Selvom Styles of Beyond har leveret undergrunds-hiphop til den Amerikanske vestkyst i næsten 20 år, er det aldrig rigtig lykkedes dem - på en større skala - at blive til mere end "Mike Shinoda's legekammerater" og "Demigodz's rap-kumpaner". Dette skyldes nok, at højdepunktet i deres karriere netop var som dominerende features på Mike Shinodas Fort Minor plade The Rising Tied, hvor især numre som "Remember the Name" og "Believe Me" eksponerede gruppens to rappere, Ryu og Tak, til et større audiens. Men meget mere var der vist ikke i det, og siden dengang (2005) har de gået stille med dørene op til udgivelsen af deres tredje langspiller Reseda Beach.
Rent lavpraktisk er Reseda Beach et dobbelt-album, hvor første skive er det egentlige album og anden består af en samling uudgivede tracks. Stilen og lyden på de to er dog så enslydende at det hele hurtigt flyder sammen som ét album. Gruppens beat-smede Vin Skully og DJ Cheapshot står for størstedelen af pladens produktioner, men prominente navne som J Dilla, Scoop Deville, Apathy, Celph Titled og Mike Shinoda har også haft en finger med i spillet. Med hele 36 numre er det lidt af en blandet landhandel, men især på første halvdel af albummet er produktionerne overvejende skarpe. Hele ballet åbnes med den hårdtslående, sample-tunge og stryger-besmykkede "Here We Go", der sætter høje forventninger til resten af pladen.
De solide beats er heldigvis vel repræsenteret. Fra Dilla's nedbarberede nakkebrækker "Hard", "Shut Everything Down" med de skæveste fløjte-melodier man nogensinde har hørt i et hiphop-beat og "It's Us" med sit tunge guitar-riff, til den old-school bombastiske "Radio Clash" og "Dump It Down", der (selvfølgelig) handler om at fordumme sin musik for pengenes skyld, og som derfor helt perfekt sampler Family Guy helten Peter "I'm not a genius... Or is I?" Griffin's "Bird is the Word" sang.
Der er også flere - desværre nok lidt for mange - beats, der er hurtigt glemt, og det er et af de projekter hvor man fornemmer, at det havde været gavnligt med en nedskæring i tracklisten.
Ryu og Tak er bestemt et par dygtige rappere. Rent teknisk er de faktisk mere end dygtige; de formår virkelig at holde flow-fanen højt, og der er ingen tvivl om at det er i leveringen deres absolutte force ligger. "Radio Clash" er et godt eksempel, hvor de to - umiddelbart helt uden anstrengelser - flower sig igennem det sublime beat som var det det letteste i verden:
"I ain't gotta tell 'em who I'm reppin' 'cause they know
the fellas always get the credit when it's due /
I went from independant to the biggest selling record
Ch-ch-check, haha now I'm movin' up to level two"
Indholdsmæssigt er det lidt en anden sag. Størstedelen af Reseda Beach, der er en stor plade, kan koges ned til braggadocio-rap, hvilket gør, at man kører træt i rap, der handler om at være god til at rappe. De mest memorable stunder optræder bestemt også, når de hiver nogle mere alternative og sjove ideer og koncepter ned over deres numre. Jeg synes f.eks. at det er fantastisk, hvordan de har "spildt" et ekstremt catchy hiphop "hit" på at understrege en simpel pointe. - Nummeret, der blev brugt til at promovere albummet var "Damn", hvor de havde fået den grammy award vindende flødebolle-crooner Michael Bublé til at lægge omkvæd til - et allerhelvedes fængende omkvæd endda. På pladeversionen af "Damn" er Michael Bublé dog ingen steder at finde (det er endda komplet omkvæds-løst), og det hænger meget godt sammen med, at Styles of Beyond på det efterfølgende nummer, førnævnte "Dump It Down", fortæller hvordan de aldrig kunne finde på at lave kommerciel hiphop med fesne omkvæde leveret af fesne sangere. God humor og en rimelig original måde at fremhæve sit budskab på.
I det store hele er der dog ikke meget lyrisk guf at komme efter, rent substantielt, og det er svært at negligere fra den konkurrence som Styles of Beyond er oppe imod. Her tænker jeg (naturligvis) på deres westcoast kollega/rival Kendrick Lamar, der udgav en af de lyrisk mest gennemførte plader på nogenlunde samme tid, og i forhold til good kid, m.A.A.d city er det altså svært, for alvor at blive imponeret over Ryu og Taks rap. Skills ain't everything.
Hvis man ikke absolut kræver stimulerende indhold i sin rap, men sagtens kan nyde et solidt flow i sin reneste form uden indholdet er proportionelt imponerende, så vil jeg bestemt anbefale at man checker Reseda Beach ud, for dét er der meget af. Samlet set er jeg dog ikke ovenud imponeret. Jeg vil tage en håndfuld tracks med mig, men størstedelen ender nok i glemmekassen.
3.5/6
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar