PONYBLOD - Ponyblod

"Khalern fra originaler /
Og ham den fresh Malk De Koi'janer /
Hvis du ikk' vidst' det så ved du det nu /
Brand new Allan og Tue /
Ude lige pludselig. Rapplade? /
Ja, korrekt antaget /
Jamen sagde du Track, Khal? - Det TOTAL HJERNESKADET!"

Således lægger Khal Allan ud på pladens indledende titelnummer, og at samarbejdet mellem Tue Track og Khal Allan lyder "TOTAL HJERNESKADET" kan man kun være enig i. De er indiskutabelt blandt de bedste overhovedet indenfor deres områder; Khal Allan som en af dansk raps største originaler når det kommer til tekstskrivning og Tue Track som en af de mest bemærkelsesværdige og indflydelsesrige producere. Men men. - Nu hvor roserne er givet er jeg nødt til at sige, at PONYBLOD projektet langt fra ligger i toppen af deres respektive portfolier. Det er ret godt, ret sjovt, ret skarpt og ret alternativt, men det er også virkelig mærkeligt, rodet og usammenhængende.

Jeg har altid set Khal Allan som værende i besiddelse af en Dr. Jekyll & Mr. Hyde rap-personlighed. På den ene side kan han være ufattelig intens i sin levering og flow-mæssigt urørlig, som det blandt andet var tilfældet på "For Pokker". Dén Khal Allan er jeg dybt-dybt imponeret over og begejstret for. På den anden side kan han være maksimalt laid-back, hvor han glider ind i sit eget tågede og snørklede lyriske univers, der fordrer en mere modereret levering. Dén Khal Allan interesserer mig kun i nogen grad, og det er dén Khal Allan, der optræder på stort set hele Ponyblod.
     Han har bestemt sine lyriske guldkorn på nærværende plade, som når han på første-singlen "Med måde" hævder, at han er "Dyb dyb undergrund som muldvarper og markmus / Kryb, larver, guldgravere og Natascha Kampusch", eller når han twister ordsprog og med gammelmands-visdom fortæller, at man ikke skal "...sætte sit stearinlys under et tæppe". På "Dårlig kode" spreder han yderligere Khal Allan'sk kløgt:

"Kimen er sået, viden er fået /
Og viden er gået videre til noget jeg skriver /
Men den side jeg' på er drivende våd /
Har en sild i mit net men ild i min båd"

Mit problem er, at han også har rigtig mange uforklarligt besynderlige og ofte, synes jeg, åndssvage linjer, som: "Forlanger meget, forventer lidt af kultens medlemmer / Jeg' så sulten jeg ku' spise en hestelæddervest med sennep-ketter". Selv "Med måde", der helt sikkert er blandt årets stærkeste skæringer, har lyrik af den ringe skuffe: "Velkommen, men ikk' kommen, vel / For det smager af pommern til, om man vil". Jeg har hørt pladen igennem et dusin gange og må konstatere, at jeg ikke har været i stand til at tillægge denne type linjer nogle positive kvaliteter. Så'n er det bare.

Også Tue Track har haft en små-skizofren tilgang til sine produktioner. Der er alt fra det ovenud fantastiske til det decideret kedelige og det straight up mærkelige. "Med Måde" er eminent sat sammen med sine skæve jazz-elementer. "Autopilot", der lyder som afkommet af Suspekts "F.I.Postludium" og Ikscheltaschels "Putuni", er en rendyrket fornøjelse af øverste skuffe. "Dårlig kode" lyder som noget Track's Malk-kumpaner snildt kunne have hygget sig med, og "Jeg Ka' Ikke Li' Musik" er nok det tætteste vi kommer på et Ennio Moricone-lydende hiphop-beat. "Se Os Nu" gør brug af et utrolig lækkert sample, der dog ikke just er flippet kreativt. Det er ret beset en seks-sekunders bid, der loopes over hele sangen, og det undrer mig, at Tue Track ikke er gået mere nuanceret til værks, og evt. spædet op med nogle trommer. Det kan også bare være, at det er svært at hamle op med Just Blaze's version på Saigon's "Clap".

Det lader til at være et gennemgående tema for lydsiden, at numrene enten skal være korte eller afbrydes og/eller forstyrres undervejs. "Ornitolog" er et godt eksempel. Første vers domineres af et super lækkert, Twin Peaks lydende guitar-riff, og andet vers domineres af "Jump Around"-lydende "skrig". Begge halvdele er sublime. Men så skifter det hele over i et skævt, mørkt-elektronisk beat, for til sidst at skifte igen over i et skrabet beat, hvor der scratches derudaf. Sammenlagt gør det, at nummeret - der ellers startede fantastisk - ender med at blive forstyrret af en masse irriterende elementer, der ender med at gøre hele nummeret irriterende. "Dårlig kode" og "Autopilot", der beat-mæssigt ligger i toppen, har kun en levetid på omkring to minutter, så de største fornøjelser er samtidig de korteste.
     Underlighederne fortsætter i form af et hav af spøjse lyde, effekter og dialog-bidder, der er drysset med rund hånd ud over hele pladen. "Ku' du lige holde Michael et par minutter mens jeg går ud på toilettet?" spørger en kvinde pludselig på "Vent Lige Lidt". "Måske tager jeg fejl, men du minder mig om en jeg engang kendte" spørger en anden kvinde efterfølgende. "Jette?" spørger en mand undrende. Samtalen afbrydes af et højlydt heste-vrinsk.

Mit overordnede problem med PONYBLOD er, at jeg ikke kan finde det fede, interessante eller spændende i alle de underlige, mærkelige og skæve indslag, hvilket bevirker, at det i min optik ender med bare at være mærkeligt, og derfor ret kedeligt. Det beviser for mig, at originalitet ikke er godt per definition.
     Måske jeg bare er lidt konservativ når det kommer til, hvordan min hiphop skal serveres. Der er en håndfuld fede numre som jeg vil tage med mig, men i sin helhed er Ponyblod langt fra den plade jeg havde håbet på og forestillet mig ud fra "Med måde".  

3.5/6

- Jeppe Barslund