Kære venner, jeg håber i slap igennem lørdagens intense nedbør uden alt for omfattende skader. Selv slap jeg ganske billigt, hvis vi lige ser bort fra en arbejdsplads, hvis kælderetage blev oversvømmet med kloakvand - dén uddyber vi ikke yderligere!
Her en lille uge efter er jeg dog oversvømmet med noget helt andet: plader, der venter på at blive anmeldt. Bunken har vokset sig seriøst stor, og det er lige før, at den kigger ned på mig. Og hvor er der dog meget guf at tage fat i; Random Axe, Mr. J. Medeiros, DJ JS-1, JustMe, Tone Spliff og meget, meget mere. Men selvom nogle plader "burde" prioriteres højere end andre, så er der altså lige ham har, som overhaler alle de andre. Jeg bliver simpelthen nødt til at dele det her med jer.
Henry Kleaveland er navnet på den 22-årige knægt fra Seattle, der går under MC navnet Scribes. Han debuterede i 2007 med Sleepwalk, som jeg anmeldte og gav 5/6. - En forrygende debut, der i sin golden era -æstetik stadig kun er overgået af Celph Titled & Buckwilds Nineteen Ninety Now fra sidste år. Jeg håber naturligvis at det forholder sig helt omvendt, men jeg gætter på, at der rundt regnet ikke er nogen af jer der har hørt Sleepwalk. En skam. Flere af skæringerne på pladen spilles stadigt hyppigt herhjemme hos undertegnede, og flere af disse numre - som "Catch A Drift", "Sweetheart" og vigtigst "Soully" - har for længst rundet de 200 iTunes plays, and still counting. Måske det kunne vække jeres interesse yderligere hvis jeg lige nævnte, at det er Macklemore, der igangsatte Sleepwalk -projektet, og han er selv at finde på pladens afsluttende nummer.
Gør for hulen da lige jer selv den tjeneste at checke albummet ud. I vil ikke fortryde det, jeg sværger (læs min anmeldelse af pladen her).
I 2009 udgav Scribes EP'en Summertime Sampler 2009, og nu har han så udgivet sit andet fuldlængdes album, What Was Lost, hvorpå to af numrene også var at finde på Ep'en.
En del er sket siden debuten i 2007. Scribes' tre kammerater D Mello, Sound Dialect og Nick Rapp, som leverede de støvbelagte boom-bap beats til debuten, har ikke haft noget med What Was Lost at gøre, der er præget af en noget mere mainstream'et lyd. Dette må dog ikke forstås som en skidt ting, for Scribes er virkelig en gudsbenådet kunstner, der har så rigeligt at byde på hvad angår historier, imponerende flows og ikke mindst super sprød, soul'et crooner-sang, at det ikke gør den store forskel om produktionerne er inspirerede af 90'erne, årtusinde-hiphop eller radio-rap, for Scribes har så meget karisma og personlighed, at han med et enkelt vink med sin rap eller vokal gør musikken til hans helt egen.
For lige at få fact'sne på det rene, så er det Bean One fra Seattle hiphop-trioen Dyme Def, der har stået for produktionerne. Umådelig solidt håndværk. Skal man sammenligne vil jeg sige, at lyden læner sig op ad f.eks. Novel's Future Black President EP. Lyttevenlige hiphop-beats for store og små, der er ikke til for at få lytteren til at falde ned af stolen i ekstase - selvom dette dog sker et par gange undervejs, - de fungerer nærmest hele vejen igennem som tilbageholden, komplimenterende backup til Scribes' udfoldelser, der til gengæld får én til at falde ned af stolen talrige gange.
At Scribes kører sit helt eget show er ganske vist. Han gør lige hvad der passer ham. På "Pass Me By", "The Boogie" og "Monster", der er gæstet af Greyskull's JFK, bliver det meget hiphop'et, med flow og levering i fokus over gyngende beats. Ja okay, hiphop er det jo hele vejen igennem, men Scribes er god til at skelne imellem de forskellige afgrene af rap. Førnævnte numre passer i kassen med mere teknisk, råt rap. På "Movin' On" og "I'll Be Gone (Only For the Lonesome)" er det arbejdet meget med Scribes' vokal, og de ufatteligt velklingende R&B hooks fungerer fortræffeligt. Det fede er, at selvom Scribes besidder en suveræn sangvokal, så bliver det aldrig pop'et eller overgjort. Tag et nummer som "Roll My Way", hvor han synger en helt vidunderlig bridge, som dog først gør sin entré efter 3½ minut. Jeg tager det lidt som en fuck-finger til de traditionelle sangopbygninger. Havde Scribes været en sell-out artist havde han skubbet sang-delen ind 3-4 gange i løbet af sangen som omkvæd, men vælger at gemme det, til det sidste. Jeg elsker det! Og han gør det igen på "Heat Wave". Her rapper han ikke engang, - han snakker i to minutter om hvor mange ulemper der er ved at skrive tekster om piger, eftersom han tilsyneladende har haft en del womens rights foreninger på nakken. Det er første efter de to minutter han bryder ud i en skønsang, man snildt kunne have haft i ørerne i timevis i træk.
"While they down this dedication, as I write through tears /
For all the peers who've been by me through the last few years /
I traded life for the wax, under one bright flame /
In exchange I recieved the gift to write real pain"
Da Scribes debuterede med Sleepwalk - som 17-årig - havde han vanvittigt mange historier og beretninger at dele ud af, meget uvant en 17-årig. Nu er han 21, og er stadig langt mere klog på livet i forhold til mange af sine jævnaldrende rap-kollegaer. Der bliver både rappet lidt om samfunde og politik, lidt om weed og piger, meget om hvordan hans verden og menneskerne i den har ændrer sig sideløbende med hans stigende succes, og så de obligatoriske syn på hiphoppen og kulturen.
Jeg vil dog også sige, at de mange sungne omkvæd og den generelt set mere letfordøjelige lyd i produktionerne, har krævet et offer i den fænomenale levering, der prydede Sleepwalk. Scribes flyder fortrinligt igennem hele What Was Lost, men han kan ganske simpelt ikke måle sig med den nerve og intensitet han besad i så høj grad på debuten. Om man kan leve med dette og så nyde hans sprøde vokal i stedet, eller om man hellere havde set ham angribe musikken med den samme sultne aggressivitet som "gamle" Scribes er op til den enkelte lytter. Personligt ville jeg ønske, at der fandtes en gylden midtervej. Flow, indlevelse og beats som Sleepwalk, og sang samt den der umiddelbare lethed i produktionerne på What Was Lost.
Men ikke så meget brok nu! What Was Lost ligger pt. til gratis download på Scribes' egen hjemmeside, og det ville være en lodret dumhed ikke at hente skidtet, for selvom der er et par lidt ligegyldige numre på, og enkelte ting her og der bestemt kunne have været bedre, så er der altså også pure guld at finde derpå. Som f.eks.:
- Jeppe Barslund
7 kommentarer:
skal man få sendt link til sin email, eller bruge linket nedenunder? :)
Mailen med linket havner af uvisse årsager blandt "uønsket post" - prøv at check der.
/J
Regner du også med finde tid til din genanmeldelse af "Below the Heavens" mellem alle de nye plader, der kræver din opmærksomhed? Den ser jeg i høj grad frem til. Og hvad er status i øvrigt på den dertilhørende konkurrence? Den er lige pludselig blevet ekstra interessant for mig, efter at jeg formåede at udskyde købet af genudgivelsen så lang tid, at jeg ikke nåede det før den blev udsolgt (SUK!)
Jamen når du fremlægger det sådan Morten, så vil jeg da kigge på den hurtigst muligt. Og status mht konkurrencen er, at jeg har 2 BtH cd'er liggende, som kommer på højkant i kølvandet til anmeldelsen. Det blir' godt!
/J
Det lyder sgu lækkert!
Kan det i øvrigt virkelig passe, at det ikke engang kan lade sig gøre at downloade albummet? På iTunes kan sangene kun købes enkeltvis og af uransagelige årsager er "My world is" slet ikke tilgængelig, og Amazons download funktion virker ikke uden for USA. Er der andre (lovlige) alternativer?
Det korte svar til dit spørgsmål Morten, er desværre nej.
Sound In Color, som udgav pladen i sin tid, drejede jo nøglen om, så det jeg tror der er sket er, at rettighederne til udgivelsen af pladen er gået tabt, og så er der sikkert gået for meget juridisk fnadder i den til, at der er nogen der egentligved ved hvad de skal stille op med den.
Super. Ærgerligt. Men så er det jo bare om at holde sig vågen når konkurrencen kommer op :D
J
Træls. Men det var også sådan jeg havde forstået det. Tak for svaret
Send en kommentar