Året der gik 2012 - Et tilbageblik

Kære venner. Endnu et år er ved at lakke mod enden, og i den anledning skal vi da lige kaste et tilbageskuende blik på året 2012 og se, hvad der skete på den musikalske front.

Lad os starte hjemme. 2012 har været et spøjst år for dansk rap. Om det er fordi jeg ikke længere anmelder for wots.dk og ikke får hørt synderlig meget, eller om 2012 rent faktisk bare var et halv-sløjt år for dansk rap, skal jeg ikke kunne sige, men rent udgivelses-mæssigt har der ikke været voldsomt meget at skrive hjem om. Kesi droppede Bomber Over Centrum, men det var mestendels fusere. Pede B gjorde det rimelig godt med Over Askeskyen, der dog døde hen lidt hurtigt, og DJ Static udgav det måske mest overhypede album i dansk rap historie med Rolig Under Pres (?), der dog kunne ryste et par solide tracks af sig. De eneste plader jeg rent faktisk har nydt fuldt ud kan koges ned til to stykker: Dialektens Spis Rester II mixtape (anmeldt HER) og Tudsegammelts selvbetitlede debutplade (anmeldt HER).
     For mig har 2012 i højere grad været et år, hvor der er udgivet en masse stærke enkeltnumre, så i steder for at lave en 'Top 5' eller 'Top 10' liste - hvilket jeg ganske simpelt ikke ville være i stand til - har jeg lavet en liste over de bedste og vigtigste numre, der er udgivet i år.

01. Dialekten - "Grobund"
02. Orgi-E feat. Jooks - "Mand 2.0"
03. Tudsegammelt - "Græsenkemand"
04. Pede B - "Intet at miste
05. DJ Static feat. Peacefull James - "So Cool"
06. Wafande - "Uartig"
07. Jooks - "Kapitel 1: I morgen"
08. Dialekten feat. Kværn - "På mellemhånd"
09. DJ Static feat. Wafande - "Alle jeres løgne"
10. L.O.C. - "Ode til kvinde"
11. NotaBene - "Jeg falder"
12. Eaggerstunn - "Kugledans"
13. Kesi feat. Mass Ebdrup - "Skudsikker Vest"
14. Pato Siebenhaar & TopGunn - "Din Mor
15. Marvelous Mosell - "Catastrofical Ravage"

Prangende udgivelser var der måske ikke mange af i år, til gengæld sørgede Droz Daily Steezin med deres Steezin MC's Cyphers og ikke mindst Luxshan's støt stigende Rap Slam Battle koncept for, at der stadig var mere end godt gang i den danske undergrund, så overordnet set var 2012 bestemt ikke et kedeligt år.

Når talen falder på udenlandsk hiphop har 2012 bestemt heller ikke været et kedeligt år. Her har det ikke været et problem at sætte en 'Top 10' liste sammen, - problemet har snarere været at skulle vælge imellem de mange fantastiske udgivelser, der har set dagens lys i 2012. Her følger min 'Top 10' - jeg håber selvfølgelig på at se nogle lister fra jer også.

10. 

Archetype - Red Wedding

Hånden på hjertet: første plade på listen er lidt en joker, for jeg blev faktisk først præsenteret for Archetype for nylig, så Red Wedding er på ingen måde en plade jeg har lyttet meget til i løbet af året. Der var alligevel bare noget ved pladen, som virkelig fangede min interesse hurtigt; noget der fik mig til at tænke, at jeg vil komme til at holde meget af den her plade med tiden. Om det er Nezbeat's flotte produktioner, der har live instrumentation som fundament, eller om det er rapper iD's særegne tilgang til rap der har denne dragende kraft skal jeg endnu ikke kunne sige. Lige nu ved jeg bare, at jeg glæder mig til at dykke dybere ned i Red Wedding.

 

9.

The Funk League - Funky As Usual

Den franske producer-duo The Funk League har stukket hænderne langt ned i mudderet og grebet fast om old school hiphoppen's rødder. Vidste man ikke bedre skulle man tro at man befandt sig i 1992 når Funky As Usual brager ud af højtalerne. Nogen af jer kender måske The Funk League fra LEFTOVERS2011 kompilationen, hvor "On & On" med Sadat X var med på. Det er dén stil de fortsætter med hele vejen igennem, og det er mildest talt afskyelig lækkert! Savner man de tidligere 90'ere, eller kan man bare godt lide lidt funky hiphop in general, så vil man elske Funky As Usual. 

8.

Substantial - Home Is Where the Art Is

Substantial's fjerde langspiller og debut hos Mello Music Group er egentlig ikke noget "særligt" som sådan, ganske simpelt bare hamrende effektiv og lækkert smedet sammen. 'Stan flower legende let over de tørre beats, primært leveret af Oddisee, der passer perfekt til den rutinerede MC.
Læs anmeldelsen af Home Is Where the Art Is HER.

 

7.

L'Orange - The Mad Writer

Når det kommer til at skabe stemningsbilleder med sin musik er producer L'Orange en mester uden lige. Det er mørkt, dystert, mystisk og ikke mindst ganske sublimt sat sammen. Størstedelen er instrumental, men der tegner sig et klart billede af en Film Noir lignende storyline qua de mange jazz- og vokalsamples og enkelte gæstevers, leveret af yderst kompetente rappere som yU og Blu.
Læs anmeldelsen af The Mad Writer HER.   

6.

Aesop Rock - Skelethon

Aesop Rock er og bliver en sær gut! På den ene side er hans lyriske univers så kringlet og kryptisk, at man er nødt til at investere større mængder tid for at komme ordenligt ind i hans abstrakte hoved. På den anden side er hans univers intet mindre end definitionen af "unikt", så hvis man først lærer at begå sig inden for de rammer Aesop Rock sætter op, så er man in for a treat. Jeg er bestemt ikke tilpasset endnu - det er grunden til at I endnu ikke har set en Aesop Rock anmeldelse fra min hånd - men jeg er så småt begyndt at se, hvad det er folk mener når de siger, at Aesop Rock er en af de bedste lyrikere overhovedet. Han har samtidig produceret hele pladen selv, og hans evner bag knapperne er ovenud imponerende. 

  

5.

P.O.S. - We Don't Even Live Here

P.O.S. er træt af en verden, hvor musikbranchen er forpestet af talentløse tosser og grådige pladeselskabschefer, så på We Don't Even Live Here tager han lytteren med på en rebelsk hiphop-rejse, hvor han sætter dagsordenen. Det er både skarpt, kløgtigt, sjovt og tankevækkende, og så er pladen yderst velproduceret, fuldendt med skæve og larmende indslag undervejs, der fungerer perfekt som soundtrack til det oprørske element, og det er med til at gøre det samlede indtryk utrolig stærkt. 

Læs anmeldelsen af We Don't Even Live Here HER. 

4.

Blu & Exile - Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them

Det var en noget nær umulig opgave at skulle følge op på mesterværket Below the Heavens, men Blu & Exile formåede at udgive en plade, der på ingen måde lød som forgængeren men stadig stak ud som sin helt egen. Det hele er meget mere laid-back og nedtonet; både hvad angår lyd og Blu's flow og indhold, og det fungerer strålende - ikke som det frembrusende hiphop-album, der skulle bevise en hulens masse ting, men som den hammer-labre og yderst velproducerede plade man kan smække på anlægget og zone out til. 

Læs anmeldelsen af Give Me My Flowers While I Can Still Smell Them HER.  

3.

Kendrick Lamar - good kid, m.A.A.d. city

Med Section.80 blev Kendrick Lamar spået en fremtid som westcoast-hiphoppens genfødsel, og med good kid, m.A.A.d city beviste han, at han kan bære ansvaret. Bedst ved det hele er, at Kendrick Lamar er en virkelig atypisk westcoast rapper. Han forherliger på ingen måde bandemiljøet, kriminaliteten og det hårde gadeliv, ganske modsat afskyr han det faktisk, men kan ikke se bort fra det faktum, at han har levet hele sit liv i midten af det hele, og dét har gjort ham til den han er: the good kid in the mad city. Denne historie fortæller han på mesterlig vis i løbet af albummet, der ganske simpelt er en tour-de-force i sublim storytelling. Tilføj dertil en samling stærke produktioner, blandt andet fra vores egne Rune Rask og Jonas Vestergaard, og du har et umanerlig flot album. 

Læs anmeldelsen af good kid, m.A.A.d. city HER. 

2.

Macklemore & Ryan Lewis - The Heist

Seattle-duoen Macklemore & Ryan Lewis skrev hiphop-historie med The Heist, der gik #1 på iTunes og #2 på Billboard charten helt uden et pladeselskab i ryggen. Årsagen til dette? - Fantastisk tekster, der kan være lige så hysterisk morsomme som de kan være grav-alvorlige, rammende og tankevækkende, og eminent arrangerede beats, der har én fod inde i den kommercielle lyd og én i undergrunds-hiphoppens. Et på mange måder "stort" værk, på trods af enkelte smuttere undervejs. 

Læs anmeldelsen af The Heist HER.

1.

Killer Mike - R.A.P. Music

Der er ikke et album jeg har hørt mere i år end Killer Mike's R.A.P. Music. Selv i skrivende stund, over et halvt år efter jeg hørte pladen første gang, og jeg stadig dybt imponeret. El-P har produceret hele herligheden, og det har han gjort ubegribelig godt. Det er bragende, intenst, larmende og smukt, og så er det fyldt med en usædvanlig detaljerigdom i lyden, der giver en variation og nuance i produktionerne jeg nærmest aldrig har set magen. Killer Mike er ligeledes blændende som den arrige, frembrusende sydstats-rapper, der kan være lige så politisk bevidst og samfundskritisk som han kan shit-talke og bare flå mikrofonen i stykker. Et hiphop mesterværk i min bog.
Læs anmeldelsen af R.A.P. Music HER.

. . . . .

2012 har også været året, hvor jeg personligt har lyttet til en masse andet end hiphop, og selvom jeg godt ved, at der er nogen af jer, der synes det er lidt irreterende med non-hiphop musik på bloggen, så får I alligevel min 'Top 5' over bedste udgivelser, under hiphop-radaren. Jeg ved nemlig tilfældigvis også, at der er nogen af jer, der sætter stor pris på disse anbefalinger.

5.

Fiano Apple - The Idler Wheel Is Wiser Than the Driver of the Screw And Whipping Cords Will Serve You More Than Ropes Will Ever Do

Ud over at stå bag årets længste album-titel, står amerikanske Fiona Apple bestemt også bag en af årets mest alternative og vovede singer-songwriter plader. Ikke bare er hun skæv i hele sin tilgang til det at skrive musik, - hun tager de vildeste chancer i sin fremføring og udsætter selv for næsten unødvendig risici. Heldigvis er hun så forbandet dygtig, at hun sejrer stort. "Hot Knife" står for mig som et af årets stærkeste numre, fordi hun med sin egen stemme alene, en loop-maskine og en kettledrum (som hun også selv spiller) kan skabe flottere vokal-harmonier end nogen anden. 

 

4.

Electric Guest - Mondo

På trods af at selveste Danger Mouse er hovedproducer bag Electric Guest's debutalbum, er der stort set ingen - i hvert fald ikke herhjemme - der har snakket om det. Det skyldes måske, at Mondo ved første lyt virker en smule banal og letbenet, men kender man Danger Mouse ved man, at det ægte guld ligger og venter på de tålmodige. Første gang jeg hørte singlen "This Head I Hold" tænkte jeg "fedt, dét rykker", men der var ikke rigtig andet fra pladen der tiltalte mig. Nu har jeg hørt den i godt og vel 30 gange, og "This Head I Hold" er langt fra mit favorit nummer på nuværende tidspunkt (videoen er dog genial!). Store dele af pladen er ørehængere, men ikke på den letkøbte hit-liste måden; der er mere bid i, og Danger Mouse's arrangementer sørger nok engang for underspillet men suveræn musikalitet.

   

3.

Frank Ocean - channel ORANGE

Er der andet at sige, end at Frank Ocean ganske simpelt er fantastisk dygtig? Jeg tror ikke at der er mange, der vil erklære sig uenig i dette udsagn. Frank Ocean tager musikalske traditioner fra legender som Stevie Wonder, Prince og Elton John og tilføjer mere "nutidige" tendenser, og resultatet er en genre man kunne kalde contemporary Motown. Det er melodisk overlegend, lyrisk skarpt og samtidig ganske flabet. Ubegribeligt at diverse radiostationer ikke har gjort et top-hit ud af halvdelen af pladens skæringer. 

Læs anmeldelsen af channel ORANGE HER. 

2.

Susanne Sundfør - The Silicone Veil

Kender I det, når en kunster kan bringe én fuldstændig i knæ? Når alt fra musik, lyrik, fremføring og live optræden til den tilhørende visuelle stil går så meget op i en højere enhed, at man simpelthen må overgive sig fuldt ud? Denne effekt har norske Susanne Sundfør haft på mig. Én ting, der er sikkert er dog, at det ikke er alle der vil blive "ramt" af hende på samme måde som jeg, - det er hendes musik nok for udfordrende til. Jeg har postet et par af hendes sange på min facebook væg, og folk enten elsker eller hader det - der er ikke noget midt imellem. 

     Susanne Sundfør har en af de mest imponerende stemmer jeg nogensinde har hørt, og det udnytter hun virkelig også. Hun kommer ofte så højt op i registeret at de fleste andre sangerinder ville tænke "nej nej, det der går jo ikke", men hos Frk. Sundfør går det lige præcis, for hun har så meget kontrol over sin vokal at man må knibe sig i armen. Musikalsk set kredser produktionerne om Sundfør og hendes piano, men det hele blandes med klassiske arrangementer, hvor der især gøres brug af store stryger-symfonier, men hårdtslående elektroniske elementer spiller også en dominerende rolle. Det lyder måske mærkeligt, og er det sikkert også hvis man ikke er vandt til denne kombination, men Susanne Sundfør og hendes bjergtagende stemme tager lytteren i hånden og guider én igennem de både voldsomme og smukke lydlandskaber. 

Hendes kunstneriske elegance kommer kun yderligere til udtryk i hendes musikvideoer, der burde få selv David Lynch til at spærre øjnene op af ren og skær begejstring. For en sikkerheds skyld bør det lige nævnes, at de bestemt ikke er for mindreårige.      

1.  

Of Monsters And Men - My Head Is An Animal

Islandske Of Monsters And Men udgav et mesterværk i år. Det kan godt være, at de ikke er i besiddelse af lige så meget kunstnerisk power som Susanne Sundfør, at de ikke er lige så vedkommende og personlige i deres tekster som Frank Ocean, at de ikke er lige så vovede og skæve som Fiano Apple og at de ikke har haft en stjerne-producer i ryggen som Electric Guest, men Nanna, Ragnar, Brynjar, Arnar og Kristján har så fabelagtig en kemi, at alt det førnævnte ikke er en nødvendighed for, at de kan flette det ene mageløse nummer sammen efter det andet.

Den musikalske sammenligning må bestemt være engelske Mumford & Sons, da Of Monsters And Men læner sig op ad deres folk pop/rock -lyd. Nogen vil nok mene jeg er skør for at sige og synes følgende, men jeg kan langt bedre lide den islandske version!

     My Head Is An Animal er en g-e-n-n-e-m-f-ø-r-t melodisk plade, hvor versene er bedre skrevet end de fleste omkvæd man hører, og hvor intet af det på noget tidspunkt virker forceret eller søgt. Det er et album som både er hyggeligt på grund af de mange nedtonede sange, men hvor der samtidig kan være godt gang i den med mere up-tempo numre. Ja, jeg kunne jo nok blive ved, så lad mig bare sige, at My Head Is An Animal er et helstøbt album af de helt sjældne, som jeg har nydt i utallige timer, og vil komme til at nyde i utallige timer to come. 

Awesome video!

Og nu vi er på Island er jeg nødt til lige at snige det her ene nummer med ind: Retro Stefson's "Glow", som uden tvivl er blandt de numre jeg har hørt mest i år overhovedet - bare spørg mine naboer!

2013?

     Hvad skal der ske til næste år? Tja, jeg ved ikke med sikkerhed hvilke plader der udkommer til næste år, men jeg har en liste over nogle, som jeg i hvert fald håber på udkommer, og som der er forholdsvist stor chance for når at se dagens lys: Trepac's Nye Toner, Dialekten's Stiplede linjer, Chico And the Man's debutplade, Fashawn's The Ecology, Queen of the Stoneage's næste og Broken Bell's næste. Hvad skal man ellers glæde sig til folkens?  

Som en allersidste afsluttende ting, har jeg lavet et lille julekort til jer

( click to enlarge )