Tilbage i sensommeren/efteråret 2007, modtag jeg en mail fra en læser af bloggen, hvori jeg blev opfordret til at checke "det her nye album" Below the Heavens ud, som skulle være ret så fedt. Jeg havde ikke synderligt meget tid, så i første omgang blev det ikke til mere end et par smuglyt inde på iTunes music store, som ikke rigtig var nok til at vække min interesse. Men i løbet af de efterfølgende uger var det som om, at titlen Below The Heavens blev ved med at dukke op, og Blu & Exile lod til at være nogen, som der blev snakket meget om. Jeg valgte derfor at købe pladen over iTunes, og der gik ikke lang tid før, at jeg forstod hvad det var, folk snakkede om. Ja, jeg blev faktisk så vild med musikken, at jeg næsten synes det var pinligt, at jeg havde forbi passeret pladen første gang jeg fik den anbefalet. Jeg skyndte mig derfor at skrive en anmeldelse af den, så det så ud som om, at jeg var en af dem, der havde været hurtigt ude og med på beatet. Dette har jeg dog fortrudt noget så gudsjammerligt, - altså at skrive en forhastet anmeldelse af pladen. Below The Heavens er i dag min numero uno favorit hiphop plade, og når jeg i dag tænker på hvor meget der er at sige om pladen, så gør det decideret ondt i mit hiphop hjerte at se, hvor lidt plads den fik dengang. Der er ingen citater eller uddrag fra Blu's mesterlige tekster, ingen konkrete eksemplar på Exile's formidable beats, ja ikke rigtig noget af noget. Det er en af de korteste anmeldelser jeg har skrevet her på bloggen overhovedet. Tro mig, lige siden tirsdag d. 30. oktober 2007, har jeg haft lyst til at skrive en bedre anmeldelse, men jeg har ikke rigtig kunne finde en grund eller undskyldning til at gøre det.
Det kan jeg til gengæld nu.
Below The Heavens blev i sin tid udgivet i et begrænset oplag, da det var det lille Los Angeles baserede pladeselskab Sound In Color, der stod for udgivelsen. Pladerne blev revet væk, men Sound In Color gik fallit, og inden de nåede at trykke flere plader, havde de drejet nøglen om. Below the Heavens blev erklæret permanent ude af produktion, hvilket mange var ærgerlige over, mig selv inklusiv. - At være ude at stand til at holde ens favorit plade i hånden, fordi den er udgået fra produktion: ikke sjovt.
For nyligt annoncerede undergroundhiphop.com så, at der var blevet givet grønt lys til en genoptrykning på et par tusinde cd'er, og jeg skal satan'ædeme love jer for, at undertegnede var hurtigt ude! Har I set den Lotto-reklame, hvor en pige finder ud af, at hun har vundet, og derfor, i total slowmotion, hopper op i luften, med cornflakes flyvende til alle sider, af bar glæde? Det var præcist hvad der skete, da det gik op for mig, at Below the Heavens var blevet re-released.
Og med gen-udgivelsen af en af nyere tids største, bedste og vigtigste hiphop udgivelser, har jeg endelig en god grund til at gen-anmelde den, og rette op på den fejl jeg begik, da jeg i sin tid sjuskede med anmeldelsen (på trods af at karakteren holdt). Og måden jeg vil rette op på denne bommert på, er ved at skrive en ubehageligt lang anmeldelse! Det vil komme til at tage jer timer at komme igennem. Den bliver så lang, at I slet ikke har lyst til at høre pladen bagefter!
All jokes aside, - det her er min favorit plade, er der er vitterligt så meget at skrive om den, at jeg vil ty til en anmelder-form, som jeg ellers aldrig plejer at anvende; en "track-by-track" anmeldelse, hvor jeg gennemgår hvert eneste nummer, for at være sikker på at få det hele med. Normalt synes jeg dette er en fesen måde at anmelde på - man oplever det også kun sjældent - for der findes ikke mange plader, hvor der faktisk er noget spændende at fortælle om hvert eneste nummer. Men det er i så høj grad tilfældet her, at jeg bare vil kaste mig ud i det. Den bliver nok ikke The Cool -lang eller Oneirology -lang, men den bliver.... lang. Så' det sagt. Let's go.
(Af ukendte årsager har flere af numrene forskellige titler, alt efter om man har cd-udgaven eller iTunes-udgaven. Jeg går efter iTunes udgavens titler)
1. "My World Is..."
Blu & Exile skyder festen i gang, sådan som det forventes: med en sprængfarlig introduktion, hvor man lynhurtigt tilfangetages af Blu's mageløse og sultne flow; hans ubesværede og overvældende tekniske snilde, samt Exile's beat, der både slår hårdt med tunge trommer og en fed basgang, men som også introducerer os for Exile's indre legebarn. Han har samplet The Dell's "Love Is Blue (I Can Sing A Rainbow)", hvor der synges "my world is blue", hvilket jo er helt genialt til Blu, som da også bruger dét brudstykke fortrinligt."And they still spell my name fucked up on they flyers /
It's B-L-U and if you see the E drop 'em /
It's like they dropped E from the beats E is droppin' /
Got you peeps eavesdroppin' and the world keeps watching"
Voldsomt stærkt første nummer.
2. "The Narrow Path"
Med det samme bliver der skruet ned for den buldrende energi, der prægede åbningsnummeret. Exile har sammensæt et smooth beat, hvor det er 90'er-inspirerede trommer (som han er vild med, og bruger konstant) og sparsomme keys, der driver værker. Over den rolige produktion glider Blu væk fra det forgående nummers braggadocio-stil, og dykker ned til en mere malende indgangsvinkel. Dét som Blu blandt andet mestrer, er at skrive så flotte tekster, at de snildt kan indtages uden ledsagende musik. Lad mig sige det sådan her; hvis han udgav sine tekster i bogform, så ville jeg ikke tøve et sekund med at investere, for hans poesi og udsøgte sans for ord er en nydelse af de aller største overhovedet. Tag f.eks. følgende uddrag fra første vers:
"The game is just a way to escape /
And our pain is just a way we can relate to folks cryin' /
Findin' ways I can make a difference /
But fuck wishing on a star /
'Cause the percentage of gettin' what you envisioned is small /
And the stars barely shine in the city /
So we're blinded by the man-made bright lights, makin' my eyes shifty /
Feel me out, hear me now cryin' children of the ghetto /
Lettin' go a beautiful sound, it's kinda falsetto /
Hello hell, welcome to LA, where devils that dwell play /
They meddle with metal and lettin' every shell spray /
Until day dawns, I make songs for the long road travelers /
And lost souls after us /
Spittin' lyrics vicious like I'm mad as fuck /
Packin' up my bags, hoppin' back on the narrow path that's planned for us"
Simpelthen blændende. Og så synger han tilmed omkvædet, som han - uden at besidde en synderligt stor vokal - gør yderst godt.
2. "So(ul) Amazin'"
Exile fortsætter den nedtonede stil med et luftigt beat, bestående af en mesterlig trommeprogrammering, der både er langtrukken og nærmest larmende, og så nogle spinkle keys, der flyder rundt imellem trommeslagene som sommerfugle. Blu giver den hele armen med tre vers, hvor de lyriske guldkorn står i kø for at blive fremhævet. Jeg hiver et tilfældigt frem:
"Sacred living, sinning like you can't forgive him /
Suspending time with my time spent rhyming about nonsense,
Like sacing religion /
Drink sippin', letting my mind spin /
Thinkin' 'bout my mom and pops, how they designed this here nigga /
Mix of Al Green an' Pac /
Rock the soul tracks rapping about surviving on the block /
Black top, asphalt talk, walking through the fire like a /
Soul provider, poppa made a dope rhymer"
Pladens potentielt bedste track. Den helt perfekte, tilhørende musikvideo, fungerer fornemt som bro imellem oldschool og newschool hiphoppen, med stemningsfulde billeder fra LA, rap fra gadehjørnet og bare flotte visuals i al almindelighed. Læg mærke til, hvordan kameraet glider imod højre i hvert billede.
4. "Juice n' Dranks"
Her bliver Exile en smule mere kringlet. Skæve indslag af fløjter, gyngende basgange, sporadiske guitarer og computerlyde á lá Space Invaders resulterer i et mysti-fystisk beat, som de fleste andre rappere nok slet ikke ville vide, hvad de skulle stille op med. Men Blu og hans C.R.A.C. Knuckles makker Ta'Raach ved lige præcis hvordan kagen skal skæres, og det her er simpelthen overlegen flow-blær af øverste skuffe. Når det kommer til leg med ord, så er Blu's første vers lige så imponerende som R.A. The Rugged Man's vers på "Chains", - og det skulle gerne sige en del. Et lyrisk højdepunkt som MÅ opleves;
"You left out, now I'm ridin' it right /
An' every rhyme that I write /
Is like you right in the rhyme /
Feelin' my lines like life /
Rising as high as my high without lighting the lies"
5. "In Remembrance"
Som titlen antyder, så bliver der her kigget tilbage i tiden, til dengang Blu ikke var "abused by time", og hvor hurtigt tiden er gået. Her viser Blu sin sublime sans for detalje i lyrikken, dén detaljerigdom, der bjergtager lytteren og henfører én til et stadie, hvor man bare sidder og labber historierne i sig med største velbehag. Exile jonglerer med samplede vokalarrangementer og scratch-brudstykker over et minimalistisk beat, der tjener sit formål til fulde.
"One minute you're a baby /
And the next you're sexin' without protection an' now you're holdin' a baby /
Like, damn I was just in your shoes /
Now you're the pop who's adjusting they shoes /
Teach them to walk straight,
'Cause honestly, they got a long way to go /
And what you tell 'em now is all that they know /
See, I remember when my folks said; "you'll know what I mean when you get older" /
I was only a teen, thinkin' I was grown up, please /
I had so much to see /
Thinking the little that I saw was all the world had to offer me"
En af grundende til, at Blu & Exile er blandt de bedste hiphop-duoer nogensinde - i min bog - er, at det fremgår så tydeligt, at Below the Heavens er en plade, der er skabt i tæt samarbejde. Det er ikke noget med, at Exile har produceret en bunke beats, som Blu så har rappet over. Det hele er udarbejdet uhyre nøje, og alt fra samples til instrumentering er kreeret ud fra et narrativ, som Blu har præsenteret, så alt hænger sammen, og intet er overladt til tilfældighederne. Dette suveræne samarbejde er "In Remembrance" et glimrende testamente til.
6. "Blu Collar Worker"
Efter at have været en tur ned ad memory lane og funderet over fortiden, er det blevet tid til at have det sjovt, og "Blu Collar Worker" er en forrygende skæring, der både bærer et opløftende og lækkert beat, og en halvfrustreret Blu, der rapper om hvor svært det kan være at date piger, når man er en hårdtarbejdende undergrundsrapper, der også har et 9-to-5 ved siden af. Det er ovenud underholdende, og Blu's joviale præsentation af disse frustrationer er det rene guld:
"See I'm underground so now I gotta find cheese /En af pladens absolut bedste skæringer.
Just to take her out to dinner, just to eat and get a kiss upon the cheek /
And for me it's even harder, 'cause I ain't got a car to pick 'em up in /
So chicks already think they put enough in /
Plus I'm kinda cute so it's hard for them to trust him /
Asking what I'm doing every night /
Like I be screwing every night /
The truth is I'm bruising every mic that I come across /
And every now and then - drop a hundred off /
Just so you can fucking floss, but that's not enough for you /
So I take another loss, wondering why I fucked with you"
7. "Dancin' In The Rain"
"Dancing In The Rain" ligner faktisk "Blu Collar Worker" en smule i temaet, for igen handler det om at balancere sit arbejde, sin passion for musik og sin date på samme tid, og hvor svært det kan være. Fortælleformen er dog noget anderledes, da Blu her er ude i en mere lineær fortælling. Jeg må igen fremhæve Blu's uovertrufne evne til at fortælle en historie, læs bare sangens afsluttende linjer:
"Got a phone and called my partner Jack and asked him: /
"Remind me why I'm rappin'?" /
And right before he answered I remembered my passion in the past /
When I was scribblin' in my tablet /
To box out my mom and dad's scrappin' /
To help me when my grandmother passed /
Plus the many times I was homeless /
And the times where I was broke /
And this music made a way when I was hopeless /
He told me to remember the rain, it'll diminish the pain /
And he told me not to ask him again, 'cause I know"
Produktionen her er drevet af et fuldstændig labert bluesguitar riff, tilført nogle slæbende trommer, der nærmest er indbegrebet af lyden af at slentre igennem den silende regn. Et regulært mesterværk, og muligvis pladens bedste cut.
8. "First Things First"
Tilbage til piger og dating. - Her funderer Blu over hvordan man bedst kommer i kontakt med det modsatte køn og fører en samtale, noget han må konkludere ikke er helt nemt. Igen er humoren i højsædet, som når han rapper: "you probalby seen me sharing drinks with my dj / so frontin' like I got chips is out the question / And actin' like my Benz is in the shop is outdated". Og senere i det efterfølgende vers lider han endnu et tab:
"I wanna get buzzed, get drunk and get crunk /
Get a chick to kick it with when I'm feelin' fucked up /
But women be mentioning ya whips and your chains /
So I flip it like slaves come with whips and chains, we gotta liberate /
But before I could mention my name /
They be talkin' to the nigga with the key to the range"
Exile tyer igen til det minimale, med sørgmodige guitarstrenge som primus motor og et soul'et omkvæd. Et ydetst solidt track.
9. "Greater Love"
Fra dating, tøser og sjov til ægte kærlighed. Blu kan både slå sig løs i byen og more sig på bedste, uforpligtende vis, men han kender tydeligvis også til følelsen af ægte kærlighed. "Love is by far the most dangerous subject to touch yet / You be actin' like it's lust - yeah right / Would lust have you up at 5 writing a text? Trying to get a thought up off of your chest?". - Således beskriver Blu kærligheden væsen, som noget farligt og noget der er svært at forstå, men også som den smukkeste ting i verden. Han strøer tankevækkende tanker omkring sig, og kommer på samme sang ind omkring kærlighed til kærester, medmennesker, hans liv og hiphop.
Exile's produktioner er intet mindre end fabelagtig herpå, på den skævest tænkelig måde. Exile har mange kendetegn og varemærker, og en af dem er hans måde at skære hans vokalsamples i stykker på. De fleste ville beskrive det som værende komplet ulogisk - hvilket det så sandelig også er, men Exile formår at give det hele mening. På "Greater Love" har han blandt andet samplet Smokey Robinson & The Miracle's temasang fra "Love Story", hvor Claudette langtrukkent og sælsomt synger "There is no greater love". - Dette specifikke stykke har Exile så taget og klippet og skåret i, på en rablende vanvittig måde. Jeg har siddet i tyve minutter og forsøgt at formulere en sætning, der beskriver hvordan det lyder, men det er jeg simpelthen ude af stand til - det skal høres. "Greater Love" alene er god grund til at elske Exile for hans totalt unikke producer stil.
10. "Good Life"
Vokalsamplet, som her synger "Show me the good life", tilhører Roberta Flack, og stammer fra hendes sang "I Wanted It Too". Hvad der er bemærkelsesværdigt her er, at det samplede stykke kun optræder én enkelt gang på originalsangen, i ca. 1½ sekund. Det er da hvad man kan kalde et godt fund af Exile, og jeg elsker, at han kan høre en så på mange måder uanseelig lille bid af en sang, og så gøre det til grundsøjlen i en helt ny produktion. En umådeligt flot produktion that is. Exile er simpelthen en tryllekunstner, for det her, det er ren magi.
Den lyriske del af "Good Life" er ligeledes magi. De tekster som Blu og gæsterapper Aloe Blacc disker op med her, er noget nært så godt, som rap kan blive. Den slags lyrik, der i sidste ende sikrer en MC en plads blandt alle tiders vigtigste. De rapper om, hvad der for dem er "good life" kontra hvad der i vores dage anses som værende "good life". Ikke overraskende er de enige om, at kærlighed i dens mange former er "good life", og ikke materielle goder, som mange forbinder med succes og glæder. Som Blu rapper: "Fuck jewels, I think my soul glows bright enough / And fuck whips, I learn more when I ride the bus / And fuck gold, it's bad enough that we fight for bucks / And fuck hoes, 'cause in the end I need a wife to love".
Det lyriske højdepunkt er dog første vers - ja, hele første vers - hvor Blu rapper om at blive far, hvilket han ikke er. Men bare hans forestilling om at blive det, er bedre beskrevet og mere rammende end rap fra MC'er, der faktisk har børn. Igen har vi at gøre med lyrik, der kan nydes i oplæsningsform, så i får hele første vers:
"I got a call from my girl last week /
She tellin' me about that time of the month and how it may not come /
Dropped the phone right before she said I might have a son /
And I started asking God how come /
I got dreams I ain't reached yet, ends that ain't meet yet /
When it comes to being a man, shit I'm barely getting my feet wet /
Trying to hit reset, knee deep in debt /
Trying ti figure out how to feed a mouth that ain't got teeth yet /
How the hell am I gonna show a child how to be a man /
When I'm 22 without a clue on how to take a stand /
Against this system when it's just us, wanna show 'em justice /
But last year I was just in cuffs /
What the fuck am I supposed to do when he's telling me "dad I need some food"? /
I'm looking down at my stomach and mine is rumbling too /
What can I tell him when he's 22 /
And asking me what the fuck I was thinking when mommy's tummy grew? /
Was I scared, was I getting prepared? /
Or did I even think of leaving her without a father's care? /
Should I tell him that it's hell here and life ain't fair? /
Or should I try to make a change when he's pulling on my leg /
And he keeps on telling me to (show me the good life)"
Det er et vers som dette, der gør, at Blu en dag vil blive husket som en af de vigtigste rappere i hiphoppens historie. "Good Life" er endnu et godt bud på pladens stærkeste nummer.
11. "Simply Amazing"
"Good Life" slutter med en lille outro, hvor Blu står i båsen og skal til at indspille et vers, og bliver tilsyneladende en smule irriteret på Exile over et-eller-andet, og siger derfor følgende: "for the record, I don't like Exile. I like his beats. His beats like me but he doesn't like me, so, that's out relationship". Som modsvar til dette, starter "Simply Amazing" med, at Exile scratcher *to all you talkin' all that bullshit*, dedikeret til Blu. Dette viser igen deres kemi, og hvordan Exile's beats groft sagt snakker deres egen sag.
Igen har Exile totalt-smadret et sample, - denne gang har han både lånt strygere og vokal fra Dells' "Always Together", og sample-klipningen er simpelthen genial, på den uoverskueligt rodede måde. Beatet ruller heftigt derudaf, og Blu tager battle-MC kasketten på, og flower ustyrligt igennem tre vers, der i bund og grund handler om, at han er den bedste (hvilket holder) og at alle andre falske MC'er bør gå ind til siden. Et forholdsvist simpelt nummer, men det passer perfekt på dette tidspunkt på pladen, for de to foregående numre var ganske dybe, og de efterfølgende to er vitterligt også nogle tunge sager. Man kan altså sige, at "Simply Amazing" fungerer som et lille puste rum. Det er dog stadig et brillant nummer, og antallet af knivskarpe punchlines er mange, som når Blu rapper: "I got my mojo mastered / The game's full of homo's backwards, mo' ho's than rappers". Sprødt track.
12. "Cold Hearted"
"Cold Hearted" er hands down nok det rap-nummer jeg har hørt, der bedst ære p'et i 'rap'. Det her er ren poesi. Både i form, struktur, fortællestil, levering og udvikling i historie. Alt er så fandens knivskarpt på dette nummer, at det er til at få tårer i øjnene af, hvilket det ikke skulle undre mig, om jeg har fået en gang eller to. Læg mærke til, at Blu ikke en eneste gang rimer på linjernes sidste ord. Måbende flot skrevet.
Exile sampler her Detroit Emerald's "I'll Never Sail The Sea Again" (som jeg igennem Exile's sampling er kommet til at holde virkelig meget af), og denne gang har han ladet kniv og saks ligge, og lader originalsangen danne fundament for en soul'et og utrolig smuk produktionen, der med en vidunderligt syngende Miguel Jontel i slutdelen, er et sandt unikum. Vel nok pladens bedste nummer. I får hele teksten serveret nedenfor, for det er på alle måder as good as it gets.
"Check it out
I was cold hearted and young, a dumb kid with a gun /
'Cause fun days don't last, the last nigga to laugh /
So rap fell on my tongue, numb feelings remain /
And pain comes and it goes /
But my wounds shows the room where my pops beat my moms /
Mom's screamin' for help, myself hot as a sun /
Cold hearted and young, a dumb kid with a gun /
That I got from my pops top drawer /
When he left my momma twice in a week /
My momma lifeless and weak, spendin' her nights in the sheets /
With seed killer number one /
Seed killer number two /
Seed killer number three /
Got heat from the newborn scorn brother /
Blu black hearted and young /
Rap fell of his tongue /
Numb feelings remain /
The pain comes and it goes /
But my wounds show the tomb that now shelters my boy /
My boy needed my help, myself not in the game /
The game heartless and young /
Dumb niggas with guns, 'cause fun days don't last /
The last nigga that blast got shots all in his back /
Wrath fell on his soul, but in my soul he remains /
Pain comes and it goes /
But my wounds show the moon shining off of his blood /
His blood ran through his moms /
His moms ran outside /
Five niggas with guns /
Seed killer number one /
Seed killer number two /
Seed killer number three /
Pulled the heat and he was through /
Threw dirt on his casket, his mom wore a mask and /
Still couldn't hide tears, years pass her son /
Numb feelings remain /
Pain comes and it goes /
But my wounds show the groom that still married my mom /
My mom still had a son /
Dumb kid with a gun, that I got from my pops /
Top drawer when he left /
My momma fightin' for years /
My momma fightin' her tears /
Now she gotta explain the game of he life to her son /
But the sun still shines /
Nine children and a newborn scorn brother too /
Blu, life isn't young /
Dumb kid with a tongue, that I got from hip hop /
But she left me for you, so imma give her to you /
Cold hearted and young"
Hold da op. Bare det at skrive hele teksten ned - nej hvor er det godt det her. Milepæl. Og tør jeg skrive det; muligvis mit favorit hip hop nummer af alle.
13. "The World Is (Below The Heavens)"
Der ligger naturligvis et respektfuldt nik i NaS' retning i titlen til dette nummer, hvor Blu reflekterer over livet og døden, himlen og helvede, og alt der imellem. Dette lyder en smule klichépræget, men atter engang sætter Blu så udsøgte ord på sine tanker, at jeg næsten hellere vil dele hans tanker om dette emne, end danne mine egne! Overdrivelse fremmer selvfølgelig forståelsen, men jeg ser det virkelig som en gave, at kunne skrive tekster om noget så personligt som dette, og stadig få andre til at nikke genkendende til det, og dele en undren til de spørgsmål, der bliver stillet undervejs. Ligesom ovenstående nummer kunne hele "The World Is (Below The Heavens)" snildt citeres i fuld længde, men lad mig i stedet fremhæve to højdepunkter fra andet vers. Han lægger ud med linjerne:
"Somebody once told me that I'm already in hell /
Freedom's a state of mind /
And just the heart of me's in hell /
I free my slave mind so a part of me's in hell /
And when it's hard to breathe, a part of me inhales /
So pardon me, you gotta try hard to be yourself /
'Cause you can't get to heaven being anybody else /
And I was raised by a reverend yet the lessons didn't help /
I had to get 'em for myself /
I was told hell is hot, but had to feel it for myself"
Længere nede i verset, der absolut er blandt pladens flotteste, fortsætter han:
"I got a question: /
If a man can make his own heaven /
Can he make his path to get to it to? /
I only spit through a truth /
And I spit it for the listener, so I'm spittin' to you /
You say it's hell, I say it's bullshit we gettin' through /
Just think about it: Every man has his own heaven /
But shit, you gotta go through hell to be a man first /
And understand first /
Hell is what you choose to call the present /
That's why you're going through it /
I just choose to call it stressing /
To tell you fools the truth, I don't feel that's why I'm destined /
So you can call it hell, but bro' /
I just say I'm below the heavens"
Flottere kan det vel nærmest ikke skrives?
Exile har kreeret et af pladens ypperste beats til dette nummer. Det passer meget godt til sangens tema, for beatet kan kun beskrives som værende "episk", og selv dét synes som en underdrivelse. Et ufatteligt tæt trommeloop, storladne, samplede (og tilklippede) blæsere, og adskillige kor, resulterer i en mastodont af en produktion. Uden tvivl en af pladens allerbedste skæringer. Afslutningsvis falder The Koochie Monstas (som jeg egentlig ikke rigtig ved hvem er?) ind med deres aldeles opløftende korsang og håndklap. Uvirkeligt fedt nummer.
14. "You Are Now Chilling In The Clouds (With The Koochie Monstas)"
The Koochie Monstas' korsang og klap, som lukkede forrige nummer, glider ind i dette alt for lækre numre, der på mange måder minder om en over-lykkelig, livsbekræftende omgang gospel glæde. Nummeret er et såkaldt "shout-out" nummer, så udover Blu, der i respekt råber et par navne op, er nummeret instrumentalt, og beatet og det fantastisk flotte vokalarrangement kunne for min skyld være 5-6 timer lang, det lyder formidabelt. Igen-igen-igen må man tage hatten af for Exile.
15. "I Am..."
Pladens afsluttende nummer "I Am..." er en klassiker i sig selv, en ren genistreg. Efter et helt album, der er fyldt til renden med forskellige følelser, indtryk, sjov og ballade, snak om kærlighed, livets store spørgsmål, at få børn, at score piger, at være den bedste rapper, og meget meget mere, så kan det være svært at finde det rette nummer at lukke sit album med, men jeg synes at Blu & Exile har truffet det helt rigtige valg i "I Am...". Her kommer Blu både ind på hans barndom, hans skoletid, hans start som MC, hans inspirationskilder, og så får han opremset en masse små facts om sig selv; højde, vægt, antal søskende og meget mere, og det lykkedes ham at gøre det på en top-underholdende måde. Det er faktisk lige før at nummeret kan kategoriseres som "humor". Exile har samplet karakteren Grover fra Sesame Street, der med en Louis Armstrong dyb stemme crooner "I Am Bluuuuueeeee" på en hamrende akavet måde, der ender med at være hysterisk morsom, og Blu bruger samplet som del af sin tekst, hvilket resulterer i nogle fantastiske passager. F.eks. når han rapper:
"An arrogant fuck that never shared with his lunch /
But brave enough to sock anyone you'd dare me to punch /
Now I'm (Bluuueeeeeee) /
From all the bruises I got /
'Cause most times I lost fights to the fools that I socked /
And most dudes that i clocked, ended up working for lawfirms /
And bitches I jocked, kept teasing me till' my balls turned
(Bluuueeeeeee)"
Simpelthen hylende morsomt. Derudover er der presset bittesmå "skits" ind imellem hvert vers i stedet for omkvæd, og disse er ligeledes hamrende morsomme. Jeg har bogstavelig talt grinet højlydt over dem flere gange. Dem kan man ikke rigtig forklare her, de skal bare høres. Mit favorit er andet skit, hvor Blu står på gadehjørnet og spiller mad niggarish med sit Karl smart hood-talk, og i virkeligheden er den mest fake gangsta overhovedet. Gyldent.
Exile's beat på "I Am..." er eminent. En af de fedeste basgange jeg mindes at have hørt på et hiphopbeat, samt et fremragende klaverloop. En af pladens potentielle storfavoritter.
Konklusion og sidste ord
Som I sikkert har bidt mærke i undervejs, så er der rigtig mange "potentielt bedste numre" på Below The Heavens, og det er simpelthen fordi, at de alle er så uforskammet fabelagtige, at hvert nummer faktisk kunne være "det bedste". Jeg håber, at jeg igennem de mange citatuddrag har fået overbevist jer om, at Blu er en af de absolut vigtigste MC'er idag, hvis ikke dén vigtigste. Og ligeledes, at Exile er en af de dygtigste producere på årtusinde-hiphopscenen. For mig er der i hvert fald ikke noget at være i tvivl om: når det kommer til gennemgående kvalitet, kohæsion, mesterlige beats og tekster, udførelse, kemi, energi, flow, stof til eftertanke, fokus, og antal gange man bliver oprigtigt imponeret eller følelsesmæssigt ramt, så er der ingen plader, der kan måle sig med Below The Heavens.
Det føles godt nok godt, endelig at få det hele ud. Pyha.
6/6
- Jeppe Barslund
