ShinSight Trio - Shallow Nights Blurry Moon

Man hører ofte om rappere, der efter uenigheder med executives har skiftet pladeselskab for bedre at kunne nå deres drømme. Men hvor ofte hører man om rappere, der flytter til et helt andet kontinent for at prøve lykken?
Boston hiphopvidunderbarnet Insight har alle dage været en speciel type. Han har udgivet et hav af plader, både under eget navn, men også som andre besynderlige aliasser og i diverse grupper. - Ens for hver udgivelse har været, at det på ingen måde er your usual type of hiphop. Som MC i gruppen Electric Company, udgav han en god håndfuld plader i første halvdel af 00'erne, og efterfølgende har han gået på opdagelse i sit eget eksperimenterende solounivers, der blandt ander har resulteret i den hiphop/electroniske instrumental skive Crooked Needle On A Square Record, den jazz/funkede Updated Software -serie og mere lige til hiphoppede plader som den politiske Maysun Project og den fremragende The Blast Radius fra 2004, hvor han både imponerede som producer og rapper, men samtidig udlevede nogle af hans syrede fantasier, blandt andet på den måbende flotte "Seventeen MCs", hvor han ene mand lyder som 17 forskellige rappere, ved at opbygge nogle helt unikke stile og flows. Denne "fantasi" viderførte han under navnet Soloplexus med kultpladen Illusive Avenues of 6 Intrinsic Musicians, der ligeledes var en slags skizofren legeplads for Insight alene.
Men på trods af alle disse projekter, koncepter og udgivelser, følte han sig i 2005 stadig skidt behandlet af de Amerikanske pladeselskaber, og pakkede derfor kufferten og bestilte en one way ticket til Japan, for at se hvad der rykkede sig derovre.

Det var her han mødte de Japanske guldklumper Shin-Ski og DJ Ryow. Shin-Ski har figureret som producer i grupper som MartianGang (der nok er bedst sammenlignelig med jazz/blues producerholdet Sound Providers), Levitatorz og Designed People. DJ Ryow, der også går under navnet Smooth Current, er vel nok Japans mest anerkendte hiphop Dj. Han har i flere år opereret i grupper som Ballers, Endless File og GRAND BEATZ og har udgivet over 60 mix cd'er i eget navn, samt produceret mere end 150 numre for diverse Japanske hiphop acts. Sort på hvidt: Det var tre meget erfarne kunstnere, der slog hovedet sammen i 04/05 for at dyrke deres musikalske interesser jazz, blues og hiphop - og det er der kommet et ualmindeligt lækkert album ud af.

"Trio" delen af gruppens navn er helt i stil med jazzkulturens traditioner, men pianisten, double bass spilleren og trommeslageren er her byttet ud med en fabelagtig poet, der maler spraglede billeder af allemands hverdagssituation, en producer, der kender, elsker og dyrker jazzens væsen, og som på mesterlig vis parrer den med lette boom bap trommer og melodiøse komponenter, der åbenlyst drager paraleller til A Tribe Called Quest, De La Soul og Common på hans første plader, - samt en Dj, der ser sine pladespillere og vinyler som et middel til at skabe kunst - og jeg skal lige love for, at Dj-kunst bliver formidlet! Ikke nok med, at selve teknikken er i top, så er brudstykkerne velvalgte er perfekt placeret i kontekst. Linjen "This goes out to all my peoples in the city" fra Funkdoobiest "Dedicated" passer fx som fod i hose på "No Clouds On A Sunny Day", da Shallow Nights Blurry Moon vitterligt er for alle. Dette skyldes primært Insight, der har nydt godt af at blive fri fra producerrollen - som han ellers var blevet vant til - og istedet bare har kunnet koncentrere sig om hans tekster, der cirkulerer rundt om samfundsrevseri og et broget valg af jordnære emner, som de fleste kan relatere til - and there's always a messege involved. Det fremgår da også tydeligt, at det er historiefortællingerne der er i højsæddet, for selvom man ved, at Insight kan rappe så hurtigt at kun få kan følge med, så tager han det helt stille og roligt og giver teksterne den plads de skal bruge. Ikke sagt at han ikke flower fordelagtigt, for det gør han om nogen, - han viser bare, at fart, tempo, snørklede rim og rafinerede ordlege ikke nødvendigvis er de eneste indikatorer på et godt flow.

Der hvor magien for alvor opstår, er når denne sublime diseurs kunnen og gøren flyder sammen med Shin-Skis sprøde produktioner. Som skrevet før er indflydelsen fra jazz stærkest, og piano, horn, blæsere og dybe basgange er faste elementer af lydsiden. Det, der virkelig gør Shin-Ski til et unikum af en producer, er hans tendens til ikke "bare" at sample sange, men omarrangere melodier, broer og vers fra gamle klassikere, hvilket bevirker, at han får sat sig eget præg på allerede fantastiske musikstykker. Pladens bedste eksempel på dette finder vi på undertegnedes personlige favoritskæring "Passin By". Umiddelbart kan det være svært at genkende hvilket nummer Shin-Ski har lånt, men når først det går op for én, at det er Beatles klassikeren "And I Love Her" fra A Hard Day's Night (1964), og man derefter sætter sig ind i hans tankegang og finder ud af, hvad det faktisk er han gør, så er det næsten så man taber øjne og mund.



Ikke alle numre er brygget ud fra samme fald-på-halen excellente opskrift, men som det ligeledes var en tradition i jazzkulturen, hvor trioer, kvartetter, kvintetter (og hvad de ellers hedder) spontant jammede derudaf og bare lod sig rive med af stemningen, har ShinSight Trio satset mere på den gennemgående gode stemning, fremfor en masse fyldnumre, der kredser om en håndfuld standout numre. Det er altså ikke alle numre, der er 5 stjerner værd i dit iTunes biblioteket, men på en eller anden herligt tilbageholdende måde, er det netop dette, der gør pladen fantastisk, da numrene ikke kæmper en indbyrdes kamp om at stå frem som det bedste.

Er man til lækker, laidback jazz/hiphop, så er Shallow Nights Blurry Moon ikke bare "en god investering", det er et musthave. Tankevækkende, sublimt leverede linjer fra Insight og labre produktioner fra Shin-Ski; en producer, der virkelig er værd at holde øje med i fremtiden. ShinSight Trio's debut vil med garanti blive skamspillet i et godt stykke tid endnu.

- 1000 tak til Andreas Schultz for at anbefale mig at checke ShinSight Trio ud. Jeg er yderst taknemmelig -

5/6

Pladen kan købes via amazon.com HER (en smule dyr)
Eller via det Japanske pladeselskabs hjemmeside HER
eller som noget ganske nyt, - via iTunes HER

Muph & Plutonic - ...And Then Tomorrow Came

Vi bliver i Australien, og kaster lidt lys over en duo from down under, der er ved at blive et stort navn i hjemlandet, men som ikke har haft den store succes i resten af verden - endnu!

Plutonic Lab er producerdelen af duoen. Han begyndte at spille trommer som 10-årig og spillede hans første shows som 14-årig. Han har tre soloudgivelsen i bagagen, samt produktionscredit for en længere række udenlandske kunstnere, og mere eller mindre for alle, der har været involveret i det Australske hiphopgame. I 2004 teamede han op med Muphin, der udover at have vundet Australiens største freestyle battle, Victorian Verbal Mechanics Competition, og spillet et utal af shows, havde ét soloalbum på samvittigheden. Muph & Plutonic var altså begge ganske erfarne da de slog hovederne sammen, og ...And Then Tomorrow Came (2008), der er deres fjerde album, bærer tydeligt præg af to yderst rutinerede individer.

Med ...And Then Tomorrow Came tager Muph & Plutonic lytteren med på en rejse tilbage i tiden, til dengang hvor hiphoppen havde sine kongeår, hvor groovy breakbeats sprøjtede ud af boomboxen, altimens b-boys og b-girls flexede deres skills og battlede på gadehjørnet. Det, der nemlig er fantastisk ved Muph & Plutonic er, at de rammer denne æras lyd så præcist, at selvom de egentlig er fra Australien, så forestiller man sig et billede af Rock Steady Crew, der breakdancer imens Run DMC står i rapper og The Fabolous Five tagger vægge i baggrunden. Plutonic er tydeligt inspireret af 80'er og 90'er classics som Paid In Full og Mecca & The Soul Brother. Der er blevet gravet dybt for at finde de perfekte soulsamples, trommerne er nærmest identiske, ofte med et nutidigt touch, og obligatoriske breakbeat-elemter som horn, basgange, pianoloops og funky guitarriffs er mesterligt udført. Yderligere har Plutonic allieret sig med DJ Bonez, der scratcher så forbandet godt, at det nærmest ikke er hørt magen siden folk som Premier praktiserede det som kunstform. Lyt bare til den på alle måder genialt sammensatte "Filthy Rich" og læs med på Muphins første vers,

"Two-minute noodles and a pair of chopsticks /
Tryna' get a dollar off the floor of the moshpit /
And fossick through all these dirty pants pockets /
Lately, thinking that maybe it doesn't pay to be honest /
Go ahead, take me to the office /
I'll be straight through the gate to the doctors /
All good, got what I wanted /
Sponsored by burn and I earnt my knowledge /
To be honest, at points I'm still strugglin' /
Fridge with no food, booze ain't bubblin' /
I'm in trouble again so come on my friend /
And let me a hand out, don't just stand around /
While a man is down on his luck, stuck /
Couldn't get a bang out my buck /
And I'm just lappin' it up, actin' as if I'm happy as fuck /
Cause I am..."

- Ingen tvivl om, at lyden rammer plet. Der hvor musikken udskiller sig er, som i garanteret bed mærke i hvis i læste med, hos Muph, der med sit ganske charmerende men yderst fremtrædende Australske accent, ikke lyder som noget fra oldschool tiden. Ingen tvivl om, at han er en habil rapper, med et livligt og legende flow. Der bliver rappet om små finurligheder som hverdagsproblemer, kærlighed for hiphop og om bare at leve livet. Det er ikke de dybe personskildringer og historiefortællinger man lægger øre til, men hvor ofte er det i grunden, at man har hørt dybdegående historier over breakbeats?

- Det er kemien imellem Muph og Plutonic, der gør ...And Then Tomorrow Came til en stor fornøjelse, for Plutonics produktioner er så fremragende, at de løfter Muphin op fra "cool rapper med et solidt flow" til "dope mc med et super tight flow". Og når det kommer til duoer, så er det vel kemien, der er vigtigst, ligesom det var tilfældet ved Eric B & Rakim og Pete Rock & C.L. Smooth fra førnævnte inspirationskilder. Ikke at sammenligne med de uddødelige klassikere, men når Muph & Plutonic virkelig slå gnister, som på mesterværket "Show Me Your Face", så udsender de lidt af samme magi, som de legendariske duoer. Har man mod på at udforske Australsk hiphop, så vil jeg anbefale at checke Muph & Plutonic's ...And Then Tomorrow Came ud som det første, for det er, sort på hvidt, skide go' hiphop!

Bliss N Eso - Flying Colours

De sidste mange anmeldelser har været af Amerikanske kunstnere, så nu synes jeg vi skal give dem en lille pause, og rejse til Australien istedet.

Når man først har sagt 'Australien', så må man også sige Kænguruer, Operahuset, Steve Irwin, Great Barrier Reef og Aboriginals. Hiphop er ikke just noget man forbinder med Australien, men i løbet af det seneste årti, er genren blevet mere udbredt på kontinentet. Rap har eksisteret i Australien siden 80'erne, men det har nærmest været mere undergrund end noget andet sted i verden. Efter årtisundeskiftet begyndte the Australien Record Industry Association dog at anerkende den stigende interesse for urban musik, og i 2004 introducerede de kategorien 'Best Urban Release' til deres ARIA Music Awards. Koolism var første gruppe til at vinde prisen, og efterfølgende har de efterhånden verdenskendte Hilltop Hoods vundet prisen to gange i træk, og i 2008 var det Bliss N Eso der vandt med deres tredje album Flying Colours.

Bliss N Eso lyder som en duo, men det er en gruppe på tre. I '92 flyttede 13-årrige, Amerikanske MC Bliss til Australien og mødte MC Esoterik og Marrokanske DJ Izm. De fandt hurtigt sammen, da de alle havde en glødende kærlighed til hiphop, som på daværende tidspunkt var umuligt at opstøve i Australien. I 2000 udgave de deres første EP The Arrival under navnet Bliss N Esoterikizm, men de opdagede hurtigt, at navnet simpelthen ikke fungerede, og reducerede det til Bliss N Eso. Fast forward; de udgav Flowers In the Pavement i '04, Day of the Dog i '06, og i 2008 fik de deres kommercielle gennembrud med Flying Colours.

Flying Colours er et fantastisk alsidigt og nuanceret album. Hele vejen igennem støder man på undergenrer og elementer fra andre stilarter. Det tog Bliss N Eso et år at indspilde pladen, er det blev gjort på tre forskellige kontinenter, hvilket er grunden til, at man kan høre alt fra straight forward hiphop, pompøse strygersektioner, gigantiske jungletrommer, gæsterap fra forskellige amerikanske mc'er, og storladen korsang fra det 20 mand store Afrikanske Zulu Connection Choir. Det er meget ambitiøst, og så er det endda Bliss, Eso og deres faste medproducer Hattori Hanzo, der er hjernerne på størstedelen af kompositionerne. "Eye of the Storm" er et fremragende eksempel. De sampler det smukke "Paper Aeroplane" med det Australske søskendepar Angus & Julia Stone, og skaber en endnu smukkere, fantastisk melodiøs version, hvor Eso åbner med nogle poetisk flotte og tankevækkende linjer:

"You see time stops still in the eye of the storm /
The foundation of my home where my rhyming was born /
It's a rhythmic reality of remedy through riddles /
Where love's a hurricane and you meet me in the middle /
It's the good, the bad, the house I furnish /
The crystal clear sea, the sound I worship /
The rush of the city, the calm of the Outback /
the film called life where my heart is the soundtrack /
It's that lucky streak, without no warning /
It's the memory of cartoons on saturday morning /
It's that classic culture that connects the country /
Through raw energy that reflects we're hungry"

Lyrisk set kan både Bliss og Eso lidt af hvert. På nogle numre flower de bare ubesværet derud af og rapper om hverdagens gang, fest, piger, weed, hættetrøjer og om at være cool. Men grundet albummets universelle natur, går størstedelen af teksterne på spidse kommentarer på verdenssituaionen, på godt og ondt, og det er hér Bliss N Eso for alvor træder i kraft. Deres evne til både at ytre deres mening og undre sig på samme tid er genial, og Flying Colors er fyldt til bristepunktet med brugbare eksempler. På "Destiny Lane" rapper Bliss,

"From a crooked cottage on a the hill, I can see tomorrows rain /
Rubmle through destiny, down a Sleepy Hollow lane /
If we're all merely players in a play on this great stage /
The problem is the scriptwriters ain't on the same page"

Og på den episke "Bullet and a Target", der naturligvis sampler Citizen Cope's sang af samme navn - hørt før hos blandt andet Rhymefest - spørger Bliss, "Crucial issues are lost in this crazy worlds wealth / How can lust for bucks outweigh one baby girl's health?". Mageløst.



Flying Colours er på alle måder et "stort" album. Volumiøst og følelsesladet, fornemt eksekveret med melodiøse produktioner, der ofte bryder ud af 'hiphop' -folden. Eneste minus er, at pladen er meget lang, og de mange mesterlige numre får alle de ikke-helt-så gode numre til at virke ganske ligegyldige. Det havde klædt pladen at være en 13-14 numre lang, men med 18 numre kan man ikke komme udenom, at en lille håndfuld er i overkanten. Men fortvivl ikke, Flying Colours skal checkes ud, for når Bliss N Eso er bedst, laver de små mirakler.

Guilty Simpson - OJ Simpson

Detroit rapperen Guilty Simpson, der af J Dilla blev anset som værende en af de dygtigste, var en af 00'ernes vigtigste undergrunds mc'er, og arbejdsnarkomanen Madlib er en af nyere tids mest spændende og eksperimenterende producere. OJ Simpson er udgivet i Guilty Simpsons navn, men OJ'et i albumtitlen hentyder ikke til den Amerikanske fodboldspiller og morder af samme navn, men til Madlibs borgerlige navn Otis Jackson. Dette er i langt højere grad også et Madlib projekt end en Guilty Simpson udgivelse.

Som man kender det fra Madlibs mange besynderlige projekter, som fx Beat Konducta serien, hans Medicine Show og hans mange remixudgivelser, så er det ofte tilfældet, at hans kompositioner i højere grad er interessante og originale end de egentlig er decideret gode. Og jeg betvivler selvfølgelig ikke hans utrolige talent, for han har leveret meget sublim hiphop de seneste år - det er i anerkendelsen af dette, at jeg kan tillade mig at kritisere ham. Madlib sidder håbløst fast i 70'erne, og det er OJ Simpson et krystalklart eksempel på. Soundvenue skrev følgende i deres anmeldelse af OJ Simpson: "Til tider er det tæt på, at Madlibs musikalske linje og lydgodbidder tager kontrol over projektet. Men beatmaestroen formår alligevel at skabe en totaloplevelse...". - I mine øjne tager hans blaxploitation-indflydelsesrige film, radio, standup og tv -dialoger fuldstændig overhånd! Guilty Simpson reduceres til en bifigur, der slet ikke får tid eller plads nok til at brænde igennem. Ikke på et eneste nummer får han lov til at rappe nummeret ud, uden at blive afbrudt af en-eller-anden lydbid, der helt umotiveret stjæler showet. På "Something Bad (Intermission One)" skal man igennem to minutters tilfældigt sammensatte dialoger før den egentlige sang går i gang, og efter Guilty Simpson har rappet én linje, fader han ud og bliver overrumplet af endnu et stykke tilfældig dialog. Dér blev jeg decideret irriteret! Havde Madlibs beats så bare været himmelske, så havde man nok tilgivet ham, men jeg må indrømme, at jeg fandt produktionerne yderst kedelige, og til tider direkte dårlige. OJ Simpson består af en af de mest intetsigende samling produktioner fra Beat Konductaen. Når en 24-numres plade kun består af ca. ti rigtige numre, så kan i selv prøve at regne ud, hvor meget skrammel man er tvunget til at skulle lytte sig igennem. Af disse ti er det endda kun en tre-fire af dem, der for alvor vil noget. "New Heights" gør sig som pladens bedste nummer, men selv dette har kun en levetid på 2½ minut.

Guilty Simpson har ikke fået den store mængde airtime, men heldigvis formår han at fremføre nogle tekster, hvori battlerap, punchlines og rå street attitude er tæt komprimeret. Den dybe tallerken har Guilty sku' ikke opfundet, men han har et solidt flow og kan et-eller-andet med ord, der ofte er fantastisk underholdende. De momenter hvor Guilty's mesterlige rap møder Madlibs mesterlige beats får man serveret det pureste guld, desværre sker dette stort set aldrig.

Der er ganske simpelt for meget galt med denne udgivelse. Den er hamrende ufokuseret, afsindigt forvirret i sit udtryk, og så er det i mine øjne latterligt, at de fleste interludes, intermissions, introer, outroer og mellemspil - som der i forvejen er en overflod af - er længere end de egnetlige numre. At to så store kunstnere kan samles om et så ærgerligt et album, er mig et mysterium. Næste gang bør de nok gøre som udgivelsen antyder, og lave en Guilty Simpson plade, der er produceret af Madlib, og ikke et psykedelisk Madlib projekt, der har sparsomme og korte features fra Guilty Simpson. Trods mange positive anmeldelser og høje karakter fra andre anmeldere, må jeg indrømme, at Jeg er skuffet over det resultat de er kommet frem til på OJ Simpson.

Black Sheep - From the Black Pool of Genius

"...What I'm trying to say is, we live to obtain /
And never see what it is we give away /
Easy to say, Native Tongues' the reason you pray /
So we can put the world together, unity is the way /
Representing one nation, my people part of my pool /
Of every continent indeed the place where hip hop rules"

- Det legendariske hiphopkollektiv The Native Tongues, skyllede i slut 80, start 90'erne ind over den gangsterdominerede hiphopscene, med et opløftende budskab om sammenhold, fred og kærlighed, rappet over soul-samplede og jazzinspirerede produktioner. De mest fremtrædende grupper i kollektivet var De La Soul, A Tribe Called Quest og The Jungle Brothers, der alle anses som værende historisk vigtige grupper. Andre kernemedlemmer tæller Mos Def, Talib Kweli, Common, Queen Latifa, Truth Enola, Fu-Schnickens, Da Bushbabees og Queens duoen Black Sheep.

Black Sheep, der dengang bestod af Mista Lawnge og Dres, fik aldrig den opmærksomhed fra masserne, som de burde have haft. Deres debutalbum A Wolf In Sheep's Clothing bliver af mange anset som en af de største hiphop værker nogensinde skabt, men fordi - skyder jeg på - at De La Soul, ATCQ og Jungle Brothers blev så store og indflydelsesrige, stjal de også meget af opmærksomheden fra de mindre kendte grupper i Native Tongues kollektivet.

Jeg indrømmer gerne, at jeg aldrig havde hørt om Black Sheep før jeg opdagede From the Black Pool of Genuis (FtBPoG), der udgives 20 år efter deres debut. Til gengæld kan jeg næsten garantere, at jeg vil dykke tilbage i Black Sheep kataloget når jeg har skamlyttet FtBPoG færdig, for hvis deres gamle materiale bare minder den mindste smule om dette, så er det så rigeligt værd at checke ud. 'Den sorte pool' er et af årets hidtil behageligste steder at befinde sig, så lad os hoppe i, og blive splashed with freshness:

"Splash (Intro)"

Jeg tror ikke, at der grundlæggende er sket de store ændringer hvad angår stil og indhold, men én markant forskel differentierer Black Sheep anno 2010 fra 90'ernes; Mista Lawnge har trådt fra, hvilket vil sige, at Dres alene figurerer under navnet. Dette er tydeligvis et ansvar som Dres tager til sig med største stolthed, og lige fra åbningsnummerets første sekunter står det lytteren klart, at FtBPoG er et album, der er skabt ud fra den positive hiphops grundsøjler, og som har til mission at viderføre The Native Tongues budskab om peace, love, unity and having fun.
Dette gør Dres næsten ubegribeligt godt. Hans flow er vanvittigt rutineret, og han har en evne til at leve sig ind i hans tekster, som kun få kan måle sig med. Tag fx storværket "Forever Luvlee", hvor Dres viser hvordan guddommelig hiphop skabes; ved eminent fremførte linjer og et urimelig groovy beat,




- "Forever Luvlee" repræsentere faktisk hele FtBPoG ganske godt, da lyrik og produktion gennemgående er på niveau med denne. Det kan være svært at tro - givet, at man synes den er ligeså fed som jeg - men for Dres kommer det som den største selvfølge, at hiphop da bare skal laves sådan. Det er 11 år siden han sidst var albumaktuel med Sure Shot Redemption, men FtBPoG lader til at være kokkereret ud fra samme opskrift som hans første: Nedbarberede produktioner, båret op af livlige basgange, støvede trommer, funky jazzelementer og et sublimt arsenal af vintage samples. Producernavne som Bean, P. Locke, Tough Junkie og Urban Soul Music Group får ikke just en klokke til at ringe hos undertegnede, men alle leverer fremragende beats. "Muy Bueno" og den Psycho Les producerede "Important Fact" - der umiddelbart lyder fed, men som hurtigt bliver for ensformig - er faktisk pladens to eneste minusser, resten består af mageløse kompositioner, fra de drømmende strygere på "Reason To Pray", den blues-tilbagelænede "Party Tonight" med Jean Grae, den xylophonboblende "Born To Che" til den minimale, vinylridsende "Power To the Pih-Poh" med Rhymefest. Musikalsk læner FtBPoG sig opad mesterværkstatuset.

Lyrisk befinder vi os ligeledes på et højt niveau. På Native Tongues reunion anthem'et "Birds of A Feahter", der gæstes af Q-Tip (ATCQ), Dave (De La Soul) og Mike Gee (Jungle Brothers), rapper Q-Tip; "... And D-R-E-S he amplifies fresh, actually he's gettin' better I have to do my best". Dette siger ikke så lidt, når det kommer fra Q-Tip, og rigtig nok må man give ham ret, for Dres er fyldt med lyriske guldkort. Tilbage i 90'erne brugte Black Sheep meget tid på at rappe om fest, piger, sjov og ballade, og selvom FtBPoG ikke er blottet for dette, virker Dres til at have mere på hjerte end før. "Power to the Pih-Poh" er et godt eksempel på, hvad Dres er i stand til:

"Now while they search for content, we spread the word through continents /
Without so much as consent, until out heart is content /
Analyzing what it is next to what it's meant to be /
It's hard to embrace the religion of the people set you free /
Enslaved and segregate me, now lack of educate me /
And it isn't for my safety 'cause you're teachin me to hate me /
Got hope brother Obama can relieve exasperation /
In a nation, that ignores my thoughts and aspirations"

- Man kan ærge sig over, at Dres ikke har været mere aktiv igennem årene. Havde han udgivet plader mere regelmæssigt tror jeg, at han på nuværende tidspunkt kunne have status som en af de største. Han rapper som en drøm, og hans omgangskreds tæller tydeligvis nogle af branchens mest oversete og undervurderede producere, for From the Black Pool of Genius byder på en af årest flotteste samling produktioner, der med sikkerhed vil plante pladen blandt årets bedste.