Er du træt af materialisme, konsumerisme, overflade-kultur og den musik, der forherlige disse? - Så er P.O.S. din nye bedste ven. På sin fjerde soloplade - der bærer den farligt sigende titel We Don't Even Live Here - langer P.O.S. ikke kun ud efter bling-rappere, radio-hiphop og "slave"-lyttere, for det er ikke kun dem der er noget galt med, - P.O.S. er efter hele den vestlige verdens samfunds-model, der er skyld i, at det står så grelt til. "This place is wrong for me!" konkluderer han på "How We Land", og med "place" mener han den verden han lever i; en verden hvor alt skal være "normalt" og hvor folk gør hvad de kan for at følge en norm. Dén tankegang er P.O.S. brændende modstander af, og hans (lettere hypotetiske) løsningsforslag er at finde en anden planet at bo på! På "Weird Friends (We Don't Even Live Here)" rapper han:
"This world's got a whole lot of locked doors /
We decided not to live here anymore /
Picked through the norm, didn't fit, didn't stick to the script, didn't care /
We don't even live here"
P.O.S. praktiserer og promoverer en meget mere simpel livs-filosofi, hvor man ikke tillægger det materielt forgængelige noget værdi og ikke lever efter de standarter som samfundet dikterer. P.O.S. siger det faktisk meget simpelt: "We can take all the pressure 'cause we don't want nothing at all, except for maybe some more of us". Og hvad er så målet eller ambitionen med denne leve-vis? - "Ain't no particular road, ain't no particular mission / Only impossible goals, only defy definition". Så er skabet sat på plads.
Som det sikkert fremgår af de allerede fremhævede citater, så er P.O.S's budskab og den lyrik det er pakket ind i, ikke altid lige nemt at tyde. Det rækker fra lyrik, der er ufattelig vanskelig at forstå til herlig primitivitet som: "No one gives a fuck about shit, so fuck your shit, we fuck shit up 'cause shit's fucked anyways!", og alt derimellem. Om man kan forstå det hele eller ej, så kan man ikke se bort fra det faktum, at P.O.S. er en suveræn tekstskriver. Han kan både servere stof til eftertanke med én linje (fx "No resentment ever evened out a weaker hand") og få lytteren til at tabe kæben med længere passager, som følgende - en af mine favoritter - fra "Fire In the Hole/Arrow In the Action":
"We grew up on songs and held onto the ideals of our idols /
It's hard not to feel tricked /
It's hard not to feel a bit of resentment at their penchant for bullshit /
Impulse prescription, obsession placed on pure waste /
Expulsion from that (whatever your crap), repression ain't a language I can learn /
Outta here fast, and not a single bridge I wouldn't burn /
Never come back or hesitate to make a table turn /
Try to keep up the burn to the urn /
And earn every inch /
Return ready to kill your concern with how we getting it"
We Don't Even Live Here er kort sagt en lyrisk guldgrube. Der ligger visse udfordringer i selve forståelsen, men det er egentlig meget rart at blive "udsat" for hiphop, der ikke taler til laveste fællesnævner og faktisk kræver en smule vid fra lytteren.
Det er imidlertid ikke kun lyrikken der kræver noget af indtageren, lyd-delen er mindst lige så udfordrende og lugter langt væk af anti-normalitet! Det er nærmest som om at P.O.S. bevidst har sat dig for at sortere fårene fra flokken ved at åbne pladen med det vel nok skæveste, mærkeligste og mest larmende beat i "Bumber", der ret beset lyder som om, at der er en der har siddet i en garage og straffet et trommesæt imens hans kammerat er gået ape-shit på et over-mixet synth-keyboard. Og det er egentlig meget smart, for hvis man kan lide dét nummer vil man elske resten af pladen, og hvis man synes det er jammerligt, så er der nok alligevel ikke noget at komme efter overhovedet.
Jeg ville dog synes det var synd for den, der ikke gav resten af pladen en chance, for der er formidable produktioner at finde hen af vejen. "Fuck Your Stuff" er et af 2012's absolut stærkeste skæringer, ikke mindst grundet Lazerbeak's monster af et beat og et omkvæd, der er noget nært umuligt ikke at skråle med på. "How We Land" har et utrolig flot, storladent feel over sig, og Justin Vernons gæsteoptræden (især hans outro er spektakulær) gør bestemt ikke nummeret værre. Lazerbeak tryller igen på "Lock-picks, Knives, Bricks and Bats", der bærer en underspillet og minimalistisk produktion, der langsomt kryber sig ind under huden på én. Og så må man ikke glemme den rablende vanvittige "Get Down", der på den ene side er ét stort kaos af knivstikkende synth-lyde, der nærmest har til formål at punktere dine trommehinder, men som på den anden side er en rasende flabet banger, der faktisk er overordenligt flot skruet sammen.
De eneste to numre, hvor jeg mener produktionen fejler, er "All of It" og den alt for repeterende "Piano Hits", men det er bestemt til at se igennem fingre med, når resten af materialet imponerer så stort som det er tilfældet. We Don't Even Live Here er bestemt blandt mine favoritudgivelser fra i år. - Den er lige så "anderledes" som man kunne forvente af en Doomtree-udgivelse, og håndværket lige så sikkert som man kunne forvente af selv samme. Dertil er P.O.S. ganske simpelt bare en fantastisk kunstner, provokatør (check billederne i bookletten), "food for thought" -leverandør og ambassadør for fremragende hiphop. Som sagt er det ikke en plade for alle, men hvis man "lærer den at kende" og lader den vokse på en, så er det en lille perle uden lige.
5/6
- Jeppe Barslund
"Fuck Your Stuff"
"Get Down"
"Lock-picks, Knives, Bricks and Bats"
2 kommentarer:
Suveræn plade, og god anmeldelse, er enig stort set hele vejen.
Denne plade er et godt eksempel på en plade der tager tid at vende sig til. På trods af at jeg i lang tid har været stor tilhænger af "alternativ rap", tog det mig alligevel en håndfuld gennemlyt inden sidste halvdel for alvor begyndte at åbne sig for mig :)
Mht. til "All of It" og "Piano Hits" er det også klart de to numre jeg har sværest ved, men for hver gennemlyt åbner de sig mere og mere. Især "Piano Hits" synes jeg har en masse dope energi, og noget skrøbelighed, som jeg synes supplerer resten af pladens rå fanden-i-voldskhed ret godt :)
Var lidt skuffet over albummet, synes første halvdel var super, super skarpt men mistede interessen mod slutningen, og generelt er det, efter min mening, et stykke fra Never Better. Så overall er jeg bestemt glad for albummet, men ikke helt på samme plan som du er :) God anmeldelse!
Send en kommentar