tirsdag den 5. juli 2011

Big Sean - Finally Famous


Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er sygeligt stor Kanye West fan, så hvis han er krediteret som eksekutiv producer på en plade, der udgives via hans selskab, så er jeg per princep solgt, og så er det komplet ligegyldigt hvilket forhold jeg har til den udgivende kunstner.
Mit forhold og kendskab til Big Sean er mildest talt begrænset. Jeg er ikke rigtig til mixtapes, så det eneste jeg har hørt med ham er hans bidrag til Kanye's 'G.O.O.D. Fridays' serie, der kørte sidste år op til udgivelsen af MBDTF. Der havde Big Sean et rimelig ligegyldigt vers på "Good Friday" og et nogenlunde okay vers på "Don't Look Down".
Da jeg hørte Finally Famous igennem første gang var jeg altså langt fra imponeret over Big Sean, men i og med, at Kanye er eksekutiv producer og pladen udgives via G.O.O.D. Music, ja så skulle den per princip bare checkes.

Et princip, hvis eksistens ophørte i det sekund Big Sean's debutplade var spillet færdig. Ja, tillad mig at tale lige ud af posen; Finally Famous er en vederstyggeligt elendig plade. Intet mindre.

Jeg burde egentlig have set det komme. Alene det, at en 23-årig pladedebutant tildeler sit album titlen Finally Famous siger virkelig meget. At blive kendt har simpelthen været hans mål med livet. - Og nu, endelig (!!), er det mål nået. Igennem hele pladen rapper han meget om, hvor ofte han har drømt om at være kendt og rig, og hvor hårdt han har arbejdet for at komme dertil. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han jo for dælen kun er 23 år. Uanset hvor hårdt han faktisk har arbejdet, så virker det en smule arrogant som 23-årig at sige, at man ENDELIG er blevet kendt. Dertil er dét musik, som Big Sean repræsentere, et usædvanligt knebent grundlag at være blevet kendt på, for det er mildest talt jammerligt.

Vores egen Troo.L.S. siger det faktisk uhyre præcist i sit vers på "Uden Om Systemet" fra Marwans Mennesker, hvor han rapper: "Det' altid lettere at drømme end at ville / Men nogen gange er det som om at selve drømmen er meget federe end det at nå dertil, så jeg skubber målet væk lidt endnu".
- Jeg tror dette er en virkelig sund ideologi at indrette sine drømme og mål efter, for hvis man som Big Sean allerede har opnået sit allerhøjeste ønske som 23-årig, helt uden ambitioner om at nå højere luftlag, så kunne de efterfølgende 70 år godt gå hen og blive kedelige.
Det lader ikke engang til, at han stiler efter at blive bedre til at rappe eller skrive tekster. Finally Famous handler kort opsummeret om penge, bling, bitches, ho'es, fester, dyre biler, dyr champagne, og om hvor dope han og hans "niggas" er. Og man kan ikke andet end at grine af det, for Big Sean er virkelig ikke en god rapper. Det er han virkelig ikke. Jeg håber inderligt ikke, at der sidder nogen derude, som synes han er god, for det er han simpelthen ikke.
- Nogle af numrene på Finally Famous indeholder noget af det dårligst skrevne rap, undertegnedes ører nogensinde har måttet stå model til. Tag f.eks. hans vers på "Marvin Gaye & Chardonnay", der er så ringe, at man må tage sig til hovedet. Dét vers overgås kun af nummeret der følger efter, "Dance (A$$)", hvor det ikke bare er et enkelt vers, men hele nummeret, der er tåkrummende rædselsfuldt. Da Internz's forsøg på at sample MC Hammers "Can't Stop This" til beatet er ligeledes gruopvækkende dårligt.
Jeg kender nogle, der, når de ser Klovn, syntes det til tider bliver så pinligt, at de må forlade stedet i gru. Sådan har jeg det med et nummer som "Dance (A$$)". - Jeg bliver ganske simpelt nødt til at trykke "next" for at slippe for den ulidelige pinlighed.

Desværre er "Dance (A$$)" på ingen måde alenestående i sin dårligdom. Uopfindsomheden blomstrer i fuld flor! På "I Do It" rapper Big Sean:

"The one and only in this motherfucker /
Niggas starring like we the only ones in this motherfucker /
How could you not know we in this motherfucker /
I got my haters looking lonely in this motherfucker"

Simpelthen mindblowing'ly dårlig rap! Men vent nu lidt, på "My Last", der følger efter, rapper han:

"See I just walked in fresher then the shirts off in this motherfucker /
Imma need a bad broad to twink off in this motherfucker /
Imma go hard 'till it hurts off in this motherfucker /
Imma ball so you gotta work off in this motherfucker"

Jeg sidder med følelsen af at være blevet godt og grundigt "troll'ed", som det vist hedder på moderne internet-sprog. På det afsluttende nummer "So Much More" rapper Big Sean godtroende; "you tell me that wasn't verse of the year". Øhh, okay, det gør jeg da gerne: that WASN'T verse of the year!

Det hele ser ellers så godt ud på papiret. Co-sign fra Kanye, No I.D. på de fleste beats, gæstespots fra Pharrell, John Legend, Kanye, Lupe Fiasco og Dwele (hvis man skaffer sig bonus numrene). Men der er ikke meget, der fungerer i praksis.
No I.D. er en forrygende producer, og de fleste positive ting, der er at sige om pladen her, skyldes ham. "My Last" bærer et solidt stadium-beat, og Chris Brown, som jeg ellers ikke er meget for, leverer et glimrende omkvæd. "Don't Tell Me You Love Me" er drevet af en fed trommeprogrammering og nogle velklingende strygere, der ligeledes resulterer i en flot produktion. No I.D. er også hjerne bag "Memories Part 2", der er et af pladens absolutte højdepunkter. John Legend på omkvædet kan næsten ikke gå galt, og så spytter Big Sean nogle linjer, der helt modsat pladens standart faktisk er rigtig rigtig gode:

"Remember the first time I was rhyming for 'Kan /
Almost as nervous as the first time I rhymed for my mom /
Sold out the theater downtown, she said it was perfect /
But I already dreamed it, so it felt like I rehearsed it"

Har man sat sig for at investere i Finally Famous, kan det anbefales at skaffe den version, der har bonusnumrene med, da den utroligt lækre "Celebrity" med Dwele er blandt de skarpeste tracks overhovedet.
Men selv No I.D. fejler også fælt undervejs. "I Do It" og "Like This Life" passer bedre i skraldespanden end i dit iTunes bibliotek. Numre som "High" og den Neptunes producerede "Get It (DT)" gør hverken det ene eller andet for mig.

Til gengæld kære læser, har jeg gemt det bedste til sidst, for der er - tro det eller ej - et nummer på Finally Famous, der ikke bare er "okay", "fint", "godt", "fantastisk" eller "super fedt", men intet mindre end mesterligt. Det er vores allesammens bedste ven Exile, der debuterer som producer for kommerciel hiphop her, med et beat, der lyder som Exile, når Exile er bedst.
Exile sampler 60'er klassikeren "It's Too Late" med Wilson Pickett, og det soul'ede nummer er blevet skåret over, savet igennem og klippet totalt i stykker, og derefter tapet og limet sammen på en måde, som kun Exile kan gøre det. Det er totalt skævt! Vokalstykkerne er blevet hevet, strukket og choppet ud over beatet, der bæres af nogle komplet herlige keys, der har en melodi, som man ikke kan andet end at elske.
På trods af, at "Wait For Me" er pladens funklende kronjuvel, og faktisk en af årets bedste skæringer, så har jeg stadig et lidt ambivalent forhold til det. Exile har bestemt fortjent det bedste, og det glæder mig at se, at han endelig kan tjene en ærlig mønt for sine geniale kreationer, men samtidig håber jeg ikke, at han ofte vil "donere" så fabelagtige beats som dette til rappere, der ikke er gode nok til at anvende det til fulde, som jeg trods alt ikke synes, at Big Sean er. Lupe Fiasco, der er gæst på nummeret, yder mere retfærdighed til produktionen, men ultimativt set burde Blu har fået lov til at lege med det. Good God hvor det dog ville have været godt.



"Ride with Mr. Right on time or stay Miss another chance, man /
Re-direct it at the girls /
Not an ultimatum just an option in this world /
But things come and go when the clocks never stop /
Be on time for nothing or a little late for a lot"
- Lupe Fiasco

Et par gode momenter og et stjerne-øjeblik er dog ikke nok til at redde Finally Famous, der generelt set er præget af dårlig rap og ækle radiohiphop-elementer det meste af vejen.
Jeg vil anbefale enkelte skæringer, naturligvis "Wait For Me" som nummer et, men albummet som helhed kan absolut ikke anbefales. Fy føj der er meget grums på. Jeg håber virkelig at Big Sean genovervejer sine mål og drømme, og finder noget bedre at sigte efter, end blot at være kendt. Som f.eks. at udvikle sine evner når det kommer til flow og tekster, der er en fatal mangelvare på hans debut.

2.5/6

- Jeppe Barslund

7 kommentarer:

Jacob Diss sagde ...

Ugh, er nok den lyd der nærmest beskriver mit forhold til Big Sean og hans musik, kan virkelig ikke døje ham. Derfor glædede det mig da Kendrick Lamar's debut passerede Big Sean på Itunes listen, i hvert fald for en stund.

Maja lau sagde ...

@Jacob Kendrick Lamar's debut er også legendarisk!

Jacob Diss sagde ...

Helt enig, har nærmest ikke lavet andet end at lytte til det siden det kom ud, havde enorme forventninger til albummet, og Kendrick leverede er nærmest perfekt album.

Anonym sagde ...

Legendarisk på under en uge. Hold da op. Og jeg som troede vi arbejde med en lidt længere tidshorisont i den sammenhæng. Nå spøg til side, Lamars album er super sprød og klart bedre end Big Seans.

Maja lau sagde ...

@Anonym Det er klart, at overdrivelse fremmer forståelsen - mon ikke alle er med på den?

Anonym sagde ...

Savner stadig en anmeldelse af The Left - Gas Mask

Anonym sagde ...

haha, "motherfucker" og "motherfucker" rimer da også nogenlunde godt, så på det (ene) punkt kan han da ik kritiseres..

- jacques