Sidst på interview-listen var Blueprint. På dette tidspunkt var dørene til Vega åbnet og folk var begyndt at fylde i gange, barer og ved scenen. Dette resulterede i et pre-showstart stress, der fik de mange teknikere til at løbe forvildet rundt. For at "fylde så lidt som muligt" blev vi vist over i et lille-bitte lokale for at lave interviewet. Én stol og ca. tre kvadratmeters gulvplads gjorde, at de første to minutter gik med at finde ud af, hvordan vi alle fem skulle være i lokalet. Blueprint foreslog at vi gjorde det "indian style" og satte os i rundkreds på gulvet - så det gjorde vi naturligvis, hvilket skulle vise sig at være en utrolig hyggelig måde at føre en samtale på. Vi indledte interviewet med det obligatoriske "hvordan har det været at tournere Europa" -spørgsmål:
"Smukt! Vores største og mest succesfulde tour hidtil. Jeg elsker at være her ovre. Der er så meget ved Europa der er meget mere mig end hjemme i USA. Det er hjemturen der er det svære. Tag f.eks. arkitekturen. Amerikansk arkitektur er bare grimt og kedeligt, med en McDonalds var tiende meter. Her over er alt bare smukt og imponerende. I har jo mange bygninger her i København der er meget ældre end hele mit lands historie. Europæisk kultur facinerer mig meget."
"Du har jo næsten lige udgivet dit nye album (Adventures In Counter-Culture). Hvilke tanker lå bag denne plade?"
"Ideen var at inkorporere alt det jeg har lært om musik i løbet af mit liv, i ét projekt. Jeg bliver ofte kaldt f.eks. "hiphop-kunstner", "rapper" eller "Dj", men sandheden er, at jeg er inspireret af meget mere end "bare" det, og det ville jeg lade komme til udtryk. Jeg har blandt andet været korsanger i kirken, jeg lærte at spille trambone i en tidlig alder og jeg har været med i flere R&B-grupper. Jeg har lavet meget andet musik end det jeg primært er kendt for idag. Plus, hele min familie er meget musikalsk. Vi havde en samling på omkring 70.000 vinyler, så min musiksmag har altid været meget eklektisk. Indtil nu har jeg kun lavet undergrunds-hiphop, men der er så meget andet musik der har haft indflydelse på mig som kunstner og menneske, så dét ville jeg vise med Adventures In Counter-Culture."
"Det er jo nogle år siden du sidst har været pladeaktuel. Hvad har du lavet siden sidste projekt med RJD2?"
"Lært om musik. Adventures In Counter-Culture skulle oprindeligt have været ude i 2008, men jeg fandt ud af, at man ikke bare kan sætte en deadline på kunst. Man kan ikke bare sige "nu vil jeg lære at spille klaver på ét år". Hvad hvis det tager to? Eller "jeg vil være verdens bedste rapper om tre år". Hvad hvis det tager fem? Hvis du sætter en tidsramme om et projekt limiterer du din vækst som kunstner, og det ville jeg ikke risikere. Det stod klart for mig, at hvis AICC skulle blive til det ambitiøse projekt jeg ønskede, så krævede det meget mere tid. Jeg ville for alt i verden undgå at leve endnu et rap-album, for dem har jeg lavet så mange af. Det her projekt skulle være gennemsyret af alt det jeg har lært om musik. Før i tiden havde jeg fx bare samplet en guitar, men alt hvad du hører på AICC er musik jeg har skrevet. Det hele er mig. Jeg skrev f.eks. nogle noder og sendte dem til en guitarist, som lærte at spille melodien, sendte stykket til mig, og så samplede jeg det. Jeg samplede altså en melodi jeg selv havde skrevet. Og sådan er det hele vejen igennem."
"Du siger, at du ikke laver musik for masserne, og at du helt bevidst ikke laver musik til radioen. Hvad ville et kommercielt gennembrud betyde for dig?"
"Ha ha! Det kommer højst sandsynligt ikke til at ske, men hvis radion begyndte at spille noget af min musik, som jeg har lagt sjæl i, så ville jeg da blive glad. Du ved, radioen spiller så meget shitty musik med en masse shitty kunstnere, så Blueprint ville da ikke være det værste de kunne spille, ha ha ha!"
"Det ligger måske lidt i titlen til din nye plade. Kan du forklare meningen bag titlen?"
"Titlen har jeg lånt fra Steven Hager's bog af samme navn. Han var skribent hos High Time magazine og udgav den her bog, hvori han havde skrevet en række essays om "counter culture" -aktiviteter. Jeg læste bogen og blev utroligt inspireret, og besluttede mig for at tage hans koncept og overføre det til min musik. Samtidig passede titlen jo perfekt med min ambition om at prøve noget med musikken, som jeg aldrig havde prøvet før.
I forhold til den kultur jeg begår mig i, altså undergrundshiphoppen, så er min plade jo meget "counter-cultural", i og med at den går imod alt det man plejer at høre."
"Så du ville bevidst lave en plade, der udfordrede den nuværende hiphop-scene?"
"Ikke nødvendigvis udfordre, men helt sikkert vise at undergrundshiphoppen ikke behøver at være så ensidig. Bare fordi folk der hører Big Daddy Kane og Gang Starr ikke kan lide min musik, betyder det jo ikke, at jeg er mindre hiphop. Hvis folk der lytter til Bon Iver kan lide min musik gør det mig heller ikke mindre hiphop. Afrika Bambaataa vendte både elektroniske, rock'ede og country-plader, og han var æddermanme hiphop. Måske vil jeg bare minde folk om, hvad hiphoppen også kan. Et ord der blev brugt meget om AICC da den udkom var "eksperimenterende", og ja, det er den da nok i forhold til andre udgivelser i dag, man hiphop handler om at være eksperimenterende og skabe noget nyt. Mange rappere er blevet bange for at søge nye græsgange, så de gentager sig selv gang på gang, hvilket er fint nok, men jo ikke særlig hiphoppet i forhold til, at hiphoppen startede ud som værende et musikalsk eksperiment i sig selv.
Når jeg har udgivet Soul Position udgivelser med RJD2 har folk sagt: "han er en dygtig rapper ham der", men med den her har folk sagt "han er en dygtig kunstner", og dét betyder mere for mig. Så kan det godt være, at der er nogen der har rystet på hovedet over min nye plade, men nogen gange skal folk altså ruskes lidt rundt."
"Du har et nummer på pladen der hedder "Radio InActive", og det er noget med, at der ligger en interessant historie bag det nummer. Kan du fortælle lidt om hvad der skete?"
"Jeg var blevet inviteret op til den største radiostation i Columbus, Ohio. En virkelig populær radio-station, der havde hørt lidt om mig. De havde ikke hørt min musik, men de havde hørt nogle historier og set mig på forsiden af nogle magasiner, så de tænkte at jeg da måtte være populær, så de inviterede mig ind i studiet. De var sikre på at jeg var en kommerciel rapper, der var på vej til at bryde igennem, så jeg kom op til dem lørdag aften i bedste sendetid, hvor der er flest lyttere, for at blive interviewt. På det her tidspunkt havde de stadigvæk ikke hørt min musik, så da de endelig satte et nummer på, live, og fandt ud af hvilken musik jeg laver, kunne man bare se på ham at han tænkte "hva' fanden er det jeg har gjort?!". Vi synes det var fantastisk morsomt, og det sjove var, at de efterfølgende blev kimet ned af lyttere, der ville vide hvem jeg var. Så den her radiovært, der skulle forestille at være en kulturpersonlighed med styr på musikken, troede at han havde begået sit livs fejltagelse ved at invitere mig ind i studiet, men i virkeligheden elskede hans lytter min musik. Den aften fik jeg bevist for ham, at der altså er andet - og bedre - hiphop derude end den kommcercielle.
Det viser bare, at det handler alt for meget om "format" og regler. Fuck formater! Outkast passer ikke ind i nogen format, de skaber den. Jeg vil også hellere være med til at ændre formaten end at tilpasse mig den. Men det er ikke helt nemt. Du er nødt til at lære reglerne før du kan bryde dem. Det er lige som den scene i The Matrix hvor Neo spørger drengen hvordan han bøjer skeen og han svarer "der er ikke nogen ske!". Neo kender slet ikke reglerne - reglen er, at der ikke er nogen ske og derfor kan han ikke bøje den. Hvis du ikke kender reglerne sidder du fast i The Matrix med alle de andre, der bare kigger på skeen.
"Once you know the rule you can bend the motherfucker. Dét er min tilgang til musik."
. . . . . . . . . .
- Og med de ord var vores tid med Blueprint løbet op. Store Vega var ved at være fyldt op, og alle optrædende blev kaldt til "samling" inden show start. Resten af aftenen er historie.
Foto: Andreas Stenager Pederson
Læs Majas anmeldelse af Adventures In Counter-Culture her
Maja, Blueprint og Jeppe
- Jeppe Barslund
Ingen kommentarer:
Send en kommentar