Atmosphere - To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy: The Atmosphere EPs'

Hvis talen falder på folks favorit Atmosphere album, plejer Lucy Ford, God Loves Ugly eller When Life Gives You Lemons... at være svaret, - de tre plader fra Minneapolis duoen, hvor lyrik og musik har komplimenteret hinanden bedst, og resulteret i - i mange folks øjne - klassikere.
- Atmosphere har efterhånden mange udgivelser i bagagen, og på trods af, at de alle indeholder magiske momenter, har det aldrig været svært at se, hvor ambitionsniveauet har ligget. Tag fx You Can't Imagine How Much Fun We're Having: Flere utroligt stærke skæringer undervejs, blandt andet mit favorit Atmosphere nummer "Little Man", men som samlet pakke var det ikke ligeså helstøbt som førnævnte plader. De fire sæson-EP'er og Strictly Leakage bød ligeledes også på mesterlige numre, men man var ikke i tvivl om, at Atmosphere ikke leverede deres ypperste. På samme vis er det heller ikke svært at fornemme, at To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy, der er en sammensætning af to individuelle EP'er, ikke på nogen måde har været ment som Atmosphere's "næste store satsning".

Den gennemgående organiske produktion er båret op af forskellige guitar riffs, fra melodisk blues og elektrisk guitar til emo/rock og heavy-inspirerede riffs. Dette er lidt af en både/og-affære. På numre som "Until the Nipples Gone", "The Major Leagues", "Shotgun" og "Commodities" er de meget unuancerede guitar-loops alt for overskyggende, og med alt for få andre instrumenter til at give produktionerne kulør, kører man hurtigt træt i riff'sne der hurtigt virker gentagende. Der hvor guitarelementerne fungerer er på numre som "Scalp", "The Best Day", "The Number None" og "To All My Friends", hvor guitarspillet enten er flot nok i sig selv, eller tangerer fortrinligt med klaverspillet, der ligeledes spiller en stor rolle hele vejen igennem. Det lyder som om, at Ant har prøvet at parre den 100% organiske lyd fra Brother Ali's Us med den underspillede men yderst effektive tromme/bas/klaver -formular fra When Life Gives You Lemons...., men jeg savner både blæsere, fløjter, samples og den mere hiphop'ede tilgang til beats'ne, som jeg synes Ant viger for langt væk fra her. Jovist, less is more, men nogen gange bliver 'less' også bare for 'less'.

Lyrisk set virker det heller ikke som om, at Slug's tekster er helhjertet fremført. At Slug er en ord-brillant er et faktum, og når han er bedst ville det ikke være svært at argumentere for, at han er dén bedste til det han gør. Derfor skal han heller ikke slippe for et par verbale kindheste, når han yder under evne, hvilket i mine øjne er tilfældet på flere numre her. Det lyder som om, at han har haft svært ved at finde på noget nyt at rappe om, og derfor er gået tilbage i kataloget for et kopiere nogle af de ting der før i tiden har gjort ham spændende og relevant. Der er de velkendte beretninger om et øredøvende gennemsnitligt liv, hvor Slug lader til at være fanget i en mental gråzone, hvor det er hverdagens små frustrationer der tynger. På "To All My Friends" lægger han ud med linjerne "What you gonna do when you grow up / I'm all grown and still don't know what", og fortsætter med at fortælle, hvordan det i hvert fald ikke lå i kortene, at han skulle være rapper,

"Maybe you can't tell, but as a kid I wanted to be Melle Mel /
And later as a teenager I wanted to be LL /
Then I discovered weed and I wanted to be Del /
And thank God, eventually I found myself /
It's funny when I bump into fools I used to go to school with /
And they ask what I'm doing /
Half of the time I wanna crack a lie /
But fuck it, I'm still a wanna-be rapper guy"

Som det er tilfældet på de fleste Atmosphere plader, er tekstuniverset primært mørkt, og penselstrøg af depressioner, frustrationer, druk og ansvarsløs adfærd har malet det meste af lærredet. Men som det også ofte er tilfældet, er nærværende plade langt fra blottet for humor, om end på Slugs bekostning! Tag fx hjertesorger-nummeret "The Number None", hvor man både griner med ham, men samtidig tænker "nååeh, stakkels Slug!".
Slug får også rystet et par politiske kommentarer og sarkastiske bemærkninger af sig undervejs, gerne i samme sang. På "Americareful" er han i ligeså høj grad efter USA's hospitalssystem som han er efter unge uansvarlige amerikanere, der ikke forstår eller respekterer alvoren i deres handlinger; "Katie went and got a baby in her stomach / She didn't mean to, she was only fucking!".

Jeg synes dog, er der er langt flere uvedkommende sange på To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy, end der er sange fra den skuffe, hvor Atmosphere's guldstøv ligger i. Meget af det Slug rapper om lyder som noget man har hørt før, bare hvor der er ændret en smule i struktur og handling. Der er altså fine og velfortalte historier, de er bare ikke synderligt opfindsomme, og pladen byder ikke på ligeså mange overraskelser eller rørende øjeblikke som før oplevet - hvis nogen?!

To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy er en udmærket lille sag - hverken mere eller mindre. Der er bestemt gode momenter i blandt, men ikke nok til at efterlade et uudsletteligt indtryk. Dog har den gjort en ting; den har fået mig til at glæde mig endnu mere til deres kommende album - deres første fuldlængdes siden When Life Gives You Lemons..., som Rhymesayers lover bliver noget af det bedste fra dem overhovedet.

3.5/6

The Family Sign - udkommer 7. april
Der vil være en not-to-be-missed konkurrence i den anledning, så stay tuned!

- Jeppe Barslund