Tyler the Creator - Yonkers (Track Review)

"I'm a fucking walking paradox - no I'm not!"

Kanye West og Jay-Z fejlede grumt i deres forsøg, men hvis der er nogen der virkelig kan "go H.A.M.", så er det OFWGKTA -crewet og især deres frontman Tyler the Creator.
Der er nok ikke mange der er familiære med OddFutureWolfGangKillThemAll drengene, jeg har først selv opdaget deres spektakulære verden i den forgangne uge, men meget tyder på, at 2011 bliver deres år. Ikke "deres" som i, at de stiger til tops på hitlisterne og sælger massevis af plader, for det kommer en gruppe af deres format aldrig til at gøre. "Hvorfor dog ikke?" tænker du måske, - fordi de er ragende sindssyge, komplet vanvittige og fuldkommen out of reach - og jeg elsker det!!

OFWGKTA holdet består af små ti kunstnere, som alle var repræsenteret på OddFuture mixtapet Radical. De mest fremtrædende MC'er fra OddFuture er Earl Sweatshirt, der har udgivet mixtapet Earl (hvis titelnummer har en af de mest forstyrrende musikvideoer set til dato), Tyler the Creator, der har albummet Bastard under bæltet, og Hodgy Beats. Tyler og Hodgy spillede "Sandwiches" live til Jimmy Fallon's talkshow i sidste uge; en meget kontroversiel optræden, der fangede en masse folks opmærksomhed. Og med folks hoveder rettet imod sig, slap de førstesinglen "Yonkers" fra Tyler's kommende album Goblin løs. En "single" der ligeledes er kontroversiel, både i sin offensivt morbide video og de arrige, stødende tekster. Tyler er flere steder blevet sammenlignet med Eminem som han lød på The Slim Shady LP fra '99, hvor den furiøse rapstil var troværdig, og den karakter Eminem byggede op omkring Slim Shady var realistisk i sit rå og ucensurede billede, selvom det var en karakter. Dertil skal man også tilsætte lidt Ol' Dirty Bastard inspiration, da Tyler i flere linjer spasser helt ud, og rapper om de mest spaced out ting, men det hele giver faktisk mening, man skal bare lede længe nok i galskaben!
Men lad os da tage et lyt. Youtube har kun sangen med tilhørende musikvideo, som selvfølgelig er svær ikke at kigge med på, men tredje vers af sangen er ikke med i videoen, men kommer længere nede på siden med sin egen video, så jeg vil foreslå at man læser med på lyrics først, og så ser videoen bagefter - Gav det mening? Anywho:



"I'm a walking fucking paradox, no I'm not /
Threesomes with a fucking triceratops, Reptar /
Rappin' as I'm mocking deaf rock stars /
Wearin' synthetic wigs made of Anwar's dreadlocks /
Bedrock, harder than a motherfucking Flintstone /
Makin' crack rocks out of pissy nigga fishbones /
This nigga Jasper tryna get down /
About 5-7 of his bitches in my bedroom /
Swallow the cinnamon, I'mma scribble this sinnin' shit /
While Syd is tellin' me that she's been getting intimate with men /
(Syd, shut the fuck up) Here's my number to my therapist /
(Shit) Tell him all your problems, he's fucking awesome with listenin'"

"Jesus called, he said he's sick of the disses /
I told him to quit bitchin' and this isn't a fucking hotline /
For a fucking shrink, sheesh I already got mine /
And he's not fucking workin', I think I'm wasting my damn time /
I'm clocking three past six and goin' postal /
This the revenge of the dicks, that's nine cocks that cock nines /
This ain't no V Tech shit or Columbine /
But after bowlin', I went home for some damn Adventure Time /
(What'd you do?) I slipped myself some pink zannies /
And danced around the house in all-over print panties /
My mom's gone, that fucking broad will never understand me /
I'm not gay, I just wanna boogie to some Marvin /
(What you think of Hayley Williams?) Fuck her, Wolf Hayley robbin' 'em /
I'll crash that fucking airplane that that faggot nigga B.o.B. is in /
And stab Bruno Mars in his god damn esophagus /
And won't stop until the cops come in /
I'm an over acheiver, so how 'bout I start a team of leaders /
And pick up Stevie Wonder to be the wide receiver /
Green paper, gold teeth and pregnant gold retrievers /
All I want, fuck money, diamonds and bitches, don't need 'em /
But where the fat ones at? I got somethin' to feed 'em /
In some cooking books, the black kids never wanted to read 'em /
Snap back, green ch-ch-chia fuckin' leaves /
It's been a couple months, and Tina still ain't perm har fucking weave, damn"



"They say succes is the best revenge /
So I beat DeShay up with a stack of magazines I'm in /
Oh, not again, another critic writing report /
I'm stabbin' any bloggin' faggot hipster with a Pitchfork /
Still suicidal? I am /
I'm Wolf, Tyler put this fucking knife in my hand /
I'm Wolf, Ace gon' put that fucking hole in my head /
And I'm Wolf, that was me who shoved a cock in your bitch /
(What the fuck man?!) Fuck the fame and all the hype G /
I just wanna know if my father would ever like me /
But I don't give a fuck so he's probably just like me /
A motherfucking Goblin /
(Fuck everything man) That's what my conscience said /
Then it bunny hopped off my shoulder, now my conscience dead /
Now the only guidance I had is splattered on cement /
Actions speak louder than words, let me try this shit /
......Dead"


Swag! SWAG! SWAAAAAG!!
Tyler the Creator er simpelthen on fire på det her nummer! Der er blevet udgivet meget råt hiphop den seneste tid, men med "Yonkers" synes alt andet pludselig en smule blødt i sammenligning. Tyler besidder samme intense nerve i sine rim og levering, der resulterede i værker som 36 Chambers, Movies for the Blind og førnævnte Slim Shady LP.
Det jeg elsker ved "Yonkers" er, at lyrikken for det første er meget intern, kryptisk flere steder, og ikke mindst kompleks. Referencer til film og tv serier (fx Bowling for Columbine, Adventure Time, Rugrats, Flintstones og måske endda Donnie Darko i slutningen af tredje vers) er at finde flere steder, og tonsvis af referencer til tidligere OddFuture sange, udgivelser og rappere fylder store dele af versene. Han nævner både Anwar, Jasper, Syd (der er den eneste kvindelige MC i gruppen, og som er lesbisk) og DeShay, samt Wolf Haley og Ace (Ace the Creator), der er et par af Tylers alteregoer.
Yderligere er der virkelig mange gennemtænkte punchlines. Tag fx linjen "I'm clockin' three past six and goin' postal"; "tre over seks" er 9, som i 9 milli, og at "go postal" er amerikansk slang for at gå fuldstændig amok og skyde folk.
En anden fed linje er "I'm stabbin' any bloggin' faggot hipster with a pitchfork". Om nogen, så er netop Pitchfork magazine's skribenter og læsere kendt for at være nogle prætentiøse hipsters. Sjovt nok har de haft nogle positive indlæg om netop OFWGKTA, så linjen kunne også være et tosides kompliment. Så er der selvfølgelig åbningslinjen, som simpelthen er noget af det fedeste jeg har hørt i al sin simplicitet; "I'm a fucking walking paradox - no I'm not". Han nærmest skændes med sig selv ved at sige, at han er en omvandrende modsigelse - nej jeg er ej! Alt for fedt.

Hvis OddFutureWolfGangKillThemAll fortsætter på denne bølge af vanvittig storhed, så kunne 2011 godt gå hen og blive et utrolig spændende hiphop år. Tyler the Creators Goblin skulle gerne ramme gaderne i april. Indtil da kan man evt. melde sig ind i "Free Earl" kampagnen. Earl Sweatshirt er dog ikke i fængsel, som rappere jo plejer at være når nogen laver disse kampagner, næ, historien går på, at hans mor sendte ham på kostskole efter at have hørt og korset sig over hans Earl mixtape! De drenge er seriøst binde gale, på den virkelig underholdende måde.

Køb Tyler the Creator's "Yonkers" via iTunes
(det har alle 3 vers!)

- Jeppe Barslund

Kanye West & Jay-Z - H•A•M (Track Review)

Wacth the Throne var allerede annonceret inden Kanye smed My Beautiful Dark Twisted Fantasty på gaden, men efter udgivelsen lød nyheden pludselig, at Watch the Throne var blevet opgraderet fra den oprindelige EP format til et fuld længdes album. Dette skabte naturligvis jublen verden over, for et sammenarbejde med to rappere af de herrers format kunne nærmest ikke gå galt. Eller kunne det?
Kanye har udtalt, at både "Monster" og "So Appalled" skulle have været på Watch the Throne, men eftersom han selv tog dem, måtte en ny førstesingle findes, og med den Lex Luger producerede "H.A.M" i front, er mine forventninger til Watch the Throne vendt 180 grader! Let's take a listen:



"It was all good just a week ago /
Niggas feel theyselves /
And then Watch the Throne drop, niggaz kill theyselves /
What niggas gon' do Hov? /
This a new crack, on a new stove /
I'm in the two-door, true dat /
Niggaz tellin' me, "you back" /
Like a nigga ever left up out dis bitch HUH /
And if life's a bitch then suck my dick HUH /
And I bet she fucked the whole clique HUH /
By the way nigga, you should fucking quit nigga /
Just forget it, you talk it, I live it /
Like Eli I did it, joke's on you motherfucka an' I get it /
No paper ho, but you can have some more of me /
Or-gy, or a we, speaking metaphorically /
Historically, I'm kicking bitches out like Pam nigga /
Goin' H.A.M. nigga, me and Jigga /
And a nigga still young, wanna have no kids /
But I've been practicing with some actresses as bad as shit /
And a few white girls, asses flat as shit /
But the head so good, damn a nigga glad he hit /
Got 'em jumpin' out the buildin' /
Watch out below, a million out the door /
I'm about to go H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am /
I'm about to go H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am"

"Fuck y'all mad at me for? /
You don't even know what I've been through /
I play chicken with a Mack truck /
Y'all motherfuckers woulda been moved /
I swam waters with great whites /
Y'all motherfuckas woulda been chewed /
I hustle with vultures late nights /
Y'all motherfuckers woulda been food /
Fuck wrong with these dudes /
Try to walk around in these shoes /
See the shit I saw growing up /
And maybe you can take a peak at these boo's /
Niggas fantasize about the shit I do daily like /
These rappers rap about all the shit I do really /
I'm like really half a billi nigga /
Really you got baby money, keep it real with niggas /
Niggas ain't got my lady money /
Watch the throne, don't step on our road /
Bad enough we let you step on our globe /
When my nephew died, daddy dead /
Niggas took the price on my uncles head /
Nobody called the cops as my uncle bled /
So I feel like I would like to know my uncle's bread /
Bow down, brother pay homage /
Don't spill hate all on my garments /
Commes Des Garcons, fuck your fresh /
Head shot niggas, fuck your vests /
Fuck the pig, no pork on my fork /
Peace God 'cause you know a nigga just when H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am /
Yeah I'm 'bout to go H.A.M. /
Hard as a motherfucker /
Let these niggas know who I am /
Yeah, I'm 'bout to go H.A.M."


Jesus! Hvad skal det dog til for?! Er man "Hard as a motherfucker" fordi man siger "fuck" 7 gange, "nigga" 22 gange, "motherfucker" 8 gange og "shit/bitch/dick" 7 gange, i løbet af få minutter (og ja, jeg har talt)?
- Nej da! Og da slet ikke hvis man hedder Kanye West eller Jay-Z. For deres vedkommende er det alt alt for sent at spille hårdkogt. Deres karriere tillader dem simpelthen ikke at hive den her i land, og i mine øjne er det intet mindre end tåkrummende pinligt, og de når begge deres karrieres lavpunkt. Og hvad sker der for den utilgiveligt dårlige grammatik? Det er da super fint at Jay-Z og LeBron James forleden dag donerede en kæmpestor og fancy gymnastiksal til 'the boys and girls club' i Los Angeles, og fremstår som ansvarsfulde rollemodeller. Men så tager de her børn hjem og lytter til "H.A.M." fordi "ham der lige har givet os en mega fed gymnastiksal har lavet det", og så bliver de udsat for direkte promovering af analfabetisme og grammatisk uvidenhed. Som sagt; pinligt.

Hvad der dog er endnu mere pinligt er produktionen. Lex Luger der står bag, er i mine øjne den nummer ét dårligste producer i musikindustrien lige nu. Alt hvad han rører (på nær Kanye's "See Me Now", som jeg af samme årsag nægter at tro, at han har haft noget med at gøre!) er "hiphop" af allerværste skuffe - i hvert fald det jeg har hørt; Rick Ross' "B.M.F.", nogle tracks på Soulja Boy's Best Rapper (lol!) mixtape og Waka Flocka Flame's ekstreme nedtur Flockaveli.
Lex Luger kaster om sig med 808s og flade, syntetiske trommer, der hvirvler rundt i et kaos af synth lyde og elektroniske elementer, og det lyder ikke på noget tidspunkt som om, at han har styr på noget som helst. Om så ikke han også lige smider forvrængede synthstrygere og operasang ind i omkvædet, og forsøger at runde nummeret af med en "flot" instrumental outro? Nej nej nej nej hvor er det grelt - øv!

Hvordan Kanye kan smide et så stinkende ringe nummer som dette på gaden umiddelbart efter mastodonten My Beautiful Dark Twisted Fantasy giver for mig ingen mening. Mine forventninger til Watch the Throne er efter "H.A.M." ikke-eksisterende.

Er det bare mig der er hård? Hvad synes i om det?

Atmosphere - To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy: The Atmosphere EPs'

Hvis talen falder på folks favorit Atmosphere album, plejer Lucy Ford, God Loves Ugly eller When Life Gives You Lemons... at være svaret, - de tre plader fra Minneapolis duoen, hvor lyrik og musik har komplimenteret hinanden bedst, og resulteret i - i mange folks øjne - klassikere.
- Atmosphere har efterhånden mange udgivelser i bagagen, og på trods af, at de alle indeholder magiske momenter, har det aldrig været svært at se, hvor ambitionsniveauet har ligget. Tag fx You Can't Imagine How Much Fun We're Having: Flere utroligt stærke skæringer undervejs, blandt andet mit favorit Atmosphere nummer "Little Man", men som samlet pakke var det ikke ligeså helstøbt som førnævnte plader. De fire sæson-EP'er og Strictly Leakage bød ligeledes også på mesterlige numre, men man var ikke i tvivl om, at Atmosphere ikke leverede deres ypperste. På samme vis er det heller ikke svært at fornemme, at To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy, der er en sammensætning af to individuelle EP'er, ikke på nogen måde har været ment som Atmosphere's "næste store satsning".

Den gennemgående organiske produktion er båret op af forskellige guitar riffs, fra melodisk blues og elektrisk guitar til emo/rock og heavy-inspirerede riffs. Dette er lidt af en både/og-affære. På numre som "Until the Nipples Gone", "The Major Leagues", "Shotgun" og "Commodities" er de meget unuancerede guitar-loops alt for overskyggende, og med alt for få andre instrumenter til at give produktionerne kulør, kører man hurtigt træt i riff'sne der hurtigt virker gentagende. Der hvor guitarelementerne fungerer er på numre som "Scalp", "The Best Day", "The Number None" og "To All My Friends", hvor guitarspillet enten er flot nok i sig selv, eller tangerer fortrinligt med klaverspillet, der ligeledes spiller en stor rolle hele vejen igennem. Det lyder som om, at Ant har prøvet at parre den 100% organiske lyd fra Brother Ali's Us med den underspillede men yderst effektive tromme/bas/klaver -formular fra When Life Gives You Lemons...., men jeg savner både blæsere, fløjter, samples og den mere hiphop'ede tilgang til beats'ne, som jeg synes Ant viger for langt væk fra her. Jovist, less is more, men nogen gange bliver 'less' også bare for 'less'.

Lyrisk set virker det heller ikke som om, at Slug's tekster er helhjertet fremført. At Slug er en ord-brillant er et faktum, og når han er bedst ville det ikke være svært at argumentere for, at han er dén bedste til det han gør. Derfor skal han heller ikke slippe for et par verbale kindheste, når han yder under evne, hvilket i mine øjne er tilfældet på flere numre her. Det lyder som om, at han har haft svært ved at finde på noget nyt at rappe om, og derfor er gået tilbage i kataloget for et kopiere nogle af de ting der før i tiden har gjort ham spændende og relevant. Der er de velkendte beretninger om et øredøvende gennemsnitligt liv, hvor Slug lader til at være fanget i en mental gråzone, hvor det er hverdagens små frustrationer der tynger. På "To All My Friends" lægger han ud med linjerne "What you gonna do when you grow up / I'm all grown and still don't know what", og fortsætter med at fortælle, hvordan det i hvert fald ikke lå i kortene, at han skulle være rapper,

"Maybe you can't tell, but as a kid I wanted to be Melle Mel /
And later as a teenager I wanted to be LL /
Then I discovered weed and I wanted to be Del /
And thank God, eventually I found myself /
It's funny when I bump into fools I used to go to school with /
And they ask what I'm doing /
Half of the time I wanna crack a lie /
But fuck it, I'm still a wanna-be rapper guy"

Som det er tilfældet på de fleste Atmosphere plader, er tekstuniverset primært mørkt, og penselstrøg af depressioner, frustrationer, druk og ansvarsløs adfærd har malet det meste af lærredet. Men som det også ofte er tilfældet, er nærværende plade langt fra blottet for humor, om end på Slugs bekostning! Tag fx hjertesorger-nummeret "The Number None", hvor man både griner med ham, men samtidig tænker "nååeh, stakkels Slug!".
Slug får også rystet et par politiske kommentarer og sarkastiske bemærkninger af sig undervejs, gerne i samme sang. På "Americareful" er han i ligeså høj grad efter USA's hospitalssystem som han er efter unge uansvarlige amerikanere, der ikke forstår eller respekterer alvoren i deres handlinger; "Katie went and got a baby in her stomach / She didn't mean to, she was only fucking!".

Jeg synes dog, er der er langt flere uvedkommende sange på To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy, end der er sange fra den skuffe, hvor Atmosphere's guldstøv ligger i. Meget af det Slug rapper om lyder som noget man har hørt før, bare hvor der er ændret en smule i struktur og handling. Der er altså fine og velfortalte historier, de er bare ikke synderligt opfindsomme, og pladen byder ikke på ligeså mange overraskelser eller rørende øjeblikke som før oplevet - hvis nogen?!

To All My Friends, Blood Makes The Blade Holy er en udmærket lille sag - hverken mere eller mindre. Der er bestemt gode momenter i blandt, men ikke nok til at efterlade et uudsletteligt indtryk. Dog har den gjort en ting; den har fået mig til at glæde mig endnu mere til deres kommende album - deres første fuldlængdes siden When Life Gives You Lemons..., som Rhymesayers lover bliver noget af det bedste fra dem overhovedet.

3.5/6

The Family Sign - udkommer 7. april
Der vil være en not-to-be-missed konkurrence i den anledning, så stay tuned!

- Jeppe Barslund

Atmosphere - God Loves Ugly

Skrevet af Maja Lau

God Loves Ugly fra 2002 har en 8-9 år på bagen, og de fleste har vel allerede en eller anden mening om den særdeles produktive duo - ingen grund til yderligere introduktion.
God Loves Ugly er deres tredje officielle album og anses ofte som værende en klokkeklar undergrundsklassiker. Humøret på albummet er relativt dystert, og tydeligvis inspireret af de otte måneders Minnesota vinter. Er man kun til lykkelige sommersange kan man allerede nu afskrive Atmosphere, for albummet vibrere nærmest af aggression.

På lydsiden har produceren Ant formået at skabe et univers der understøtter lyrikken til perfektion. Det skiller sig ud fra Atmospheres øvrige albums med deres meget melodiske og detaljerede produktioner. Mage til stemningssættende beats skal man altså lede længe efter. Bas, dybe trommer og enkelte få andre remedier er, for Ant, mere end rigeligt at arbejde med, og resultatet er fantastisk. Tag fx den mesterlige klassiker "Godlovesugly" eller "A Song About A Friend", der er bygget op af den karakteristiske hårdtslående tromme og bare et lille lækkert klaverspil. Eller guitarspillet i den alt for oversete sang "Vampires"; nogenlunde samme effektive opskrift. Det er ikke den slags produktioner hvor man skal lukke øjnene og lade sig svæve hen i en drømmeverden - tværtimod. Det er den slags produktioner, man får kastet lige i hovedet, og hvor nakken har svært ved at holde sig smertefri efter et par afspilninger. Det er de færreste dj's der kan få så mange indtryk frem i produktioner, hvor børnekor, musestemmer og andre højtravende gimmicks ikke er at finde. På "Lovelife" har vi igen trommerne der hamrer rytmisk derud, mens en sart violin danner præcis den ramme, der er nødvendig for at opnå den ønskede effekt.

Man kan ikke tage fejl af Slug på dette album. Nok er humor og satiriske bemærkninger hverdagskost på God Loves Ugly, men hans vrede og desperation er oprigtig. Slug's stil minder til tider om battlerim; der bliver ikke lagt fingre imellem følelserne der dominerer albummet. Slug's ærlighed, emnevalg og indlevelsesevne er kort sagt en boblende blanding, der tryllebinder én og får én til at ønske, at man selv kunne rappe. På "Godlovesugly" introducerer han sig selv:

"I wear my scars like the rings on a pimp /
I live life like the captain of a sinking ship"

Lige meget hvor meget man som rapfan sommetider prøver at helliggøre det, så kan man ikke komme udenom, at rap er yderst æstetisk anlagt: Det handler om at udstille sig selv. Hvad enten man fortæller om hvor mange penge man har, hvor hurtigt man kan rime, hvor elegant man kan sætte ord sammen eller hvor hårdt man har det, så viser man teknisk overskud ud fra dét. Så er der dem, Slug iblandt, der blander disse typer. Slug er ikke bleg for sætninger som fx "my life is as trife as your favorite raprecord", men samtidig mærker man straks, at der er noget større på spil. Er det fremførelsen eller er det den overspillede ærlighed? Det er ikke til at sige, men grænsen mellem det trælse og det imponerende er hårfin.

"Lovelife" er en hyldest til livet - trods alt det negative man kan gå igennem. Håbløshed og depression aside. Slug rapper bogstavelig talt på livet løs:

"A soul is a soul and a shell is a shell /
The border in between is full of everything you felt /
Some cling to a cross 'cause they're tired and lost /
They leave it up to weather to measure the cost"

Det er voldsomt så mange små spekulative sætninger der er. De udgør hver især en del af en helstøbt sang, og især Slug's evner som poet åbner sig for lytterens øjne i denne sang. Man bliver blæst væk af den rendyrkede genialitet der bevises for én ("I'm just a Virgo, trying to find my own version of Virgin Mary"). Mens Slug i "Lovelife" fortæller os om både "life, love, stress and setbacks", fortæller han også om sin rolle som kunstner , kærlighed, død og hvem han er. Hvordan kan det være samme rapper, der kan rumme alt det, kan man spørge sig selv. - Menneskets kompleksitet forvandles til det simpleste regnestykke når Slug rapper "some numbers, a name - to indicate you played the game / came empty-handed and left the same", og senere fortæller os, at han bare vil sige, at han elsker livet, "Love your life, quite cliché, but I guess that's me". Det er næsten ubegribeligt, at alt det kan repræsenteres på under fire minutter. Og så får Slug det endda til at fremstå så klokkeklart og enkelt - det er vel netop det, der kendetegner et stærkt kunstnerisk udtryk: Få modtagen til at tænke selv.



Slug er en vanvittig digter, og balancen er altid god. Hele albummet er ikke lutter poesi og store ord. Tværtimod kan man plukke et bredt spektrum af alsidighed på albummet. Alle sangene har dog noget tilfælles, nemlig melankolien og kærligheden. Rigtig mange af sangene er mere eller mindre direkte beskrivelser af Slug's kærlighedsforhold - indirekte kan de med lethed tolkes til alverdens andre ting. Det centrale i Slug's beretninger er nemlig ikke den konkrete situation, men derimod følelser og tanker. Umiddelbart handler sangen "Fuck You Lucy" om vrede rettet mod en ekskæreste, men metaforisk kan Lucy være alt. Den mest åbenlyse, brugte og klassiske fortolkning er, at Lucy er hiphop.

"Fuck you Lucy for defining my excistence /
Fuck you and your differences /
Ever since I was a young lad with a part-time dad /
It was hard to find happiness inside of what I had /
I studied my mother, I digested er pain /
And vowed no woman on my path would have to walk the same"

Den gentagne sætning der bruges som omkvæd "everyone in his life would mistake it as love" bidrager som næring til de flertydige tolkninger. Man kunne sagtens skrive en lang dybdegående analyse af "Fuck You Lucy", men det har jeg nu ikke tænkt mig i denne omgang.

"Hair" er et glimrende eksempel på den tidligere omtalte satiriske tone. Det handler om Slug der møder en pige i en bar, hvorefter man følger deres samtale. Det hele leder op til, at de skal være sammen, men den ender tragikomisk med, at de begge bliver kørt ned. Jeg er en stor fan af overraskelsesmomenter og omdrejningspunkter, så jeg kan næsten ikke få hænderne ned over den sang. Især ikke da jeg hørte "Scalp" fra Atmosphere's nye To All My Friends EP, hvor vi møder manden der kører parret ned. Vi hører hans historie, samtidig med, at vi kender deres. Hør de to sange lige efter hinanden og bliv overvældet af hvordan forbindelsen skabes efter hele otte år.

Et andet "humoristisk" indslag er sangen "One Of A Kind", der går rent hjem;

"So point the finger at the sucker that's having a good summer /
Ain't got no bread, no need to know wonder /
But I got the phonenumber to the weakness I know /
Who can put me back together, make me feel whole"

- Helt sikkert i den bedre ende, selvom gennemsnittet på God Loves Ugly er usandsynligt højt. "Modern Man Hustle" er den mest radiovenlige sang, men et livligt og lækkert omkvæd udelukker jo ikke de stærke indtryk. Tværtimod står førstesinglen også klokkeklart som et af de utallige højdepunkter.

"I'll make you smile for the simple fact I'm good at it /
I'll make you smile just so I can sit and look at it"

....rapper Slug før sangen overhovedet er kommet rigtigt i gang. Når Ant's beat så tager fat og Slug lykkeligt synger omkvædet, så kan man ikke andet end at hoppe op og ned af ren begejstring. Første vers starter, og man husker igen hvilken kalibers rapper man egentlig har at gøre med:

"Who cares what Jane says, she always spits the same spit /
I'd rather kill the radio and listen to the rain hit /
Little sister needs seclusion /
Somehow she'll discover it through the pop music /
Got used to the feeling of falling /
But you'll never see her following /
Bouncing back and forth between the healing and the hollering"

Der er meget få sange, der ikke følger med de øvriges standart. Men der er altså også hele 18 sange, så selvfølgelig er der et par stykker der skiller sig ud i en knap så pralende facon. En sang jeg næsten altid skipper, er "Flesh", der bare ikke fungerer for mig. Det er den eneste sang hvor vi finder en gæsteoptræden, og det ødelægger altså lidt "idyllen". Man lad os ikke hænge os i detaljer, som uden større anstrengelser kan overses. Albummet sluttes af på fornem vis med "Schrapnel", hvor Slug leger i hele syv gennemførte minutter. Flowet er forfriskende og virker som altid flyvende. Faktisk er Slug's flow gennemgående ret undervurderet. Han bliver nemlig aldrig for teknisk, for det ligger helt naturligt til ham at rappe. Han rapper med en uset umiddelbarhed, og de virker så legende let - så helt og aldeles ubesværet. Hvilket det sikkert også er.

Til sidst bliver jeg nødt til at sige, at det bestemt ikke er alle, der vil synes, at God Loves Ugly er så fantastisk et album, som jeg har beskrevet det som. Man skal helt sikkert være til "den type hiphop" - men så er albummet altså også i særklasse. Har man ikke hørt albummet før, så er det bare med at komme i sving, og har man hørt albummet, og ikke følt sig helt overbevist, så giv det dog for Guds skyld endnu en chance (eller to). Da jeg købte albummet i tidernes morgen var jeg slet ikke så vild med det, som jeg er i dag. Faktisk lagde jeg det hurtigt fra mig igen, men jeg vendte tilbage til det er halvt års tid senere, og siden er det bare vokset på mig. Og ja, man kunne sagtens argumentere for, at albummet ikke skulle score topkarakter, men jeg lader autenciteten, indlevelsen, intensiteten og kunsten vinde.

6/6

- Maja Lau

Macklemore & Ryan Lewis - "Wings" (Track Review)

Nu hvor vi er ved Macklemore & Ryan Lewis, så synes jeg, at vi skal tage en til fra Seattle duoen. - For bedst som man troede, at de havde brugt al kreativitet og energi på to fremragende EP'er, så udsender de et nyt nummer, der efter sigende er førstesinglen fra deres kommende fuldlængdes debutalbum. - Og ikke nok med at de er nogle produktive herrer, så begynder der i højere og højere grad at tegne sig et billede af, at de er på vej imod noget virkelig, virkelig stort inden for hiphoppen. Det kan godt være at det lyder en smule farfetched, i og med at de trods alt kun har udgivet to EP'er, men som et forsigtigt bud fra min side, tør jeg godt tro på, at de har kurs imod hiphop historiebøgerne.
De har sammen en særegen, unik evne til at tage fat om ofte diskuterede/debatterede/hørt-om emner, og så angribe dem fra en helt anden vinkel end man er vandt til, og puste så meget nyt liv, saft og kraft ind i det, at man er ved at miste pusten.

Således tager Macklemore & Ryan Lewis fat om "simple" emner som basketball-anthems og Nike Air Jordan praises, og giver dem et kodylt twist aldrig hørt magen! Lyt og læs:

"I was seven years old when I got my first pair /
And I stepped outside /
And I was like, "Momma, this air bubble right here, it's gonna make me fly" /
I hit that court, and when I jumped, I jumped, I swear I got so high /
I touched the net, "Mom I touched the net!" /
This is the best day of my life /
Air Max's were next /
That air bubble, that mesh /
The box, the smell, the stuffin, the tread, in school /
I was so cool /
I knew that I couldn't crease 'em /
My friends couldn't afford 'em /
Four stripes, some Air-didas /
On the court I wasn't the best, but my kicks were like the pros /
Yo, I stick out my tongue so everyone could see that logo /
Nike Air Flight, but bad was so dope /
And then my friend Carlos' brother got murdered for his fours"

Whoa....

"See he just wanted a jump shot, but they wanted to start a cult though /
Didn't wanna get caught, from Genesee Park to Othello /
You could clown for those Probings, with the velcro /
Those were not tight /
I was trying to fly without leaving the ground /
'Couse I wanted to be like Mike, right /
Wanted to be him /
I wanted to be that guy, I wanted to touch the rim /
I wanted to be cool, and I wanted to fit in /
I wanted what he had, America, it begins"

I want to fly
Can you take me far away
Give me a star to reach for
Tell me what it takes
And I'll go so high
I'll go so high
My feet won't touch the ground
Stitch my wings
And pull the strings
I bought these dreams
That all fall down

"We want what we can't have, commodity makes us want it /
So expensive, damn, I just got to flaunt it /
Got to show 'em, so exclusive, that's that new shit /
A hundred dollars for a pair of shoes I would never hoop in /
Look at me, look at me, I'm a cool kid /
I'm an individual, yeah, but I'm part of a movement /
My movement told me "be a consumer" and I consumed it /
They told me to Just Do It, I listened to what that swoosh said /
Look at what that swoosh did /
See it consumed my thoughts /
Are you stupid, don't crease 'em, just leave 'em in that box /
Strangled by these laces, laces I can barely talk /
That's my air bubble and I'm lost - if it pops /
We are what we wear, we wear what we are /
But see I look inside the mirror and think Phil Knight tricked us all /
Will I stand for change, or stay in my box /
These Nikes help me define me, but I'm trying to take mine - off"

I want to fly
Can you take me far away
Give me a star to reach for
Tell me what it takes
And I'll go so high
I'll go so high
My feet won't touch the ground
Stitch my wings
And pull the strings
I bought these dreams
That all fall down

"They started out, with what I wear to school /
That first day, like these are what make you cool /
And this pair, this would be my parachute /
So much more than just a pair of shoes /
Nah, this is what I am /
What I wore, this is the source of my youth /
This dream that they sold to you /
For a hundred dollars and some change /
Consumption is in the veins /
And now I see, - it's just another pair of shoes"


Talrige rappere har igennem tiden lavet sange om de ikoniske Nike sko, bedst og senest må Rick Rubin/DJ Premier cuttet "Classic" nævnes, hvor Kanye, Rakim, KRS-One og NaS udviste deres respekt overfor skoen og mærket. Ligeledes er basketball anthems ikke en sjældenhed, og her må især Drake's "Forever" nævnes, der dog primært blev et "basketball track" på grund af den (virkelig ringe!) Hype Williams instruerede musikvideo.
Jeg tror dog aldrig jeg har hørt nogen stille så stort et spørgsmålstegn ved noget, som alle andre blindt glorificerer. - Macklemore starter ud med at lade os tro, at "Wings" blot er endnu en sang om Nike sneaks, men inden sangen er slut har han både været inde omkring forbrugersamfund, grådighed, overfladiske værdier, kooperativ hjernevask, statussymboler og social gruppementalitet. I sidste ende handler det i højere grad om at være in og om at være med på bølgen, end det handler om at gå med en fed sko, og ligesom millioner af andre mennesker - mig selv inklusiv - har Macklemore trofast gået i Nike sneakers som det har været ham dikteret.
Vil jeg brænde mine Nikes og købe sneaks fra et andet mærke efter at have hørt denne sang? Nej. - Men det tror jeg heller ikke nødvendigvis er pointen med "Wings". Det skulle ikke undre mig om Macklemore selv går i Air Forces eller Jordans den dag i dag, men det viser jo netop bare hvor meget vi lader os påvirke af hvad andre siger, at vi skal kunne lide.
Nu skal jeg heller ikke gå i selvsving med fortolkningen her, for jeg synes faktisk at "Wings" er en sang, man bare skal nyde og tænke over for sig selv.

Hvad beatet angår må man sige, at Ryan Lewis igen har kastet sig ud i en næsten overambitiøs produktion. Stadiumtrommer, reverb piano, trompet, børnekor, dramatiske strygere, gospelsang i baggrunden og et break, der helt genialt er klippet efter samme skabelon som førnævnte "Forever". Jeg har læst kommentarer fra folk rundt omkring på nettet, der mener at de prøver for hårdt, og at de er for ambitiøse med deres musik, men jeg må indrømme, at jeg er helt vanvittigt bjergtaget af det de laver. I mine øjne er Macklemore ikke "bare" en rapper eller en MC. Poet, generations-talerør og budskabsformidler kan snildt tilskrives hans resumé efter min mening. Ryan Lewis er ligeledes heller ikke "bare" hiphop producer. Moderne komponist, multi-instrumentalist og gudsbenådet musiker vil give et bedre billedet af ham. Egentlig hader jeg at bruge ordet, da det i disse tider er blevet brugt så meget, at det næsten har mistet sin betydning, men ikke desto mindre kan jeg ikke finde bedre ord at beskrive "Wings" med end 'episk'. Simpelthen episk.

Behøver jeg at sige, at jeg glæder mig til deres kommende album?

- Jeppe Barslund

Macklemore & Ryan Lewis - Otherside (Ryan Lewis Remix) (Track Review)

Seattle MC'en Macklemore er en af mine favoritrappere pt. Hans debutplade The Language of My World indeholdte uforglemmelige numre som "White Privilege", "I Said Hey" og "As Soon As I Wake Up", og hans 2009 The Unplanned Mixtape bød blandt andet på "The Town", der har en af de flottest filmede musikvideoer jeg har set. Senere i 2009 slog han hovedet sammen med producer-geniet Ryan Lewis og udgav den sublimeThe Vs EP, der var baseret på en idé om at sample relevante rockbands, som fx The Bravery, The Killers, Arcade Fire og Red Hot Chili Peppers. EP'ens "hits" blev "Irish Celebration", der ligeledes har en afsindigt fed video, og "Otherside", der sampler RHCP's sang med samme titel fra Californication.

(Hent The Vs EP HER gratis, og forøg din livsglæde med et par procent!!)

I 2010 udgav Macklemore og Ryan Lewis så en Redux udgave af EP'en, hvor Ryan Lewis, Jake One, P Smoov, Budo og Sabzi remixede EP'ens syv numre, og tildelte dem alle nye, originale produktioner, der på trods af at være bygget op fra scractch, fulgte rock-sample tendensen fra den første EP. Helt ufatteligt er The Vs EP Redux faktisk BEDRE end originalen, og hvordan det er lykkedes især Ryan Lewis at skabe et så brillant lydbillede er over min forstand. Især "Otherside", der var fænomenal på den originale EP, er blevet markant bedre. Dette skyldes ikke kun den gennemført musikalske produktion, men i høj grad også Macklemores udsøgte rap-talent, for her gør han virkelig det han er bedst til; fortæller en dragende historie samtidig med, at han kommenterer på aktuelle tendenser. Lad os tage et lyt, og følg lyrikken nedenfor (det går lidt hurtigt ind imellem!)



Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it
Oh, I want to sail away from here
And God, he came down, down, down, down, down, down, down
And sowed nothing

"He rolled up, asked him what he was sippin' on /
He said lean, you wanna hit it dawg? /
That's the same stuff Weezy's sippin' huh? /
And tons of other rappers that be spittin' hard /
Yup, yup five a bone /
When he passed him that Styrofoam /
The easter pink, heard it in a rhyme before /
Finally got to see what all the hype was on /
And then he took a sip, sittin' in the lincoln /
Thinkin' he was pimpin' as he listened to the system /
Little did he know that it was just as addictive as base /
Not the kind of hit from the kick drum /
Hot box, let the base bump /
Take it to the face, gulp /
Months later the use went up /
Every blunt was accompanied by the pink stuff /
But goddamn he loved that feelin' /
Purple rain coated in the throat, just so healin' /
Medicine alleviate the sickness /
liquid affix and it comes with a cost /
Wake up, cold sweat, scratchin', itchin' /
Trying to escape the skin that barely fit him /
Gone, got another bottle just to get a couple swallows /
Headed towards the bottom couldn't get off it /
Didn't even think he had a problem /
Though he couldn't sleep without gettin' nauseous /
Room spinnin', thinkin he might of sipped just a little bit too much of that cough syryp /
His eyelids closed shut /
Sat back in the chair clutching that cup /
Girlfriend came and a couple hours later said his name, shook him, but he never got up /
He never got up, he never got up /
We live on the cusp of death, thinkin' that it won't be us /
It won't be us, it won't be us, it won't be us /
Nah, it won't be us"

Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it Oh, I want to sail away from here
And God came down, down, down, down, down, down, down
And sowed nothing

"He just wanted to act like them /
He just wanted to rap like him /
Us as rappers underestimate the power and the effects that we have on these kids /
Blunt passed, ash in a tin, pack being pushed, harassed by the feds /
The fact of it is most people that rap like this /
Talkin' about some shit they haven't lived /
Surprise, you know the drill /
Trapped in a box to climb records sales /
Follow the formula; violence, drugs and sex sells /
So we try to sound like someone else /
This is not Californication /
There's no way to glorify this pavement /
Syryp, percocet and an eight a day will leave you broke, depressed and emotionally vacant /
Despite how Little Wayne lives /
It's not conducive to being creative /
And I know 'cause he's my favorite /
And I know 'cause I was off that same mix /
Rationalize the shit that I'd try after I listen to dedication /
But he's an alien, I sip that shit pass out or play playstation /
Months later I'm in the same place /
No music made, feelin' like a failure /
And trust me, it's not dope to be 25 and move back to your parents basement /
I've seen my people's dreams die /
I've seen what they can be denied /
And "weeds not a drug" - that's denial
Groundhog Day life repeat each time /
I've seen Oxycontin take three lives /
I grew up with them, we used to chief dimes /
I've seen cocaine bring out the demons inside /
Cheatin' and lyin' /
Friendship cease, no peace in their mind /
Stealin' and taking anything to fix the pieces inside /
Broken, hopeless, headed nowhere /
Only motivation for what the dealer's supplying /
That rush, that drug, that dope /
Those pills, that crumb, that roach /
Thinkin' I would never do that, not that drug /
Growing up, nobody ever does /
Until you're stuck, lookin' in the mirror like I can't believe what I've become /
Swore I was goin' to be someone /
And growing up everyone always does /
We sell our dreams and our potential to escape through that buzz /
Just keep me up, keep me up /
Hollywood here we come"

Oh girl this boat is sinking, there's no sea left for me
And how the sky gets heavy, when you are underneath it
Oh, I want to sail away from here
And God, he came down, down, down, down, down, down, down And sowed nothing

Wow....!

Okay, vi kan vist godt blive enige om, at numre som dette - hvor der bliver advaret imod misbrug og ansvarsløse rollemodeller - er hørt før, mange gange endda, men sjældent har det været lige så skarpt som her. Macklemore's personlige forhold til den så omtalte cough syryp, og hvordan han da bare måtte prøve det, eftersom hans favoritrapper Lil' Wayne som bekendt altid har sin trofaste plastikkop (*styrofoam) i hånden, fyldt med cough syryp (*lean, easter pink, purple rain, purple drank), for kun at ende i et kulsort hul, giver sangen flere relaterbare dimensioner. Jeg har ikke selv prøvet det (min opfattelse er, at det stadig kun er noget der er "cool" at drikke i USA), men jeg tror ikke jeg var klar over, at drinken var så farlig, før jeg hørte dette nummer. En hurtig gennemlæsning af drinkens Wiki-side afslører blandt andet, at DJ Screw, der oprindeligt populariserede fænomenet, døde af at drikke det. Big Moe led samme skæbne, hvilket man måske kunne have forventet med albumtitler som City of Syryp og Purple World. Den bredt anerkendte UGK rapper Pimp C døde ligeledes af for stort indtag af cough syryp.
Det som jeg finder absurd ved det hele er, at selvom der er så markante beviser for, at indtagelse af cough syryp kan have fatale følger, så går "verdens bedste rapper" Lil' Wayne, der sælger millioner og atter millioner af plader, og som har unge fans verden over, stadig rundt med hans elskede drink og glorificerer væsken gang på gang. Der er da ikke noget at sige til, at der er så mange, der falder i fælden, når deres idol er en omvandrende reklame for drinken, som jeg umiddelbart synes man burde kategorisere som et 'drug'. Normalt er jeg egentlig lidt ligeglad med, hvad de forskellige rappere går rundt og indtager. Jeg tør godt antage, at jeg er klog nok til at vide, hvad der er i orden at prøve, hvordan det skal prøves og hvad man skal holde sig fra, men det er der virkelig mange "derude" i den store vide verden der ikke gør, og Macklemore fik mig til at indse, at det Lil' Wayne har gang i her er yderst uansvarligt, og "Otherside" som overordnet kommentar på hele denne ærgelige tendens har virkelig sin berettigelse.

Hvad er der ellers at sige om nummeret? - Ud over Macklemores fænomenale fortælleevne, indlevelse og overlegne flow, må man virkelig sige, at Ryan Lewis har skræddersyet den perfekte produktion til nummeret. De to guitarer passer perfekt sammen og skaber en helt utrolig lyd, og med det spinkle klaver, de store trommer, strygerne og koret, der tager til hen imod slutningen, har nummeret en unik form for sørgmodig storhed over sig. Fences, der synger omkvædet, får det nærmest til at lyde som om at alt håb er ude, og får derved understreget budskabets alvor. Der er ikke så meget andet at sige, end at det her er et sublimt track. Fandens velspillet musik med noget på hjerte. Jeg tror ikke der er den store idé i at "holde øje" med Macklemore og Ryan Lewis, for inden så længe vil de være fuldstændig umulige at overse.

Køb The Vs EP Redux via iTunes
og forøg din livsglæde yderligere med et par procent!

- Jeppe Barslund

QN5 - Baby Blue For Pink

Glædelig Saint Valentines Day allesammen
Denne kærlighedens dag må fejres, og hvorfor ikke med noget så sjældent som en "Valentines Day HipHop Udgivelse". Det er de gæve gutter hos QN5 Music der står bag, med 2008 EP'en Baby Blue For Pink, der byder på en håndfuld kærlighedssange af forskellig karakter, som "the ladies will love and the dudes will respect".

EP'en er gennemsyret af en smooth og sexy vibe i tekst og produktion, men alligevel bryder sangene væk fra de typiske og klichéprægede kærlighedssange. QN5 har aldrig fulgt strømmen, og selv med et emne som "kærlighed" formår de at gribe det hele án med et spændende approach. PackFM er ude i nogle farligt relaterbare kærlighedsfrustrationer på "Plucking Daisies"

"She always there for me when times are bad /
But whenever she's around, times are bad /
"You gotta listen to me, I'm tellin' you dude /
The words she mouthed across the room to you was elephant shoe" /
But she loves my sense of humor, "you mean the way she laughs at you?" /
I'm the best she ever had /
"And you believe her?"
Tssss, 'cause I do!"

Substantial har ikke lavet en kærlighedssang som sådan, men en sang om kærlighedssange. "R Love Songs Gay?" er en genial lille skæring, hvor han sætter spørgsmålstegn ved en masse mærkværdige tough-guy tendenser, og sublime pointer er strøget vidt omkring hele sangen

"Are love songs gay, or maybe y'all belong in a closet /
'Cause most of ya'll rap shit is homo-erotic /
And most kick their rhymes to impress the guys /
And then down the chicks, now you sound like dicks /
A whole lot of soul fighting, these jocks are sorry /
The game has become a fucking sausage party"

På "Close" viser Tonedeff hvor nasty han er, både hvad angår hans fænomenale flow og hvad han har lyst til at gøre ved hans dates. "If I can rhyme that fast, imagine the things I can do with my tongue" rapper han, og fortsætter ud i udpenslede og hysterisk morsomme beskrivelser af, hvordan han har tænkt sig at "tage sig af hende" i sengen (læg mærke til den intet mindre end fantastiske LOST-punchline i andet vers - get's me every time!)

"Now if I'm lucky enough to touch those lovely lumps /
I'm burrying my scruffy mug in your buns and tickle your bum like humpty hump /
What a lovely lunch! My plan is in motion /
I'm the tsunami rockin' your little man in the boat /
Whenever you feel self-concious when I'm between thighs for this work /
If you're dirty, I'm having salmon for dinner with a bit of creampie for desert"

På produktionssiden er det the usual suspects der leverer varen; Deacon the Villain, Kno, Tonedeff og Domingo. Session's "The Letter" et en smule kedelig, og Mr. SOS's "Digital Video" siger mig heller ikke det store, på trods af at Cunninlynguists gæster nummeret, men til gengæld er resten af feltet ganske suverænt. Deacon har produceret "Plucking Daisies", og han mestrer virkelig minimalismen. En tæt trommeprogrammering, nogle blæsere og lidt keys i omkvædet - som han selvfølgelig selv synger - og du har en pragtskæring. Kno har stået for Cashmere the Pro's "Know I Do Remix", og formår som altid at bringe det følsomme og sørgmodige på bordet, med en længselsfuld melodi i front (fra et for mit vedkommende ukendt instrument?!) og et heartbreaking vokalsample. Det bliver dog meget hurtigt muntert igen, med Tonedeff's sprøde "R Love Songs Gay?", hvor en harpe, muntre fløjter, et Disneyfilms-lydende sample og et uforskammet velvagt 70'er lydende vokal sample skaber en ægte guldklump af et nummer. Domingo lukker ballet med "Close", vis fingerknips/stønnelyds -produktion er lige så flabet som Tonedeffs tilhørende lyrik.

Baby Blue For Pink er måske tre år gammel, men ligesom alt andet musik fra QN5 lejren holder det stadig 100%. Det er hamrende underholdende, de rapper sublimt og det lyder som en drøm - lige på nær de to nævnte skønhedspletter, der på ingen måde er 'dårlige', men som bare ikke kan følge resten af EP'ens standart. Helt bestemt en lille perle af en EP, hvor "Hip Hop gets unapologetically grown and sexy", som sort på hvidt skal ligge i dit iTunes bibliotek.
Som Substantial afslutter "R Love Songs Gay?" med at sige...

Happy Valentines Day motherfuckers!

4.5/6

Sage Francis - Li(f)e

Skrevet af Maja Lau

"I was voted least likely. That's it. Just 'least likely'. So pardon me if I seem feisty"

-Sage Francis, anno 2010

Albumtitlen Li(f)e alene har igennem de sidste år nærmest opnået kultstatus med et utal af mennesker i hele verden, der på mere eller mindre kreative måder har fået tatoveret titlen. Eventyret startede da da Sage Francis i Non Prophet (Sage + Joe Beats) sangen "The Cure" rapper: "life is just a lie with an f and death is definite". Sammen med det majestætiske cover designet af Shepard Fairey (ham med Obama plakaten) giver det indtrykket af et album, der bestemt ikke går ubemærket hen.

Li(f)e er alt andet end det gennemsnitlige indie-album - præcis som det er alt andet end det gennemsnitlige Sage album. Er man bekendt med Sage Francis' katalog kender man til Sage's samarbejde med et hav af undergrundsproducerer der igennem tiden har fodret ham med støvede, rå og vekslende beats, der absolut ikke indbyder til rap. Denne gang har Sage kastet sig ud i et virvar af hidtil ukendte instrumenter, set med hiphop øjne. Dillen med live instrumenter, orkester og band fungerer for nogle rappere, men det er ikke alle.

Mit første indtryk af albummet var utrolig positivt, men jeg måtte erkende, at ikke alle sange voksede på mig. Der er desværre en del af sangene, der trods kæmpe potentiale flyver lige over hovedet på én. Country/rock produktionerne er for gennemgående og man savner, produktionsmæssigt, enkeltheden. Blandet med Francis' sædvanlige komplicerede rim bliver resultatet, i nogle tilfælde, forvirret og fjernt. "London Bridge" er et godt eksempel. Beatet lyder som en ringe N.E.R.D. produktion og man fatter ingenting af lyrikken. Hvad står man så tilbage med? En dybt irriterende sang. "I Was Zero" er næsten ligeså uforståelig. Sage starter med at fastslå - i et pædagogisk tonefald - at "when I came out of my momma I was zero". Hvad meningen med det indslag er, lader jeg stå åben for personlig fortolkning (læs: der er ikke nogen).
Man kan sige meget om de til tider besynderlige sange, men Sage er og bliver en af de stærkeste tekstskrivere overhovedet. Han er trods alt manden bag nogle af tidens bedste one-liners, og med hans evige poetiske tilgangsvinkel, får han selv i en sang som "I Was Zero" klemt en dybttænkende linje eller to ind:

"Wealth is escalating but my poverty was entertaining /
Now I'm debating the value of a caste system /
Cash back rewards and wars funded by my taxes income /
If I'm a part of the problem, then pardon me; /
There's always been a difference between what I am and what I wanna be /
It's either 'Jihadist freak' or 'Jesus scenester'"

På åbneren "Little Houdini" prøver Sage sig som non-fiction storyteller, og det gør han unægteligt godt. Historien handler om den kriminelle Chris, der konstant slipper væk fra politiet og skaber frygt og rædsel overalt i landet, selvom han bare prøver at finde sine forældre, der ligger på dødslejet, en sidste gang. Produktionen udvikler sig fantastisk og ligeledes gør intensiteten og indlevelsen. Det er et ret stærkt nummer. På "The Baby Stays" kommer Sage snigende ind omkring emnet 'abort'. Endnu engang beviser Sage hvilket stof han er lavet af:

"Got a lust for life and a death wish /
They're husband and wife and they fuck like they're helpless /
Am I a product of uninteresting sex /
If I get bored by the pillow talk and Newport cigarettes?"

Den minimalistiske produktion på "16 Years" er endnu en fuldtræffer, og ligeledes er "Slow Man", hvor den countryagtige produktion faktisk svinger meget godt. Den rockede "Three Sheets To the Wind" bliver en smule tør efter nogle afspildninger, men Sage rocker så charmerende og indlevende, at det hele ender godt. Sådan er det både op- og nedture igennem hele Li(f)e. Albummets absolutte perle er den sidste sang "The Best of Times". Et rent mesterværk og vist nok en af mine yndlingssange nogensinde, hvor plat det end lyder. Den franske komponist Yann Tiersen står bag vidunderet. Sangen starter med knap 2,5 minutters spoken words over en helt rolig, fredfyldt produktion, hvor man som lytter bliver draget ind i den helt ubegribelig velskrevne historie. Så switcher Francis flowet op halvvejs igennem, og man er allerede her så grebet af fortællingen, at man næsten begynder at græde af lykke, så fantastisk er det. Produktionen udvikler sig yderligere til et smukt komponeret beat, der passer perfekt til den nostalgiske beretning, som Francis i den grad får leveret til ug med x. Utrolig smukt nummer, som nok skal have et par afspildninger før den sætter sig fast - men så forsvinder den altså heller ikke igen. Sage åbner sig og fortæller om sit liv på en ydmyg og ærlig måde, som jeg savner fra alle de mange rappere, der tidligere har skrevet om deres barndom in the hood. Vi får hele historien, og der er så mange guldkorn, der blæser én omkuld undervejs, at man umuligt kan citere. Man føler, at man kender manden bedre end man kender sig selv, når sangen slutter, og den giver mig altid gåsehud.



Li(f)e skuffede mig, men forærede mig "The Best of Times", og derfor kan jeg tilgive Sage Francis hans eksperimenterende udfoldelser i produktioner, der halvdelen af tiden ikke fungerer.

4/6

- Maja Lau

Kinetics & One Love - "Sign Language" (Track Review)

Nogen gange hører man et nummer, som vækker så mange følelser i en - musikalks, emotionelt, eller blot ved selve nummerets væsen - at man får lyst til at introducere det til alle man kender. Dette er jeg ofte ude for, så derfor vil jeg nu åbne op for bloggens nye tiltag "Track Reviews", hvor jeg ikke anmelder en hel plade, men et enkelt nummer.

Kinetics & One Love er en duo fra New York. De mødte hinanden da de gik på Cornell University, der er et af USA mest anerkendte Ivy League universiteter, hvor de begge studerede med fokus på musik. Før da, var One Love både Club DJ og trommerslager i et indie rockband, og havde klaveret som sit foretrukne instrument.
Som de selv siger, så var der så mange ekstremt nørdede elever på skolen, som ikke lavede andet end at drikke te og spille violin, og de to var nærmest de eneste "cool guys" der var, så at de fandt sammen skete ganske automatisk. One Love var altså trænet i musik teori og klassiske kompositioner, men da var da han mødte Kinetics, der introducerede ham for hele hiphop universet, at han begyndte at interessere sig for at lave beats.
Det var faktisk Kinetics & One Love der skrev B.o.B's "Airplanes". One Love producerede grundbeatet, og Kinetics skrev omkvædet. Eftersom det blev et ganske enormt hit, arbejder de to pt. som sangskrivere til store artister hos blandt andet Atlantic Records og Warner Music Group.

De har dog også udgivet noget selv. Kinetics EP'en fra 2008, Fading Back To Normal EP'en fra 2009, og en ny håndfuld numre fra 2010. Blandt disse numre er "Sign Language", som er et virkelig fantastisk nummer, hvor One Love's kendskab til klassiske kompositioner viser sit væsen i beatet, og Kinetics virkelig brænder igennem som historiefortæller. Og så har de fået sangerinden Wynter Gordon til at synge omkvædet, og hendes super fine og følelsesladte stemme er intet mindre end blændende. Lad os tage et lyt - og læs med nedenunder.



I wanna show you that I care, but I don't have the nerves
I wanna say I love you, but i can't find the words
I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

He was an average teen /
He partied often and he sagged his jeans /
Sat in the very back of the class so he could nap and dream /
And fantasize about the girl he was obsessed with /
The one who stole his heart and always kept it /
'Cause every since the seventh grade she was always standin' at the center stage /
But every time he tried to talk to her she went a step away /
And though she never spoke to him it didn't matter /
'Cause Billy never liked the chit chatter /
So what if a little passive? To him she was attractive /
He could sense a masser personality perfectly by the way she acted /
Plus she wrote poems for the paper every month /
It was the lines on the page that had him falling in love /
But he never told his friends, they would say that he was crazy /
So no one ever found out that Billy liked Amy /
He just gracefully endured being blatantly ignored /
But sooner or later Billy wouldn't take it any more"

I wanna show you that I care, but I don't have the nerves I wanna say I love you, but I can't find the words I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

He was an average teen /
He partied often and he sagged his jeans /
Sat in the very back of the class so he could nap and dream /
And fantasize about the girl he was obsessed with /
The one who stole his heart and always kept it /
So he's taking his chances, day after day of wasted advances /
He was always lonely without a date for the dances /
Till he decided that he would try to do something bold /
He would make his feelings known but reciting of a poem /
Like the poems she was publishing every month in the paper /
He grabbed the pen and pad and then he labored
Sat and he crafted it in and then he practiced it, it had to have it immaculate /
But half of it just ended up scribbled in trash baskets /
Until he finally mastered it and recited it perfectly /
Yo this was a life and death emergency /
But you can't be nervous B, you could risk it all /
You need to stand tall and approach her in the hall /
Deep breath /
Yo what up tuts, I'm at the entrance of your palace /
And I think that I've been starrin' at Aurora Borealis /
You shine so bright that you could light up the sky /
Even Columbus with a compass would get lost in your eyes /
.......But her reaction was absurd /
All she did was stare back without saying a single word /
Gave him a weird look, she tried saying something with her hands /
but she couldn't cause she was carrying books /
But that was all that it took, Billy was too crushed /
Had to run away so nobody could see the tears rush /
For the rest of the week he locked himself in his apartment /
Cause he didn't have the strength to face the world so broken-hearted /
After seven days in darkness, got a letter in the mail /
But before he even looked it he let that ship sail /
He was too concerned with all the sadness in his life /
So instead of the letter opener he grabbed a kitchen knife"

I wanna show you that I care, but I don't have the nerves
I wanna say I love you, but I can't find the words
I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

She was far from the average teen /
The quiet type who never had a scene /
Studied often and wrote poems for the school magazine /
She had a little secret and she always kept it /
There was a boy that she was obsessed with /
So when she wrote a poem for the school paper every month /
Every line on the page was dedicated to her crush /
But she never told her friends, they would say that it was silly /
So no one ever found out that Amy liked Billy /
Till the day that Billy stopped her by her locker during school /
But she couldn't understand it and responded like a fool /
And gave him a weird look, she tried doing sign language /
But she couldn't 'cause she was carrying all the books /
See, even though that Amy was equally obsessed /
She was too embarrassed to tell him that she was born deaf /
Avoided him at school but to make her love known /
She would leave him little signs through the lines in her poems /
So she sent one to his home after seven days passed /
'Cause it seemed like Billy wasn't showing up to class /
So she's going home confused, trapped in the worse mood
Flipping on the TV to a tragic story on the news /
It was a picture of your average teen, all it said was this /
"Local teen suicidal with a knife to his wrist" /
At the scene where he died was a letter never read /
From a girl named Amy and it said....

....I wanna show you that I care, but I don't have the nerves I wanna say I love you, but I can't find the words
I wish that you would know how I really felt all of this time
But no matter what I do, you can't see the signs

Can't see the signs
Can't see the signs
No matter what I do
No matter what I do
No matter what I do
No matter what I do you can't see the signs

I mine øjne er det her simpelthen en mageløst fortælling. Den måde Kinetics bygger historien op på, introducerer karaktererne og lader os forstå deres forhold, er uhyggelig virkeligt og beskrevet med en sublim sans for detalje. Især den sidste halvdel af tredje vers, hvor det går op for os at Amy har dette handicap, vender hele historien på hovedet, og når man til sidst finder ud af, at omkvædet rent faktisk er det digt hun skriver til Billy, som aldrig når at læse det før han tager sit eget liv, er en klump i halsen eller rejste hår på armen evident. Når man hører omkvædet fjerde og sidste gang, efter at have fundet ud af at hun er døv, giver linjen "I wanna say I love you, but I can't find the words" pludselig en helt anden betydning, og først da bliver den sørgelige ende på historien nærmest ubærlig.

For mig er det her nummer ganske enkelt brilliant skruet sammen. Kinetics historie er en af de bedst fortalte jeg har hørt i længere tid. Faktisk tror jeg ikke, at jeg har hørt så flot en tragisk kærlighedssang siden Immortal Techniques "You Never Know", og det siger vist en del. Ingen tvivl om, at den vækkede en masse følelser hos mig.

Moralen med historien? - Hvid du har noget du vil sige til en, så sig det nu, inden det er for sent.