illinformed tager kegler med samtlige af hans beats, fra den skrabede "E.F.T." med dens simple keys og gyngende bas, til et af årets skarpeste jazz-hiphop'ede beats i "Larvae". Ben 9mm's nedtonede "Altitude Sickness" er fabelagtigt produceret med dens mange lag af samplet sang og nynnen. På "Filet Mignon", der lyder som noget Action Bronson kunne have hygget sig med på Dr. Lector-pladen, fyrer samme producer op for insisterende guitar-riffs, blæsere og stramme trommer. Konchis' "Chemical Sweats" lyder som en sørgmodig film-score blandet med et intensivt hiphop beat, og Kerem Fraiche's "Squashed" er abnormt følelsesladet, og den måde det melankolske piano-loop danser let henover den perfekte bas/tromme-programmering på, gør beatet til et af mine absolut favoritter i år.

"Fine" og "Tin of Worms" er de eneste beats, der for mig virker lidt undervældende, men det er på ingen måde nok til at forpurre det ufattelig stærke helhedsindtryk jeg har af The Gruesome Features.
     Jam Baxter er en teknisk dygtig og original rapper med "next level" lyrik, der både vil imponere og vække undren hos folk. Jeg har valgt at lade mig imponere af min undren, og da den assisterende lydside er så forbandet flot som det er tilfældet, kan jeg sagtens leve med, ikke at kunne finde hoved og hale i hans univers.

"Take off in three, two, wonderful /

Right, great, good, I'm guessing everybody's comfortable"

5/6

  - Jeppe Barslund