tirsdag den 9. juli 2013

Jay-Z - Magna Carta Holy Grail


Tidligere i sommer skrev jeg en eksamensopgave om autenticitet; om at være autentisk i sin gerning. I opgaven kom jeg blandt andet ind på (og det er naturligvis ikke kun mine ord, adskillige meget-meget kloge mennesker er citeret og refereret), at autenticitet er det, der kan bære et individ fra professionalisme og kompetence videre til oprigtighed og ægthed; de absolut mest efterstræbelsesværdige "egenskaber" inden for hvad-end man vælger at lave i sit liv. Hvor den autenticitets-løse dygtighed er præget af standartisering, regler, normer og skabeloner, fordrer autenticiteten det alternative, det originale, modet og lysten til at prøve noget nyt og den absolutte personlige involvering.

Ser vi på forrige anmeldelse af Kanye West's Yeezus må man erkende - om man kan lide pladen eller ej - at den opfylder samtlige kriterier for autenticitet; originaliteten, modet til at prøve noget nyt, det (yderst) alternative udtryk og West's komplet kompromisløse involvering i sit personlige projekt. Af samme grund vil jeg altid have den dybeste respekt for Kanye, for uanset hvor hårdt man prøver kan man ikke frarøve ham hans autenticitet.
     Med Jay-Z's dugfriske Magna Carta Holy Grail står det på beklagelig vis soleklart, at han udfylder samtlige kriterier for den rigtig nok dygtige, professionelle og kompetente, men så sandelig også den fuldstændig autenticitets-løse. MCHG er et skabelons-skåret, standartiseret Jay-Z album af den mest forudsigelige skuffe, og det er bare ikke længere godt nok.

Magna Carta Holy Grail er groft opridset det mest livløse, uambitiøse og ligegyldige Jay-Z album til dato. Han har, i tæt samarbejde med Timbaland, formået at skabe et album, hvor samtlige numre fremstår monotone, trætte og uentusiastiske. Midtvejskrisen The Blueprint 3, som jeg var rimelig hård imod, havde i det mindste en lille håndfuld lytbare skæringer. Det tætteste MCHG er på at komme noget, jeg gider at høre, er den under ét minut korte "Versus", der, grundet dens længde, ikke rigtig tæller.
     Jeg får lyst til at citere Mund De Carlo* når jeg skal pege på det generelle problem med Jay-Z anno MCHG, for der er lige præcis ingen kompositoriske lækkerier eller tekniske finesserier, som førhen har været hans varemærke. Leveringen er flad og uinspirerende og engagementet anæmisk.
     Kigger man på indholdet vil man med garanti støde på lyrisk guf her og der; kløgtige ordspil, dobbelte- og tredobbelte entendres og andre sproglige finurligheder. Dog har jeg aldrig været mere ligeglad. Det imponerer ganske simpelt ikke længere i min bog. Med MCHG beviser Jay-Z, at lyrisk vid og substans ikke er to potter pis værd, når alting omkring det halter så eftertrykkeligt som det her er tilfældet. - Og så godt er indholder såmen heller ikke. At Rick Rubin, Timbaland og Pharrell er ved at komme i bukserne i en velproduceret hype-video, er ikke ensbetydende med, at man ikke kan rationalisere sig frem til, at der er enorme mængder halvhjertet tomluft at finde på pladen. Jay synker endda - af flere omgange - ned på et så lavt niveau, at det tenderer et Lonely Island sketch. At høre "Twerk, Miley Miley Miley, twerk" fra daddy Jay-Z er voldsomt pinligt. Hans forsøg på at genbruge Nirvana og R.E.M.'s ikoniske omkvæd er decideret ækle at lægge øre til, og hans utallige Basquiat name-droppings, shout-outs og referencer giver en virkelig akavet fornemmelse af, at han forsøger at gøre sig selv til "ham der gjorde det cool at være nede med Basquiat". Motivationen for at skrive er i sit visne efterår.

Timbaland agerer hovedarkitekt på størstedelen af pladens produktioner, og jeg ved ikke hvad fa'en de har forestillet sig, men der er nærmest bare intet der fungerer. Selv siger Timbo om MCHG: "It's gon' change hiphop", men jeg kan ikke se hvordan det skulle kunne lade sig gøre, når det eneste de reelt har lavet er sløje efterligninger af de beats, der har domineret mainstream hiphoppen de sidste mange år.
     Timbaland producerede stort set hele Justin Timberlake's album fra tidligere i år, hvorpå flere af årets absolut flotteste produktioner er at finde, men på MCHG er der absolut intet, der er værd at skrive hjem om. Helt elendigt bliver det, når de på "Crown" forsøger at ramme den lyd Kanye West skabte på Yeezus, der på alle leder og kanter er MCHG's diametrale modsætning. Hvor Kanye hovedkulds angreb det etablerede, reducerer Jay-Z sig selv til virksomhedernes nikkedukke, og hans yderst profitable aftale med Samsung har resulteret i det uden sidestykke mest tamme Jay-Z album til dato, oven på hvilket man på beklageligvis må konkludere, at Jay-Z ikke længere er en relevant skikkelse på hiphop scenen.

2/6

- Jeppe Barslund 

1 kommentar:

Aleksander Adrian Gabel sagde ...

Jeg er i store træk enig. Desværre..