tirsdag den 12. juli 2011

Random Axe - s.t.


"Yo, you can't mess with the bomb shit /
Me, Guilty and Black is agressive content /
No love-letter rhymes and raps about chicks /
Just a whole lotta druggin' and thuggin' - that's it! /
You can call me one dimensional /
But ain't too much talkin' when the slug get into you"

Således introducere Sean Price sig selv og projektet Random Axe på "Random Call", og således må dagsordenen siges at være sat!

Random Axe er en hiphop trio bestående af Sean Price; en af de hårdeste New York rappere til dato, samt den hædrede Detroit-rapper Guilty Simpson og den forholdsvist nye producer/rapper Black Milk. Disse herrer har et par ting til fældes, blandt andet en forkærlighed for hårdtslående, rå hiphop, og at alle deres forrige udgivelser var ganske slatne. Black Milk's Album of the Year fra sidste år var virkelig langt fra album of the year, Guilty Simpson's O.J. Simpson, som han lavede med Madlib, var decideret ringe, og Sean Price's Kimbo Price mixtape fra 2009 var også en kedelig omgang. Men nu er de samlet under fælles fane, og resultatet er en sprudlende hiphop plade, hvor der bliver slået tænder ud med hårdkogt punchline rap over knytnæve-tunge beats, der samlet set er den bedste kollektion fra Black Milk hidtil.

Jeg synes faktisk vi skal snakke ligt om produktionerne først, for Black Milk har som sagt flækket nogle beats sammen herpå, som virkelig vil frem i verden. Det vi har med at gøre her, er intet mindre end et studie i trommeprogrammeringer. Det forholder sig ofte således når talen falder på hiphop, men hos Random Axe er det om noget trommerne, der driver værket. Det er faktisk lidt sjovt, for ved første øjekast, så synes beat'sne utroligt voluminøse og "store" i udtrykket, men sandheden er, at Black Milk kun har taget få virkemidler i brug. Han formår at få sygeligt meget lyd af ganske få instrumenter. Trommerne er overvejende organiske, hvilket sikkert er et resultat af, at han har spillet meget med liveband på det seneste, og sammen med et sparsomt arsenal af elektroniske elementer - enkelte steder krydret med samples - kreerer han et enkelt, men uhyre effektivt og umådeligt banging fundament for de to rappere, der tydeligvis hygger sig med de saftige produktioner.

De kedelige momenter er virkelig i fåtal, og med en 15-numres plade på 40 minutter, er rutsjebaneturen nok hurtigt overstået, men det er fedt hele vejen igennem.
"Random Call" blæser pladen i gang med et opløftende beat, hvor et velsamplet vokalstykke synger duet med et herligt piano-loop, over en trommeprogrammering, hvor der virkelig bliver banket igennem. Dernæst følger "Black Ops", der er en af undertegnedes absolutte favoritter, grundet det nedbarberede mellemgulvs-tampende beat. Af andre favoritter bør "Understand This" bestemt nævnes, hvis beat faktisk ikke består af andet end trommerne, og så en lille mudret computereffekt, der rumsterer i baggrunden. "Jahphy Joe" MÅ også nævnes, med sit 36 Chambers -lydende trommeloop, en velklingende Melanie Rutherford på omkvædet og en umanerlig sulten Danny Brown på gæstelisten.
Listen af herligheder er lang, og jeg kunne snildt fremhæve gode ting ved de fleste numre, men det bliver både repeterende og svært at skrive noget nyt om de forskellige trommer. Det er nok noget, der bare bør opleves first hand.

Hvad angår Sean Price og Guilty Simpson, så er Random Axe ligeledes en storslået fornøjelse. Som Sean Price siger på "Random Call" - jævnfør citatet fra starten af anmeldelsen - så er de to MC'er ikke kommet for at opfinde den dybe tallerken, - de er her for at have det sjovt, og sjovt bliver det. De er begge veteraner, og deres flow og levering alene er en sand nydelse, men når det hele krydres med agressiv, in-your-face, fråde-om-munden rap, hvor skydevåben, street mentality, weed og fald-på-halen humor er i højsædet, så er det nu engang svært ikke at holde af. Som når Sean Price rapper "I shank ya / sharpened toothbrush in the gut of a wanksta", eller når Guilty rapper "I'm blowing smoke signals at an indian broad / I told her I'm unemployed, please give me a job". - Det er dumt, men på en afvæbnende og yderst underholdende måde. På "The Karate Kid", Sean P's solobidrag, går der lidt mere storytelling i den, men egentlig kun for at forklare, hvorfor alt det andet handler om druggin' an' thuggin'. Som han rapper:

"Cowards begin rap with the wackest lines /
Smack powerfull impact when I black that eye /
Rap agressor, the God spit agressive content /
Due to my jail time and crack sold on the park bench"

Guilty har også et par solobidrag i "Never Back Down" og "4 In The Box", men han formår ikke at stå lige så standhaftigt frem som Sean P. I mine øjne er det New York'eren der tager flest kegler, men når det kommer til stykket, så bliver de fleste rappere en halv meter kortere når Sean P står ved siden af dem. Heldigvis komplimenterer de to hinanden fortrinligt, og der dyrkes meget mere tag-teaming end egentlig konkurrence, så når alt kommer til alt, så er alle vindere i Random Axe. Dette opleves især på det konceptuelle nummer "Everybody Nobody Somebody", hvor Black Milk joiner de to andre i en storm af forrygende rap.

Meget mere er der vel ikke at sige. Black Milk, Guilty Simpson og Sean Price har skabt et monster af en plade med Random Axe, som på trods af ikke at synes synderligt ambitiøs, ganske simpelt er en møgfed skive. Jeg var ikke helt overbevist i starten, men selv de numre, der til at begynde med kun fik 3 og 4 stjerner i iTunes biblioteket, har sneget sig op på den femte, og med mere end to dusin gennemlytninger og en stadigt stigende glæde ved pladen, så vil jeg bestemt mene, at en fem'er er på sin plads

5/6



- Jeppe Barslund

3 kommentarer:

maja sagde ...

wow.. jeg afleverede min anmeldelse af pladen til undetoner i mandags, og den minder altså virkelig meget om din, jeppe! :D Udover, at jeg vist kun gav den 4.

God anmeldelse!

Jacob Diss sagde ...

På trods af, at jeg er stor fan af både Black Milk og Sean Price, fandt jeg albummet ganske.... kedeligt, der var gode momenter, men på tredje gennemlyt begyndte jeg at halvkede mig og zone ud, en skam, eftersom jeg havde set meget frem til det.

JeppE sagde ...

Fedt Maja. Jeg tror vi er ret enige hvad meget angår. Dengang undertoner udgav din Trepac anmeldelse HAVDE jeg færdiggjort min, med planlagt udgivelse dagen efter, men jeg måtte skynde mig ind og skrive en masse ting om, fordi der var så mange af vores synspunkter og observationer, der mindede om hinanden til forveksling.

@Jacob Diss - Det ligner faktisk ikke mig, at give en plade som denne 5. Den virker ikke rigtig som en 5'er, men jeg kan sgu ikke se bort fra det faktum, at jeg nyder den rimelig voldsomt :D